Kære Jan,

Tak for dit lange svar. Du har virkelig søgt dialogen med mig, hører jeg!

Jeg er ikke enig i, at man ikke bliver angrebet og uretfærdigt behandlet, hvis man bliver det. Det gælder ikke bare mig, der sidder lunt og godt i min stue. Mine tanker går til dem, der bliver kastet for løverne, kastet under tortur, holdes i umenneskeligt fattigdom, voldtaget, pint og plaget. Jo, uretfærdighed og ondskab findes. Selv ikke de ekimske tankekonstruktioner kan fjerne fornedrelsen og smerten fra den pige, der bliver gennemkneppet af flere mænd, fordi hun havde taget kjole på. Derfor skal hun forsvares! Selvfølgelig. (Men det bliver vi måske aldrig enige om).

Derfor er jeg heller ikke enig med dig i din tolkning af Jesus-ordet om at vende den anden kind til. Men tak fordi du husker mig på, at det er, hvad jeg bør gøre!!

"I har hørt, at der er sagt: 'Øje for øje og tand for tand.' Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig."
(Matthæus 5, 38-42)

Følgende, du skriver, er også interessant:
"Men Thomas, hvis nu ikke andre mennesker forfulgte dig og behandlede dig uretfærdigt, så ville det du tolker som noget Jesus skulle have sagt jo ikke gå i opfyldelse. Så der er vel ingen grund til at beklage sig?"

Igen minder du mig om noget uhyre væsentligt. Nej, der er ingen grund til at beklage sig.

"Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer." (Matthæus 5, 11-12)

"Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne." (Lukas 6, 22-23)

- Ja, spring højt af glæde!

Men Jan, indlægget var også for bl.a. din skyld. For jeg så, at du gik i brechen for dig selv, lynhurtigt, når du følte din tro strejfet, og jeg undrede mig over, at du ikke kunne føle med mig, når jeg dag ud og dag ind skulle høre på de grimme ord, jeg ikke engang gider gentage nu. Eller endnu bedre: For det handler overhovedet ikke om mig, men om de der elsker Jesu ord, og som får nøjagtigt samme tur. Hvad er det dog for noget, at de skal behandles sådan??? Hvorfor skal de dog mistænkes for at tale hans ord med grimme og selvophøjende hensigter, når de blot fryder sig over dem i hjertet??? Ikke én eneste har endnu kunnet retfærdiggøre deres angreb mod disse små, som tror på Frelseren. Kun få giver blot en af disse små ét bæger koldt vand at drikke.

Det smerter mig, at du har været udsat for andres angreb også, dengang du meldte dig til kd-debatten. Undskyld, hvis jeg har sagt grimme ting. Jeg har været ung og dum for længe. Du er et følsom menneske, Jan. Sig til hvis jeg kan gøre noget. Jeg kender i øvrigt et godt vegetarsted her i København, hvor nogle spirituelle mennesker mødes, spiser, ser film og hygger sig. Sig til så vil jeg vise dig den gruppe mennesker. Jeg kommer der også en gang imellem. Jeg kan godt forestille mig, at det er noget for dig.

"det virker som om dig og Protestanten mener at vi andre absolut skal bifalde eller acceptere den forståelse eller opfattelse i har af det i kalder Guds ord og Jesu ord."

Både-og. "Bifalde" nej, ikke hvis du mener, at vi skal bifaldes. Men ja, i hjertet bifalde Jesu ord, dét ønsker vi!! For ordene vidner jo om kærligheden mennesker imellem. Hvorfor skulle vi ikke ønske, at denne ånd bliver bifaldet? Hvad er alternativet til kærlighed mellem mennesker?

Jeg taler jo ikke om en tro på visse forestillinger eller rituelle handlinger. Jeg taler om en tro på værdien af uselviskhed og kærlighed. Hvordan kan sådan en tro nogensinde overhovedet ikke kræve et bifald af de Gudsfrygtige? Er Gud ikke kærlighed?

Hvis jeg sagde: "Gå i kirke" eller "bed fem gange om dagen", så kan jeg forstå, hvis nogen gjorde oprør. Men når jeg siger, at vi bør holde fast i uselviskheden og øve retfærdighed og barmhjertighed mod de svage - hvordan kan man så tage afstand og sige: "Det er bare én tro blandt flere"??? Alternativet er da skrækkeligt.

"Og ja, meget af det du citere det drejer sig om uselviskhed og kærlighed. Men det hjælper ikke noget at ville være usselvisk og praktisere kærlighed hvis man stadig fortolker udfra troen på noget som afføder vrede og sårethed."

Det er ikke en "bestemt tro", der afføder vrede og sårethed. Små børn, som er aldeles ikke-troende, kan også blive såret. Sårethed er en helt almindelig ting, Jan. Ikke noget som fremkaldes af en bestemt tro. Det er meget jordnært at have følelser. Det har vi, fra vi er helt små. Det kræver ikke "forkerte tanker" eller "visse forestillinger" at kunne blive såret. Og her opponerer jeg kraftigt mod ekim, fordi det virker som en form for suggestion af visse "forestillinger", der skal lægge låg på helt almindelige og menneskelige tilstande. Men jeg kalder dig da ikke et "svin/klam/uren", gør jeg?

Jeg troede faktisk, at jeg måske så dig til en af de vegetarmiddage engang, men det vist ikke dig!

Kærlig hilsen
Thomas

Kære Thomas.

He he, ja det ville da være dejligt at komme til vegatarmiddag med dig. Nu må vi se. Jeg skal til København i løbet af sommeren, og så kunne det da være smukt at kunne mødes og gi den gas sammen.

Det jeg tænker på i forhold til det med angreb, uretfærdighed og sårethed, er, at der altid er skyld og fordømmelse blandet ind i denne opfattelse. Der er altid nogen som bliver set som de skyldige i andres smerte eller lidelse. Og med sådan en opfattelse vil sindet altid være splittet. Og så længe sindet er splittet, så vil det ikke kunne være fuldt ud kærligt og fredeligt.

Den pige du ser lider og føler smerte, er blot en afspejling af den smerte du selv føler i dit ubevidste sind. Og lidelse er altid forbundet med skyldfølelsen over den synd sindet tror det har begået overfor Gud. Du ser så nogen som lider, og den skyldfølelse som i dit sind er forbundet med lidelse, den projiceres som ud på et eller andet objekt som identificeres som årsag til lidelsen. Du har så sikkert medfølelse med den pige du ser lide, og føler måske du gerne vil hjælpe hende ud af hendes smerte, men på en måde føler du dig sikkert magtesløs, fordi uanset hvad du så end gør for denne pige på det fysiske plan, så vil hun stadig lide indtil du befrier hende fra den lidelse som er i dit eget ubevidste sind. Og uanset hvad du gør for at gøre denne verden til et bedre sted, så vil du blive ved med at rende ind i det samme problem så længe du ikke har befriet dit eget sind fra lidelse og smerte(skyldfølelse).

Mange mennesker bliver enormt frustreret over de ikke kan rede verden. Deres hensigt er god nok, men de forstår blot ikke, at det er deres eget sind som har brug for at blive helbredt.

Hvis du forstår at kærlighed er det som helbreder, så vil du også kunne se kærligt på alt. Men det kan du ikke så længe dit sind er splittet. Hvis du ser nogen som et offer, så vil du automatisk se nogen eller noget andet som skyldigt. Dit sind vil så være i en splittelse imellem skyld(frygt) og kærlighed. Når du så ser nogen eller noget som et offer(eller dig selv), så har du i dit sind valgt frygten og ikke kærligheden. I virkeligheden vælger du ubevidst imellem kærlighed og frygt i dit sind, og ser så dit valg i form af det du opfatter i verden.

Sindet tror ubevidst det er en krop og fornægter så sin åndelighed. Så ser det ud som om du er i en krop, og du ser så kroppens illusoriske verden, og Gud(Ånden) ser du ikke længere.

Du skriver:

"Det er ikke en "bestemt tro", der afføder vrede og sårethed. Små børn, som er aldeles ikke-troende, kan også blive såret. Sårethed er en helt almindelig ting, Jan. Ikke noget som fremkaldes af en bestemt tro. Det er meget jordnært at have følelser. Det har vi, fra vi er helt små. Det kræver ikke "forkerte tanker" eller "visse forestillinger" at kunne blive såret. Og her opponerer jeg kraftigt mod ekim, fordi det virker som en form for suggestion af visse "forestillinger", der skal lægge låg på helt almindelige og menneskelige tilstande. Men jeg kalder dig da ikke et "svin/klam/uren", gør jeg"

For mig handler det om at befri mit sind for alt det som ikke er kærligt og fredeligt. Det gør jeg kun ved IKKE at længe låg på det du kalder menneskelige tilstande. Det gør jeg kun ved at bevidstgøre mig om ÅRSAGEN til mine følelser af vrede, sårethed, skyld, afmagt, frygt, sorg, utilstrækkelighed osv osv. Men den opfattelse vi mennesker for det meste har om disse følelser er, at ÅRSAGEN ikke kommer fra vores eget sind, men kommer fra noget udenfor i den verden vi opfatter. Det vil sige hvis vi gerne vil frigøre os fra f.eks en følelse af vrede, så må vi finde det ude i verden vi identificere som årsagen. Det kunne være jeg indentificerede dig som årsag til min vrede fordi du havde behandlet mig uretfærdig. Og løsningen måtte så være, at jeg skulle prøve på en eller anden måde at ændre på dig. Når jeg så har ændret på dig, og det virker som om vreden er forsvundet, så skulle jeg være fri af vreden. Men det er jeg bare ikke, for jeg bliver vred igen når jeg f.eks ser at nogen andre bliver uretfærdigbehandlet. F.eks det du selv skriver:

"Mine tanker går til dem, der bliver kastet for løverne, kastet under tortur, holdes i umenneskeligt fattigdom, voldtaget, pint og plaget. Jo, uretfærdighed og ondskab findes"

Så forsøger jeg at bekæmpe den ondskab jeg ser i verden med den hensigt, at ville hjælpe dem som er ofre for denne ondskab. Men min vrede forsvinder ikke. Min smerte i mit indre forsvinder ikke. Min følelse af sårethed forsvinder ikke. Min følelse af utilstrækkelighed forsvinder ikke.

Hvis ikke det jeg oplever følelsesmæssigt fremkaldes af noget inde i mit sind, hvor skulle det så komme fra? Og hvis svaret er noget udenfor mig selv, altså noget som bliver påført mig, så er jeg i sandheden magtesløs. Og så ville jeg aldrig have nogen chance for at frigøre mig fra følelser som tynger mig. Det bedste jeg ville kunne gøre ville være, at fortrænge og projicere, men det ville ikke ændre på noget.

Ofte er vi mennesker bange for at kigge indad, og se på hvad det egentligt er vi føler. Og vi er ofte ikke bevidste om hvad vi egentligt tænker og føler. Hvad tror du grunden er til at mennesket er så optaget af det ydre? Er det ydre ikke blot noget vi bruger til at flytte opmærksomheden væk fra det vi føler i vores indre?

Har du aldrig oplevet at du har registreret, at noget du før blev bange for, faktisk ikke gjorde dig bange når du igen tænke på det eller så det?

Og jo, jeg oplever at vores følelser har meget med tro at gøre.

Den lille pige som ligger og sover i sengen og har mareridt, drømmer om trolde og vågner op fyldt med angst. Du beroliger hende og fortæller at trolde ikke er virkelige og, at der derfor ikke er noget at være bange for. Når hun så erkender at trolde ikke er virkelige, og at der ikke er noget at være bange for, så mister hun troen på at trolde er virkelige og kan gøre hende ondt. Hvis hun ikke tror på at der er noget som kan gøre hende ondt, så fortolker hun også hendes drømme helt anderledes, og hun vil ikke føle sig bange hvis et billede af en trold igen skulle vise sig.

EKIM skelner ikke imellem det vi kalder drøm og virkelighed. Når vi ligger og drømmer om natten, så reagere vi ligesom om det vi drømmer er virkeligt. Vi bliver bange, vores hjerte pumper derud af, vi sveder, vi ryster, vi bliver vrede, vi føler os uretfærdigbehandlet, vi bliver kede af det osv osv.

Det vi ser i drømmen er blot symboler på det vi tror på i vores sind, og vi fortolker så de symboler så de giver mening for os i forhold til det vi tror på. Når vi drømmer er vi ubevidste om at det er en drøm, og derfor reagere vi på drømmen som om den er virkelig. Vi er ubevidste om de tanker og følelser(sindet) som producere eller projicere drømmen.

I vores dagsbevidsthed er vores sind stortset også ubevidst. Det er de færreste mennesker som er opmærksom på hvad der sker i deres sind.

Går du en tur i skoven en mørk nat, og du hører en lyd som gør dig bange, hvor ved du så der er noget at være bange for? Det er ikke en kendsgerning det du reagere på, men noget du tror på du reagere på. Det er dit ubevidste sind som fortæller dig der er noget at blive bange for, fordi det fortolker lyden udfra noget det associere med en trussel. Men det er baseret på noget dit ubevidste sind tror på. Og det er baseret på identifikation med kroppen, og sindet vil så gøre alt for at forsvare det det indentificere sig med.

Men det skal huskes at sindet er metafysisk, og det er det jeg tror på Jesus forstod og lærte fra sig. Det er mentalt vi skal være forsvarsløs, for så viser vi der ikke virkelig er noget at være bange for, og på den måde udtrykker vi kærlighed og ikke frygt. Jesus var bare et lidt ekstremt eksempel, og forsvarede sig hverken mentalt eller fysisk.

Jeg siger ikke vi ikke skal hjælpe andre mennesker på det fysiske plan, men at det er en god ide at se om det er kærlighed som motivere en, eller om det er frygt.

Hvis vi fortolker udfra en følelse af kærlighed, så dømmer vi ikke nogen som værende hverken offer eller bøddel. Så ser vi blot et råb på kærlighed, og det er så det vi føler uden nogen følelse af fordømmelse eller vrede.

Men det kræver meget træning af vores sind før vi har integreret en fortolkning eller opfattelse som udelukkende kan se kærligt og fredeligt på verden.

Og hvis vi endelig skulle dømme noget retfærdigt, så skulle det være at dømme alt ens. Ellers ville det ikke være retfærdigt.

Ville det være retfærdig at dømme dig f.eks, uden at kunne se alt hvad der skete i dit sind? Uanset hvad det så så udtil du havde gjort, så ville det ikke være retfærdigt at dømme dig uden at have indsigt i hvad du tror på, hvad du føler, hvad du tænker, hvad dine overvisninger er osv osv. Det ville være uretfærdig at dømme dig som ond, uanset hvad det så end så udtil du måtte have gjort på det fysiske plan. Og derfor siger jeg, at hvis der er ondskab i verden, så må der også være en dyb indsigt i hvad verden afspejler. Så må der være en dyb indsigt i menneskets sind og dets forsvarsmekanismer.

Det er for nemt blot at sige der er masser af ondskab i verden uden at have nogen dybere indsigt i menneskets sind.

Hvis du har afdækket dit eget sinds labyrinter, og har opnået en fuld erkendelse og forståelse af dit sind, så vil jeg tro du ikke blot sagde, at der er masser af ondskab i verden, og at det ville være retfærdig at dømme nogen som helst.

Nå kære Thomas, jeg skal til at have mig noget at spise. Tak fordi du er så imødekommende og venlig.

Kærligst Jan.

Ps. Glæder mig til at spise noget vegatar mad med dig i København.

Kære Jan,

"Den pige du ser lider og føler smerte, er blot en afspejling af den smerte du selv føler i dit ubevidste sind."

Du kan altså ikke bilde mig ind, at pigen og hendes lidelse slet ikke findes. Tænk engang hvis alle stod og så til, når andre led sult, tørst, uret, smerte, tortur, og sagde: "Uha, det er bare min egen lidelse, som faktisk slet ikke findes!".

"Så forsøger jeg at bekæmpe den ondskab jeg ser i verden med den hensigt, at ville hjælpe dem som er ofre for denne ondskab. Men min vrede forsvinder ikke. Min smerte i mit indre forsvinder ikke. Min følelse af sårethed forsvinder ikke."

Men du skal jo heller ikke gøre det for din egen skyld, men for deres.

"Den lille pige som ligger og sover i sengen og har mareridt, drømmer om trolde og vågner op fyldt med angst."

Der er altså forskel på at drømme om en trold og at blive voldtaget.

Vi når ikke længere med den diskussion.

"Ville det være retfærdig at dømme dig f.eks, uden at kunne se alt hvad der skete i dit sind?"

Du siger det selv! Og dog: Se, hvad der sker hver eneste dag.

"Glæder mig til at spise noget vegatar mad med dig i København."

Jeg glæder mig også. Det er om onsdagen. Sig endelig til. Jeg kan de fleste onsdage. Hvis andre vil med, er I velkomne!

Kærlig hilsen
Thomas

Kære Arne,

Jeg tror ikke helt, at jeg forstår dit indlæg, når du indleder med at skrive, at vi ikke er enige.

Du citerer mig for at skrive, at jeg IKKE kan respektere nazismen, og at vi IKKE bør respektere nazismen. Til dette skriver du, at du er uenig... Jeg synes dog ikke, at du virker uenig i dit indlæg, som det skrider frem. Jeg synes snarere, at det virker som om, at du uddyber, hvilket forhold for debat i samfundet, vi bør etablere.

Så vidt jeg kan se, så respekterer du heller ikke nazismen. Og jeg kan forestille mig, at du også ville tale den imod, hvis den begyndte at blomstre...

Så jeg forstår nok ikke helt, hvad du er uenig i...?
Du skriver jo, at det ikke er det, andre tror, der nødvendigvis skal respekteres, men at det er deres ret dertil, der skal respekteres. Du skriver:

"det er jo ikke det, andre mener, tror osv. der skal sættes højt, men derimod deres ret dertil."

Jeg skrev jo ikke, at vi skal etablere forhold, der krænker andres ret til at tro, hvad de vil. Jeg skrev ikke, at vi ikke skal respektere andres ret til at tro, hvad de vil. Jeg skrev, at vi ikke bør respektere f.eks. nazismen. (Og det står jeg da fast ved: Selvfølgelig bør vi ikke respektere nazismen! Den respekterer jo ikke mennesker!) Derfor kan jeg ikke se, hvad vi er uenige i, når du skriver:

"det er jo ikke det, andre mener, tror osv. der skal sættes højt, men derimod deres ret dertil."

Er du sikker på, at vi er uenige?! Jeg kan ikke se, at vi er uenige ud fra det, vi hver især har citeret hos hinanden. Vi er begge to enige om, at vi ikke kan respektere nazismen, og jeg har ikke givet udtryk for, at vi ikke skal respektere andres ret til at tro, hvad de vil (og det er en af dine pointe, at vi netop skal gøre).

Den enkelte tro vs. retten til en hvilken som helst tro.
Vi respekterer ikke nazismen. Vi erkender betydningen af dialog omkring trosståsted og selve retten til at tro.

Det er egentligt banalt. Vi skal da ikke respektere intolerante ideologier, der gør folk fortræd og skaber skel! Hvorfor skulle sådanne ideologier dog fortjene vores respekt?! Jeg vil da til enhver tid tale imod ideologier, der krænker andre mennesker. Vil du ikke?! Men selve retten til at tro, den kan være farlig at krænke, som du skriver. For troen kan stadig gemme sig indeni den enkelte, og det ville have været bedre at få den frem i en dialog. Og frit fremme i lyset kunne vi så håbe på, at vi kan afværge en ny opblomstring af f.eks. nazisme og andre ideologier, der skaber skel og ødelægger livet for en gruppe (stor som lille) af mennesker.

Så hvad er vi helt præcist uenige i? Det kan jeg slet ikke se.

Kærlig hilsen
Thomas