Kære Arne, når jeg læser dit indlæg kommer jeg til at tænke på:

Bertrand Russell denne imponerende skikkelse og personlighed, der skriver i begyndelsen af sin selvbiografi følgende:


What I Have Lived For
Three passions, simple but overwhelmingly strong, have governed my life: the longing for love, the search for knowledge, and unbearable pity for the suffering of mankind. These passions, like great winds, have blown me hither and thither, in a wayward course, over a great ocean of anguish, reaching to the very verge of despair.
I have sought love, first, because it brings ecstasy - ecstasy so great that I would often have sacrificed all the rest of life for a few hours of this joy. I have sought it, next, because it relieves loneliness--that terrible loneliness in which one shivering consciousness looks over the rim of the world into the cold unfathomable lifeless abyss. I have sought it finally, because in the union of love I have seen, in a mystic miniature, the prefiguring vision of the heaven that saints and poets have imagined. This is what I sought, and though it might seem too good for human life, this is what--at last--I have found.

With equal passion I have sought knowledge. I have wished to understand the hearts of men. I have wished to know why the stars shine. And I have tried to apprehend the Pythagorean power by which number holds sway above the flux. A little of this, but not much, I have achieved.

Love and knowledge, so far as they were possible, led upward toward the heavens. But always pity brought me back to earth. Echoes of cries of pain reverberate in my heart. Children in famine, victims tortured by oppressors, helpless old people a burden to their sons, and the whole world of loneliness, poverty, and pain make a mockery of what human life should be. I long to alleviate this evil, but I cannot, and I too suffer.

This has been my life. I have found it worth living, and would gladly live it again if the chance were offered me.


Heidegger behandler menneskets hjemlængsel i forbindelse med det han kalder for menneskehedens Værensglemsel.

Marx behandler forholdet under begrebet fremmedgørelse, hvor han påpeger at samfundet er indrettet på en sådan måde at arbejderen eller samfundsborgeren ikke virkeliggør sig selv, altså realiserer sig selv, sine evner og talenter, i forbindelse med sit samfundsengagement, altså arbejde. Marx's tænkning har forbedret forholdene dramatisk for arbejderne i vesten og i dag er der gode muligheder for at selv en industriarbejder formår at realisere sig selv, og blive et mere helt menneske, end dengang Marx kom på banen med sin samfundskritik. Marx er en go mand på alle måder og hans betydning for vesten er umuligt at gøre op. Han er den samfundskritiker der har haft størst betydning for vesten i moderne tid.

Ingen har som Freud turdet kigge på menneskets længsler, altså drømme og behov, skjulte og fortrængte også af salgsen. Så psykoanalysen har et fantastisk bud på hvordan mennesket får opfyldt sine dybeste længsler og drømme. Religioner turde og tør ikke kigge på disse forhold, men vesten har med Freud og Jung været den kultur og civilisation der ikke har været bange for at dykke ned i disse forhold. Stærke religiøse lande har hverken psykoanalyse eller eksistentialisme som hovedstrømninger, men der har vi været meget mere priviligerende her i vesten og da især europa.

Før en moderne teolog i vesten så meget som nævner ordet eller begrebet Gud/Ånd eller sjæl, skal han i dag være fuldt fortrolig med marxisme og psykoanalysen. Og i vesten bliver ingen teolog stor i dag uden at være fuldt fortrolig med marxismen og psykoanalysen og analytisk psykologi; og i fald det sker at en teolog åbner kæften uden at have forstået marxismen (dialektisk materialisme) og psykoanalysen og analytisk psykologi (Jungiansk psykologi) da vil det han siger være hjælpeløst gammeldags eller yderst sårbar for kritik.

Mange kærlige hilsner HansKrist

Hej Arne.

Lige hjemkommen fra Danmark, måtte jeg lige læse indlægget du henviste til.

Der var et virkeligt godt indlæg og jeg kan kun være enig med Agnete Stjernfeldt.

Hun kommer frem med mange af de ting jeg også har prøvet at få frem her debatten, men som du og andre ikke synes om, måske jeg var lidt for voldsom, men jeg genkender meget af mit i hendes.
Jeg har sagt at religion bør være ude af det offentlige rum, noget helt privat, ligesom hun siger, religionerne bør sparkes hen i et hjørne, hvor de ikke kan høres.

Hun skrev som jeg, at vi alle er født bl.a.uden tro af nogen art, og kun en inddoktrinering har fået mennesker til at tro.

At jeg er knap så blid som hun er, må jeg nok indrømme, men hun er ikke bange for at sige sin mening rent ud og det er jeg meget glad for.

At enhver er glad for livet uanset om man har en tro eller ej.

Man skulle næsten tro at hun var DFér, når hun ikke mener at muslimerne skal have særrettigheder, som netop næsten alle andre partier er villige til at give dem, men iøvrigt mener hun at ingen religion skal have særrettigheder.

Men jeg ovenud tilfreds med at du kan lide indlægget og fik det frem her, så vi alle kan få glæde af det, hvad de troende siger til indlægget mangler vi så at høre, hun har lavet et voldsomt angreb på alle deres guder og profeter.

Hans Krist svarede desværre kun på sin egen måde, som så intet svar var på det der blev spurgt om.

Og den anonyme der mener jeg bør skamme mig, ham hører vi sikkert intet fra, han har travlt med at bede for min "frelse", uha da da.

Kære Treram,

Hvad forventer du en kommentar på?

Det, som jeg opponerer mod, er ikke dine manglende benovelse over paven. Jeg er heller ikke glad for hele pavegildet. Guldhat og scepter og andet ragelse, f.eks. diverse klamme fingerringe, som burde omformes til noget nyttigt for de fattige.

Jeg opponerer mod dine grimme angreb på alle troende, fordi du ikke forstår, at det er individer, som slet ikke tænker Gud på den måde, som du fremstiller Gud på. Du angriber dem for at have en livsforestilling, som de slet ikke har!!

.............DUH..............