Loppen gør, loppen glammer

Og Michael hvor vil du gerne spise kirsebær med mig, og du prøver virkelig,, men der mangler meget endnu,

at være uimponeret er et skridt på vejen og det skridt har du taget, men din forstand har ikke fulgt med,

du forstår simpelthen ikke de mest fundamentale ting vi debatterer

du magter ikke engang at forstå den kritik jeg retter imod dine synspunkter,

hver gang man retter en kritik imod dig, svarer du aldrig på kritikken, men du fremstiller sagen som om din tænkning blot er mere omfattende end alle os andres tænkning, og at du har taget højde for det hele, foregrebet enhver indsigelse og kritik. Men undskyld jeg siger det, men det er grinagtigt og dumt gjort af dig, for du er ikke på niveau, på højde med situationen eller de spørgsmål og problemstillinger vi drøfter. Og det kræver ligesom at du ka forstå og forholde, og gider forholde dig til hvad jeg skriver, førend du reducerer det jeg præsenterer og repræsenterer til en delmængde af din alvidende altomfattende system, der reducerer alt til noget med Selvet og dette at kende sig selv. Jeg har sagt det hundrede gange, dette har intet med kristendom at gøre, du er i en anden boldgade, yogaens og Gîtâens boldgade og erkendelsesteoretisk er du hos Krishnamurti. Det er en katastrofe at se hvordan du, og Jan Sero, Rubæk og Esther fx, hvordan I blander 2 diskurser sammen i en pærevælling. Der er en verden til forskel på hvordan kristendommen besvarer menneskets eksistentielle spørgsmål, opfatter og forstår mennesket og tiltaler mennesket og hvordan I så gør det. Uanset hvad du siger så stiller du dig religionsfilosofisk i den samme tradition og skole som Jan Sero, Rubæk og Esther, I roder rundt i det samme Sind, har det samme Sind (eller opmærksomhed) som udgangspunkt (og I gør Jesus til eksponent for dette Sind/opmærksomhed og ligestiller det med helligånden). Og sagen er at kristendommen ikke har fokus på dette Sind/opmærksomhed og at spiritualitet intet har at gøre med dette Sind/opmærksomhed, denne forbandede monisme og altgennemtrængende og omfattende Selv eller monade der har sat sig på alt og som en anden big bang skal forklare alt er en ukendt størrelse for kristendommen. Det ene er metafysik som Sind og substans (kendetegnet ved determinisme og sammenhæng/kontinuitet (monisme)) og det andet er metafysik som begivenheder/hændelser (kendetegnet ved indeterminisme/skabelse/nyskabelse og diskontinuitet, altså frihed, dualisme som dualitet, "jeg du" fænomen).

Det du Michael og Jan Sero er beskæftiget med betegnes som synd indenfor kristendommen, som relationsløshed og som dette at mennesket går til grunde i sig selv og dets Gud her. Alt er som det er og altid har været, skabelse og nyt er en umulighed (et deprimerende synspunkt Gîtâen igen og igen er eksponent for). Dette er yogafilosofiens pessimisme. Mennesket er en slave, der skal kæmpe sig frem til frigørelse og når det så endelig når frem dertil, ja så er fandeme alt som det altid har været, kors i røven hvor er det elendig og deprimerende ved siden af kristendommen, hvor Friheden er selve udgangspunktet og dramaet opstår som et ægte kærlighedsdrama mellem Gud og mennesket om at skabe ny fremtid sammen, ny tid sammen, derfor (pga Friheden som selve udgangspunktet) er kristendommen hinsides lov og natur, og da især hinsides naturlov (også i den sammenhæng at Kant er vildt interessant).



Den ide at vores kundskab er ubegrænset er en snæver idé, hvorimod tanken om, at vores kundskab er snæver, får ubegrænsede følger. Edgar Morin.

Glemmer aldrig dine utallige professorindlæg hvor du forklarede alt, simpelthen ALT, og satte kristendommen ind i dit omfattende virkelighedsbillede og verdensforklaring, som en både mindre del og også mindreværdig del. Og hvad var det du diskede op med, jo det var alt set fra narcisisten Michaels synspunkt. Kort og godt så forklarer du alt ud fra dig selv Michael. Også Russell's kritik af Kirkegaard, selv om Kirkegaard dog i det mindste havde styr på visse forhold og havde respekt for en hel del begreber.

En mand som dig, der er så ordinær i tænkning, og som overhovedet ingen struktur har på sin tænkning og ej heller omgås begreber med respekt (men helt respektløs sjofler dem subjektivistisk til), du kan ikke det du så gerne ville,,, du vil så gerne, men du kan ikke min ven,,,, (indse dog din begrænsning (menneskelighed) og hold dig til det du brænder for og har styr på)

Det sygelige ved dig er at du direkte går efter at være nummer 1, den store (den navnkundige), og nok især derfor kikser det totalt for dig. I stedet for at bidrage med det du kan og har forstand på og brænder for, da vil du sidde på det hele og være den al-vidende, ham der kan udtale dig om alt. Og dermed er du endt som den alvidende fjols du er.

Og det er lidt synd, for dum er du jo ikke, men du er je heller den gigant du er i dine egne grandiose narcissistiske forestillinger.

Forskellen på dig og mig, ligger i disse ord her:

Den ide at vores kundskab er ubegrænset er en snæver idé, hvorimod tanken om, at vores kundskab er snæver, får ubegrænsede følger.


mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

din definition af kærlighed er en katastrofe, intet mindre end en katastrofe og løgnagtig og intetsigende.

Hvad er kærlighed? Kærlighed er en uendelig virkelighed.

Kærlighed er stilheden og det uendelige rum.


Nøjagtig den form for kærlighed fik Hitlers børn at føle, og de blev retarderet eller retarderede. Og det er også den eneste form for kærlighed du aldrig må udsætte kvinden for. Hun vil kede sig ihjel og finde en elsker hurtigst muligt, i hvis øjne hun er noget helt særligt, den helt specielle, unikke og uundværlige, den udvalgte, den eneste ene for en anden. Hun vil ind i et "jeg du" forhold igen, hvor hendes personværdighed konstitueres.

Du Michael og Jan Sero, I burde begge sentimentalundersøges. Her på Institut for Kristologisk Antropologi og Ontologi, har vi tænkt at åbne et ambulatorium for folk der er fanget i Sindets og opmærksomhedens selvforagt, denne demens monisme og determinisme, dette slaveri uden frihed og liv (uden begivenheder), uden nyskabelse/skabelse, hvor mennesket er en medvirker i skabelsen, nyskabelsen. Hvor mennesket er den 8. dags medarbejder, som 1 Mosebog lige når at få påpeget og som slår igennem med fuld musik hos Paulus.

PPS:

Du skriver:

Kristendommen bør være baseret på Jesus og ikke på Paulus. Det er på ingen måde en erkendelse af Guds Rige, Paulus giver udtryk for.

Det er svært for mig at ta dig alvorlig, når du efter så grundige studier i Paulus og evangelierne, stadig kan komme med en sådan udtalelse der viser at du ikke har forstået problemstillingen evangeliernes Jesus og Paulus evangelium om Jesus Kristus eller Kristus Jesus.

Det er netop Pauls' eskatologiske forståelse af Guds Riget som han uløseligt forbinder med Jesus Kristus, der gør at det ikke er et enten eller spørgsmål, altså evangeliernes Jesus contra Pauls evangelium og Kristus Jesus; men at det er evangeliernes Jesus og Pauls evangelium om Jesus Kristus.

Evangeliernes Jesus taler om Gudsriget og det især ved hjælp af lignelser, men for Paulus er Gudsriget en opstandelsesbegivenhed der er brudt igennem, og som man ikke kan tale om, men må bevidne og beskrive.

Det du og andre overser i jeres ukritiske naivitet, er at evangelierne er teologiske biografier, og derfor på ingen måder er bedre kvalificeret som baggrund for kristendommens opståen eller hvem Jesus er og var, end de Paulinske breve.

Det jeg begræder mest er at man ikke lod Paulus udarbejde en biografi over Jesu liv og færden. Han havde trods alt omgang med mennesker der kendte Jesu liv og færden. En biografi af en mand der ikke har brug for Helligånds undfangelse og jomfrufødsel, dette ville ha været spændende læsning.

PPPS:

Den her for børn (Michael og Jan Sero og Thomas):

Fordi sukker smager godt, er det ikke sikkert det er sundt. Jesu ord er sodavand fyldt med sukker og ikke andet, altså tomme kalorier.

Den her for voksne, de voksne (voksne med interesse for Paulus og Freud):

Fordi rygning ser smart ud og er et stærkt billede på eller identifikation med status autoritet og voksenhed/faderlighed og filmhelte, er det ikke sikkert at kropselvet synes det samme. Rygning er en overjegs problemstilling. Livets ånds love, nægter at deltage. I Kristus, hvor det er livets ånds love der regerer og vi ikke en under en opdrager, loven, overjeget, ville dette ikke kunne forekomme. Rygning er et tegn, det er et sprog, det er et signal/tegn, eller et sprog, der hører til i et hierarkisk statisk samfund, hvor man er under en opdrager, loven eller overjegets voldelige magtindflydelse. Den unge og usikre sender et signal, se jeg er også en autoritet, en faderfigur, en filmhelt. Se jeg er en Brahmin. Men vi må sige dertil, du skulle hellere kysse og suge, lære din mund at kende igen (det skyldes alene orale erogene/erotiske fortrængninger). Derfor har jeg også i mange år (30 år taler vi om) forlangt kysserum som alternativ til rygerum. Videnskaberne gir mig ret, at kysse er også noget af det mest sunde et menneske kan foretage sig og rygning er noget af det mest sundhedsskadelige man kan foretage sig. Ligeledes har jeg fundet ud af at mennesker der tror på Gud/autoritet og andre statiske faderfigurer, de har tendens til at ryge.

Den sidste undersøgelse og rapport er rystende læsning. Det har lige vist sig at mennesker der benytter sig af kysserummene de har en væsentlig kortere levetid end dem der ryger, bruger rygerummene. Dem der bruger kysserummene bliver udsat for voldelige overfald, ofte med døden til følge. Det har vist noget at gøre med jaloux ægtemænd.

Kære Hans

Har du ikke læst, at Michael et sted har skrevet, at han skriver om det, som han kan stå inde for på den måde - som jeg forstår det - at det også er oplevet. Hvorfor Michael og Kræn-P så finder dyb mening i Bhagavadgita, kan være en gåde, men det kan også sige noget om vores forskellighed (men jo mere du presser på, desto mere oplever jeg, at Michael søger tilbage til Krishnamurti).

Hermed mener jeg, at du med dine diskursive indlæg ikke bare kan fremskynde, at andre skal kunne mene, opleve og tænke det samme som dig. Du opfører dig med andre ord som den største Kong Gulerod på den her debat, og det værste er, at du kan lide det. Var det ikke for din gevaldige charme og humoristiske natur, ja, da ved jeg ikke, hvad der var blevet af dig i det forehavende.

Vi må ikke blive så besatte af en idé eller en trossag, at vi tror, at vi bare kan føre hele verden igennem dette nåleøje - det er som bekendt heller ikke nemt at føre en kamel igennem, især ikke, hvis man er en brovten betonarbejder, hvis finmotorik aldrig er blevet udviklet. Men nu har jeg aldrig hørt om kameler, der arbejder med beton.

Et eller andet sted handler det jo om tro og ikke bare om tænkning på et højt niveau. Bliver du ikke et eller andet sted nødt til også at respektere det?

Mvh
Anne, der nok får med Kong Gulerod at bestille

P.S
Ellers et udmærket P.P.S til Michael. Jeg er dog ikke sikker på, at vi behøves at være så bekymrede for det med undfangelsen og jomfrufødslen, da vi jo ikke er bogstavsrettet, men derimod skal forstå, at den her begivenhed med Jesu fødsel er Guds handlen med mennesket; Guds evige komme..

Hey Anne,

fin kommentar og ganske på sin plads.

Og jeg vil give dig ret et stort stykke af vejen i din kritik af min debatopførsel.

Mit eneste forsvar er at jeg havde skrevet 2 indlæg af høj høj kvalitet. Og dersom folk gad læse dem, rigtig læse dem, og ikke flygtig læse dem, da ville de have fået øjenåbner og wake up call. Som vi drenge der aldrig bliver mænd, siger i omklædningsrummet til at vi skal ud og bekrige hinanden, "har du fået noget fremmed her på det sidste" eller "har du fået noget på den dumme". Sådan et par indlæg havde jeg skrevet, af en så høj kvalitet, at dersom man læste dem roligt og eftertænksomt igennem, da ville man bagefter kunne sige: der fik jeg endelig noget fremmed, eller der fik jeg godt nok noget på den dumme.

Hvad gør Michael så, han gør som min ven fra Århus Universitet siger, han går hjem og boller med sig selv i hovedet (i sindet, med opmærksomheden), istedet for at høre efter og komme ud af denne evindelige trang til at tilfredsstille sig selv (trangen til metafysisk onani). Det er denne selvkredsen som vi finder så udtalt hos Michael og Jan Sero, der nogle gange gør mig flintrende tosset i hovedet på dem. En selvkredsen der er så fuldstændig fremmede for kristendommen. Hos disse to drenge er man hos sig selv og man gør det med sig selv. Det er deres vanvittige definition af kærlighed. Derimod går man til HansKrist, så er det SM og spanking, man slår sig, som man også gør når man møder Paulus. For det ka sgu mærkes som noget fremmed og nyt for os der er godt for os. Man bliver mødt og får noget fra en os selv fremmed virkelighed. Det er kristendommens særkende at kunne dette og da isærdeleshed HansKrist's særkende og særlige kvalitet.

Jamen Hansi, så lad dog Michael og Jan Sero, ha lov til at være som de er (Sådan siger min mor altid, noget hun har slynget mig i hovedet hele livet, når jeg var efter folk).

Selvfølgelig skal de ha lov at være som de er og ha det virkelighedsbillede der nu engang er deres; men vi er på en debat for det første, og for det andet, gud døder mig, de blander kristendommen og Jesus ind i alt det der er totalt fremmed for kristendommen og Jesus.

Og uanset hvor mange gange Michael siger virkelighedens virkelighed, så kommer han ikke ud over konstant at referere til Selvet, sindet og opmærksomheden. Mennesket hos ham går til grunde i sig selv, i sindet, i opmærksomheden. Hvilket manden gud døder mig også selv gang på gang konkluderer, som stilheden og det uendelige rum, det eneste der er.

Jeg skal som ivrig og veloplagt kristen debattør identitetsmarkere imod disse tendenser til at blande 2 helt forskellige diskurser sammen i en pærevælling.

Og det er min forbandede pligt at påpege de principielle forskelle der er på de 2 diskurser som de blander sammen, forvirrer og utydeliggør så det kristne evangelium gang på gang udvandes og fortøndes, ja helt opløses i løgn og latin.

Det der gælder Michael og Jan Sero, er at man næsten ikke kan spore en eneste ægte kristen tanke, teologi eller filosofisk tænkning hos dem, og alligevel tror begge at de står på kristen grund sammen med Jesus.

Det er en udbredt fordom som også Kræn-p lider under; selv om han er mere forsigtig og derfor omhyggelig med at veje sine ord på en guldvægt før han siger noget. Men også han er tendentiøs på samme måde. Det er denne manglende evne til at kunne skelne kristendommen fra alt andet religiøs ragelse og virkelig kunne se ned under fordommene om kristendommen og få fat på hvad kristendommen rent faktisk siger, jeg er her for. Og kun derfor er jeg her.

Jeg ved godt at kristen filosofi og teologi og tænkning er et chok for det moderne menneske, selv for akademiker med høj høj humanistisk dannelse (se selv på Kræn-p), der stadig render groggy rundt i sneen. Michael og Kræn-p er fuldstændig sendt til tælling af Kong Gulerod. Kræn-p uforskyldt, da han ikke kendte sin modstander, som han skulle i ringen med, og derfor var han uforberedt på at gå i ringen og møder en Champ, så dygtig en modstander, særklassemodstander. Michael er ikke uforberedt, han kender mig, fra religionsdebatten og fra de utallige indlæg af mine han har læst og de utallige debatter vi har været igennem.

Jeg har altid ønsket for Michael når han var i knæ at Kræn-p ville træde til og komme ham til undsætning, men det ser ikke ud til at der er meget tilbage i kongen (Rødbede Kongen).

Hvis du med betegnelsen diskursiv tænkning om mine indlæg, ikke mener at jeg formår at redegøre for Kristusmystikken eller i det hele taget mystik og mystikken, så er jeg vildt uenig med dig her. Jeg er klart, så klart endda, den største mystiker på begge debatter. Tror selv Vang vil holde med mig her.

Men som Paulus er jeg en mystiker der integrere neocortex. Og barndommens førsproglige, før neocortex vågner op omkring sprogets komme/gennembrud i individets historie, den gir jeg intet for. Den må Michael og Kræn-p og Jan Sero gerne beholde for sig selv. Det upersonlige, det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende, dette det ubevidste for sig selv, må de gerne beholde, det er monisme og dødsdrift. Noget de fleste mennesker opdager ret sent i livet. Også derfor at stofmisbrug er så stort et problem blandt unge mennesker. Menneskets tendens til at alkoholisere fornuften (Russell og Morin) er så stort at det burde undersøges noget bedre.

Jeg har skændtes vildt med mine medstuderende på medicin og psykologi om dette forhold, hvor jeg kunne provokere ethvert selskab med mine meninger desangående.

Min påstand var at man uden at bruge stoffer, alkohol, rygning, eller andre stoffer, piller og medikamenter, selv kunne opnå nøjagtig de samme tilstande, bare i ædruelig tilstand (og med fornuften/forstanden i behold og skarp), så det ikke var nødvendigt at skyde genvej via materia medicina.

Også derfor har jeg i årevis ment at vi mennesker er for passive overfor psykiatrien og psykofarmaka, og især de nye effektive vellykkede produkter (populært kaldt lykkepiller), fordi jeg mener at vi som mennesker, og da især Kristusmystik mennesker, skal kunne svare igen, og bevise at det kan vi fandeme selv ordne det der. Det står i vores egen magt at producere disse forbandede stoffer, endorfiner. Og hvis vi ikke kan under de vilkår vi lever, da må vi marxistisk lave om på vores arbejdspladser, så vi trives der. Jeg nægter med Paulus og Marx ved min side at mennesket skal være en brik i et større mægtig umenneskeligt spil, hvor det mister dets autonomi og menneskelighed, frihed og ånd, spiritualitet, så den kemiske balance i hjernen ødelægges af stress. Vi må forlange Kristilighed, altså menneskelighed, autonomi i forhold til verden og verdslighed, så meget at vi kan følge livets ånds love.

Ligeledes at tænkning ikke var en forhindring for mystiske erfaringer, men tværtimod en forudsætning, fordi den skaber lateralisering og højspænding mellem højre og venstre hjernehalvdel som er en forudsætning for mystiske erfaringer af høj høj kvalitet.

mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære Hans

Det er nogle gange stærke sager, du præsenterer, og så gør du det som om, at det var ren hverdagssnak, hvilket det åbenbart også er i et Herre omklædningsrum. Men der har jeg så aldrig været. Og alligevel forstår jeg, hvor du vil hen, og her kan vi måske sige, at der sker en krydsning mellem oppe-fra-og-ned og nede-fra-og-op "kanalen". Tanken og Åndens parringsdans (det ny barns fødsel) for nu at blive i det der omklædningsrum som den uskyldige flue på væggen.

Jeg er ikke ude efter din Kristusmystiske diskurs, nærmere din opførsel som Kong Gulerod. Her bliver det bare i længden lidt trættende at høre de samme vendinger om diverse debattører igen og igen, men jeg kender godt det med at reagere og gå imod tendenser som på mange punkter er en direkte modsætning til kristendommen. Men ingen her er dumme, tvært imod har vi et debatforum på et solidt sagligt niveau ud fra konceptet, trosfrihed.

(men hvorfor er der nogle, der tror på gulerødder, mens andre tror på rødbeder?)

Nogle gange tror jeg faktisk, at det er min debatdeltagelse, og mine skriverier her ved computeren, der har været med til at forme den teologiske diskurs, jeg ofte forfølger. Der er sikkert også andre faktorer, der har (og stadig er) været medvirkende, men det er irrelevant i den her sammenhæng.

Det gør mig ikke så meget, at f.eks. serotonin og Michael er dem, de er, men det, der kan provokere mig som forleden er, når vi er i gang med at tale om den gode forret, som f.eks. rejer (rejecocktail er en god kombination af fisk, salat og dressing), ja, så begynder den anden part at tale om, at han hellere vil have is.

Sagen er derfor, at min kritik af din debatopførsel over for især Michael ikke altid forekommer mig konstruktiv (selvom han svarer fint for sig), men at jeg af den grund godt kan være enig i det jeg kaldte for, din diskursive tænkning, et langt stykke af vejen. Spørgsmålet er bare, om du nogle gange begår os andre eller vores indlæg uret. Her må teologien ikke glemme sin praktiske dimension.

Mvh
Anne

Du har intet begreb om hvad du taler om, HansKrist.

Der findes ingenting.

Kig ud af dine øjne på den verden der omgiver dig og så kig på alt dit vrøvl, som udelukkende er tankevirksomhed.

Alle dine tanker og begreber er intetsomhelst.

''Agt derfor paa, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.'' (Lukas 8, 18)

Du råber og skriger om Kristus men du har, som mange såkaldt kristne, intet begreb om hvem Jesus er.

Hvis du, i stedet for at dyrke den tåbelige idé om at manifesterer dit jeg, satte dig ned og mødte den virkelige hr. Hindkjær, så ville du opdage, at du er ked af det.

Rigtige mænd græder, når de er kede af det for hvis man er ked af det, så er det sandheden, at man er ked af det.

Bag gråden er stilheden og det uendelige rum. Den eneste sandhed som ikke er en idé men kærlighedens virkelighed.

Uanset hvor meget man spræller i alle retninger er der ingen anden vej til Gud, Kristus, nåden - eller hvad du nu kalder det, som ikke kan nås af tanken, end at møde sig selv ansigt til ansigt.

Sandheden begynder med den fuldstændige ærlighed overfor sig selv.

Når du har mødt dig selv, så kom tilbage.

Så, måske, jeg kan nikke genkendende til det du siger.

Sandheden kan ikke gradbøjes efter enhvers mening og livet er ikke en illusion.

Det betyder intet for mig om alle andre går en anden vej.

Jeg går den vej, jeg går.