Det er ikke det menneskeligt udførte arbejde der skaber merværdi. Det er menneskeligt udført arbejde som skaber værdi i det hele taget. Mennesket bearbejder naturen. Alt hvad vi ser omkring os er et resultat af menneskeligt udført arbejde. Bygningerne er tegnet af arkitekter og bygget af håndværkere. Afhandlinger er skrevet af professorer, romaner af forfattere og digte af digtere, for at nævne det kreative islæt.

Det er mit indtryk at du er gået lidt let hen over læsningen af ”Das Kapital”, som du i sin tid gik let hen over læsningen af Krishnamurt. Pudsigt, i min opfattelse falder de begge pænt i hak.

(I forenklet form og alt andet lige):

Merværdi er, i modsætning til størrelsen ”værdi” det fænomen som opstår når mennesket ikke har andet at sælge end sin arbejdskraft. Hvis jeg nu er en kuglestøber og skal støbe mine kugler så går jeg hen til ham, der ejer kuglestøbermaskinen og jeg bruger den til at støbe min kugle. For det får jeg 100 kroner i løn. Produktet af mit udførte arbejde tilhører en anden (som ejer en kuglestøbermaskine) og jeg har fået min løn.

Hvis jeg nu får behov for at købe en kugle går jeg hen i forretningen for at købe den, men den koster 120 kroner. Den kugle, jeg selv har lavet og som jeg har fået 100 kroner for at lave har jeg ikke engang råd til at købe. De 20 kroner kaldes merværdi. I kapitalismens omvendte økonomiske verdensbillede er min arbejdsindsats en omkostning ved fremstillingen af produktet men i den virkelige økonomiske verden er kuglen 120 kroner værd og jeg har kun fået 100 kroner for at fremstille den. Det er merværdi. Den direkte værdi af min forarbejdning af naturen er defineret som 120 kroner, men jeg har kun fået 100 kroner for det. De 20 kroner tilfalder ejeren af kuglestøbermaskinen, en maskine som er produceret på samme vilkår. Hvis man udvider denne forståelse til at omfatte alle varer produceret af alle lønmodtagere får man en anelse om hvor skrøbeligt et grundlag den kapitalistiske økonomi bygger på.

Hvis jeg nu alligevel vil købe min kugle bliver jeg nødt til at låne de resterende 20 kroner. Ved at støbe en kugle til mig selv har jeg altså pådraget mig en gæld og det samme gør sig gældende for enhver vare jeg køber.

Nu kan man jo godt gå ind med en sådan analyse på et vilkårligt sted, men man må også være klar over at samfundet er et resultat af en historisk udvikling. Købmandssamfundet som ligger før den kapitalistiske model, hvor de fleste mennesker kun har deres egen arbejdskraft at sælge for at kunne forsørge sig, er også kendetegnet ved en ophobning af store formuer. Trekantshandelen f.eks. eller slavehandelen som efterhånden blev moralsk forkastet medførte en ophobning af store formuer og selv om selve handelen blev afskaffet forblev formuerne i hænderne på de som havde tjent dem (arveretten f.eks.). Det samme gør sig gældende med det moralsk forkastelige børnearbejde i begyndelsen af forrige århundrede. Det blev afskaffet, men formuerne forblev i de hænder som havde udnyttet børnene. Hundrede år kan man kun give det gamle ord ret: penge lugter ikke.

Først i det øjeblik at disse formuer blev investeret i produktionsmidler og de fleste mennesker ikke længere havde andet at sælge end deres arbejdskraft, begyndte det vi kalder kapitalismen.

Kapitalismen er en nødvendighed i menneskets udvikling. Tænk dig hvis køleskabe blev lavet af håndværkere hver for sig. De ville blive umanerligt dyre at fremstille og købe. Først ved indførelse af masseproduktionen bliver det enkelte køleskab så billigt at alle og enhver har råd til det. Men det er et umanerligt kompliceret område som jeg indtil videre vil lade ligge.

Karl Marx analyserede den kapitalistiske samfundsformation og forudså at den ville gå over i det han kaldte det kommunistiske samfund som en naturlig udvikling. I forrige århundrede gjorde man denne forudsigelse til en ideologi som man prøvede at gennemføre i forskellige uudviklede samfund. Derfor, og fordi man glemte de menneskelige faktorer som gav forskellige psykopater magten, kørte alting af sporet.

Kommunismen er ikke en ideologi og kan ikke gennemføres ved en revolution. Kapitalismen har været nødvendig, og er stadig nødvendig for at alle mennesker kan få opfyldt deres grundlæggende behov. Men derefter vil det være en naturlig udvikling at forandre samfundsinstitutionerne indefra. Indføre en form for økonomisk demokrati f.eks. Og så finde måder at belønne folk efter deres faktiske arbejdsindssats, variere værdisætningen af arbejde mellem intellektuelt arbejde, håndens arbejde og hvad ved jeg. Arbejde er meget mere end sved og anstrengelse. Nogle former for arbejde kræver en lang uddannelse som medfører at det udførte arbejde har en højere værdi. Og så er der nødvendighedens værdi. Hvem gider at udføre kloakarbejde f.eks.? Det burde medføre en højere værdisætning synes jeg. Jeg er sikker på at man kunne få megen fornøjelig tid til at gå med at værdisætte forkellige former for arbejde.

Men jeg kan umuligt nå at sige det hele så jeg vil slutte med at påpege en væsentlig faktor: Os.

Jeg ved ikke om det er vores natur, jeg håber det ikke, men ihverfald er det vores egoisme og grådighed der til stadighed kuldsejler ethvert projekt.

Jeg mener nu ikke man bare kan gå udenom at forstå hvordan tingene hænger sammen. Man kan mene så meget helhjertet men i et samfund som vores er det nødvendigt at forstå hvordan tingene økonomisk hænger sammen for de økonomiske faktorer er selve grundlaget for vores eksistens.

Hvis vi ikke forstår dem kan vi ønske alt godt for verden og vore medmennesker og vi vil alligevel blive sørgeligt skuffede.

Økologi f.eks. Hvis vi ikke har konkret viden om økosystemernes sammenhæng vil vi kun ødelægge tingene hvis vi ikke gør det rette.

Og det selv om vi gør det i bedste mening

Kære Arne.

Et teknokrati er betegnelsen for et samfund, der styres efter faglige videnskabelige vurderinger af, hvad der er bedst for fællesskabet. Moralen i et teknokrati vil selvfølgelig være en nyttemoral, og der vil hverken være privatkapitalister eller folkevalgte ledere i et sådant samfund, hvor økonomien vil være en form for statssocialisme (men upolitisk), og den enkelte vil blive honoreret efter sin indsats for fællesskabet.

For mange mennesker fremstår et teknokrati som et skrækscenario, hvor medfølelse og barmhjertighed er afløst af kølig rationalitet, men det behøver ikke at være tilfældet, da psykologiske vurderinger selvfølgelig skal tage højde for de menneskelige følelser.

Aldeous Huxley har jo filosoferet over dette i Fagre Nye Verden, hvor han løser problemet med specialisering af arbejdskraften ved at konditionere menneskefostre til 5 forskellige intelligensniveauer og hjernevaske dem gennem opdragelsen til alle at være lykkelige for deres placering i samfundet.

Et moderne teknokrati vil gå en helt anden vej, nemlig at stimulere børns udvikling på de områder, hvor de har de bedste evner og følgelig også vil føle sig succesfulde ved at arbejde med, altså det stik modsatte af den kinesiske kulturrevolution, hvor højtuddannede mennesker blev sendt til "genopdragelse" ude på landet og sat til at muge ud i stalde.

Robotteknik vil også nedsætte behovet for menneskets fysiske arbejde, så der bliver mere tid til kreative og kulturelle sysler og til at pleje sin krop.

Det er indlysende, at et samfund med nyttemoral og en beskæring af mulighederne for at opnå den personlige magt som penge eller politisk indflydelse giver, vil møde modstand hos mange i de nævnte grupper, som mener at vide bedre hvordan et samfund skal styres. De faktiske forhold tyder dog ikke på, at vi har den optimale styreform.

Størst mulig lykke for flest mulige mennesker - det bør være målet for ethvert samfund, men det opnås ikke med et styre baseret på særinteresser.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Kære jmp.

Jeg gennemskuede fantasterne Marx og Engels allerede da jeg var meget ung, og tiden har bekræftet min vurdering. Man skal ikke ligge på maven af beundring fordi nogle kan bilde en masse mennesker ind, at de har fundet de vises sten.

Charlatanen/naivisten Krishnamurti har jeg fra starten rystet på hovedet af. Bortset fra hans mange kryptiske bemærkninger, som enhver kan tolke efter forgodtbefindende, så sagde han ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Han repræsenterer ikke nogen form for nytænkning, bare banaliteter og gengivelse af andres tanker.

Jeg troede ellers, at jeg havde klippet teknologiens værdiforøgelse ud i pap for dig, men din "udregning" viser, at du stadig ikke har forstået. Når du kan fremstille 100 kugler selv på en dag, og du ved at arbejde for manden med maskinen for en dagløn kan købe 150 kugler af en bedre kvalitet end dine egne, så har jeg svært ved at se at man skulle have mistet noget ved at sælge sin arbejdskraft.

Det er maskinen, der skaber merværdien, og den nyder både maskinens skaber og arbejderen godt af. Han fik iøvrigt tilbudet om at være medejer men afviste, fordi han hellere ville solde pengene op.

Og her har vi netop en tungtvejende grund til ikke at fordele hele merværdien mellem arbejderne. De sparer den ikke op, men bruger pengene. Visse projekter som f.eks. bygning af et skib kræver store kapitalkoncentrationer.

Hvis 3000 skibsværftsarbejdere hver skulle spare et par hundrede tusinde kroner op og sætte dem i en pulje for at bygge et skib, ville det ende i et kaos og krak. Fagbevægelsen har til overflod bevist, at demokratisk valgte ledere ikke evner at lede en kommerciel virksomhed til succes. Det er ikke økonomiske evner der fører til indflydelse i fagbevægelsen.

Og jo, det er vores egoistiske natur, der er drivkraften i vores samfund. Vi ville derfor heller aldrig kunne blive enige om en værdiansættelse af vores arbejde. Det kræver en anden form for styre, som jeg har beskrevet i mit svar til Arne.

Mvh

Ole Bjørn ;)


P.S. Børnearbejde er skam ikke afskaffet. Tyrkiske silketæpper er knyttet af 3-6 årige pige. Det kræver små fingre at lave de fine knuder.

.

Hej Ole Bjørn.

Det er noget af en mundfuld - dit forslag om teknokrati - vil jeg mene.

Demokratiet og den private ejendomsret ser ud til at skulle afskaffes, hvis jeg forstår dig ret.

Og "Størst mulig lykke for flest mulige mennesker", som du skriver, er jo en smuk målsætning - især hvis den også gælder globalt.

Men hvem skal bestemme, hvad der er den største mulige lykke for flest mulige?

Og hvordan skal det menneske, eller de mennesker, opnå både den nødvendige magt og den nødvendige indsigt - i et nuværende demokratisk styret samfund?

Det kræver vel enten et politisk parti med et sådant program, som er i stand til at vinde det nødvendige flertal - eller et magtkup gennemført af en elite?

Og hvad skal de mennesker, der bor i et sådant samfund gøre, hvis magthaverne bliver korrupte og handler ilde?

Revolution er vel så eneste blodige udvej.

Jeg kan da godt være enig i, at uvidenhed, særinteresser og penges magt er en plage for det nuværende demokrati, men det forekommer mig dog, at magtens korruption kan være en endnu værre trussel i et elitært teknokrati.

I kinesisk demokrati (eller hvad man nu skal kalde det) opereres der vist nok med noget, der kaldes meritokrati (at folk med gode meritter eller præstationer opnår ekstra indflydelse), men det er da vist også velkendt, at embedsmandskorruption trives i dette store land - trods hårde straffe derfor.

Hvis dine tanker om et bedre samfund, der tilstræber indbyggernes - og helst hele menneskehedens - maksimale tilfredshed (lykke er for vanskeligt at definere, vil jeg mene) - samt klodens bevarelse - skal blive til noget, så tror jeg ikke, der er anden vej at gå, end at overbevise et flertal af samfundets mennesker herom.

Hvis de, der er så kloge, at de kan se vejen, ikke også er dygtige nok til at udtrykke sig, så at de kan overbevise et flertal, så tror jeg ikke, de kommer nogen vegne - og det kan jo godt være "de kloges fejl".

Men det skulle vel heller ikke være så svært - hvis man har "rent mel i posen", og evner at udtrykke sig klart, sandt og enkelt.

Der har jo før været store folkelige bevægelser som har fået indflydelse - f.eks. bevægelser mod atomkraft, for én verden og for naturbevarelse, Røde Kors, UNICEF o.s.v.

En miljøbevægelse, der klart og åbent viser, hvor det er værst, hvad der er muligt, og hvad der er nødvendigt, tror jeg mere på, end jeg tror på et tilknappet og korruptionstruet teknokrati.

Og i et land, som Danmark, tror jeg ikke, religion vil være en hindring.

M.v.h. Arne.