Hej Arne
Her kommer lige et temmelig forsinket svar på dit sidste indlæg til mig fra d. 24 april. Jeg vil gøre det kort
Du peger - som forventeligt - på de to religioners forskellige opfattelse af Jesus: "profet" - eller "den anden person i den hellige treenighed (trefoldighed)"?
Ja, det jo lige præcis dét, der er centralt her. Hvem er Jesus - er han profet, et menneske, Gud selv eller noget helt andet? Her finder vi den afgørende forskel i forholdet mellem kristendommen og islam og i forholdet mellem kristendommen og jødedommen, hvor kristendommen, jf. Kalkedon synoden i 451, fastholder tanken om tonaturlæren; at Gud i inkarnationen antog den menneskelige skikkelse/krop (Joh 1,14; Fil 2,7; Gal 4,4).
Derfor er det også svært at spørge, hvem Jesus er, uden samtidig at spørge, hvem Gud er, fordi Gud er den, der sætter bevægelsen i gang, Gud er den, der taler og handler. Gud er med Barths ord, begivenhed (Kristusbegivenhed). Det er med andre ord i begivenheden, Jesus som Kristus, at åbenbaringen finder sted, dvs. det som er skjult for os, utilgængeligt om du vil, nu finder sted i vores liv og historie (som åbenbaret i Jesus Kristus). Derfor bekender vi, at Jesus er Kristus; Gud-mennesket: Gud, der handler i og med mennesket som Fader, Søn og Helligånd.
Jeg tror, at den velkendte tonaturlære formulering, at Jesus både er sandt menneske og sand Gud, ofte volder os problemer, og det er måske slet ikke så underligt. Risikoen er nemlig fundamentalismen og det, at man gør trossætninger til rationelle men forvrængede sandheder: Jesus er Gud!. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer mennesket, Jesus. Det er nu en gang her, at vi kan spejle os og måske endda opleve, at Gud og mennesket ikke kan adskilles. Jeg mener, at det lige præcis er den enhed, som tonaturlæren skal give udtryk for. Vi kan også kalde det virkelighedsopfattelse:
Guds og menneskets virkelighed er en og samme virkelighed. Derfor kan jeg også med Bonhoeffer sige, at kristentroen ikke er en religion, en bestemt religøs akt, en ideologi, men derimod det at være menneske. Her retter Bonhoeffer faktisk en kritik af Barth og den daværende bekendelseskirke (jfr. et fængselsbrev fra Bonhoeffer til vennen, Bethge), idet Bonhoeffer mente, at kristne på det tidspunkt (og vel stadig den dag i dag) forskansede sig bag kirkens tro. Set fra det perspektiv er det ikke vigtigt, at forarges over, hvad Jesus nu sagde eller gjorde og kalde dette for overtro (jf. ateisternes påstande), for det handler i stedet om, hvad Gud er i stand til, ja, hvad der er Guds. Og hvis denne Gud - for nu at forsøge mig lidt med din terminologi, Arne - er den skjulte kraft til dette mirakel af en verden, vi nu en gang lever i, hvorfor skulle denne Gud ikke være i stand til at vise sine mirakler (sin kærlighed) gennem begivenheden, Jesus Kristus?
Der er masser af mystik i kristendommen. Når vi kalder det for Kristusmystik i stedet for gudsmystik, skyldes det for mig at se, at det mystiske/skjulte/åndelige omkring denne Gud får KROP og menneskelighed i Kristus. Gud er faktisk blevet personlig på den måde, at Gud skaber relationer, ja, måske vi kunne sige, at Gud er relation. Som du sikkert selv kender til de gode relationer, så forudsætter de et personligt forhold. Gud inviterer netop mennesket som den hele person ind i en relation, hvor vi gerne må tale, græde, grine, handle, ja, være! Med Kristus er Guds virkelighed og menneskets virkelighed en polemisk enhed - dvs. en enhed der ikke er enhed uden polemiske forhold, da mennesket og menneskets virkelighed aldrig kan blive identiske med Gud, men heller ikke adskilt.
Jeg mener, at det er i det ovenfor skildrede, at vi finder væsentlige forskelle i det Gudsbillede/-forståelse (og i måden Gud rent faktisk får lov at virke i verden) kristendommen giver os ift. islam. Men jeg er også åben for, at der kan være noget i mystikken generelt, der udspringer af samme enhed - eller i hvert fald kan virke/forandre mennesket akkurat, som Kristus ønsker det: "Mennesket skal ud af det skjulested, som hun/han har bygget sig" (Bonhoeffer). Vi skal på den ene side turde være os selv, mennesker med alt, hvad vi nu er, og på den anden side turde træde ud foran Gud. Vi har intet at skjule.
Du spørger så til, hvad det er, der gør, at jeg er så glad for Bonhoeffer. Efter at jeg har læst en del af hans værk,
Ethic, kan jeg sige, at Bonhoeffer både som teolog, kristen og menneske rammer mit hjerte dybt. Hans teologiske tilgang til Guds og menneskets virkelighed, inkarnationen/kristologien og ekklesiologien er noget af det mest rammende, jeg endnu er stødt på. På trods af Bonhoeffers radikalitet (jfr. Nachfolge), ja, så var han yderst opmærksom på, hvad der rørte sig i tiden, han var bevidst og gennemskuede tidens nazisme og kirkens hykler. I sine fængselsoptegnelser møder vi Bonhoeffer som en person, ja, et menneske, med megen varme og betænksomhed for familie og venner, en hengivenhed over for Gud og men ikke mindst en essentiel forståelse af, hvad kristen tro er, ikke bare dogmatisk men også etisk, dvs. at troen er noget man udøver/udlever (en deltagelse i Jesu-væren-til-for-andre jfr. sætningen, at Gud er Gud-med-os-mennesker-midt-i-denne-verden) ikke som en bestemt religøs akt eller en bestemt etisk mening men ved at være mennesker fuldt ud. Etikkens grundlag er nemlig ifølge Bonhoeffer ikke bestemte ytringer eller moralske beskrivelser, men udspringer af
Guds virkelighed åbenbaret i Kristus. Ved at tage del i Kristus står vi på samme tid både i Guds virkelighed og i verdens virkelighed.
I Kristendommen har myten derfor heller ikke magt andet end det mennesker gennem historien påberåber sig at bemægtige (menneskets magt). I kristendommen møder vi en handlende Gud, der kalder mennesket til stede i virkeligheden uden om magten i det skrøbelige og sårbare Gud-menneske-liv.
Mvh
Anne
P.S
Jeg ville faktisk have skrevet helt kort, Arne, fordi jeg ved, at jeg har svært ved at følge op på debatterne. Men nogle gange kan jeg ikke holde igen, hvis jeg begynder med Bonhoeffer. Faktisk ville jeg have fortalt, at jeg omtrent samme tid som vi debatterede i slutningen af april mødte et menneske, der heller ikke bekender sig til kristendommen som en personlig tro/overbevisning, men også finder en som Rumi interessant. Når vi taler sammen, viser det sig, at vi alligevel næsten taler samme sprog og deler samme bevidsthed/skelnen (tanker/følelser osv). Her oplever jeg åbenheden, og det at man kan være sig selv, som en gave. Jeg håber, at de mennesker jeg møder på min vej kan være sig selv, eller komme til at mærke sig selv, for så er jeg sikker på, at troen og livet nok skal skal åbne sig for dem, sådan som de har brug for det dér, hvor de er (ligesom jeg ønsker for mig selv) - dét er kærlighed og at komme ud af det skjulested, man genenm livet har fået bygget sig.