Kære alle,

Jeg ser, at diskussionen af Gud og Jesus hurtigt bliver til noget med, at vi skal elskes af noget udefra. Sådan vil mange have det bedst - en oplevelse af at blive elsket ubetinget. På den måde gøres Gud til et væsen, der uanset hvad skal elske os. Denne tanke er åndelig dovenskab. Den stiller ingen krav. Og den er, hvad ateister vil kalde "en narresut".

Og når ateisterne - almindelige fornuftige mennesker - stiller spørgsmålstegn til 'dette almægtige og alkærlige væsen', så får de at vide, at de ikke skal forstå, men bare tro!

...men hvem kan tro uden at forstå? Vi tror på det, som vi har forstået lidt af. Som videnskabsmanden tror på sine resultater, fordi han forstår processen, der går forud.

...sandelig, de religiøse tror ikke. Det nærmeste, vi kan komme den tro, de repræsenterer, er at kalde den 'blind tro'... Eller måske endnu bedre: En narresut.

Gud er ikke et væsen, der siger: "Sikke nogle søde mennesker - de skal alle hjem til mig, hvis de bare sige 'oh Jesus'!"...

Gud ER kærlighed. Og kærlighed opleves ved at give den, ikke ved at kræve den. Jeg siger jer, som sandt er: Det er saligere at give end at modtage. Og igen siger jeg: Som vi sår, således skal vi høste. Og igen skal det lyde: VEND OM!

Jesus gav sine disciple den mission at forkynde hans befalinger. Men befalingerne er nu blevet glemt til fordel for en narresut. Kærligheden - som vi skal dyrke over for vores medskabninger - er glemt til fordel for en forestilling om et væsen, der elsker os ubetinget. Altid lyder det fra det religiøse vanvid 'os, os, os'...

...sådan dyrkes religionen for selvisk vindings skyld, mens kærligheden dyrkes for andres skyld. Hvad er da størst?

Igen: Kærlighed opleves ved at give den, ikke ved at kræve den. Og det er ved at elske, at vi skal kende Gud, for Gud ER kærlighed. Dette betyder også, at når vi elsker vores medskabninger, giver i det skjulte, og velsigner dem der forbander os, SÅ dyrker vi Gud. Så blomstrer livets essens indeni os selv. Se dette fører til sandhed og skønhed af ubegribelige dimensioner!

Tag derfor ordene til hjertet: Vær god mod dem der ringeagter jer og lad kærligheden være det største i jeres liv!

Kære Arne (før var det "kære alle"),

Gud er som vandet for fiskene. "Hvor er vandet?", spørger de den kloge fisk. Den kloge fisk svarer: "I lever og rører jer i vandet, og I kender det ikke!".

Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn for, at enhver, som tror på ham, må blive frelst ved ham. De, der tror og adlyder, vil blive frelst. Tror du på, hvad Jesus siger? Er du villig til at adlyde ham? Jesus kalder, og fårerne hører hans røst.

Jesus siger, at vi vil modtage, som vi giver. Giv, og der skal gives dig. Ja, et topfyldt mål skal du gives i favnen! Tilgiv, og du skal få tilgivelse.

...Men tilgiver du ikke din broder, skal du heller ikke selv tilgives af Gud...

- Som vi behandler andre, sådan vil vi selv blive behandlet. Dette vil et uselvisk hjerte, der sætter andre først, aldrig knurre over.

I Gud er sandheden og den hellige ånd, og den gives til dem, som adlyder Jesus' bud - han fuldkommede loven, så at kærlighed er lovens opfyldelse. Tror du på Jesus, når han siger, at det er hos enhver, der efterlever hans ord og bud, at han og hans fader vil tage bolig?

For gode hjerter er det indlysende, at vi modtager, som vi giver. Og de kunne aldrig drømme om at kræve, at det var omvendt. Det er ved at elske vores medmennesker, at vi skal smage Guds kærlighed i os selv. For Gud ER kærlighed - derfor er det ved at elske, at vi modtager den. Jesus vidner om Gud, og det er ved at holde fast i Jesus' ord, at vi bærer frugt - og det mangefold!

Det er et forknyt hjerte, der kræver, før det vil give. Men et sådant hjerte er slet ikke åbent til at modtage!

Det er også forknytte hjerter, der føler sig mere berettigede til Guds kærlighed. Husker du historien om farisæeren, der stod og bad? Han mente sig overlegen og var sikker på Guds kærlighed. Selv mente han også, at han gjorde alt det rigtige - af alle kræfter.

...det er smukt at elske, men gør godt i det skjulte og tro dig ikke ren og uselvisk... man bør ikke påstå, at man elsker verden af alle kræfter...

Men Gud elskede verden (verden!) så meget, at han gav sin enbårne søn, for at enhver (enhver!) kunne blive frelst ved ham. Derfor lader Han sine ord gjalde overalt og for evigt gennem Jesus - og Han vil netop elske og tage bolig i enhver, som TROR OG ADLYDER Jesus.

Lad dem, der har ører, høre!

Hej Arne

Jo, det var faktisk dyrlægens skøn, at det kunne være en hjerneblødning eller en tumor, der pressede ind på centralnervesystemet. Mit spørgsmål gik mere på, hvad det præcis er, der sker i sådan et hjerneblødnings-forløb. Det var jo en pludselig og voldsom død, min kære hund havde. Jeg kan vist ikke rumme at gå mere ind i dette her men mange tak for dine ord omkring det! Du har sikkert prøvet at aflive mange dyr..

Godt at høre, at det er gået så godt med din hofteoperation - de jo næsten uundværlige sådan nogle hofter :-)

Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal svare på det, du skriver om Jesus og Helligånden. Det er okay, at du er skeptisk og ikke mener, at man med Jesus Kristus kan fremhæve nogle værdier, der skulle gøre sig mere gældende i kristendommen ift andre religioner. Mit ærinde var ikke religionsvidenskabeligt eller komparativt men blot at fremhæve Jesus som levende qua min tro på Jesus som Guds Søn etc. Det betyder selvf. ikke, at næstekærligheden kun hører til i kristendommen, nej, det har masser af filosoffer gennem adskillige århundreder forsøgt at råde bod på bl.a. med termen, den gyldne regel (og/eller den naturlige lov - her kunne Ipso Facto jo passende have budt ind med et filosofisk tillæg). Kærlighed er ofte et centralt motiv, hvad enten vi beskæftiger os med religioner, filosofi eller kunst.

Hvad angår Helligånden, synes jeg ikke, at du behøver at hænge dig i dogmatiske formuleringer såsom østkirkens eller vestkirken treenighedslære. Jesus taler om, at efter hans bortgang vil han (Jesus eller Gud eller Jesus/Gud) sende os Talsmanden, dvs. Helligånden, og netop derfor kan vi sige, at Jesus stadig lever og er iblandt os. Det er selvfølgelig noget, der skal føles naturligt for en, men jeg kan slet ikke forestille mig et trosliv uden Ånden. Og jeg tror virkelig - hvis vi nu godtager vidnesbyrdet om Jesus som Kristus - at disciplene elskede ham.

Til sidst skriver du, Arne, lidt overraskende for mig:

"Beretningen om Jesus og Peter, det gik på vandet, tager du frem i forbindelse med spørgsmålet om, hvad Jesus mon ville have sagt til den ikke troende Treram.
Peter kunne gå på vandet, men kom i tvivl - og sank.

Det overbeviser vist ikke Treram - og egentlig heller ikke mig.

Og den Jesus Kristus, jeg bilder mig ind at fornemme, tror jeg snarere ville have medfølelse med et menneske, der kun har naturlovene og tilfældigheder at støtte sig til - og som endda er tilfreds hermed!"

Der skal åbenbart ikke så meget til for at "forarge" dig, men det er også okay, så må jeg jo prøve at forklare mig lidt nærmere. For det første var det et lidt tilfældigt valg af skriftsted. Inden da var jeg ved at skrive noget med, at Jesus nok bare ville lægge en kærlig hånd på Trerams skulder eller måske velsigne ham som et lille barn. Men hvorfor ikke gribe til en fortælling om 'tro og tvivl' og men ikke mindst en fortælling om mødet mellem Jesus og disciplene, hvor de bekender, at han er Guds søn? Hvad var egentlig det provokerende ved det? Jesus stod da ikke morede sig over, at Peter sank i vandet (synd for dig, lille Peter) men sagde derimod, da de skreg af frygt i båden: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!". Men Peter ville efterprøve, om det nu var Jesus og trådte ud på vandet, hvor han blev grebet af frygt (tvivl) og begyndte at synke. Men han druknede ikke. Jesus greb hans hånd med ordene: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?".

Ja, hvorfor tvivlede du, Peter?

Mvh
Anne