Korrekt HansKrist.
Det er jo det, jeg har skrevet hele tiden. Tid er tankevirksomhed, det er fortiden som bevæger sig som tanke gennem nuet ind i fremtiden.
Fortiden er erindringen og fremtiden er tanken om det, der kommer. Fortiden eksisterer kun som erindring, den har været men er ikke længere og fremtiden bliver kun til virkelighed når den bliver til nutid.
Det nuværende er i al evighed det eneste der eksisterer.
Hvis vi lever i tid, så ender vi som du beskriver, på et plejehjem ude af stand til at forholde os til nutiden fordi hele vores liv kun er tilstede som erindring af fortiden eller forventning om fremtiden.
Jeg mener ikke, at tanken skal udslettes. Jeg mener, at den skal forstås.
Hvis man, med alle sanser åbne, forholder sig til det nuværende, vil man se, at tanken er fortidens bevægelse der, som forventning og drøm, bevæger sig ind i fremtiden eller erindrer fortiden.
Man skal ikke udslette det. Blot se, at sådan er det.
Så skelner man og tanken bliver klar og skarp og følelsen ligeså. De hører op med at vikle sig ind i hinanden og så kan man bruge tanken forstandigt.
Der, midt i den eksistentielle virkelighed er der kun en eneste forskel mellem ingenting og alting og det er følelsen.
Tankens stilhed er ikke intethed. Den er en brusende strøm uden ord og mål, kaldet lidenskab.
Lidenskab er kærlighed og livets inderste kilde, ordene fører den kun på afveje. Ladt alene finder den sit eget udtryk.