I Danmark skal udlændinge der søger dansk statsborgerskab bl.a. underskrive en erklæring om at være loyale over for den nye nationalstat de ønsker at blive medlemmer af. Den har følgende ordlyd:
"Jeg lover ved troskab og loyalitet overfor Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsprincipper."
Det er jo helt fint, for derved forpligter den nye borger sig til først og fremmest at arbejde for Danmarks interesser og for den demokratiske retsstats opretholdelse ved at bøje sig for de grundlæggende principper og værdier som en sådan demokratisk styreform forudsætter og bygger på.
Som bekendt skriver folk jo under på næsten hvad som helst, hvis de kan opnå nogle fordele for dem selv derved, og især hvis man opfatter det således, at en sådan loyalitetserklæring er uden nogen som helst retlige konsekvenser hvis den brydes, idet loyaliteten faktisk ligger i en helt anden kultur, med en religion giver den pågældende frihed til at lyve over for vantro, for at fremme islams mål eller muslimers sag.
At sådanne loyalitetserklæringer er meningsløs signalpolitik uden nogen som helst betydning eller konsekvenser gav en forhenværende justitsminister udtryk for i en artikel i dagbladet Politiken for et halvt års tid siden. Her skrev socialdemokraten, professor, dr.jur. Ole Espersen, der var justitsminister i regeringerne Anker Jørgensen (1981/82), blandt andet følgende:
"... Megen snilde udfoldes af det danske folketing for at så tvivl om de fremmedes loyalitet og lovlydighed. De afkræves troskabs- og loyalitetserklæringer i stigende omfang.
Erklæringer, som ingen juridisk betydning har, for selvfølgelig skal de overholde lovgivningen alle sammen. Men selve det, at man føler sig ’nødt til’ at forlange en loyalitetserklæring, er vel med til at underbygge ens følelse af, at man vist ikke helt kan stole på dem. Ikke engang en person, som skal være minister, bliver bedt om at skrive under på nogen form for erklæring.
Hun eller han er naturligvis forpligtet til at overholde enhver form for dansk lovgivning, ganske ligesom enhver udlænding. ..."
Den juridiske doktor Espersen ville nok have vanskeligt ved at bestå indfødsretsprøven, der skal dokumentere ansøgerens kendskab til danske samfundsforhold, da han lider af den vrangopfattelse, at:
"Ikke engang en person, som skal være minister, bliver bedt om at skrive under på nogen form for erklæring."Det fremgår da ellers helt klart af grundlovens paragraf 32, stk. 7, at:
"Ethvert nyt medlem (af folketinget) afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.Så i sin egenskab af medlem af folketinget har en af statsministeren udpeget minister altså allerede underskrevet en erklæring om at ville overholde Grundloven. Om ministre der ikke er valgt til folketinget også skal underskrive en sådan erklæring, fremgår ikke at Grundloven, men det ville dog være mærkeligt, såfremt de ikke skulle. Man kan jo argumentere i analogi med, at vedkommende minister, selv om han ikke er valgt til folketinget, dog er medlem af dette og valgt af statsministeren.
Selvfølgelig skal brud på en loyalitetserklæring have nogle retsvikninger lige som enhver anden aftale, der afgives på tro og love har det, som det bl.a. kendes fra lignende erklæringer overfor offentlige myndigheder. Falske oplysninger straffes efter Straffelovens §161:
"Med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år straffes den, som udenfor det i § 158 nævnte tilfælde for eller til en offentlig myndighed afgiver en falsk erklæring på tro og love eller på lignende højtidelig måde, hvor sådan form er påbudt eller tilstedt."
Hvis an ansøger om dansk statsborgerskab ved naturalisation afgiver falske oplysninger, får det den konsekvens, at statsborgerskabet nægtes. Såfremt det først senere opdages, at indfødsret er opnået ved svig og falske oplysninger kan indfødsretten tilbagekaldes ved dom.
Herom anfører professor, lic.jur. Vagn Greve: "Efter indfødsretslovens § 3 begrænses adgangen til at opnå dansk statsborgerskab for straffede og sigtede. Begrænsningen gælder også, selv om der kun er reageret med en advarsel, og selv om den pågældende har været utilregnelig på gerningstidspunktet. Hvilket synes ude af proportion.
Hvis en person ved et »svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller at fortie ... », har opnået indfødsret, kan personen ved dom frakendes denne, jfr. indfødsretsloven § 8 A. I Karnovs kommentar påpeges det, at »[s]trafansvaret for et svigagtigt forhold forældes efter strfl. Da frakendelse af indfødsret ikke er en strafferetlig sanktion, er der ingen forældelsesfrist for frakendelsen«. Endvidere nævnes det, at bestemmelsen også kan anvendes, hvor indfødsretten er erhvervet før lovbestemmelsens ikrafttræden. ..."
En mand, der vil myrde en tegner fordi han har tegnet muhammed, har bevidst løjet i forhold til det løfte, han skulle aflægge for at få dansk statsborgerskab. Man lover troskab og loyalitet mod dansk lovgivning og kultur.
"En sådan mand har begået svig", siger Søren Krarup til Søndagsavisen 24. februar 2008.
I Frankrig har de en lidt anden type problemer, idet muslimske foldater i den franske hær nægter at gøre tjeneste i Afghanistan under henvisning til at de ikke vil kæmpe imod deres muslimske brødre. Det skriver Le Figaro i en artikel fra 14/1-09.
Det kunne synes som om, at de muslimske soldater sætter koranens fordringer og pligter højere end deres troskabsed over for det franske samfund:
"It is not for a believer to kill a believer unless it be by mistake" - Qur'an 4:92.
Det principielle spørgsmål er selvfølgelig om en troende muslim overhovedet kan afgive troskabserklæringer over for en demokratisk stat, om at fremme statens interesser, overholde dens love og bøje sig for dens værdier uden at bringe sig i en fundamental konflikt med hvad koranen og sharia kræver?
Så vidt jeg kan se er der her blot tre mulige positioner.
1) Muslimen kan med god samvittighed underskrive, og derved opnå den politiske indflydelse som statsborgerskabet giver fordi det er hans intention, at overholde landets love. Men samtidig kan han fuldt legalt arbejde for, at Grundloven erstattes med sharia. Det er ikke forbudt at være islamist lige så lidt som det er forbudt at være nazist. Det er handlinger der straffes og ikke holdninger, da demokratiet bygger på åndsfrihed.
2) Muslimen er kulturmuslim og har intet problem med at sætte demokratiet over hvad koranen og sharia kræver. Er der konflikt vælger han det som demokratiet fordrer.
3) Muslimen er islamist og stærkt opsat på at undergrave den demokratiske retsstat indefra og anvender derfor den ret hans tro giver ham til at lyve over for vantro for at fremme islams eller muslimers interesser og mål.
Danmarks og Vestens kulturelle overlevelse afhænger ikke mindst af, hvor mange muslimer der er i hver af de tre grupper.
Desværre er jeg bange for, at gruppe 1 og 3 nok er stærkt overrepræsenteret i forhold til kulturmuslimerne i gruppe 2.
Hvad mener debattørerne om den her rejste problemstilling?
Hilsen
Ipso Facto :fløjter:
Svar
Citer