Du er da så 'sød'!

Ateister som 'fattige i ånden'.

Så er spillet igen gående. Du er da vist en tros-snob!

Det ville da være sørgeligt om vi fuldstændig skulle afskaffe begrebet sandhed. Som skrevet er den mest enkle form for sandhed, sandheden om noget.

Men allerede her er vi ude på dybt vand for alle har forskellige meninger og hver især mener at deres mening er sandheden. Det er den for så vidt også. Det er sandt at det er deres mening.

Men hvis man er et alvorligt menneske må man undersøge sagen på en fornuftig måde.

Begrebet ultimativ sandhed er en idé. Og det er netop her vi altid går galt idet vi ikke kan skelne mellem tanke og virkelighed. Det vi forestiller os bliver til virkelighed for os og alternativet til det som vi tror på og forestiller os bliver til et frygteligt ingenting.

Vi gør os aldrig klart at vi er den eneste person hvis eksistens vi rent faktisk kan føle og derfor beskæftiger vi os hele tiden med omverdenen. Vi søger svaret udenfor os selv i tanker og forestillinger, som vi hengiver os til fordi de giver os nydelse og tryghed.

Men hvis man er et alvorligt menneske er man klar over at livet er virkeligt, det er ikke en illusion. Tanken derimod, er en illusion. Tanken kan beskrive virkeligheden for os men den bliver aldrig virkeligheden selv. Den vil altid kun være en beskrivelse af virkeligheden.

Så det intelligente menneske tager udgangspunkt i den virkelighed som er lige for hånden. Denne virkelighed er én selv. Man er selv virkelig.

Hvordan skal man kunne forstå noget hvis man ikke forstår sig selv?

Forstå sig selv gør man ved at være opmærksom på sig selv i alle forhold til omverdenen. Hvis man er ærlig i denne forståelse forstår man ikke blot sig selv men også den anden.

At være fri for illusioner betyder at forstå sig selv som man er i forhold til omverdenen fra øjeblik til øjeblik.

Men det indebærer også at man selv bliver nødt til at gøre det rent faktisk, ikke læse bøger om det.

En af de væsentligste faktorer i dette at forstå sig selv er at se hvordan vi bevidst og ubevidst hele tiden sammenligner os selv med hinanden. Den rige er mere værd end den fattige, den slanke mere end den tynde, den intelligente mere værd end den dumme.

Men hvis man er dum, og dette er sandheden, hvad skal man så gøre ved det?

Hvis man ikke sammenligner er man bare sig selv og hvis man oplever at man er dum, så er det måske sandt, men det er meget mere end det. Det er intelligent, det er at se sandheden.

Derfor er det intelligent at erkende, at man handler dumt. Det er også intelligent ikke at sammenligne sig selv med andre og derfor prøve at blive noget andet end det man er.

Hvis man ikke sammenligner, så kan man tage livtag med det, som rent faktisk er én selv.

Men det vi glemmer er, at livet er en bevægelse. Det, som var, er ikke det som er og det som bliver er igen noget nyt. Livet er levende og det vi er, det vi føler og tænker skifter hele tiden ligesom vores indbyrdes forhold hele tiden skifter.

Måske er det ikke så sjovt at se sig selv som smålig, som bange, som jaloux, men hvis det er det man er, så er det sandheden, det nytter hverken at benægte det eller at hengive sig til det.

Hvis man virkelig er interesseret i hvad der gemmer sig bag ordene, så bliver man nødt til at begive sig på rejse i sit eget liv. Men det første vi sér når vi retter blikket mod os selv er, at vi har slidt os selv op i den konstante konflikt mellem den vi er og den vi burde være.

Det er ikke let at leve, men det er ganske muligt, hvis man virkelig ønsker det.

At forstå sandheden.

Tankespind bør for enhver pris undgås. Det tjener absolut intet andet end en slags intellektuel tilfredsstillelse, mens det, der virkelig kræves, er, at vi vender om som børn.

Hvis vi bare hører om Gud som en nådig Gud, så har vi ingen ord at holde fast i, og så er der intet levende vand at drikke af. For det er Jesus' ord, der er ånd og liv.

Hvis vi derimod "bare" hører Jesu ord, så får vi samtidig også hørt OM Gud (f.eks. i dit citat, husker du nok!). Derfor er teologien ikke bare unødvendig - den er direkte skadelig. Den har forført mennesker ind i unødvendigt tankespind i århundreder. Jesus er blevet glemt.



Når du skriver om disse ting, så må du passe ekstremt meget på med dit ordvalg. Det er let at vælge nogle ord, som ligger tæt op ad sandheden, men hvor det hele fordrejes lige en tand, så meningen går tabt.

JEG ved godt, hvad du mener, på baggrund af vores tidligere debat i denne tråd. Men jeg tror let, at det kan misforstås. Altså Gud er kærlighed, og selvfølgelig bliver Gud ikke til ondskab, fordi nogle mennesker er onde. Det er da klart. Men Faderen og Sønnen kommer ikke til at elske dem, der ikke følger Jesus' ord og befalinger, og de kommer ikke til at tage bolig i disse mennesker.

Jesus - "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig." (Johannes 14, 23-24)

Det bliver forholdsvist kryptisk, når ord som form og indhold kommer ind, synes jeg. Der er ingen grund til - i den henseende - at lave så meget om på Jesus' ord, at der bliver tale om intellektuelle abstraktioner.

Og så vælger du desværre også at bruge ordet "evangeliet" i stedet for Jesu ord. Men prøv lige at lyt her:

Bud og kærlighed:
Jesus - "Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham." (Johannes 14, 21)

Tro, ord og bud:
Jesus - "Den, der tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig. Og den, der ser mig, ser ham, som har sendt mig. Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. Og den, der hører mine ord og ikke holder fast ved dem, ham dømmer jeg ikke; for jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden. Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag. For jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har påbudt mig, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans bud er evigt liv. Så når jeg taler, taler jeg sådan, som Faderen har sagt til mig." (Johannes 12, 44-50)



Jeg synes, at du har taget nogle skridt i denne debat, som jeg ikke har set nogen kristen debattør gøre før - hvis nogen debattør overhovedet. Men jeg ser også, at du holder igen og tøver og bliver intellektuel... Om det er fordi, at du tøver med at tro hans ord, eller fordi du synes, at de skal kværnes rundt i den intellektuelle maskine... det er ikke godt.



Jamen, Gud tilgiver jo netop dem, som ANGRER. Det er jo det, som vi ser i historien.

"Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere."

Det er en STOR ting at angre. Det er ikke "bare sådan" overhovedet. Derfor siger jeg, at der stilles krav til os mennesker.

Yderligere:

"For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser."
(Matthæus 6, 14-15)

Du kan nok se, at vi skal have det hele med. Men alle disse ord er ét i den rette uselviskhedens ånd, og så bliver de pludseligt lette at forstå.