Hej Anne


Åh okay, det var jeg ikke klar over. Tak fordi du gør mig opmærksom på det.


Mange hilsner
Manjana

Da det er mit oprindelige indlæg som er blevet forvrænget, vil jeg da lige sige at selvfølgelig skal man da hjælpe andre. Især når der sker katastofer.

Men den verden vi lever i har vi selv skabt og vedligeholder hver dag. Ingen af os ønsker at forstå hvordan tingene hænger sammen og gøre noget ved selve roden til det onde.

I EU f.eks. giver man kolossale tilskud til sukkerproducenterne og ødelægger dermed tilværelsen for utallige afrikanske bønder. Nødhjælp er en fattig undskyldning når man samtidig understøtter en samfundsstruktur som skaber denne nød.

Det man burde gøre var at elske sin næste som står overfor én og samtidig medvirke til at skabe et samfund der ikke hviler på begærlighed.

(Og så var det ikke det, mit indlæg handlede om).

Hej Michael

Jamen jeg kan sagtens forstå dig, som jeg skrev, det ville være bedre at lære et menneske at fiske. Og som du skriver, hvordan sukkerproducenterne ødelægger det for de afrikanske bønders tilværelse. Jeg er slet ikke uenig i dette.

Ligeledes med Myanmar, jeg tror nok, der er mange der ikke fatter, hvordan militærjuntaen, kunne få lov til at hindre hjælpen i, at komme ind i landet. Eller hvorfor den kinesiske regering hindrede nødhjælpsarbejdere fra andre lande i, at komme ind og hjælpe med at finde sårede og omkomne efter jordskælvet.

Det er horibelt og uhørt.

Men tror du ikke at mange tænker: Hvad kan jeg gøre ved det. Det eneste jeg kan, er at yde bidrag, og så har jeg gjort mit.

Du har fuldstændig ret i, at næstekærligheden er så vigtig. Samt at vi burde medvirke til at samfundet ikke hviler på begærlighed. Magt og penge.

Vi brokker os over det ene og det andet. Ingen gør noget, der i det store billede, vil have en virkning.

Men igen, hvad stiller man op overfor de højrer magter?

Har du set filmen: Læger uden grænser?

Det er en af mine yndlingsfilm. Det er en film, der viser den virkelig rå verden som den også ser ud. Og hvordan en læge, kæmper for at rejse penge for at hjælpe ude i verden, hvor han virker.

Scenen hvor han tager et hungersnøds ramt barn, med til en sammenkomst for rige mennesker der spiser og drikker, samtidig med at de kalder det velgørenhed for de fattige, skær en så dybt i hjertet.

Jeg har stor respekt for læger uden grænser.

Det er godt at du råber op, bliv ved med det. Og jeg kan godt forstå det du skriver her:

Nødhjælp er en fattig undskyldning når man samtidig understøtter en samfundsstruktur som skaber denne nød.


Men min holdning er bare, at nødhjælp er en nødvendighed, som verden er skruet sammen nu. Det eneste jeg altid frygter er, at pengene falder i de forkerte lommer. Så jeg er meget forsigtig med, hvem jeg støtter.

Det var ikke min mening at underkende dit indlæg eller forvrænge noget i mit svar til Ole Bjørn.

Med venlig hilsen
Manjana

Det var nu heller ikke det jeg mente. Jeg mente at Ole Bjørn forvrængede mit indlæg med sin manglende forståelse. Men hvad, det er svært at se sig selv udefra når man sidder med ved de riges bord.

Det er en overvældende stor og kompliceret verden men uanset at vi kun er en enkelt person, så er alle andre det samme, en enkelt person.

Det man kan gøre er selv at handle efter bedste overbevisning der hvor man er.

Jeg kan ikke godtage at jeg skal synge med i det evige juleomkvæd, f.eks. "Jubii, nu har vi brugt 15 milliarder i juleræset, 2 milliarder flere end sidste år. Er det ikke dejligt?" Hver dag dør små børn af sult fordi vi ikke sørger for at det ikke sker.

Det er simpelthen ikke nok at give nødhjælp, hvis man ikke samtidig gør sig klart hvilken tilstand verden befinder sig i på grund af vores selvoptagethed og manglende forståelse.

Men igen: enhver kan kun handle der hvor han/hun er.

Men at handle betyder at gøre noget faktisk og den højeste form for handling er at gøre sig noget klart.

Der var lige et alene for meget der. Det kan jeg godt se.

Det burde være let at se, at hvis man "ikke" vælger noget, så vælger man det i virkeligheden fra. Og derfor handler man ved ikke at gøre noget.

Man kunne kalde det en undladelsessynd.