Jeremy Bentham havde ret. Menneskerettigheder er ”nonsens på stylter” og det gælder også de klassiske liberale politiske frihedsrettigheder. Hans eget alternativ, utilitarismen, er imidlertid ingen løsning på det etiske problem, men blot en yderligere forsumpning. Hvis det samlet set giver en større lykke, at holde slaver eller at mænd tæver deres koner, så må slaverne og de forslåede koner leve med, at denne tilstand bedst tjener den almene lykke og derfor er moralsk forsvarlig.

Hele menneskerettighedsideologien hviler på den falske præmis, at rettigheder kommer før pligter. Logisk set må pligterne komme før rettighederne. Retten til livet er betinget af, at man bøjer sig for fordringen om ikke at slå ihjel. I det omfang individer og samfund bøjer sig for denne fordring kan der eksistere en ret til livet. Og sådan kunne man gennemgå alle de opregnede menneskerettigheder og definere den konkrete fordring man skal bøje sig for, for at rettigheden kan eksistere.

Ved således at vende sagen på hovedet gives folk det falske indtryk, at de kan have umistelige rettigheder uanset hvordan de selv agerer etisk set. Det ville være langt bedre hvis vi i stedet talte om MENNESKEPLIGTER hvis opfyldelse muliggjorde nogle dertil hørende rettigheder.

Hvis vi skal slippe af med dette ”nonsens på stylter” så må de universelle menneskerettigheder erstattes af universelle menneskepligter.

Hilsen

Ipso Facto

Hej Ipso Facto.

Jeg kendte ikke Jeremy Bentham, så jeg måtte lige slå ham op.
Det var en mand med sine meningers mod kan man vel sige, han gik ind for lige ret imellem kønnene,ytringsfrihed, adskillelse af stat og kirke, desuden kritiserede han dødstraf, han var en travl herre der efterlod sig manuskrifter på ca.5 mill.ord, der stadig er under bearbejdelse.

Jeg kan følge dig i at det ville være betydeligt bedre for menneskeheden at vende sagen på hovedet, så menneskepligter kom før menneskerettigheder, hvis man ikke vil slå ihjel har man ret til at leve, er kun et enkelt eksempel på dette, der er mange rettigheder der så skal omstruktureres, så der forestår et større arbejde, hvis nogen ellers vil gå med på idéen.
Vi ser idag hvor store rettigheder f.eks. voldsforbrydere har, men ingen pligter, de bliver beskyttet i hoved og røv af lovgivningen, deres sager bliver vendt og drejet for at finde formildlende omstændigheder, mens ofrene ikke bliver skånet.

Hej treram!

Du mener vel at vende sagen ret, da den i øjeblikket er vendt på hovedet ved at fastslå umistelige rettigheder uden at tale om de pligter som muliggør rettighederne?

Ud fra min meget summariske kritik af menneskeretsideologien kan du ikke udlede, hvilke strafferetlige sanktioner de personer som bryder fordringerne bør underkastes. Fordringen om ikke at slå ihjel, undtagen i nødværge, indebærer logisk set et forbud mod dødsstraf. Fordringen om, at der skal være proportionalitet mellem forbrydelse og straf sætter også nogle grænser for, hvordan vi bør straffe.

Når vi straffer forsøger vi at opfylde fire forskellige mål eller fordringer, som står i et vist modsætningsforhold til hinanden. Den første er, at straffen er udtryk for samfundets hævn. Den anden er, at beskytte samfundet mod den dømte ved at spærre ham inde. Den tredje er, at straffen skal have en afskrækkende virkning på andre potentielle lovbrydere – det som kaldes den generalpreventive effekt af straf. Den fjerde er, at den dømte under afsoningen rehabiliteres, således at han efter løsladelsen kan leve et liv uden at begå ny kriminalitet.

Logisk set indebærer rehabiliteringsaspektet, at der ikke bør kunne idømmes livstidsstraf. Forbudet mod tortur sætter også nogle grænser for hvor ringe den dømte kan behandles under afsoning eller varetægtsfængsling. Behandlingen af strafafsonere bør være human og bortset fra den fysiske indespærring - der er selve straffen - bør der ikke pålægges afsoneren andre restriktioner end de som følger af hensynet til orden og sikkerhed i fængslet.

Spørgsmålet er så, om vi qua disse foranstaltninger kan opnå et samfund med mindre eller faldende kriminalitet. Hvis vor humane retspleje og strafferet imod al forventning frembriger flere kriminelle som begår mere alvorlig kriminalitet, så kan der være grund til at genoverveje hvordan vi straffer.

Du fokuserer på, at voldsforbrydere bliver behandlet mildt i vort straffesystem, mens ingen tænker på ofrene. Det er ganske enkelt forkert. Med loven om erstatning til voldsofre har samfundet tænkt på ofrene og faktisk er Danmark det land i EU hvor vold straffes hårdest.

Måske burde vi lytte til eksperterne og de der har problemerne tæt inde på livet, så kravet om hårdere straffe ikke bliver en ren rygmarvsreaktion.

Til yderligere refleksion citerer jeg nedenfor en artikel i Information fra juli 2007:



Efterfølgende vil jeg give et konkret eksempel på hvordan menneskeretsideologien kan have virkninger der er counterproductive i forhold til den målsætning der opstilles om at fastholde og udbrede demokratiet.

Hilsen

Ipso Facto

Hej Ipso Facto.

Lige nu ser der ihvertfald ikke ud til at den nuværende lovgivning betyder meget, aldrig er der blevet skudt så meget rundt omkring i hele Danmark som netop nu, det opleves som alle enhver der befinder sig i brændpunkter er velbevæbnede og ikke står tilbage for at bruge deres våben.

Der er overhovedet ingen respekt for politiet mere, folk teer som de synes for godt, brandvæsen, hjemmehjælpere mm tør ikke bevæge sig ind i boligområder med muslimer, de bliver overfaldet med stenkast mm, jo det går rigtig godt i lille Danmark.

Har du en løsning på problemerne, andet end at sige: fy da da det må I ikke, så får i smæk.

Jeg er spændt på hvordan det vil gå til klimakonferencen, med alle de aktivister der allerede har lagt deres programmer ud, de vil lamme konferencen og overtage den, efter hvad jeg så i tv, det er det samme hver gang der er en international konference, så skal der laves ballade og for mig at se kun for balladens skyld.
Istedet kunne de jo tilmelde sig til konferencen og ad den vej prøve at få deres synspunkter frem, alle kan jo tilmelde sig, vil jeg da tro.

Hej treram!

Du henviser til den stadig escalerende vold begået af unge muslimer og spør´ om jeg har en løsning på problemerne.

Lad mig indlede med at sige, at for at kunne løse et problem skal man for det første have en god forståelse af dets årsager og for det andet viljen til at anvende de nødvendige midler.

Den politiske korrekthed i kombination med dansk suverænitetsafgivelse til overnationale organer som EU og FN blokerer både for en korrekt beskrivelse af problemet og for at indsætte de midler der kunne løse det.

Helt elementært hedder problemet islam og Europas demografiske overmanding og islamisering. En proces som er planlagt, villet, understøttet og fremskyndet af de politiske ledere af de dominerende medlemsstater i EF/EU siden 1973/74, til dels i det skjulte uden demokratisk politisk debat.

Målet for fællesskabets udenrigspolitik blev baseret på en alliance med landene i Den Arabiske Liga for at skabe en ny multikulturel superstat – kaldet Eurabia - der magtmæssigt kunne udfordre USA og USSR.

Lederne forestillede sig, at Europas demografiske kapitulation (det vigende befolkningstal) kunne rettes op gennem massiv muslimsk indvandring og ved at ligestille islam og kristendom. Man antog at kulturforskellene efterhånden ville blive udlignet i takt med at muslimerne blev integreret i tilflyttersamfundene og efterhånden blev en slags kulturmuslimer med et afslappet tilhørsforhold til deres religion. Islamiseringen af Europa blev markedsført som et fredens og retfærdighedens projekt og islam som en fredens og tolerancens religion der kunne bidrage til at realisere projekt Eurabia.

Kritikerne af dette fredens multikulturelle projekt kunne let jordes ved at udråbe dem som rabiate nationalister og racister.

I Danmark blev første fase som bekendt indledt med, at et alternativt politisk flertal af socialister og venstrefløjspartier i 1983, mod regeringens vilje, fik gennemtrumfet verdens mest liberale udlændingelovgivning. De borgerlige regeringer under Schluter valgte at lade oppositionen bestemme fremmed- og forsvarspolitikken fordi man anså den økonomiske genopretning for det vigtigste og ikke ville risikere at blive slået i hartkorn med Fremskridtspartiets racistiske muslimhadere.

Desuden var regeringen under pres fra EF om at føre en indvandrervenlig politik der gav fortrinsstilling til muslimske indvandrere, således som det var aftalt med araberne og som fik et mere markant og forpligtende indhold på Hamburg Symposiet i 1983.

Systemskiftet i 2001 førte til de første egentlige regulære stramninger i flygtninge- indvandrerpolitikken samt en mere målrettet indsats omkring integrationsbestræbelserne. Efter pres fra regeringens støtteparti DF gik man lige til kanten af Danmarks internationale traktatmæssige forpligtelser, men det vakte dog så meget bekymring i EU's ledelse, at man pudsede det til formålet oprettede vagthundekorps fra overvågningscentret mod racisme i Wien på os for at sikre, at vi ikke skejede ud i forhold til den kurs der var lagt med udbygning af den Euro-Arabiske akse – Eurabia.

Denne meget summariske gennemgang af hvordan problemet opstod angiver også hvad der skal til for at det kan løses. Som minimum må Danmark genvinde den fulde suverænitet over landets flygtninge- og indvandrerpolitik samt grænsekontrol og andre nødvendige foranstaltninger. Hvis dette kræver at medlemsskabet af EU erstattes af en associeringsaftale samt opsigelse af internationale traktater så må det være konsekvensen, idet det efter min opfattelse er forudsætning for overhovedet at kunne løse problemerne med islamisering af samfundet.

Når og hvis dette kan gennemføres er næste fase et totalt stop for muslimsk indvandring til landet samt sikring af, at dansk statsborgerskab alene kan erhverves af muslimer som gennem langt tid konkret har vist at de er velintegrerede og vil og kan arbejde for at opretholde den demokratiske orden.
De eneste muslimer landet evt. bør modtage er de få der er på flugt, fordi de aktivt har arbejdet for en demokratisering af et muslimsk samfund.

Da fængselsstraf er næsten uden virkning på voldelige og andre kriminelle muslimer bør udvisning på livstid kunne anvendes i langt større omfang end det er tilfældet i dag som strafferetlig sanktion. Statsborgerskab erhvervet ved naturalisation bør være betinget, f.eks. i en 10-årig periode, og kunne tilbagekaldes hvis de pågældende begår alvorlig kriminalitet eller aktivt og med ulovlige midler modarbejder demokratiet. Der bør endvidere satses på at flere muslimske asylanter kan sendes tilbage til deres hjemlande ligesom repatrieringsordninger for fastboende muslimer bør udbygges med større økonomisk belønning.

Dannelse af muslimske parallelsamfund bør forhindres og de allerede etablerede muslimske enklaver bør splittes ad ved at der i hvert boligområde sættes et loft over procentdelen af muslimer.

Vi bør betragte den stigende vold, intimidering og truslerne fra herboende muslimer som de første indledende sammenstød i en borgerkrig der går ud på, at erobre territorium for islam og fordrive de vantro fra området.

Jeg er enig i den analyse islamkenderen Lars Hedegaard fremkom med efter at præsten i Tingbjerg var chikaneret ud af sin præstebolig af muslimske bander i området.

Hedegaard skriver blandt andet:



Den løsning jeg har skitseret er selvfølgelig utopisk således som den politiske magt p.t. er fordelt her i landet. Selv DF synes uden visioner om hvad der kræves for at vende udviklingen, men det kan jo tænkes at ændre sig i takt med, at vi bevæger os mod libanesiske tilstande. I sidste instans er det hverken grundloven eller vore institutioner der kan redde landet fra et blive underlagt islam. Det er alene folket og en bevidstgørelse af folket om problemets natur og den lurende katastrofe samt viljen til at sætte ind med nødvendige tiltag der kan vende udviklingen.

Hilsen

Ipso Facto