1
registreret
(1 usynlig),
824
gæster og
283
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#8660 - 07/01/2010 20:34
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Hanskrist]
|
godt igang
|
Registeret: 07/04/2008
Indlæg: 53
|
|
Hej allesammen. Først et stort tillykke til Kristian. Jeg har stor respekt for det arbejde i har gjort i form af, at oversætte dette værk, Bhagavadgita. Dernæst vil jeg blot give min opfattelse af dette værk. Jeg har ikke læst den nye oversættelse, men efter hvad jeg har læst mig til på nettet og i denne tråd, så synes jeg at mærke en dyb følelse af ydmyghed overfor dette værk. Og her tænker jeg på indholdet og ikke formen. Det jeg har læst har jeg fortolket som symboler der peger i retning af ligeværdighed og samhørighed. Det kan godt ske vi i vores sind identificere os med forskellige roller, selvopfattelser, ideer, begreber osv, men som jeg ofte oplever det, så har det egentligt ikke virkelig nogen betydning for hvad eller hvem vi i sandheden er. På et dybere plan tror jeg vi alle er ens. På dette plan er vi alle det samme og her giver konflikt og frygt ikke nogen mening. Når man er i kontakt med ens sande væsen, så er der intet at frygte, intet at miste, ingen at bebrejde, ingen fjender, intet at kæmpe for eller imod, men blot den dybeste klarhed, fred og kærlighed. Og udfra denne klarhed, fred og kærlighed flyder så en venlig og naturlig adfærd eller handling. Men det er ikke adfærden eller handlingen som er det vigtige, men det som ligger bag. Et fredfyldt og fuldt ud kærligt sind er kun motiveret af een ting, og det er at gi som det har modtaget. Som jeg forstår den dialog som er mellem Arjuna og Krishna, så fortæller Krishna at Arjuna skal lytte til hans hjerte. Han skal lytte til glæden og kærligheden i hans indre, og udfra det vil han altid vide hvad han skal gøre uden at have skyldfølelse eller være bange. Vejen til hjertet vil bære mange prøvelser(fristelser) med sig. Og min forståelse af hvad fristelser er, er at fristelser er at tro illusioner er virkelige. Og illusionen er at tro man er et lille og skrøbeligt selv som man skal forsvare og retfærdiggøre. Jeg fortolker budskabet som tidsløst. Uanset hvilken situation vi end befinder os i i vores liv, så har vi altid valget mellem kærligheden og frygten i vores sind. Vælger vi frygten vil vi også have en frygtsom fortolkning og opfattelse af verden. Så vil vi se konflikt og krig, fordi det ydre afspejler det indre. Vælger vi at lytte til kærligheden i vores sind, så vil vi også se en helt anden verden. Så dømmer og fortolker vi ikke verden på samme måde mere. Og med klarhed i sindet vil vi også se verden med klarhed. Hanskrist, du taler meget om det personlige og det konkrete, og det er også fint hvis det giver mening for dig. Som jeg oplever det, så er det kun når jeg tager noget personligt at der opstår konflikt i mit sind, hvilket så afspejler sig i mit forhold til andre mennesker. Når jeg formår at trandcendere det personlige, så oplever jeg en dyb fred og kærlighed, og dette afspejler sig så i mit forhold til andre mennesker. Når jeg ikke tager noget personligt, ja, så er der heller ikke noget at skulle forsvare, og konflikt er så fuldstændig meningsløst. Men tager jeg noget personlgt, ja, så genopstår mit ego, og så er der pludselig fjender, og jeg må forsvare den tro som opretholder mit ego. Men spørgsmålet kommer vel for det meste altid ind til hvad det virkelig er man ønsker. Ønsker man fred og glæde i ens liv, så giver man også slip på alt det som i ens sind er fyldt med uro, smerte og konflikt. Jeg fortolker både Jesus´s og Krishna´s budskab som et budskab om at lytte til kærligheden i ens indre. At finde fred og klarhed ved at forstå man i sandheden er elsket uanset hvad. At forstå man ikke kan gøre noget forkert og derfor ikke har grund til at have skyldfølelse og frygte straf. At gi slip på alle de domme i ens sind som skaber smerte og adskillelse. Men igen, så tror jeg man ser det man ønsker at se, og man fortolker udfra det man ønsker at se. Det er derfor vi ser tingene forskelligt. Men dog er der egentligt kun to forskellige fortolkninger at vælge mellem. Den som kommer af kærlighed og den som kommer af frygt. Den som kommer af kærlighed er vejen til klarhed, fred og samhørighed. Den som kommer af frygt er vejen til kaos, konflikt og adskillelse. Håber i alle har haft en smuk jul og et fantastisk nytår. Kærligst Jan.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8669 - 08/01/2010 17:15
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: ALH]
|
bor her
|
Registeret: 23/06/2008
Indlæg: 337
|
|
Hej Anne Selvfølgelig er der forskel på Gitaen og kristendommens evangelium. Gitaen blev skrevet adskillige hundrede år før Jesus gik på Jorden. Bhagavadgita er skrevet på baggrund af de gældende forhold i Indien på det tidspunkt og omhandler derfor disse. Men essensen af den, selve yogaen, er den samme til alle tider og i alle forskellige kulturelle omstændigheder. Derfor meddeler Krishna sig til Arjuna på baggrund af de kulturelle omstændigheder han lever under. Derfor nævnes også Atman og Brahman og de beskrives som upersonlige, men de nævnes kun fordi det er den måde Arjuna opfatter på. I dag ville vi bruge andre ord. Selvom Krishna nævner alle disse ting, som er en del af Arjunas virkelighed, så beder Han ham netop om at sætte sig udover dem og i stedet forholde sig direkte til Krishna. Prøv at tænke dig hvad der ville være sket hvis Aksemagterne under 2. verdenskrig havde fået frit spil. Tænk hvis ikke englænderne og amerikanerne havde udkæmpet denne krig, hvilken verden ville vi så ikke have levet i i dag. Krishnas belæring til Arjuna skal ses i lyset af: ’’Jeg er Tiden, som naar den modnes fremkalder Menneskenes Undergang; jeg er kommet hid for at rive disse Mennesker bort; også uden Dig vil disse Krigere, som staar opstillet i fjendtlige slagordener, ophøre at være til.’’ (Tuxen 11.32) Som mennesker må vi alle mere eller mindre leve med i verdens gang, vi kan ikke selv altid bestemme hvordan tingene skal gå og så gælder det om at leve med så godt som muligt. Ligesom amerikanerne ikke kunne tale sig til en standsning af 2.verdenskrig, men blev nødt til at kæmpe, så har Arjunas individuelle handling ingen indflydelse på det forestående slag. Det vil under alle omstændigheder finde sted. Denne del af Krishnas belæring viser, at selvom alle Arjunas begrundelser for ikke at kæmpe er rigtige, så er de alligevel forkerte i kraft af den sammenhæng i hvilken de optræder. At handle uden at tænke på resultatet er en gammeldags måde at beskrive den handling, som er afstedkommet af begæret. Vi ønsker os noget og handler for at opnå det. Denne handling binder os til opnåelsen af et resultat. Vi tror, at vi, når vi opnår resultatet bliver lykkelige, men vi opdager at det gør vi ikke. Selve den begærlige handling er en flugt fra den virkelighed, som er vores indre tomhed og når vi opnår resultatet kommer vi igen i kontakt med denne indre tomhed og må begære noget nyt for at fylde den. Lykken bor på den anden side af tomheden ikke et andet sted. Når vi handler på denne måde risikerer vi at vores begær ikke bliver opfyldt og derved bliver vi skuffede, frustrerede. Denne frustration kommer til udtryk som vrede og vrede er vold. Mange mennesker lever sådan, i en stadig flugt fra det som er og i uvidenhed om selvet og derfor vikler de sig mere og mere ind i resultatet af deres handlinger. Bliver mere og mere frustrerede. Alt dette gælder det begær, som er et resultat af frygt. Frygt er bevægelsen væk fra det, som er. Hvis vi begærer lukker vi op for muligheden for både at blive bange, kede af det og frustrerede. Men hvis vi ikke lukker op, så bliver vi ufølsomme og ude af stand til at opleve livet. At lade gunaerne handle i gunaerne er altså at lukke op for hele livets område, der omfatter både glæden og smerten, frygten og vreden og i stedet for at fortrænge dem, rumme dem alle, for de er, tilsammen, det, som er. Så vil vi også se, at det er ganske muligt at le og græde på samme tid. Men nok om det. Hvem er Herren, spørger du. Herren er Gud. Har du læst Johannes Evangeliet? Er der ikke én usynlig tilstede hele tiden? Derfor har du fuldstændig ret i, at man godt kan lægge Bhagavadgita til side og i stedet beskæftige sig med det kristne evangelium. Det er også et spørgsmål om at tiden går og livet bevæger sig fremad. Vi må forlade vores afhængighed af det kendte og det gamle, forlade fader, Moder, Broder og Søster og følge Ham ud i livets nu. ’’Thi saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at enhver, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have Evigt Liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden for at dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. Den, som tror paa ham, dømmes ikke; den som ikke tror er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn. Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres gerninger var onde. Thi enhver, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skal afsløres. Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at det maa blive aabenbart, at hans Gerninger er gjort i Gud.’’ (Johannes, 3,16 - 21) Jeg finder ingen uoverensstemmelse og har intet besvær med at lade det gamle erstatte af det nye.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8671 - 08/01/2010 18:28
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Kræn-P]
|
bor her
|
Registeret: 23/06/2008
Indlæg: 337
|
|
Hej Kristian Et langt og godt indlæg, som jeg ikke kan indvende noget imod. Jeg er godt klar over, at jeg skylder dig et svar fra tidligere om nogle detaljer i Tuxens og jeres oversættelse. Men nu kom der nogle vægtige indlæg fra ALH og nogle temmelig indholdsfyldte indlæg fra HansKrist (f.eks. om hvad Rudolf Steiner har skrevet om dit og dat), så det er temmelig meget på en gang for mit lille hovede. Men jeg har dog efterhånden formuleret mig i mine tanker og vil skrive indlægget snarest.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8674 - 09/01/2010 13:08
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Hanskrist]
|
godt igang
|
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 68
Sted: Midtjylland
|
|
Kære Hanskrist. Tak for dit indlæg, i hvilket jeg mener at finde lidt af den Hanskrist, som jeg i 2005 lærte at kende som debattør ovre på det kristelige debatforum. Med hensyn til Edgar Morin’s ’Kendskabet til kundskaben’, som du i sin tid var så venlig at sende mig, må jeg bekende, at jeg både har læst den og ikke læst den. Jeg gennemlæste den fra ende til anden og fandt den på den ene side interessant, men på den anden side så koncentreret, at jeg skulle læse den igen. Så langt er jeg imidlertid på grund af andre gøremål ikke kommet endnu. Jeg er derfor ikke klædt på til at udtale mig om bogen. Og det har jeg så heller ikke gjort. Jeg er glad for Gîtâen (og Kræn-p) og du skulle lige se den (bogen), den er fyldt med farvestrålende fluorescenterende Textmarkeringer. Så jeg har læst en del, men det er triviallitteratur for en mand som mig, der er opdraget med at der ingen ånd (spiritualitet) er uden frihed (og Gîtâen er blottet for kategorien frihed så vidt jeg ka se (mennesket er ikke fri og skabende og historisk, men indlejret i noget der er, i natur og naturlighed og lovmæssigheder (men min endelig dom over værket kommer på et senere tidspunkt))). Det glæder mig, at du er på vej igennem Gita’en, selv om den for dig er triviallitteratur, men er det ikke lidt uforsigtigt at bruge fluorescerende tekstmarkeringer? De kan jo ikke fjernes igen, hvis man fortryder. Personligt bruger jeg såvel lineal og blyant som viskelæder, så man kan fjerne de markeringer og systematiseringer, som man ved nærmere eftertanke finder forhastede. Vi, der ikke er så hurtige i opfattelsen, må undertiden bruge meget arbejde på at nå frem til en forståelse af det, som vi læser. Det behøver du naturligvis ikke, fordi din logik er temmelig udifferentieret, idet den langt hen ad vejen fungerer efter det, som Sigmund Freud kaldte primærprocessen. Denne proces har sin egen logik, som vi eksempelvis møder i vore natlige drømme. Logikken går ud på, at der er identitet mellem to mængder, hvis de blot har ét delelement fælles. Er der for eksempel tale om, at Michael, Arne Thomsen og jeg siger det samme på et enkelt punkt, slår du os straks i hartkorn med hinanden. Den såkaldte ’New Age’ strømning henter en del af sit åndelige gods fra Østen. Når du så opdager, at vi alle tre interesserer os for Bhagavadgita, erklærer du os at være New Age proselytter. Når du får øje på et efter din opfattelse sympatisk fælleselement hos Paulus, Freud, Marx og en længere række af navnkundigheder, slår du disse umage tænkere sammen i én gruppe og konstaterer, at de faktisk står for det samme som du. Hvis der omvendt er tale om et forhold, der vækker dit mishag – for eksempel Søren Kierkegaards inderliggørelse – kasserer du hele hans gigantiske forfatterskab og bestrider dets betydning. Hvis jeg nu fortæller dig, at en sten ikke kan flyve, samt at det kan jeg heller ikke, så ligger det lige for, at jeg er en sten. Men hvis jeg derefter fortæller dig, at en sten ikke kan tale, men at jeg godt kan tale, vil du utvivlsomt være med på, at jeg alligevel ikke er en sten. Det bliver spændende at se, om du i din endelige vurdering af Bhagavadgita vil fastholde det synspunkt, at Gita’en er blottet for frihed. Med venlig hilsen Kristian
_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt i en fortids-frednings-forening, men det at man slås for sin modstanders ret til at slås for den modsatte mening.«
Piet Hein
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8675 - 09/01/2010 13:55
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Kræn-P]
|
bor her
|
Registeret: 31/03/2008
Indlæg: 144
|
|
Jeg må sige, at du her rammer hovedet på sømmet, Kristian. Det er meget godt beskrevet, for selvom Hanskrist og jeg er enig på mange områder, sker der også af og til det, at en enkel sætning eller et lille ord bliver anledning til en større maskerade med både Paulus, Freud, Marx, Nietzsche, Bonhoeffer, Barth, Tillich etc som anførere for et verdensomspændnende korstog mod alle i tænkningens regi anderledes maskerede. Det var måske ikke det mest sammenhængede billede, men jeg behøver vel blot at pege på mit sidste indlæg til Hanskrist i denne tråd, som også står ganske ubesvaret tilbage - for spøgelset, der fra katakomberne under jorden pludselig dukker op til nattens musik forsvinder igen ved daggry Mvh Anne P.S Når det er sagt, kan der i den diskursive tænkning rammes nogle glimrende pointer, som Hanskrist ofte gør, og det kan skabe spændingsfyldte debatter.
_________________________
"Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden skikkelse". (Løgstrup)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|