“Herren sagde:
Brahman er det Højeste, Uforgængelige; det indre Jeg er ens Natur; handling kaldes den Virke, som bevirker Tingenes Fremkomst og Opstaaen.
I alle Væsener er jeg som forgængelig Væren; i alle Guder er jeg som Aand; i alle Ofre er jeg selv i dette Legeme, Arjuna!
Den som i Dødsstunden forlader legemet og dør med mig alene i Tanken, han faar del i min Væren; derom er der ingen Tvivl.
Den Tilstandsform, som man tænker paa, naar man i Dødsstunden forlader Legemet, den er det, man gaar ind til, Arjuna, hver gang omformet til den Form.”
(Bhagavad Gita, 8.3-6)
Dette citat giver god mening også selvom man forholder sig til nuet i forhold til tiden eller, sagt på en anden måde, til opmærksomheden kontra uopmærksomheden.
Det ubevidste menneske lever i tid. Alle dets handlinger er forårsaget af fortiden, udføres i nutiden, rettet mod fremtiden. På denne måde kan man sige at mennesket, rent karmisk, bygger sig selv op. Det er ikke et spørgsmål om at anstrenge sig om at tænke på det ene eller det andet. Den person man er i dødsøjeblikket er den person som ens liv har gjort én til og det man tænker på i dødsøjeblikket vil helt naturligt være et resultat af det liv man har levet.
Noget ganske andet end at være ubevidst er at være opmærksom. At være opmærksom på denne fortidens proces, som er én selv.
Når man ikke identificerer sig med fortidens reaktion og hele tiden vifter den væk, mens man forholder sig til nuet.
Så er det, at man kaster alt hvad man gør over på Krishna.