Hej Arne.

Om det er min barndoms "monster" jeg stadig jager, er jeg ikke enig i med dig, at det er et monster jeg jager-ja, og det er fordi jeg synes det er så latterligt at voksne mennesker, idet hele taget kan tro på sådanne ammestuehistorier, som præsterne står og fodrer fårene med hver søndag, det samme sludder med små bitte ændringer for at få det til at glide lettere ned.

Som du ved, foragter jeg præster, paver,biskoppero.s.v., de er så skide naive at de tror de er noget særligt, jo det er de - specielt stupide - men havde vi ikke disse naive historier og deres naive følgesvende, måtte vi finde på noget andet at debattere.

Morn' Arne..

"..så synes jeg, du tager munden lovlig meget fuld - al den stund du jo ikke selv ved, hvad du tror på. Dermed mener jeg, at du end ikke har en mening, om verden er skabt - og at der altså må have været en form for skaberkraft - eller om den altid har været i en eller anden form - hvilket vel er endnu mere ufatteligt".

- Det rækker da fint at forholde sig til de myter netop troende mennesker præsenterer, og derefter kvalificere indholdet med de evidenskrav man stiller til alle andre påstande der fremmes om vores verdensanskuelser, ikke sandt?

At mytologi kan anses som spændende, i henhold til kulturers uens beskrivelser af menneskers oplevelsesrum, gør dem vel ikke specielt ufattelige ell. ubegribelige, for det handler jo netop om at forstå de sociale konventioner, der har præget en samtids menneske- og verdensopfattelse.

"Det, jeg opfatter, er, at præsteskaberne bevidst føler sig som en overklasse - og lykkes med at bilde medlemmerne det ind - stærkest indenfor kristendommen i den romersk katolske kirke, hvor præsteskabet anbringer sig selv mellem medlemmerne og den Gud, medlemmerne tror på".

- Dét må man sige! Vatikankonciliet opfatter sig vel nærmest som en faglig disciplin i kristenhedens historie, hvor der virkelig blir indarbejdes doktriner omkring personlighedsdannelse fra barndommen til sen alderdom. Det imponerende er for mig at se, når mennesker overhovedet er istand til at fralægge sig en sådan byrde af arvegods, fordi katolicismen har støbt en hel kulturhistorie, som den troendes egen historie er udtryk for - det vanskelige er vel at afskrive sin historie.

Jeg læste for nogle år siden Gunnel Vallquist's "Det Andet Vatikankoncil - Tøbrud, Reformation og Vendepunkt" - en kompletteret række dagbogsnotater som journal, fra små tre mdr. i 1962 hvor kirkens ansatte debatterede en reform af sin kirke. Her kan man som ateist gennemgående ikke undslå sig den tanke, hvad en reform af troen, på troen, ville have medført - men det er som om, at troen slet ikke er til debat.

Jeg kan godt forstå Trerams ordvalg 'latterlig', i forbindelse med voksne mennesker. For det der står mig klart er, at denne kirkes voksne ansatte i særlig grad fremelsker en barndoms trosanskuelser, at man m.a.o. ikke ønsker udvikling. Og dét synes jeg er karakteristisk for de store religioner - mennesker fastholder sig selv og identificerer sit væsen gennem en statisk historisk beskrivelse, hvor frygt for udvikling i sig selv afværges med moralske konventioner. Og det er her det lattermilde kan anses som udtryk for et frigørende udbrud, at man ikke (evt. længere) er fastholdt i alvorstung eksegese!

Man kan netop ved at flytte sig, skabe sig et overblik, hvilket er så utroligt svært for den troende selv at fremprovokere. Så det kræver altså ikke som udgangspunkt, at man for at begribe og forstå mytens effekt og betydning, tror på den. Derfor forstår jeg ikke helt hvad du her mener med, at Treram har taget munden lovligt fuld?

mvh
Simon