Hej Arne
Hvis jeg skal tydeliggøre, hvad jeg mener, er det nok nærmest betegnelsen, arrogant - i modsætning til, ydmyg - der først falder mig ind - især når jeg tænker på, hvad Hanskrist fremfører, men også hvad du skriver.
Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det
Jeg mener ikke at have misforstået dig, men måske forstår du bare ikke helt, hvad jeg mener med 'emotionelt', og måske er det også et forkert ord, jeg bruger, da det - som du slutteligt giver udtryk for - kan virke som om, at jeg går efter manden og ikke efter bolden.
Det, jeg har forsøgt at spore mig ind på og få en mere klar forståelse af, er, hvorledes begreber som
Fader og
Han i relation til talen om Gud eller talen om dette bag al universets væren kan få dig til at fortsætte debatten, som du gør, bl.a. ved at erklære sådanne ord i den trosmæssige sammenhæng for egoistiske, primitive, arrogante osv. Hertil skriver du, at det Hanskrist og jeg skriver, er det modsatte af ydmyghed, og det understreger du med en sur smilie. Er det så underligt, at jeg opfatter dette som et emotionelt udtryk, og gør det noget, hvis det i virkeligheden er sådan, det forholder sig? Det er stadigvæk sagen, det handler om, men det er nu engang dig, der skriver det, du skriver, og det må der jo være en grund til, ligesom der er en grund til, at jeg reagerer, som jeg gør..
Jeg vil da også gerne understrege, at det faktisk ikke er min intention at gå efter dig, nej, som jeg oplever det, er vi havnet et sted, hvor vi har forskellig opfattelse af det guddommelige, eller, hvad vi nu skal kalde det. Det hele startede vel som en rar dialog - efter min mening - hvor jeg så forsøgte at lave en kobling mellem din position og nogle teologiske aspekter. Desværre har jeg nok været for ilter og kontant i at ville belyse kristendom, så mine input med bl.a. Paulus, Tillich og Spong fik den modsatte effekt, end det var min intention
Jeg frygtede lidt, at du ville finde indlæggget irrelevant eller provokerende. Derfor sluttede jeg af, som jeg gjorde med en lille opfordring om at lade det synke (en formulering jeg gerne trak tilbage!). At dette for dig blev til ordene om, at jeg befamler dig mentalt, kan jeg kun sige, at jeg er ked af, men nok også noget uforstående over for. I det hele taget er jeg uforstående over for, at du føler dig slået oven i hovedet med Fader Vor, og, at du føler, at jeg går efter manden i stedet for efter bolden.
Du har én forståelse af, hvad 'Gud' er for en størrelse, og hvad man kan sige eller ikke sige om Gud, og jeg har en anden. Jeg har forholdt mig til dine ord og den position, som du og andre repræsenterer gennem reflektion og bibelske samt teologiske argumenter, IKKE for at ramme dig, men fordi jeg i forvejen arbejder med Gudsbegrebet og tænker meget over den teistiske måde at forstå Gud på. Det skaber til tider nogle tankeprocesser og afgørende pointer jf. Tillich-citatet. Jeg synes faktisk, at vores debat har været yderst interessant på trods af forskellige positioner, men må også erkende, at der nok er grænser for, hvad der er muligt, hvis den gode dialog skal fungere imellem os.
Men det, der gør mig lidt ked af det, når jeg læser Hanskrist og dig, er nok noget, som den ortodoks kristne englænder, Kallistos Ware, udtrykker meget bedre, end jeg kan - og som jeg for det meste er enig med ham i.
Jeg har netop af den grund også peget på det symbolske, og det indgår også i Tillich-citatet. I troslivet mener jeg slet ikke, vi kan komme uden om ydmygheden og den mere umiddelbare overgivelse. Men det der nok er mest afgørende i gudsrelationen, i længslen og sågar i teologien er
åbenheden - den er vel det mest grundlæggende i alle livets menneskelige relationer. Men fordi at jeg f.eks. konstaterer, at Guds menneskeblivelse (inkarnationen) er noget af det vigtigste i det religiøse eller kristne islæt, betyder det jo ikke, at vi ikke kan eller ikke må tale om Guds transcendens på en måde, der giver mening i det menneskelige. Iøvrigt mener jeg slet ikke, vi kan nærme os Gud eller tale om Gud eller for dens sags skyld tro en levende Gud uden, at vi erkender, at vi står over for Gud såvel i det åndelige som i det jordiske. Der er for mig at se ikke noget dualt eller mystisk fystisk transcenderende eller særlig sublimt over de her forhold, og selvom jeg heller ikke opfatter Gud som ét væsen med hvidt skæg osv. (eller guddommeligt over-jeg), ja, så er det for mig uundgåeligt at tro og tale om Gud som ham, Faderen etc., fordi Gud er Gud-med-os-midt-i-denne-verden, og det i sig selv er en indikation af et personligt gudsforhold. Hvis ikke dette var en realitet for den ikonmaler, der har malet dit ikon, så tror jeg slet ikke, at der var blevet et ikon..
Men det behøver vi jo slet ikke være enige om. Jeg udtrykker det, der betyder noget for mig, fordi jeg lige nu agerer på en debat, ja, spiller ping pong, så bolden lige præsic rammer din halvdel af bordet (har lige spillet bordtennis i weekenden, det var mange år siden, men en yderst morsom begivenhed med rundt om bordet) - om den så nogle gange rammer lidt ved siden af, må det jo være et point til dig
Mht. til din lykke over, at du har fundet en kristendom, der rører dit hjerte, kan jeg kun sige, at det glæder mig. Og det har jeg også udtrykt tidl.
At glæde sig på den måde er i det hele taget for mig noget, der er forbundet med Gud, og som også er en følelse, vi finder i Det Nye Testamente, der om nogen er den bog, der rummer menneskers møde med Gud i Kristus Jesus, Guds Søn (i hjertets og tankens dyb, i lydene fra stemmerne fra bunden af os selv men også fra bunden af vores samfund).
Nu kommer jeg så til at henvise til Tillich igen, fordi han i [i]Den glemte dimension [i] har skrevet en prædiken om, at evig glæde venter ved enden af alle veje til Gud, og nu citerer jeg noget, jeg helt tilfældigt lod øjnene falde hen over. Nu skal det jo ikke tolkes sådan, at jeg er ude efter manden, Arne (måske Michael i stedet har lyst at dele disse ord med mig):
"Men evig glæde nås ikke ved at leve på overfladen. Den nås kun ved at bryde gennem overfladen, ved at trænge ned i dybet i os selv, i vor verden og i Gud. Det øjeblik, da vi når det endegyldige dyb i vort liv, er det øjeblik, hvor vi kan erfare den glæde, der har evighed i sig, det håb, der ikke kan tilintetgøres, og den sandhed, hvorpå livet og døden er bygget. For i dybet er der sandhed; og i dybet er der håb; og i dybet er der glæde" (s. 70-71).
Mvh
Anne
Svar
Citer
