Kære Stig,
Undskyld det sene svar.
Jeg kan ikke helt huske, hvad vi talte om til at begynde med på kd-debatten. Men det har sandsynligvis drejet sig om Jesu ord og bud, da jeg har disse meget kært, og det samtidig er min oplevelse, at folkereligionen (og mange debattører) har en tendens til at dyrke Jesus som et ikon frem for at tro ham på hans ord (hans ord og bud som han selv lagde afgørende vægt på).
Det var dog min oplevelse, at vi efterhånden fandt fælles grund.
Jeg har ikke altid været stolt af min måde at debattere på, da jeg har haft en tilbøjelighed til at tage personangreb meget nært i stedet for blot at børste dem af mig. Så det er noget, jeg har skullet arbejde meget med samtidig.
Du har efter min oplevelse en ufatteligt klar måde at skrive på. Velformuleret og "to the point". Det er mig en glæde at læse den debat, du har kørende nu. Din videnskabelige indsigt hilser jeg velkommen, da jeg tidligere har haft debatter med ateister på kd-debatten... ateister der "flotter sig" med at være videnskabeligt indstillet, UDEN DE DOG ER DET DET ALLERMINDSTE! - De mangler en høj grad af indsigt i videnskabsteori, og de har (derfor) problemer med at beskue videnskaben i et metaperspektiv. Det fører til, at de tager videnskaben til indtægt for nogle af deres antagelser... og disse antagelser forbliver en blind plet hos dem i deres diskussioner.
I mine egne debatter omkring Jesus er følgende nogle af mine kardinalpunkter:
* Jesu ord og bud har afgørende betydning. Han lægger også selv afgørende vægt på dem.
* At skelne mellem "tro" og "gerninger" er en kunstig skelnen, så længe "gerningerne" gøres af et rent og uselvisk hjerte. - Jesus beder os direkte og uden omsvøb om at gøre "gode gerninger". Gøres de i uslviskhed, vil den mindste gerning være stor. I sidste ende handler det om, hvad der er i vores hjerte (Jesu bud udtrykker efter min overbevisning netop dette).
* Jesus dyrkes i dag som et ikon frem for at blive troet på sit ord.
* Tro er ikke en blind accept af, at Jesus er Guds søn. Men det er ved at lytte til hans ord, at vi erkender, at han må være det! "Skarene var slået af forundring, fordi han lærte og underviste dem som en med myndighed..."
* Mange kristnes udtryk - "lovtrældom" og "geringsretfærdighed" f.eks. - tillægger budene urimelige negative konnotationer. Når jeg nævner budene, sørger jeg for at lægge eksplicit fokus på Jesu egne bud - disse tangerer aldrig "trældom" eller "selvretfærdighed".
* At bruge farisæerne som argument for, at vi ikke skal bestræbe os på at gøre gode gerninger og øve retfærdighed er en misforståelse; farisæerne var IKKE retfærdige og gjorde IKKE gode gerninger, men havde udhulet Guds bud og overholdt kun menneskers overlevering. Omvendt fuldkommede Jesus loven og bad os holde budene i og fra hjertet.
* Jeg bruger citater af Jesus. Jeg holder mig næsten udelukkende til hans ord, når jeg argumenterer. Men jeg anerkender, at mange andres ord også er af sandhed. F.eks. elsker jeg at høre sandheden fra børn.
* Det er min opfattelse, at mange kristne bruger vendinger og floskler, hvis fokus er eksklusivt på den kærlighed, som Gud måtte elske mennesket med, men sjældent eller aldrig på den uselviske kærlighed, som mennesker bør øve mod hinanden.
* Det er korrekt, at Jesus ofrede sig. Men vi tager kun imod hans offer ved at tage imod de ord, som han ofrede sig for at tale - nemlig Guds ord. Han vidnede flere gange om, at han ville blive slået ihjel, fordi verden ikke kunne tage imod hans ord. Han vidnede om verdens had, som han blev udsat for, pga. sine ord, og som også hans disciple ville udsættes for, ja helt til de sidste tider, hvor enden kommer.
* Sandheden i Jesu ord - og at de er "gode nok" - må høres i hjertet. Påstanden: "Jamen, vi kan jo ikke vide, hvad han rent faktisk sagde", hører jeg desværre ofte, når jeg nævner hans krav. Til det kan jeg kun svare: Guds ord fattes med hjertet. Den, der er af Gud, hører Guds ord.
Dette var nogle få, men generelle, pointer, som jeg forsøger at kommunikere, når jeg debatterer.
- Men ofte ender debatterne i mindre klar tale, fordi jeg føler, at jeg skal forsvare mig. Jeg er blevet kaldt "ond, klam, syg, havende et afgrundsdybt had, en farisæer" og varianter over samme i snart over 5 år nu (dog heldigvis ofte af 'kun' de samme personer, dvs. 3-8 personer ca.). Og det kan gøre frygteligt ondt indeni.
- Derfor er jeg begyndt at overveje at kommunikere direkte med mennesker ansigt til ansigt, og jeg har inviteret flere af dem, der har sagt grimme ting om mig, til at møde mig. For vi har trods alt haft meget med hinanden at gøre i så mange år, og debatter på skrift over nettet har en tendens til at udarte sig en del anderledes, end hvis man sidder og snakker i samme rum over en kop et eller andet.
- Derudover snakker jeg allerede med mange om Jesus. Især mange der ikke aner, hvad han sagde. Og min pointe er altid den samme: Han vidner om den uselviske kærlighed, der er af Gud. Hold fast i hans ord! Lyt til ham. Gud er kærlighed; den, der ikke elsker, kender ikke Gud. Lad Jesus forvandle dig. Holder du fast i hans ord, vil du gå ind i hans ånd. Og hans ånd vil forvandle din karakter og din erkendelse så fuldkomment, at du kan kaldes et Guds barn og være ét med sønnen og faderen.
Jeg elsker at bruge Jesu ord, og jeg viser som regel først ordet om at elske sine fjender, gøre godt mod dem der hader en, velsigne dem der forbander en, og bede for dem der mishandler en. Jeg elsker det ord. Det er af en Guddommelig ånd!! (Som alle hans ord).
Du er et frisk pust på debatten, Stig :-)
Lad dig ikke kue af den modstand, du måtte møde.
Kærlig hilsen
Thomas
Svar
Citer
