Hej Kristian
Det er faktisk kun nogle få ting jeg studser lidt over, men detaljer kan ofte have stor betydning. Men bortset fra de få ting, så synes jeg, at jeres oversættelse af 2. Recitation, 55 – 72 er helt eminent.
Når jeg i mit indlæg skriver om ’’en udvidet opfattelse af dharmabegrebet’’ mener jeg både den sociale og den individuelle dimension. Vi eksisterer i en social sammenhæng, men vi er også individer og i dag er denne individualitet mere udpræget end den var dengang. I et samfund der bygger på læren om karma, reinkarnation samt en opdeling af kaster baseret på forskelligheden af éns natur, eller personlighed, er det lettere at forestille sig, at man automatisk bliver født ind i omstændigheder der svarer til den i én selv iboende natur.
Men selv uden sådanne sociale omstændigheder opfatter jeg dharmabegrebet som værende af betydning for min egen individuelle personlighed. Vi eksisterer i en social sammenhæng, men vi er også individer og det er denne vor individualitet, som kommer til udtryk i vores forhold til andre mennesker og de fælles spilleregler, som vi kalder samfundet.
I gamle dage var det lettere. Sønnen gik automatisk i faderens fodspor og blev det samme som han. Men der er ingen der siger, at slagtermesterens søn har de samme evner og interesser som faderen. Måske er sønnen kunstnerisk begavet og ville spilde sit liv hvis han blev slagtermester. For mig har dharma derfor den udvidede betydning, at sønnen opdager og vedkender sig denne kunstneriske begavelse og fører den ud i livet. Det betyder ikke at alle de samfundsmæssige forhold ikke længere er der, men det er denne dimension jeg gerne vil fokusere på. Den helt individuelle hvor dharma er mere en pligt overfor en selv og ens egne livsmuligheder end det omgivende samfunds krav.
’’Ud fra netop disse hans tidligere øvelser bringes han videre – endog uden egen vilje – for alene ved ønsket om at erkende yoga går han hinsides det i ord udtrykte brahman.’’ (Bhagavadgita 2009, 6,44)
Der er intet mystisk ved at nå udover det i ord udtrykte. Det er noget vi alle må gøre når vi samtaler og lytter til hinanden. Vi bliver nødt til at lytte til hinanden og forstå den sammenhæng i hvilken vi bruger de forskellige ord hvis vi overhovedet vil forstå hinanden. Mange gange giver vi ordene forskellig betydning.
Men også når det drejer sig om os selv, er der noget der ligger udover ordene, noget som ordet blot er et udtryk for. Når vi så taler om noget så subjektivt som ’’selvet’’ eller ’’brahman’’ bliver det endnu sværere at nå udover ordet. Det er her jeg fandt Tuxens formulering brillant:
’’En sikker Erkendelse siger man, at den har, der opgiver alle i Tanken beroende Ønsker, Arjuna, og finder Tilfredshed ved sig selv i sig selv alene. (Tuxen, 2,55)
Netop fordi han ikke nævner ’’selvet’’ med ord, så man kan danne sig en idé om det (en idé, som ikke er selvet selv), men derimod bliver ført bag om ordet direkte ind i den kerne der ligger bag ordet ’’selv’’.
I bruger konsekvent ordet ’’selvet’’ i jeres oversættelse. Det er der intet i vejen med, men faren for at forveksle det virkelige med det ord som beskriver det, bliver mere nærliggende og Tuxens eminente dybdeborende vending ‘’ved sig selv i sig selv alene’’ går på en måde tabt for en fremtidig læser.
Hvis vi kigger direkte på dét, som kaldes selvet, så er det os selv helt og aldeles direkte. Hvis man sammenligner det med en lille cirkel som er inde i en stor cirkel, så kan man sige at det vi kalder os selv (den lille cirkel), vores sind og vores identitet, ikke er hele vores bevidsthed. Det er sindet (den lille cirkel) der tænker og forestiller sig og enhver forestilling udgår fra dets eget område. Det kan derfor på ingen måde nå dette mere omfattende, som er hele bevidstheden, for det vil altid befinde sig indenfor sit eget område. Det er det vi kalder tankevirksomhed. Uanset hvad vi forestiller os når vi tænker skaber vi afstand til det, vi rent faktisk er, det subjektive, os selv.
Den lille cirkel må ophøre med enhver virksomhed for at den store cirkel kan komme til udtryk, men for at kunne ophøre med al virksomhed må opmærksomheden rettes mod selve denne virksomhed. Al den virksomhed, som vi kalder ønsker, begær, tanker og følelser har sin årsag. Det er denne årsag som må ses og forstås for at den kan ophøre.
Hvis vi prøver at kontrollere alt dette, så skiller vi os ud fra det og prøver at undertrykke det fordi vi har hørt, at det skulle være attråværdigt at være stille. Men kontrol er en viljeshandling som udgår fra den lille cirkel og selvom det lykkes os at undertrykke såvel tanker som ønsker og begær, så er det alligevel en uvidende handling for det sind som forsøger at kontrollere sine tanker består selv af disse tanker. Iagttageren er det iagttagne. Når iagttageren ser, at han er det iagttagne, når jeg ser, at jeg er mine egne følelser og tanker, så sker der ikke det, at personligheden bliver udslettet, der sker det at det iagttagne hører op med at skille sig selv ud fra iagttageren, vores selvbillede forsvinder og i stedet er vi os selv. Helheden af det iagttageren og det iagttagne.
Kristendommen har en tilsvarende erkendelse med hensyn til at ''ikke jeg lever mere, men Kristus lever i mig'', men når jeg skriver noget om dette fænomén, så kan disse mennesker ikke se sammenhængen. Ergo er jeg et fjols. Spørg bare debattens Super-Ego.
Kun ved en fuldstændig forståelse af éns egne ønsker, begær og de deraf afledte tanker kan disse på en naturlig måde blive stille uden at være undertrykt i uvidenhed.
Det er vores manglende forståelse af alle de os iboende faktorer, som er årsagen til at vi bevæger os bort fra det som er. Det som er, er os selv, vore erfaringer og forventninger, vores sociale rolle og vore følelser og tanker. Vi er bange for at være alene med os selv. Vi har dannet os et billede af os selv både for os selv og overfor andre mennesker og det, vi i virkeligheden er, er noget helt andet end dette billede. Fordi vi sammenligner det gode med det dårlige er vi ikke i stand til at møde os selv som vi rent faktisk er, og jeg mener ikke noget statisk, men hvad vi rent faktisk er fra øjeblik til øjeblik.
Derfor bliver vi bange og flygter fra virkeligheden ind i billedet. Frygten er enhver bevægelse bort fra det som er og denne bevægelse er tankevirksomhed. Hele dette spektrum som vi kalder livet og som er tankens område forhindrer os i at være i nuet. Ved at forstå vore egne ønsker og begær bliver de stille, hvis vi blot undertrykker dem uden at forstå dem, så vil de hele tiden forårsage forstyrrelse.
Derfor er det især vigtigt at nå bagom ordene når man taler om at kontrollere. Selvbeherskelse er for mig noget helt andet end selvkontrol.
’’Her går ingen bestræbelse tabt og tilbageskridt findes ikke. Selv en smule af denne retfærd beskytter mod megen frygt.’’ (Bhagavadgita 2009, 2,40)
’’Her gives der intet mislykket Forsøg eller Tilbagefald; selv en ringe del af denne Lære kan frelse fra stor Fare.’’ (Tuxen, 2,40)
Det var her jeg studsede over brugen af ordet retfærd og henvisningen til dharma. For mig er det, jeg kalder essensen af yoga en helt og holdent eksistentiel tilstand. Ordet eksistentiel dækker ikke helt, men det gør ordet subjektivt heller ikke.
Hvis jeg skal prøve at beskrive det udfra de to yogaformer karma og jnana, så er der det forhold, at hvis man begynder at praktisere karmayoga, så er selve intentionen til at gøre det, et ønske om at opnå et bestemt resultat. Hvis man bevidst prøver at handle uden at tænke på handlingens resultat så har selve denne handling et ønske om et bestemt resultat iboende.
Det er meget bedre at forstå, at dette, at handle for at opnå et resultat er begærets handling og det er slet ingen handling overhovedet. Begæret er altid fortidens reaktion mens handlingen altid foregår i nuet. En handling udføres ikke udfra en idé, men udfra en forståelse af de forhåndenværende omstændigheder.
Hvis jeg er bange for at være sammen med andre mennesker nytter det ikke, at jeg går på kurser for at lære det, at tænke er ikke at handle. Jeg bliver nødt til at gå ud blandt andre og møde min egen frygt. Hver gang jeg udfører en sådan handling, som jeg er bange for, bliver jeg stærkere. Jeg kan ikke tænke mig til denne styrke. Det er denne styrke, afstedkommet ved handling, som jeg kalder essensen af yoga og som, en gang etableret, ikke går tabt uanset hvad livet bringer os ud i af omstændigheder.
Det burde være let at se, at man ikke kan læse sig til psykologisk indsigt. Man kan erhverve sig nogle retningslinier, men først når de bliver ført ud i livet forvandler de sig til indsigt. Vi lever det virkelige liv og lærer, derved bliver vi klogere.
Selvom vi mener at indsigtens yoga er højere end handlingens yoga, så er denne indsigt også forbundet med en forståelse af det faktiske liv. I Bhagavadgita siger Krishna f.eks.:
’’de uvidende fører blomstrende tale, og glæder sig over vedaernes ord, Oh Arjuna, idet de erklærer: ’’Der er intet andet.’’
Af natur er de begærlige og higer mod himlen. Den blomstrende tale stiller genfødelse i udsigt som frugten af handlingerne, og den er fuld af anvisninger på forskellige rituelle handlinger, der har nydelser og magt til formål.’’ Bhagavadgita 2009, 2 42 – 43).
Hvis vi retter blikket mod de mennesker der er beskrevet her, bliver vi klar over at de helt er i deres opfattelses vold. Hvis man selv er sådan har man intet forhold til det andet end, at man selv gør ligeså og anser det for rigtigt. At skelne er ensbetydende med at se, at den adfærd disse mennesker udfører, er falsk og dermed ser man det falske som det falske. For at man i det hele taget kan se det er det sande tilstede. Man ser sandheden i det falske, at det er falsk og derfra er der ikke langt til at se det sande som det sande.
Sådan burde man lytte og se til alting også sig selv, men det er kun muligt hvis man ikke selv er fuldt indhyllet i en sådan adfærd og anser den for at være rigtig. Som sagt, for overhovedet at kunne se og identificere noget som værende falsk må det andet, det sande, være tilstede.
’’Når han opgiver alle ønsker, Oh Arjuna, som hidrører fra sindet, og han er tilfreds i sig selv alene i kraft af selvet, da siges han at være fast i indsigten.’’ (Bhagavadgita 2009, 2,55)
Her ville jeg nok have skrevet ’’tilfreds i sig selv alene i kraft af sig selv alene’’.
Jeg er ked af hvis mit indlæg blev for kort. Jeg burde nok have uddybet det nærmere, men det må komme sidenhen eventuelt.
Svar
Citer
