Kære Arne,

Du skriver, at du ikke har noget klart billede af, hvad jeg har på hjerte.

I al sin enkelthed vil jeg sige, at jeg blot peger på Jesus og siger: Følg ham.

Jeg ønsker at kaste spotlight på hans gerning, karakter og ord. Jeg skærer meget fra, som mange andre sætter i fokus; f.eks. de mange ritualer og traditioner som vedligeholdes af kirken.

Sang og musik kan være godt for et fællesskab, fordi det er hyggeligt. Men det er ikke det absolut afgørende for at følge Jesus. Selvopofrelse, kærlighed og ydmyghed er det absolut afgørende. Det samme gælder diverse fester. De skaber nok fællesskab, men ofte ser jeg, at essensen i dette fællesskab bliver et gaveræs og et madorgie. Det er synd, når det, der egentligt kræves, er et rent hjerte, der banker for andre i uselviskhed.

...det er altså ikke fællesskabet, jeg vil skære fra. Fællesskab er super godt, så længe det er i Jesu ånd; et fællesskab som vil gøre hans vilje og prædike i mørket, hvad han fortæller dem i lyset. Et fællesskab som åbner sig udadtil for at forkynde hans lære, som han gav af sit hjerte... som han gav fra Faderen selv, som havde bolig i ham. "Lær af mig", sagde han.

Jeg bandlyser ikke sange eller musikinstrumenter. Jeg fordømmer ikke mennesker, der vil feste. Jeg elsker selv musik og sammenkomster. Men min hensigt er at pege på lige præcis det, der er det centrale for at følge Jesus: Udviklingen af en smuk karakter. At vi lærer af Jesu eksempel og vidnesbyrd. - Skarerne satte sig, og han lærte dem.

Han lærte dem ikke om sirlige regler, som de religiøse dengang ellers overholdt. For de havde erstattet uselviskheden og ånden i loven med den menneskelige overleverings bogstav. Han ophævede diverse små forbud og påbud til fordel for kærligheden og medfølelsen. Og de generelle bud om ikke at slå ihjel og at elske sin næste skærpede han i ånden; vi må end ikke blive vred på vores broder, og vi skal elske selv vores fjender.

De sirlige regler ophæves, de generelle bud skærpes - alt sammen i kærlighedens ånd. Hvilken smuk udvikling vi mennesker kan blive hovedaktører i, hvis vi følger Jesus i gerning, bud og ord - alt sammen fra Gud.

Kære Arne,

Det glæder mig hver gang, at jeg hører, at nogle bliver inspireret af Jesu ord. Og jeg er helt enig med dig - det kan man sagtens blive uden overbygninger af teologisk eller filosofisk art, eller af nogen intellektuel art overhovedet.

Faktisk tror jeg, at det er sundest for sjælen at tage imod Jesu ord som et barn. Ja, måske det er den eneste måde virkelig at fordøje dem på.

Jeg er også meget glad for ordene i Thomas-evangeliet. De komplementerer ordene i Nye Testamente helt perfekt. Tænk f.eks. bare på ordene om ild af Johannes Døber i Nye Testamente og ordene om ild af Jesus i Thomas-evangeliet.

Hvis man læser ordene i Nye Testamente og i Thomas-evangeliet med hjertet - og ikke ud fra en dogmatisk tillid til kirkens udvalg af kanoniserede skrifter - vil man let kunne se sammenhængen. Det samme, mener jeg, gør sig gældende i forhold til helt andre skrifter, som f.eks. Bhagavad-Gita. Det er en dybt inspirerende oplevelse.

Venlig hilsen
Thomas

Kære Arne

Jeg har haft meget for de sidste 3-4 dage, som jo ofte hører december til, så jeg vil blot sige, at jeg har læst dit sidste indlæg, man har ikke nået at give en repsons på dine ord om bønnen foran et ikon. Det vigtigste er nu for mig følingen med det, der sker i os, når vi kommer mere i kontakt med dybets dimension ; dybet i os selv og Guds virkelighed; bevægelsen mellem smerte og glæde - livet under overfladen.

Mvh
Anne