0
registrerede
793
gæster og
87
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#8613 - 31/12/2009 13:29
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Hanskrist]
|
godt igang
|
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland
|
|
Kære Hanskrist. Jeg finder det påkrævet at tage til genmæle, og vil tage udgangspunkt i det følgende: Det er et valg, ethvert menneske må gøre op med sig selv, om hvor det vil investere sin libido og sit engagement (tro og lidenskab), finde ud af hvad (eller snarere HVEM (det konkrete og de konkrete mennesker)) det tør leve sit liv på og død på. Tør man som Jesus; Paulus; Marx og Freud med flere, at satse på det konkrete menneske i tiden (1)*, eller stiller man sig som en stor idiot og narhovede/tossehovede på evighedens side, fx den udødelige sjæls side eller på det udifferentierede noget's side: ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings væren. Det er netop set i det her perspektiv at Kritian/Kræn-p er meget mere religiøs end Jesus, Paulus og Hanskrist nogensinde har været, hvorfor jeg også ryster lidt på hovedet når han siger at han hverken tror på Gud, Fanden eller hans pumpestok (mener det er sådan Kristian udtrykker sig) og erklærer sig selv for ikke at være religiøs. 1. Det er en besynderlig filosofisk antropologi, du her opstiller – eller rettere – gentager. Som du fremstiller sagen, er det grundlæggende i mennesket det libidinøse, det, der er omfattet af engagement og lidenskab. Det virker, som om du aldrig er kommet længere end til det, som du lærte under begyndelsen af dit mislykkede psykologistudium. Dit meneskesyn synes at være baseret på de freudianske lag i psyken som det absolut basale. Denne skøjten rundt på overfladen synes også at være det karakteristiske, som du ifølge dine egne beretninger oplever under de meditationssessioner, som du deltager i. Du beretter om genoplevelse af tidlige barndomserindringer og strør om dig med tekniske betegnelser fra den jungianske nomenklatur. Her forbliver du hængende og synes at være ganske uvidende om, at Jung går dybere ned end de freudianske lag. Du hygger dig i selskab med disse jungianske betegnelser og synes ganske at negligere endemålet: Det fuldtud individuerede menneske, der falder til ro i selvets balance. Det menneske, der har konfronteret spøgelserne fra det ubevidste, har fået dem integreret gennem en pinefuld proces, der munder ud i en dybtgående selverkendelse. Derned er du ikke nået, og du synes endog at være uvillig til at gøre et forsøg herpå. 2. Dernæst opstiller du sagen, som om det grundlæggende vilkår her i livet er et alternativ. Et tredje gives ikke. Den ene mulighed er, at man investerer sin libido og lidenskab i ét eller flere konkrete mennesker. Den anden mulighed er, at man stiller sig som en stor idiot og narhovede/tossehovede på evighedens side, fx den udødelige sjæls side eller på det udifferentierede noget's side: ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings væren. Tertium non datur. Dit studentikose overmod får dig her til at inddele alle dine medmennesker i to grupper. Den ene gruppe er dem, der tænker som du, og den anden gruppe er idioter, narre- og tossehoveder. Siden dine to påbegyndte studier og din omgang med den studentikose marxisme, har du intet lært, men heller intet glemt. Du er kort sagt gået i stå på et umodent stadium. 3. Du synes at mene, at jeg har erklæret mig som ikke religiøs, og i den forbindelse refererer du mig for udtalelser om, at jeg ikke tror på Gud, Fanden eller hans pumpestok. Det faktiske forhold er, at jeg har erklæret, at jeg ikke tror på Gud, Fanden, Ærkeenglen Gabriel eller andet himmelsk fjerkræ. Pumpestokken er din opfindelse og viser den frihed, som du tiltager dig, når du skal referere andres udsagn. Eller rettere den ligegyldige ladhed, der afholder dig fra at kigge ordentligt efter i andres indlæg. Du forbigår tillige i tavshed, at jeg stedse har hævdet, at jeg ikke ønsker at betegne mig som ateist, men blot som en søgende – slet og ret. Min erindring skulle spille mig et ubehageligt puds, dersom du kan henvise til et nyere indlæg på dette forum, hvor jeg har erklæret, at jeg ikke er religiøs. Tværtimod har jeg gjort rede for de af mine oplevelser, der er den dybereliggende grund til, at jeg frabeder mig betegnelsen ’ateist’. Læs for eksempel følgende indlæg: 22/11/2009 09:43, 22/11/2009 13:58, 23/11/2009 13:26 og 24/11/2009 09:01. Her har jeg beskrevet den religiøse oplevelsesmulighed, som jeg har erfaret den. Jeg har beskrevet de dybder i meditationen, som du – hvilket kan udledes af dine beskrivelser – ikke har været i nærheden af. Jeg har beskrevet, hvordan den kristne Gud er gledet ud af mine anskuelser og er blevet erstattet af det ufattelige univers. I indlægget til Simon 12/12/2009 13:06 præsenterer jeg min vej som søgende på følgende måde: » Måske kunne man kalde det mystikerens vej i almindelighed og naturmystikerens vej i særdeleshed. Men jeg kan som nævnt ikke udelukke, at der kan hænge noget ved, som henter sin næring fra rødder, der stikker langt ned i min barn- og ungdoms rodfæstethed i en kristen almuekultur.
Hvor den religiøse mystiker søger unio mystica med sin guddom, søger jeg – der ikke har nogen guddom – den i naturens dybder. (…)« (Citat slut). 4. Du begår også en anden alvorlig sjuskefejl. Det synes at have unddraget sig din opmærksomhed, at mit arbejde i vor tremandsgruppe med Bhagavadgita var et oversættelsesarbejde. Du er fejlagtigt gået ud fra, at jeg konfessionelt har tilsluttet mig Hinduismen. Uanset om jeg måtte være en idiot, et narre- eller tossehovede - som du så elskværdigt kalder mig - har jeg ikke stillet mig på på nogen som helst side. Det under de ovenstående punkter anførte turde være tilstrækkelig begrundelse til at vise din fantasifuldhed på – også – dette punkt. 5. Din påståede kristendom er af hjemmestrikket stof. Du påberåber dig en længere stribe af navne som belæg for dine spekulative fantasier. Du sætter Paulus i spidsen, men tager kun de sider ved Paulus, som passer ind i din hjemmegjorte skrøne. At Paulus var den initierende hovedskikkelse i den europæiske kristne mystik, forbigår du i tavshed. 6. Dine overfladiske overvejelser – hvis man altså kan bruge dette ord om din mangel på tankevirksomhed – får dig af og til til at sammenstille tre af dine debatkolleger som værende tre alen af ét stykke. Lad mig sige dig for mit eget vedkommende, at mine synspunkter ingenlunde er kongruente med Michaels eller Arne Thomsens måder at forholde sig på. Det eneste, vi har fælles, er sansen for de dybder i tilværelsen, som du endnu aldrig har magtet at lodde. 7. Din overfladiskhed og mangel på arbejdsmoral blev også stillet til skue, da du allerede efter at have læst lidt i første og anden recitation i Gita’en tog stilling til bogen. Men er du kommet længere? Det er jo kun seks uger siden, du modtog et eksemplar af bogen. Summa summarum: Du er en overfladisk spinatfugl, der på latterlig vis forhåner alt det, som du ikke selv forstår. Derfor vil jeg ønske dig godt nytår og god vækst i spinatgartnerierne i 2010. Med venlig hilsen Kristian Pedersen
_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt i en fortids-frednings-forening, men det at man slås for sin modstanders ret til at slås for den modsatte mening.«
Piet Hein
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8615 - 31/12/2009 15:00
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Kræn-P]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 4002
Sted: Nørresundby
|
|
Kære Kristian summa summarum også et rigtig godt nytår til dig og du skal nok få svar som du fortjener til dit seneste yderst veloplagte nytårsindlæg. Her lige nu vil jeg blot påpege et par forhold: du skriver: 5. Din påståede kristendom er af hjemmestrikket stof. Du påberåber dig en længere stribe af navne som belæg for dine spekulative fantasier. Du sætter Paulus i spidsen, men tager kun de sider ved Paulus, som passer ind i din hjemmegjorte skrøne. At Paulus var den initierende hovedskikkelse i den europæiske mystik, forbigår du i tavshed.Hvis man har et overfladisk forhold til kristendommen kan det synes som om den måde jeg præsenterer og repræsenterer kristendommen på er hjemmestrikket. Men selv er jeg meget bevidst om hvordan jeg præsenterer og repræsenterer kristendommen og aldrig har jeg sagt noget uden at jeg har konsulteret mindst et par moderne teologer og vendt og drejet tingene med dem. Mine tanker er altid udviklet i dialog med flere moderne teologiske tænkere og jeg siger aldrig noget der hænger frit i luften som kuns mit eget hjemmestrik. Hvis det jeg sagde om kristendommen blot var mit eget hjemmestrik, kan du være sikker på at hverken Vang eller Anne gad tage mig alvorligt eller seriøst. Men dit problem er at du ikke har den fjerneste ide om moderne kristen teologi og filosofi og du og jmp ville også vågne op af jeres dogmatiske søvngængeri, dersom I gad tage fat på moderne kristen filosofi og teologi. Så hvis der er nogen der ikke har formået at gå et spadestik dybere er det desværre dig Kristian, hvilket bekymrer mig lidt. For du er meget enøjet og har vendt det døve øre til moderne filosofi og teologi i vest. Du har begravet dig selv i naturen og det der er, og derved går du glip af at forstå at mennesket har natur, men ikke er natur udelukkende. Du mangler et par kategorier, der tager højde for dette forhold, til forståelsen af mennesket som netop findes i den kristne filosofi og teologi. Mht Paulus hvor du skriver: Du sætter Paulus i spidsen, men tager kun de sider ved Paulus, som passer ind i din hjemmegjorte skrøne. At Paulus var den initierende hovedskikkelse i den europæiske mystik, forbigår du i tavshedsammenholdt med at du igår skrev til Treram følgende: Jeg vil på den ene side give dig medheld i, at et begreb som Brahman ikke forekommer i vor religiøse kultur, men på den anden side vil jeg sige, at vi finder paralleller i den kristne mystik, der tager sin begyndelse allerede med Paulus – den Paulus, som Hanskrist i sin uforstand skærer midtover og nøjes med at bruge halvdelen af.Du må meget gerne redegøre for hvor jeg skærer Paulus midt over. Hvad det er jeg bruger og hvad jeg ikke bruger. Jeg finder ikke der er kød på din udtalelse. Hvordan og hvor skærer jeg Paulus midt over og hvilken halvdel bruger jeg ikke? Pauls Kristusmystik har interesseret mig mere end alt andet i mange år. Så sent som i dag har jeg studeret forholdet. Den Kristologiske antropologi og ontologi var det første jeg fik øje på hos Paulus da jeg begyndte at studere mandens breve i NT. Hvorfor var der ingen der havde forstået Paulus korrekt tænkte jeg der i sin tid. Og jeg kastede mig så over teologien for at finde ud af om der dog ikke var andre der havde opdaget dette særkende ved Kristusmystikken. Min NT fra den tid er med sine utallige noter og farverige fluorescente markeringer et studium værd. Albert Schweitzer siger at Paulus aldrig blander Kristusmystikken sammen med Gudsmystik (klar tale fra en stor teolog hvis vægtigste teologiske værk er det upåagtede "The Mysticism of Paul the Apostle"). Først med helleniseringen og med Johannes finder vi at Kristusmystikken forvirres og blandes sammen med Gudsmystik. Således finder vi ikke monofytisme eller monistisk mystik hos Paulus i forbindelse med Kristusmystikkens diskurs, som er Pauls hoveddiskurs, og som giver mening til eller kaster lys over alt andet han siger. Pauls kristologiske antropologi og ontologi (så vidt jeg ved er der kun mig der bruger disse termer gang på gang (Berdyaev har foreslået at vi udvikler en kristologisk antropologi)) er meget dialektisk og ejer stor retorisk kompleksitet. Rom 8 er hovedværket. Som Steiner også siger så befinder vi os i en kvalitativt set anden verden/virkelighed end Gîtâens. Som A. Schweitzer siger så slår overgangen fra de synoptiske evangelier til Pauls breve os med forundring. "Landskabet" er ikke længere harmonisk smukt og indtagende skøn, for hos Paulus møder vi en hvidglødende entusiasme af en hel anden kvalitet, meget dialektisk og retorisk hyperkomplekst og avanceret er hans tænkning. Så meget at nulevende tænkere og fiosoffer af stor format fx Badiou og Zizek mfl finder at Paulus taler direkte til os moderne mennesker i dag. Men det kræver selvfølgelig som A. Schweitzer siger at man kan trænge ind i corpus Paulus, og nøglen er at forstå hans Kristusmystik, kristendommens essens. Og A. Schweitzer siger at der den dag St Paul's Kristusmystik bliver forstået da vil der ske større ting end der skete under reformationen, hvor det var Paul's retfærdiggørelse af tro alene der blev revitaliseret eller forstået af Luther og var den åndelige NT hovedkrafts impuls i reformationen. Nu er det et ½ år siden jeg annoncerede Institut for Kristologisk antropologi og ontologi . Og Anne er allerede blevet tildelt en stilling . Nej det jeg vil sige er at jeg kan mærke at du ikke er "a jour" med mine tanker som Anne og Vang med flere er det; men jeg gentager gerne mine pointer tanker og problemstillinger og diskurs om Kristusmystikken og Paulus for dig i løbet af 2010. Derfor glæder jeg mig til den fortsatte debat med dig der har sovet i timen eller på debatten de sidste par år, eller du har som den enøjede uvidende mand du er, vendt det døve øre til stort set alt hvad jeg har sagt og skrevet. Mange kærlige hilsner og godt nytår til dig Kristian og alle I andre. HansKrist. PS: når jeg skriver som følger her: Tør man som Jesus; Paulus; Marx og Freud med flere, at satse på det konkrete menneske i tiden (1)*, eller stiller man sig som en stor idiot og narhovede/tossehovede på evighedens side, fx den udødelige sjæls side eller på det udifferentierede noget's side: ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings væren.Så er det meget vigtig at forstå at det ikke er personligt ment på den måde at jeg mener at du er et narhovede eller tossehovede. Det er alene en Psyche-theologisk-intra-craniel-terror -øvelse jeg udfører på mig selv. Andre kan så udføre den samme modige øvelse på sig selv, om de tør. Jeg vil gerne gøre folk opmærksomme på hvad det er de gør med sig selv og deres liv, ved at have de overbevisninger Tros-overbevisninger, de lever deres liv på. Hvad vil det menneskeligt og psykiatrisk sige at leve med denne overbevisning her i sit liv: ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings værenHvis du havde læst moderne kristen teologi og filosofi, ville du også have været meget mere kritisk overfor disse dine tros-overbevisninger som du tilsyneladende lever dit liv på, eller i det mindste repræsenterer og præsenterer os andre for. På din egen stilfærdige avancerede og yderst kultiverende måde, der dog ikke mangler noget i nedladenhed og arrogance og aggressivitet, hvis man har intellekt og forstand til at matche dig og imødegå dig, buldrer du mindst lige så meget som ham HansKrist. Dog er du en rigtig god debattør og du formår en rigtig god dialog. Min fordømmende og polemiske og lidt brutale personlige stil er alene for at få noget principielt afgørende af stor vægtighed/vigtighed frem. Hvilket af og til lykkes mig, men ofte efter års insisterende og utrættelige anstrengelser, hvor jeg aldrig bliver træt af at sige det samme igen og igen (som Paulus også siger et sted).
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8619 - 01/01/2010 13:46
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Hanskrist]
|
godt igang
|
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 423
Sted: Midtjylland
|
|
Kære Hanskrist. Du har stillet følgende spørgsmål: Hvad vil det menneskeligt og psykiatrisk sige at leve med denne overbevisning her i sit liv:
’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings væren. Lad mig være venlig og begrænse mig til at skrive, at dette spørgsmål ikke kan stilles. Og ingen, der har læst Bhagavadgita grundigt igennem og studeret noterne, ville heller efter min opfattelse finde på at stille et sådant spørgsmål. Ordsammenstillingen ’ det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ er et paradoks, og om paradokser gælder det, at der ikke kan udfindes nogen sproglig-logisk mening. Men paradokser kan bruges til at pege med, og her må man have opmærksomheden henvendt på, at man skal undgå at forveksle månen med den finger, der peger på den. Nogenlunde på samme måde, som man skal passe på, at man ikke forveksler en korsformet signatur på et landkort med den kirkebygning, der faktisk ligger i landskabet. Derfor synes jeg, at du skulle gøre dit hjemmearbejde og læse værket igennem, således som man går til værks, når man har sat sig for at læse en lærebog med nidkært henblik på at tilegne sig stoffet. Så vil vi komme lidt mere på omgangshøjde, så vi bedre kan forstå hinandens tale, men så sandelig også hinandens tien om det, hvorom der ikke kan tales. Det, som er så væsentligt at forstå, er – hvilket fremgår af noterne – at der er tale om erfaring eller empiri. I princippet er der ingen forskel på den viden, som man erhverver sig om sig selv gennem psykologisk introspektion, og den viden – eller det kendskab – som man opnår om sig selv ved meditation. Jeg tror, at vi begge har været nede at kigge i dybet af os selv og har erhvervet viden om forhold, som før har været fortrængt fra vor vågne bevidsthed. Der findes psykologiske fremgangsmåder til sådanne psykonautiske ekspeditioner. Ud fra det, som du har berettet om dine meditative erfaringer, har jeg imidlertid fået det indtryk, at du i dine meditative sessioner aldrig når længere ned end til de lag, som er tilgængelige via sædvanlige psykologiske fremgangsmåder. Hertil kommer, at du synes at være så fastgroet i den diskursive tænkning, at du næppe vil kunne give slip, så du kommer videre. Herved går du glip af det, som kunne kaldes det totale nærvær. Og dette er en erfaringssag og absolut ikke noget, som man kan beskrive i ord og underkaste cerebral bearbejdning. Det er også et spørgsmål om at give afkald. Det er så fristende at sætte alting på sproglig form, så man fremstiller sig over for omgivelserne som den, der kan sige, hvad sagen drejer sig om. Det er så fristende at gøre det, som har givet navn til en engelsk tv-serie: » Keeping up appearances«. Men i samme omfang, som man våger over den figur, som man mener at gøre i omgivelsernes øjne, i samme omfang forskertser man muligheden for gennem det uendelige nærvær at møde sine medskabninger som mål – i stedet for som middel til egen selvforherligelse. Forstår du det, kære Hanskrist, eller vil du fortsat være iklædt kardinalens skarlagenrøde kappe og nægte at lægge øjet til okularet på Gallileis kikkert, som det skete i 1600-tallet? Være en mandlig udgave af Mrs. Hyacinth? Med venlig hilsen Kristian
_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt i en fortids-frednings-forening, men det at man slås for sin modstanders ret til at slås for den modsatte mening.«
Piet Hein
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8621 - 02/01/2010 12:57
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Kræn-P]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 4002
Sted: Nørresundby
|
|
Hey Kristian,, Jeg har oponeret (stillet mig skeptisk, kritisk og tvivlende) imod følgende: ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings væren
Du skriver så: Ordsammenstillingen ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ er et paradoks, og om paradokser gælder det, at der ikke kan udfindes nogen sproglig-logisk mening. Men paradokser kan bruges til at pege med, og her må man have opmærksomheden henvendt på, at man skal undgå at forveksle månen med den finger, der peger på den. Det første jeg vil pege på hvor vi ser forskelligt på tingene er følgende: paradokser kan bruges til at pege med, og her må man have opmærksomheden henvendt på, at man skal undgå at forveksle månen med den finger, der peger på den så vi bedre kan forstå hinandens tale, men så sandelig også hinandens tien om det, hvorom der ikke kan tales. Hertil kommer, at du synes at være så fastgroet i den diskursive tænkning, at du næppe vil kunne give slip, så du kommer videre.
Herved går du glip af det, som kunne kaldes det totale nærvær. Og dette er en erfaringssag og absolut ikke noget, som man kan beskrive i ord og underkaste cerebral bearbejdning. Det er også et spørgsmål om at give afkald.
Det er så fristende at sætte alting på sproglig form, så man fremstiller sig over for omgivelserne som den, der kan sige, hvad sagen drejer sig om. Kræn-p citater slut. Jeg deler ikke dine eller andres ideer eller tanker om det uudnævnelige og uudsigelige og uformulerbare. Den kristianiserede opfattelse er at Ånden er Ordets legeme (1)* . Således har vi brug for ordene og sproget selv til erkendelse af før-sproglige og a-sproglige forhold. Jeg mener det er en naiv sentimental romantisk ide at der er noget vi ikke kan tale om, eller hvor tavshed er guld. For den kultur der vælger at tale om det (1 Kor 14), kommer dybere ind i det skjulte og væsentlige hidrørende det før-sproglige eller den a-sproglige ultimative virkelighed. Kort sagt har begreber og ideer del i den ultimative virkelighed og man skal ikke give afkald på ordet. Vi må ikke søge udenfor ordet eller sproget. Det man i den sammenhæng skal kunne magte er som Paulus; Descartes; Kant; Marx og Freud, at kunne skelne mellem jeget og overjeget's/kulturens/traditionens ukritiske anmasende påduttede indflydelse. Enhver meditation begynder med at få overjeget eller kulturjeget til at tie og falde så meget til ro at man kan høre hvad man selv tænker, jeg tænker. Dette var Pauls og Descartes og Kant's projekt. "Ha" siger Paulus til de græske filosoffer, "vi har tankerne direkte fra Gud". Altså vi kan tænke selv og det skal vi have mod til at gøre. Også derfor at Berdyaev siger at en af de første egentlige kristne filosoffer er Descartes (og alle gik og troede det var middelalderfilosofferne der var kristne tænkere). Du skriver: Herved går du glip af det, som kunne kaldes det totale nærvær. Og dette er en erfaringssag og absolut ikke noget, som man kan beskrive i ord og underkaste cerebral bearbejdning. Det er også et spørgsmål om at give afkald. Den kristianiserede tankegang om de her forhold er at man ikke skal give afkald og at man ifølge Paulus skal integrere neocortex (cerebral bearbejdning) i mystikken. Min personlige ide er at det gælder om at integrere de subcorticale områder med neocortex, noget nyere hjerneforskning har fokus på som top-down og bottom-up fænomener.
Megen mystik foregår udenom Jeg-bevidsthedens niveau og under jeg-bevidsthedens niveau (også foregår udenom neocortical integreret virksomhed (dette er sentimens og demens)), men dette afviste ikke bare Freud; også Jung tog afstand fra dette forhold som han havde kendskab til det via østlige metoder. Vesten er modsat, ikke afkald og ikke tidløshed (evighed eller Gud som eller i tidløshed, som hævet over tiden), men i tiden. Især i dag hvor new age er østlige inspirerede religiøse tanker der er blevet vestens populære folkereligiøsitet (hvor Kræn-p, jmp/Michael og Jan Sero og Peter Bastian/Andrew Cohen er typiske eksempler herpå) er det vigtig at der findes en HansKristi-lig hæslig person der kan skelne mellem øst og vest og påpege de principielle forskelle der er på øst og den kristianiserede vestlige tankegang om de her forhold (især den reformerte protestantiske vestKirke der isærdeleshed bygger på Paulus).
(1)*: Descartes er en stor vigtig mand, franskmand, hvad de her forhold vi debatterer angår, men det er sørme også Edgar Morin: Menneskeånden bor i sproget, lever af sproget og tager næring af repræsentationerne, tegn/symboler, diskurser og ideer. for at vi mennesker skal kunne erkende naturen og kosmos, gælder at denne virkelighed for at blive erkendt nødvendigvis må gøre sig uvirkelig i tegn/symboler, repræsentationer, diskurser og ideer. Jo mere den erkendelsesmæssige organisation bliver original, enestående, individuel, lukket om sig selv og afskåret fra verden, desto mere er den i stand til at blive objektiv, kollektiv, universel, åben og til at indgå i kommunikation med verden. Tilsvarende kan man sige, at jo mere mennesket har understreget sin anderledeshed over for – og sin marginale position i forhold til – naturen, desto mere har det forøget sine muligheder for at få kendskab til naturen. Jo mere det har dannet sig et uafhængigt, enestående og nyt (kulturelt, åndeligt og teknisk) univers, desto mere har det vist sig i stand til at afdække kosmos…For bedre at forstå og omsætte omgivelserne til kundskaber har erkendelsesapparatet i sandhed på evolutionær vis opbygget, organiseret og videreudviklet sig derved, at det både har udskilt og isoleret sig fra disse omgivelser.
"Vi er fuldt og helt blevet frugten af en biologisk evolution, og det er kun som afslutning på denne, at vi har udskilt os for at blive til sapiens-mennesker. Vi er blevet mere og mere afvigende, enestående, originale og fremmede; udenforstående i den kosmiske og senere i den biologiske udvikling. Vi har gjort os fri af den ved at opbygge kultur og noosfære. (Edgar Morin)."
Den ide at vores kundskab er ubegrænset er en snæver idé, hvorimod tanken om, at vores kundskab er snæver, får ubegrænsede følger. Citat slut af Edgar Morin Det universelle kan hverken erkende sig selv eller tænke sig selv; kun et individ kan tænke universet (men ufuldkomment). Det absolutte og Det Evige kan hverken erkende eller kende sig selv: det er kun det relative og det tidslige, der kan det. En almægtig Gud kan ikke være af denne verden, og hvis han er uden for denne verden, kan hans kendskab til verden og hans kendskab til sig selv kun være ufuldstændig (i den henseende har Gud virkelig ”brug for menneskene”), Således finder der ingen absolut kundskab, hverken i himlene eller over himlene. Men der er med udgangspunkt i den antropo-kosmoske relation tale om en relativ og især relationel samhørigheds/adskillelses/kommunikationskundskab. Citat slut af Edgar Morin Her fik du og Michael en smagsprøve på den vestlige kristianiserede tankegang omkring de ultimative forhold som Gîtâen beskæftiger sig med. Kristendommen griber tingene an ganske anderledes. Især den reformerte protestantiske vestkirke der bygger på Paul's meget begrebsstærke tænkning gør dette. Jeg kunne skrive meget mere, men jeg tror at det er vigtig at vi begrænser os til en enkelt problemstilling af/ad gangen og at vores indlæg ikke bliver for lange. Det er jo ikke os alle forundt at have en læsekapacitet som Michael, og da slet ikke os to Kristian. Dog indimellem har jeg på fornemmelsen at Michael's enorme læsekapacitet også har medført en tilsvarende enorm snakkekapacitet, hvor han kan snakke side op og side ned (stolper op og ned), skriver mammut indlæg (om Gud og alting, intet mindre, ja endda virkelighedens virkelighed), uden at sige noget overhovedet. Heidegger der var modstander af snak (small-talk) og nyfigenhed, han elskede følgende vittighed: manden blev spurgt om hvorfor han var på værtshus hver aften,,,, fordi konen snakker hele tiden derhjemme sagde han,,,,,,, hvad snakker hun om??? manden svarede: "det siger hun ikke". Sådan har jeg det også indimellem når Michael skriver stort anlagte mammut indlæg. Man slår sig ikke, der bliver ikke sagt noget, men der bliver talt om noget (pegefingeren og månen problemstillingen), men direkte siges intet. Det er nøjagtig derfor Michael elsker evangelierne, her tales der også om "noget", men der siges intet konkret, hvilket sker når vi kommer til Pauls breve, her møder vi forstanden og tænkningen hvor der siges noget i hver en sætning der er til at tage og føle på. Problemet med evangelierne og Gîtâen er at der tales om noget (udifferentieret noget), hvorfor mennesket kan projicere alle deres religiøse længlser, følelser og forestillinger over i det der tales om; men der siges intet. Bjergprædikenen som du finder smuk Kristian den forstod jeg allerede første gang jeg blev konfronteret med den og siden har den tilhørt trivial litteratur i mit liv. På samme måde har jeg det med evangelierne og Gîtâen lidt, den smule jeg har læst, det forekommer mig at være trivielt, noget vi mennesker allerede omkring puberteten har tilegnet os i vores sentimentale romantiske vildfarelse om monismens moderskød og paradislængsel som blot er en iboende dødsdrift (længsel efter at gemme os i moderskødet, i naturen (som Adam og Eva gemte sig i haven for Ordet/sproget samtalen med Gud der kaldte)), hvilket vi oplever for sent i livet. Det er en blindgyde for menneskeheden at give slip på tankerne (ordene og sproget) og gemme sig i naturen, monistisk naturmystik og Gudsmystik (det stumme dumme univers). For tankerne er en del af dette at være menneske. Ja Ånden er Ordets legeme. Selv en bakterie er til i differens, dette at kunne kende (biosemiotisk) forskel på ydre og indre. Og hos mennesket er dette træk endnu mere udviklet.
Kristendom er kald og ansvar! Derfor står jeg af overfor Michael og dig Kristian (2)* der prædiker at det hele foregår udenom forstanden og cerebral involvering. Pascal siger at man godt kan forestille sig et menneske uden hoved, men at forestille sig et menneske uden tanker er en umulighed. En anden franskmand siger: "Cogito ergo sum" "jeg tænker derfor er jeg" og hvor har de ret, det er netop hvad der kendetegner mennesket, det er menneskets kendetegn. Så hvis noget rammer mennesket, ryster mennesket, så rammer og ryster det også menneskets tænkning. Hvis noget har indflydelse på mennesket, så har det også indflydelse på menneskets tænkning. Alt andet er under niveau og er tegn på deci-mens (demens) og sentimens (sentimentalitet). Om noget det gælder om at få neocortex integreret i de subcorticaler områder. Neocortex tørster efter at blive en del af indflydelsen og få medindflydelse på forløbet. Det er jo ikke for sjovt at Ordet indleder bibelen og afslutter bibelen. Sproglighed, ord og begreber er af største betydning.
(2)*:
Herved går du glip af det, som kunne kaldes det totale nærvær. Og dette er en erfaringssag og absolut ikke noget, som man kan beskrive i ord og underkaste cerebral bearbejdning. Det er også et spørgsmål om at give afkald.
Retfærdigvis skal siges at Michael godt kan begrænse sig og når han gør det, så formår manden virkelig at sige noget; men han vil helst være alvidende og belærende, fremstå som ham der har forstået det hele og derfor gerne vil forelæse for os andre hvordan alting hænger sammen. Men derved trækker han tingene ned på sit eget niveau, og vi får de der verden set ifølge Michael belærende mammutindlæg. Som jeg også ved Anne står af overfor når han lige vil fortælle os hvad kristendom er og ikke er.
I den vestlige tradition siden Paulus (1 Kor 2 og 14; 2 Kor 3 mfl.), over Descartes og Kant har det været vigtig at man følger med i verden 3 diskurserne ( Popper ), noget Habermas har stor fokus på.
Jeg siger som Hegel: Gud har ikke skjult noget for mig. Og begreber har del i virkeligheden.
At noget kan være skjult for os, Gud fx (eller de ultimative ubetingede forhold af største betydning for os og vores liv og sundhed), betyder ikke at Gud er usynlig, eller er til i usynlighed (tidløshed) og ubegribelighed (ordløshed) (og er uformulerbar). Tværtimod siger Paulus og det er også den kristianiserede holdning til dette spørgsmål. Og dette skyldes at kristendommens mystiker, Kristusmystikken, er formuleret af Tænkningens Skytshelgen Paulus, der satte tro og tænkning i trav sammen og lige nøjagtig gik i kødet på traditionen, overleveringen (Peter og søjlerne i Jerusalem) og Loven. Som han gik i kødet på den græske filosofiske diskurs også.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|