Kære jmp.
Efter dit indlæg at dømme er du endnu mere traditionel socialist end de fleste hårdnakkede socialister. Det virker som om du tror blindt på skrønen om, at det er det menneskeligt udførte "arbejde", der skaber merværdien. Det er så fjernt fra sandheden, som man kan komme. Det er teknologien og dermed den menneskelige opfindsomhed, der har gjort samfundene rige, og denne opfindsomhed har sit udspring i ganske få individer.
Jeg har spekuleret lidt på, hvordan jeg kunne bringe dig ud af din vildfarelse, specielt den med "den private ejendomsret til produktionsmidlerne". Jeg har derfor digtet en lille historie, som kan illustrere at der ikke er tale om nogen udbytning, men tværtimod det modsatte.
Der var engang
(sådan begynder jo alle gode eventyr) to kuglestøbere, der boede dør om dør. De var begge to meget dygtige, for hvor de fleste kuglestøbere højst kunne støbe 75 kugler om dagen, kunne disse to hver støbe 100 kugler om dagen, så de tjente mange penge.
Den ene af dem levede meget flot og brugte alle sine penge på at købe sig de bedste klæder og lejede en privat loge i hofteateret ligesom den rige adel. Den anden lagde de ekstra penge til side, og spekulerede på, hvordan han bedst kunne anvende dem.
En dag kom den sparsommelige så til den ødsle og sagde: Jeg har fået en idé til at lave en maskine, der kan lave 6 kuglestøberes arbejde. Hvis vi hver skyder vores ekstrafortjeneste for et halvt år ind i et samarbejde, kan vi bygge maskinen og tjene meget mere.
Den ødsle kuglestøber så vantro på ham og sagde: Skulle jeg give afkald på min loge og nye fine klæder i et halvt år, og skyde hvad der svarer til 4000 kugler i din idé? Du må jo være kugleskør mand.
Den nøjsomme kuglestøber fortsatte med at spare op til han havde penge nok til at bygge maskinen selv. Da den var færdig, gik han ind til sin nabo og sagde: Jeg har bygget maskinen og afprøvet den. Den støber 500 perfekte kugler om dagen, men jeg vil gerne have en dygtig mand til at betjene den, så hvis du vil arbejde for mig, vil jeg give dig løn for 150 kugler om dagen.
Den ødsle kuglestøber blev meget glad og tænkte, at nu fik han også råd til at købe sin egen karet, så han slog til med det samme. Hans sparsommelige chef brugte lidt tid på at finde nye kunder til sin kugleproduktion, hvilket ikke var svært på grund af den høje kvalitet og ensartethed. Resten af tiden sad han blot og tænkte over, hvad han skulle bruge sine penge til.
Efter en måned havde han tjent nok til at bygge en ekstra maskine, som han ansatte en almindelig kuglestøber til at betjene til en løn på 100 kugler om dagen, hvilket kuglestøberen var henrykt for. Efter yderligere en måned bygge han to maskiner til og ansatte to ekstra kuglestøbere til at betjene dem.
Den ødsle kuglestøber, der allerede havde købt sin nye karet på afbetaling, begyndte nu at irriteres over sin chef, der bare sad og tænkte tanker og alligevel tjente 15 gange så meget som ham selv, og han gav sig derfor til at støbe kugler af en helt anden slags. Efter en tids forberedelse gik han til sin chef og sagde:
Det er helt urimeligt at du tjener så meget, når det er os der gør alt arbejdet. Jeg har talt med de andre om sagen, og vi er enige om, at vi alle skal have fordoblet vores løn, ellers nedlægger vi arbejdet.
Jaså, sagde chefen, jeg troede ellers I var glade for at tjene meget mere end I gjorde før, og ovenikøbet ved et mindre anstrengende arbejde. Men hvis I ikke vil arbejde for mig til den gode løn, så må jeg finde nogle andre kuglestøbere, der vil.
Det kan du godt opgive, sagde den ødsle kuglestøber, for jeg har talt med alle kuglestøbere i byen, og vi har dannet en forening med mig som formand for at forhindre at folk kan sidde på deres flade og udbytte vores arbejde. Det er os, der skaber værdierne, så vi vil have en rimelig del af fortjenesten.
Jaså, sagde chefen, det ændrer jo situationen. Jeg må lige have lidt tid til at tænke igennem, hvordan vi bedst løser problemet.
Du får en måned, sagde den nye forenings formand. Hvis ikke vi får alle vore krav opfyldt, så stopper vi produktionen.
En måned efter kom den ødsle kuglestøber så til sin chef og sagde: Hvad bliver det så til med den udbyttedeling?
Det bliver der ikke noget af, sagde chefen. I er alle fyret her og nu. Jeg har konstrueret og fået bygget nogle nye maskiner, der kan støbe 1000 kugler om dagen i en endnu bedre kvalitet, og maskinerne er så simple at betjene, at jeg ikke behøver kuglestøbere. Enhver kan lære det på 10 minutter, og de ufaglærte står i kø for at arbejde for mig til en højere løn end de får andre steder og et lettere arbejde. Jeg har også fået nogle store eksportordrer, så ikke bare mine arbejdere bliver rigere, men også landet som helhed. Du må hellere se i øjnene at markedet for håndstøbte kugler er forsvundet, så du må finde dig et andet erhverv.
Men eventyret slutter ikke her, for den sparsommelige kuglestøber bor nu i et stort hus og har en flot karet, og han bruger sit overskud til at konstruere og bygge andre former for maskiner, der kan lette arbejdet i andre fag og kan højne levestandarden for arbejderne.
Den ødsle kuglestøber lider heller ingen nød, for hans forening har stillet en guldkaret med kusk og firspand til hans rådighed, når han skal rundt og holde taler om, at de der ejer produktionsmidlerne udbytter de fattige arbejdere, så derfor skal vi slutte os sammen og være solidariske med os selv. Det kan folk lide at høre, så derfor betaler de ham en fyrstelig gage for at fortælle
sit eventyr om hvordan hans forening har skabt velstand for alle ved at stille krav til de usympatiske ejere af produktionsmidlerne.
Sådan kan teknologien gøre os alle glade og tilfredse.
Mvh
Ole Bjørn ;)
P.S. For nogle år siden beregnede en ingeniør, at værdien af det fysiske arbejde et menneske gennemsnitligt udførte på et år omregnet til kilowatt/timer modsvarede hvad man kunne købe af elkraft for en gennemsnitlig dagløn. Det er altså ikke muskelkraft, der har skabt vores velstand.
.