Er det ikke sært så utilfredse vi mennesker er med livet som det er? Er det ikke skønt at leve?

Åbenbart ikke. I stedet for at leve og elske os selv og hinanden, så drømmer vi os væk fra livets virkelighed til en anden og bedre verden. hverdagen er trist og grå.

Det er meningen at du skal skabe denne verden for os. En verden fri for nød og elendighed og fyldt med kærlighed og lykke.

Hvorfor gør du ikke det, din satan? Hvorfor overlader du os til os selv og hinanden?

Hvorfor skaber du ikke fred og lykke for alle mennesker? Hvorfor afskaffer du ikke krig og fattigdom? Kan du ikke gøre det i en håndevending?

Jeg er sikker på at hvis du gjorde mig glad og lykkelig, måske rig, så ville jeg elske dig uhæmmet.

Men det gør du ikke. I stedet overlader du mig til mig selv og det dumme svin, som bor ved siden af mig. Han behandler mig ad helvede til og alligevel forlanger du at jeg skal elske og tilgive ham. Hvorfor fanden skulle jeg det, det er aldeles urimelige vilkår. Han gør lige hvad der passer ham og slipper godt fra det.

Men jeg er ligeglad. Jeg sidder her og ved at jeg er på rette vej. Et sted derude venter min belønning om ikke andet når din søn vender tilbage for at dømme levende og døde.

Det kan jeg trøste mig med mens jeg kigger på livets trøstesløse nu. Den tomme mængde, som de kalder virkeligheden.

I denne tomme mængde kigger jeg på andre menneskers nu.

Pigen med mobiltelefonen, som står i sit nu med det menneske, hun snakker med, mens hun slet ikke ser mig som kigger på hende og hendes nu i mit eget nu.

Menneskene i bussen, som snakker lystigt på kryds og tværs i deres eget nu, men som slet ikke ser mig, som kigger på rummet i bussen og alle de forskellige mennesker fortabt i deres eget nu.

Og dog. Kvinden, der sad ved siden af mig trykkede på stopknappen og vi blev begge siddende indtil bussen nåede stoppestedet. Da den nåede det, rejste vi os begge og undtagelsesvis løftede jeg mit blik.

Hun smilede og et sekund blev døden afløst af livet.

Men snart sænkede døden sig igen over livets virkelighed og jeg var igen alene mens alle andre forblev i deres eget nu.

Alene med stilheden og det uendelige rum.

Hvor bliver jeg glad når en eller anden tilfældigvis kommer forbi. I det nu, som ikke er mit eget.

Nu bringer du mit pis i kog, hvor kan du tillade dig at anklage Gud for at vi ikke har det godt, fordi vi ikke opfører os menneskeligt og alt andet det onde mennesket nu kan finde på.

Det er jo i bund og grund mennesket selv der er den der bør anklages og nok mest fordi der jo ingen Gud forefindes, man kan skyde skylden på.

Og hans søn kommer nok heller ikke tilbage og dømmer levende og døde, så lul du bare videre i din ensomhed, du bliver ikke strafet, for sønnen vil aldrig komme tilbage, han er gået al kødets gang, ædt op af flittige kirkegængere der i årevis har ædt af hans legeme og drukket hans blod, så der er kun en sæk knogler tilbage.

Hvad med at smile til dine medmennekser, så vil de sikkert smile igen,men een må bryde isen, ellers bliver den aldrig brudt, det er det der er problemet, ingen tør tage det første skridt, hvad fanden er de bange for, der er ingen der bider, msåke kun lidt snerren.

Nu skal du ikke lige klappe sidekvinden i rumpen for at få kontakt, det kunne være hun slår igen, men et venligt smil kan smelte isen og så ved ingen hvad der kan ske, måske et mirakel hvem ved??.

Hej Michael.

Jeg kom lige forbi.

...så skulle det vist gerne stå klart efterhånden, at jeg ikke er den eneste anonyme herinde... Kan man så blive fri for at blive kaldt "Thomas"??

Måske du skulle overveje dig selv. Mit forhold til Gud kommer ikke dig ved, lad ham svare for sig selv.

Ikke alene er din reaktion farlig og et tegn på had og identificering, men din manglende forståelse af ironi er virkelig katastrofal.

Lad alle mennesker have deres personlige forhold til Gud og bland du dig udenom og respekter deres værdighed som mennesker. Den hellige forargelse på Guds vegne er intet andet end identificering, du skulle hellere begynde på at forstå dig selv før du udtaler dig om en Gud, som du kun har læst dig til.

At der skulle findes to nulevende mennesker med dit besynderlige forhold til Jesus, betragter jeg som usandsynligt - Thomas.

Hvad går det spil ud på?