Kære Treram,

De religiøse finder sig i alt, hvad præsten og folkereligionen prædiker, så længe de bliver dikket under hagen: "Gud elsker dig åhh så højt", "Jesus blod på korset frelser dig", "Bliv døbt så du kan være en gren på Guds vintræ", "Kom og syng nogle salmer - det er balsam for sjælen" og bla, bla, bla.

Hvad de religiøse derimod IKKE vil finde sig i, det er faktisk, hvad Jesus selv sagde (altså ikke hvad kirken siger OM ham, men hvad han selv sagde til folk):

"Elsk din næste som dig selv".

"Gør godt mod dem der hader dig".

"Giv i det skjulte, ikke for at vise din godhed".

"Hold mine bud".

"Bekymr dig ikke om mad og klæder, men om at leve et retfærdigt liv".

"Forkynd mine BEFALINGER for verden".

"De, der ikke holder fast i mine ord, vil blive kastet bort som en vissen gren, der bliver brændt!".

SÅ skal du sandelig se dem vride og vende sig. SÅ kan de nok diske op med en ordentlig mængde teologi, indtil Jesus' egne ord er forsvundet i en bunke af tom snak.

De vil gerne selv stille krav til Gud - at Han skal elske dem. De vil ikke selv have stillet kravet: At elske deres medmennesker. De dyrker deres egne begær, men de gør det under påskud af at være "fromme og troende".

Vi to skal vist snart have talt sammen; det er alt for udefineret bare at komme med en kritik af "de religiøse" og "folkereligionen".

Jeg finder for så vidt heller ikke, som du ofte skriver, et krav fra "de religiøse" om, at Gud SKAL elske os - det gør Gud, og det tvivler jeg på, at vi kan lave om på.

Det, der for mig at se ofte er problemet, er, at "folk" (både religiøse, ateister osv) generelt betragtet ikke har så meget kontakt med deres hjerte - det er ikke nok at elske intellektuelt, for hjertet er mere end en muskel i kroppen. Det er mao fra kroppen vores kærlighed udgår, her vi med hånden på hjertet skal udleve barmhjertigheden, som er den, der er indeholdt i Jesu ord og bud.

Så "de religiøse" finder sig ikke bare i alt. Mange har en personlig tro og trang til at hjælpe andre mennesker, ligesom f.eks. ateister uden gudstro kan have et behov for at dele ud af deres kærlighed. Pointen må være, hvordan den enkelte går ind i troen, om det er troen som et lukket system, eller om det er troen som mere personligt forankret i åbenhed for Åndens vej og liv:

"Elsk din næste som dig selv".

"Gør godt mod dem der hader dig".

"Giv i det skjulte, ikke for at vise din godhed".

"Hold mine bud".

"Bekymr dig ikke om mad og klæder, men om at leve et retfærdigt liv".

"Forkynd mine BEFALINGER for verden".

"De, der ikke holder fast i mine ord, vil blive kastet bort som en vissen gren, der bliver brændt!".

Mvh
Anne (der egentlig ville have taget denne snak på andet tidspunkt)

Hej Arne

Okay, det går nok, det kan være, at jeg kommer til at misforstå din tone.

Det har på intet tidspunkt været mit ærinde at overbevise treram om noget. Jeg greb blot den bold, som du havde kastet op med spørgsmålet om, hvad Jesus ville sige til treram, hvis Jesus nu var her. Når vi beskæftiger os med religiøs litteratur, som f.eks. de evangeliske tekster og nytestamentlige brevtekster, må vi ikke lukke øjnene for, at forfatterne udlægger deres stof gennem et ofte billedfyldt materiale samt konnotationer og intertekstuelle referencer, hvor det bliver læserens opgave at kunne abstrahere (men også konkretisere) og tage imod (og forstå) budskabet. Jeg tror ikke kun, at budskabet skal tages imod med intellektet men derimod med hjertet (måske kan denne tilgang forstås som den ”tavse” viden). Ud fra det perspektiv er der intet til hinder for at tro, at Jesus rent faktisk gik på vandet, at denne begivenhed mellem Jesus og disciplene fandt sted men betoningen og dér, hvor billedet virkelig bliver malende og levende, er, når Jesus taler og handler. Selve fortællingen er rammen for den bevægelse, der sker gennem og med Jesus (Gud, der griber ind): han griber faktisk Peters hånd med ordene om, at han ikke skal tvivle. Det rører da noget i mit hjerte. Jeg kan ikke se noget problem eller lidettroende heri andet end det, at du selv skaber problemer ud fra din tvivl eller kritiske forståelse (som der også skal være plads til og blot kan være udtryk for en sund fornuft).

Du skriver:

” Folkekirkepræsterne nyder stor frihed på hver deres prædikestol, men de synes ikke særligt interesserede i at gå i dialog med hinanden ("synodeforskrækkelse") - og de er tilsyneladende helt uinteresserede i at gå i dialog med medlemmerne, der jo stort set ikke har mulighed for at komme til orde.”

Det er egentlig ikke noget, jeg er orienteret om, Arne. De præster jeg kender er åbne, og jeg finder ikke, at man ikke vil gå i dialog med hinanden og medlemmerne. En prædiken har ændret sig med tiden, så den i dag ligger nærmere (vil jeg da tro) genren, refleksion, dvs. der læses et bibelstykke (oftest en tekst fra evangeliet), hvorefter præsten forkynder evangeliet i relief af nogle refleksioner, der måske vækker genkendelse hos menigheden. Det betyder, at selve prædikenen bliver holdt åben, så den enkelte kan tage og bruge det, der nu måtte inspirere hende/ham.
Men der er jo forskel på præster og prædikener. Nogle formår formentlig at nå ud til selv det hårdeste hjerte, mens andre blot gentager sig selv ud fra nogle givne kirkelige normer og dogmer (gaaab).
Hvad der ellers foregår af interne anliggender, skal jeg ikke sige noget om, og det er måske her, du mener, at medlemmer ikke kommer til orde? Kunne de ikke benytte sig af menighedsrådet?

Mht. udtrykket ”de fattige i ånden”, hvad er det så præcist, du spørger mig om (undskyld, hvis jeg er lidt langsom, men der er gået nogle dage siden, vi startede dialogen)? Personligt har jeg ikke noget problem med udtrykket – kender vi ikke alle til det at være fattige i ånden, og ligger der ikke netop en ydmyghed gemt her, at det er det sted i os, som Jesus taler til?
Jeg vil ikke just sige, at det er noget, jeg er blevet klog på gennem studiet  Pt. står den på Ordet (Og Ordet blev kød - inkarnationen), Bernhard af Clairvaux og Karl Barth i ét større opgaveprojekt.

Du skriver:

” Det ser ud til, synes jeg, at vi danskere er "faldet i søvn" på de eksistentielle områder, at den dominerende holdning er noget i retning af: Størst mulig materiel nydelse - så længe som muligt.”

Ja, jeg synes da nok, at mange danskere sover eksistentielt og endda også åndeligt. Det tiltrækker ikke mig med diverse spirituelle programmer/tilbud, hvis ikke det eksistentielle og dermed det levede liv med et udadrettet blik for den verden, vi lever i, er med som erkendelse/opvækkelse. Der skal også handling til.

Mvh
Anne

Kære Anne, (der skriver, at Gud elsker os)

Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn for, at enhver, som tror og adlyder, skal frelses og have evigt liv.

Men Guds vrede vil blive over dem, som ikke adlyder.

De, som ikke holder fast i Jesus' ord vil blive kastet bort som en vissen gren, der bliver brændt. Men de, som holder fast i hans ord og bud, dem vil faderen og sønnen elske og tage bolig hos.

At elske sine medmennesker er betingelsen for selv at opleve Guds kærlighed i sig selv.

Men hvem tror på disse ord, der stiller krav? Kan man for én gangs skyld få et klart svar på dette fra en kristen, eller skal der en ny omgang udenomssnak og teologi til, indtil ordene har fortabt sig i tågerne?

Det er hyklerisk, at de kristne taler om kærligheden - for de taler ikke om den kærlighed, som DE burde dyrke mod deres medskabninger, men om den kærlighed fra Gud de stiller som betingelse for selv at ville elske.

De glemmer, at de selv vil blive behandlet, som de behandler deres medskabninger, og at de selv vil få tilmålt med det mål, som de selv måler med. Altid bytter de om på denne rækkefølge og mener, at de først er i stand til at måle op til andre, hvis Gud elsker dem først. Deri ligger deres krav... når det dog er af dem, der kræves!

Elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen, SÅ skal jeres løn blive stor, og I skal blive den højestes børn!

---

Men hvem tror? Eller skal disse ord om uselviskhed igen afvises med et: "Jamen, jamen, jamen, vi aner jo ikke, hvad Jesus sagde!". Jamen, så lyt med hjertet:

Elsker Gud os ubetinget?

"Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort."
(Matthæus 7, 24-27)

Gør kirken det, som Jesus bad sine disciple gøre?

Jesus - "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." (Matthæus 28, 17-20)

Prædiker kirken "den rigtige rækkefølge"? (At vi skal blive behandlet, som vi behandler andre).

"For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser."
(Matthæus 6, 14-15)

"Rækkefølgen" og kravet (uh, det som de religiøse ikke kan lide - de prædiker altid om, at Gud elsker dem åh så højt, men glemmer, hvad der faktisk skal til!):

"Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med."
(Lukas 6, 37-38)

Jesus - "Den, der tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig. Og den, der ser mig, ser ham, som har sendt mig. Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. Og den, der hører mine ord og ikke holder fast ved dem, ham dømmer jeg ikke; for jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden. Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag. For jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har påbudt mig, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans bud er evigt liv. Så når jeg taler, taler jeg sådan, som Faderen har sagt til mig." (Johannes 12, 44-50)

Jesus - "Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham." (Johannes 14, 15-21)

Kan det blive mere stjerneklart? Bliver Jesus mon troet, når han taler? Lad os høre og forstå:

Jesus - "Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn..." (Lukas 6, 35)

Jesus - "Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham." (Johannes 14, 21)

Jesus - "Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed." (Johannes 15, 9-11)

Jesus - "For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (Lukas 6, 38)

AMEN

---

Skal vi igennem undskyldninger og udenomsforklaringer for ikke at give sit ubetingede JA til disse vidunderlige Jesus-ord?

Og for at slutte af med et Johannes-ord:

"Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham." (Johannes 3, 35-36)

Åh altså, bare de religiøse ville TRO! Altså ikke på religionen og dogmerne, men på Jesus og sandheden!