Hej Arne



Okay, det er en ærlig sag. Jeg kan godt se, at jeg med mit indlæg beskæftiger mig med spørgsmålet om Jesus og Gud inden for det dogmatiske felt (systematisk teologi). Jeg forsøgte at belyse, hvordan forestillingen om Jesus som profet (islam) og som Gud (jf. tonaturlæren med Jesus som både menneske og Gud) kan få en lidt anden klang, hvis vi inddrager en helhedsforståelse med Gud som den, der er begivenheden, ikke bare den ydre og historiske Kristusbegivenhed men i lige så høj grad den indre og nyskabende Kristusbegivenhed i os (som Hanskrist helt sikkert også ville understrege med henvisning til Paulus og ordene om, at Kristus ved troen virker i os). I den forbindelse er der heller ikke tale om en overeksponering af den 2. person i treenigheden, for disse (treenigheden) kan ikke adskilles - de kan siges at være forskellige personer (Fader, Søn og Helligånd), men de kan ikke adskilles akkurat som Guds og menneskets virkelighed ikke kan adskilles. Gud hører ikke til én virkelighed og vi til en anden virkelighed. Sådan opfatter jeg det i hvert fald Hvad der er tale om mht. den 2. person er, at det er i Kristus, at Gud åbenbarer sig i vores liv. Derfor taler vi om og til Kristus.



Jeg tror mere, at det handler om din modstand og det, at vi taler forskelligt sprog - eller i hvert fald har forskellige intentioner. Hvor jeg forsøger at belyse kristendommen som andet end et sæt religiøse akter, men derimod som en del af vores virkelighed (andet ville da være ulogisk), der holder du dig udelukkende til din erfaringshorisont, og det er også helt fint (det gør vi vel alle i en eller anden forstand), selvom jeg synes, at du med din dom, "storhedsvanvid", rammer ved siden af.



Jeg synes stadig, at din begrundelse herfor er tynd. En ting er at være kritisk over for menneskeligt og kirkeligt snævertsyn og udlægge det, noget andet er at læse andres tekster og saglige baggrund (samt positive tilgang) åbent frem for at blive mer eller mindre småfornærmet

Mvh
Anne

Hej Anne og Arne.
Jeg er noget imponeret over jeres kendskab til mig ganske ukendte figurer, Jakal al-Din Rumi, Barths og Bonhoeffer og tror at majoriteten af de danske folkekirke medlemmer heller ikke kender en brik til disse og er de så rigtige kristne nu når de ikke ved at gud er Jesus og Jesus er helligånden som så også er gud??? nej vel, de er ikke at regne som rigtige kristne, de er bare ført bag lyset og bliver holdt hen med søde historier og så de hvordan bl.a. I to debaterer for slet ikke om Hanskrist, så ville de nok løbe skrigende bort, nej det er sku for besværligt at være kristen.

Når I så begynder at tale om tonaturlæren og kalkedon synoden i 451, så er de sidste vel stået af, men nej de blir sku hængende, i hvad ved jeg ikke, men muligvis et håb om at de får lov at leve længere, hvis de falder til patten.
For nogen mening med det hele kan der vel ikke være, det er jo alt sammen noget menneskeskabt for at "fængsle" mennesket i et jerngreb, så han ikke tør andet end betale sin kirkeskat, så de selvvalgte gejstlige bedragere kan sidde på deres piedestaler( prædikestole) og skue ned over de underkuede, fordi de ikke ved, at de ikke er kristne, mens de gejstlige godt ved det, fordi de har studeret hvad der kræves for at være kristen og nærmere en gud -far søn helligånd, der er frit valg, de er alle fire en og samme bedrager.

Og imorgen gå rumraketten igen afsted på kristi luftfartsdag, ku de ikke sende ham til en anden planet, så vi kunne blive befriet for ham-dem.

Hej Arne.

Jo vi er helt enige om at folkekirken mest er et serviceorgan, der leverer musik(altid sørgelig) optræden (altid i sort næsten)
lokaler( tissekolde om vinteren og med en elendig udsmykning).

Den leverer en præst der muligvis forstår at lægge ansigtet i de rette folder alt efter hvilken service han udfører, men for det meste dog et sørgeligt fjæs.
Den leverer en præst der ved en begravelse har fået nogle stikord på den afdøde, som han så af bedste måde prøver at give et personligt islæt, hvilket dog sjældent lykkes.

Ved dåb og konfirmation lyser præsten dog lidt op, nye medlemmer er altid velkomne.
Jeg har været til mange begravelser og iblandt disse 2 ikke kirkelige begravelser, hvor mange venner kom og gav hver deres lille tale ved den afdødes kiste, det var en oplevelse der var virkelig og ikke en pinlig kirkelig begravelse.

Og du har sikkert ret i at mange ateister bliver begravet på en kirkegård, men det er fordi de ikke har haft mod og hjerne til at melde sig ud af folkekirken.

Jeg glæder mig at du også mener at alt det religiøse er menneskeskabt, selvom jeg ikke er helt sikker på om du er helt oprigtig.
Jeg tror desuden at religionerne mere udspringer fra menneskets angst for det uvisse, mørket, de mange lyde i urskoven, lyn og torden, ting som vi jo idag ved hvad er, men som div. filosoffer har skrevet side op og side ned om, iblandet deres egen opfattelse af naturens luner og hårdnakkede påstande om at det er en gud der bestemmer det hele, der er blevet skrevet tykke afhandlinger om tro og religion, den ene mere fantasifuld end den anden, men ingen af dem har kunnet bevise at der eksisterer en gud- allah, ingen har kunnet bevise at en Jesus har levet, det er simpelt hen så åndsvagt hvad mennesket kan finde på når det gælder religion/tro.

Jo verden - universet er forunderligt det er vi ganske enige om, og jeg holder bl.a. at se på :the Universe siden, hvor nye spændende opdagelser kommer næsten hver dag om universets "liv", om nye stjerne der fødes om nye galakser der opdages o.s.v. men det får ikke til at føle mig troende på en gud, tværtimod. Men det ser mig ud til at være en ganske "tilfældig" kædereaktion der styrer det hele, mere eller mindre TILFÆLDIGT.
Er det uhyrligt, mere uhyrligt end at der sidder en gud-fader-søn-helligånd-Jesus et "sted" og styr det hele.

Og som for 2010 ende gang farer ad helvede til idag.