Hej Kræn-P
Jeg giver dig ret i, at vores debatforum ikke er et bekendelsesforetagende. Derfor medtog jeg blot et par forholdsvis uskyldige eksempler fra mit eget liv. Men grunden til, at jeg gjorde det var også for at vise, at man ikke kan adskille meditation fra selve det, at leve sit liv.
Grundkernen i meditationen findes i livet selv og i forståelsen af det. Det er ikke en fritidsbeskæftigelse, som man kan dyrke ligesom man dyrker en hobby. Det kan man godt, men så vil man aldrig trænge ind til kernen. Meditation betyder netop for mig, at afdække det ubevidste. Jeg finder det vanskeligt at forholde mig til begrebet uvidenhed, forstået som manglende selvkendskab, ligesom jeg har svært ved at forholde mig til mennesker, der lyver. Jeg finder det fuldstændig meningsløst.
Problemet er, tror jeg, at vi er så vænnet til at leve så meget i vores forhold til omverdenen, i vores sociale identitet, så at sige, at vi har taget den indenbords i os selv. Dette billede, for det er ikke andet end et billede (det er ikke et direkte forhold mellem mennesker), bliver til vores eget billede af os selv, vores egen selvforståelse, og her inden for dette billedes rammer lever og fungerer vi.
Den dybeste årsag er måske, at vi aldrig har lært at være alene med os selv. Jeg taler ikke om en eller anden form for fysisk alenehed, men om dette, i os selv altid at være alene med os selv. Det, vi kalder os selv er så dybt forbundet med og afhængig af omverdenen, at når vi så endelig står ansigt til ansigt med os selv, så føler vi os hjælpeløse og ved ikke hvad vi skal stille op.
Da er det, at livet selv banker på døren og måske stiller os et spørgsmål uden ord. Hvem er du? Det spørgsmål må vi besvare ved netop, at stå ansigt til ansigt med os selv, det vi er.
Du beskriver selv hvordan du opfattede dig selv i din vågne selvforståelse. Sådan kan vi leve hele vores liv og mene, at vi forstår. Men på et tidspunkt må du alligevel have standset op og det er der erkendelsen begynder. Denne erkendelse bliver til meditationens bevægelse.
Du skriver:
’’Men så skal man – ifølge mine egne erfaringer – være omhyggelig med analysen af ens egne motiver for en given handling. I den vågne bevidsthed kan jeg’et undertiden drive gæk med én, så man bilder sig selv ind, at man handler ud fra agtværdige bevæggrunde, medens der i virkeligheden er tale om, at det er ens aggressive selvhævdelse, der er dynamoen dernede i det ubevidste.’’
Her går du et skridt ned fra den sociale identitet, som kun er en del af jeg’et. Her skelner jeg igen mellem to ting. Som jeg skrev et sted, kan man godt, hvis man pludselig står overfor eksistentielle problemer, føle sig lidt på Herrens Mark, for hvad skal man stille op? Det er udmærket, at tilegne sig psykologisk eller religiøs viden. Jeg kan forstå, at du er inde i Kierkegaard og til dels i buddhismen. En sådan viden kan hjælpe en på vej i forståelsen af det man ser.
Men viden er ikke forståelse, indsigt. Det er først når man kombinerer den erhvervede viden med en direkte oplevelse af denne videns indhold i sit eget liv, at den bliver til indsigt.
Den anden ting er nok den der er sværest at forstå. At der er forskel på at analysere og være opmærksom.
Adskillelse er nok nøgleordet. På vores lille planet i universet, er vi adskilt i forskellige nationer med forskellig kultur, historie, sprog og religion. Og verden er et udtryk for hvad vi er.
Iblandt hinanden er vi adskilt, vi har vores bekendtskabskreds (som hvis vi tænker over det, er temmelig lille) vores familie, venner, kolleger mv. og så er der alle de andre, dem vi ikke kender. Også dette er et udtryk for hvad vi er. Adskilt.
Og i os selv er vi adskilt. Vi taler om ’’mine’’ tanker’’, ’’mine’’ følelser, ’’mit’’ ubevidste uden at gøre os klart, at vi selv er dette, ’’mit’’. Vi er det alt sammen, men vi har adskilt os fra det og det er denne identitet som er iagttageren.
Selvom han taler om ’’mine’’ følelser, ’’mine’’ tanker’’, ’’mit’’ ubevidste, så er han selv alt dette, det er dette han består af selvom han betragter det som adskilt fra sig selv.
Og dette, som han er, og som han har adskilt sig fra, er ikke kun noget indre. Det indre og det ydre er én bevægelse.
Analysen vil altid være iagttageren som betragter det han er, og som vælger og vurderer. Gennem tusinder af års historisk udvikling har vi udviklet en bestemt form for etik og moral, det kan være godt eller skidt eller begge dele, men dette grundlag for vores valg er tilstede i iagttageren, som består af det alt sammen.
Når han derfor iagttager det han er, har han iboende en værdinorm, som bringer ham i modstrid med det han ser. Han ser, at han er dette og samtidig foretager han den vurdering, at dette han er, burde han ikke være.
Han skaber derfor en konflikt mellem det, han faktisk er og det, som hans baggrund mener, at han burde være. Opmærksomhed er derfor at iagttage uden at vælge. Opmærksomheden ser både iagttageren og det iagttagne og er derfor udover dem begge.
Det var derfor jeg lidt fortrød min bemærkning om, at magneterne mistede sin kraft. Jeg vil hellere sige, at magneterne mister deres negative indflydelse, men bevarer deres dynamik, fordi de ikke mere ikke er ukendte.
Men der er også andre magneter, som ikke er fortidens spøgelser og som ikke bør miste deres kraft. I mine små fortællinger prøvede jeg at anskueliggøre, at det jeg ser, selvfølgelig sker indenfor den begrebsverden jeg kender. Det er en del af meditationen, den måde man opfatter på. I denne opfattelse kommer al min viden selvfølgelig til udtryk ligesom en anden ville opfatte på sin egen måde.
Det mest interessante ved meditationen er, når man har gjort op med sine spøgelser og i stedet kan opfatte frit. Så er der pludselig en masse kugler som bevæger sig rundt mellem hinanden, men ingen magneter.
Hvis man så tror, at man så kan manøvrere mere frit, så er det et både og. Selvfølgelig kan man det, men det hele er så blevet meget mere forvirrende (måske man hører en latter i det fjerne), at man virkelig må være opmærksom.
Jeg ved ikke om jeg gør det klart, hvad jeg mener. Klarhed betyder for mig, at være fuldstændig på det rene med alle sit sinds krinkelkroge og se dem fuldstændig som de er.
Allerede når man identificerer noget som selvhævdelse, er man ude over det og kan gå dybere ned for at forstå denne selvhævdelses oprindelse. Dybest set har den den samme oprindelse, som det meste andet. Behovet for at føle sig elsket.
Alfa og Omega er, at man, hvis man vil se sig selv, må se sig selv som det man er og det er ikke sikkert at man bryder sig om det man ser. Men netop ved at se det, har man en mulighed for at handle anderledes hvilket man ikke ellers ville have.
Så står man der og kigger på sig selv. Dette kan man godt lide og dette kan man ikke lide og det varer ikke længe før man igen bygger et billede op om sig selv ved at undertrykke det, man ikke kan lide og fremhæve det, man godt kan lide.
Jeg kan ikke forstå hvorfor det skulle være så vanskeligt, at være fuldstændig klar over sig selv. Det er ikke slutningen, det er begyndelsen og begyndelsen er at man kan begynde at deltage i livet uden at føle at man er tvangsbundet til at handle på en bestemt måde.
Men så begynder et nyt mysterium. Handlingens mysterium og det er virkelig et mysterium. Man kan på ingen måde forudse en handlings resultater, kun kende dens udgangspunkt.
Så dette hav må man begive sig ud på. At handle er at leve.