Hej Anne.
Du har ret et stykke af vejen, men du har ikke ret i at Gud er en del af vores tilværelsestydning. Selvfølgelig er vi nødt til at fortolke vores tilværelse, men der er ingen garanti for at vi fortolker den rigtigt. Så du Sommer i dag? Sikke et medmenneskeligt rod.
Netop derfor er det vigtigt at vi forstår os selv og vores forhold til hinanden. At forstå er ikke at tolke og tyde, det er at se den rette sammenhæng både med hensyn til sig selv og hvorfor man handler som man gør og den sammenhæng man lever i med andre, hvorfor de handler som de gør.
Og så bliver man nødt til at tage del i sit eget liv. Man bliver nødt til at turde handle, både i forhold til sig selv og i sit forhold til andre. Men handlingen er altid usikker, man kan aldrig forudse resultatet af en handling, man kan kun være sikker på udgangspunktet.
Min eneste tilgang til kristendommen er at jeg fornægter den som falsk. Den krsitne opfattelse af helligånden opfatter jeg som falsk, en idé, som de såkaldt kristne selv har konstrueret og som i virkeligheden ikke er andet end en sentimental følelse. En bekræftelse af egoet.
Jeg mener at Jesu offer var fuldbragt, som Han selv sagde, da Han døde på korset. Kristendommen er ikke Jesu opfindelse, Han kom for at afslutte al religion og det man gjorde var at bygge en religion på Hans ord. Med andre ord, man forstod ikke hvad Han sagde. Paulus var ikke Jesus og det synes mig som om de såkaldt kristne bygger hele deres ’’religion’’ på en påstået omvendelse, som ikke indeholdt andet end en udtalelse: ’’saulus, hvorfor forfølger du mig.’’ Samt nogle få ligegyldige breve.
En kendsgerning er det imidlertid at de kristne altid taler om Paulus og den efterfølgende samfundsmæssige konstruktion, som man kalder kristendommen, som ikke er eksistens, men religion uanset, at man siger noget andet.
Det er ikke teologens opgave at systematisere de træk, der har noget med Gud at gøre, idet teologen ikke kender Gud overhovedet. De kristne kirker står tomme fordi deres præster kun kender til teologi og ikke til den levende Gud. Derved bliver deres synd. De siger at de ved, men de ved ikke og derved leder de dem som søger vild med deres forkerte vejledninger.
Jeg vil meget gerne tale om Gud. Og jeg vil meget gerne tale om Kristusbegivenheden. Men Kristusbegivenheden er for mig, det som er beskrevet i evangelierne, ordet som kom fra Gud og som var som det mindste sennepskorn. Lyttede man til dette sandhedens ord, så slog det rod i ens sind og hvis man kunne undlade at være usikker og tvivlende og undlade at lade verdslige bekymringer og spekulationer, dræbe det, så ville det vokse til et træ hvor selv Himlens fugle ville sætte sig og tage bolig.
Jeg kan forstå at HansKrist har fået dine sidste nykker pillet fra dig og at hans overvældende seksualitet har overvældet dig. I hvert fald nævner du ham hele tiden som om i nu er blevet synkroniserede.
Det er udmærket, jeg håber at jeg bliver inviteret med til jeres bryllup men personligt har jeg ingen vi-forhold til omverdenen. Mit forhold til dig er til dig, godt eller skidt, og mit forhold til HansKrist er til Ham.
Til gengæld taler serotonin og jeg hver for sig.
Til gengæld vil jeg fortælle dig, at der intet banalt er ved det jeg siger. Jeg tager et meget vanskeligt stof og fortæller andre mennesker om det på en måde, således at de kan forstå det. Det er ikke banalitet, det er enkelhed. For at man i det hele taget kan beskæftige sig med livet eller Gud, må man gå ind ad virkelighedens dør. Det nytter ikke at man fantaserer og den mest nærliggende virkelighed er den, at man selv eksisterer. Denne sandhed kan man ganske enkelt konstatere ved at stikke en gaffel i kinden.
Selvom det ikke kan forklares, ikke er et empirisk bevis, er det som regel nok til at overbevise de fleste.
Eskatologi, hvad er det? Har det noget at gøre med dødsdriften, eller masocismen, dette forunderlige behov for at lide?
Hvis vi mennesker kunne vågne lidt op og lade være med at ødelægge verden fordi vi kun tænker på os selv og er ligeglade, både med andre og den verden vi lever i, vil vi såmænd være her på denne planet, generation efter generation i millioner af år.
Jesu genkomst er på det personlige plan når vi forstår os selv, vikler os ud af vores forvirring og uvidenhed og i stedet for egoister bliver altruister (uden at glemme ens egne behov) og på verdensplan er det når tilstrækkelig mange mennesker forstår sandheden. Den dag er det, at lynet lyner fra østen og om i vesten og Jesus etablerer sit herredømme som ikke kan ses af mennesker. Dets eneste udtryk vil være en verden i fred og fordragelighed, det rene utopia.
Indtil da må vi våge. Vi må ikke, som brudejomfruerne, falde i søvn, hengive os til et uopmærksomt og sanseløst liv.
Den dag og time hvor vores Herre kommer er ikke den samme for hver enkelt af os, men den dag Gud tager bolig i os vil vi opdage at det ikke er en fantasi eller et ønske eller håb men derimod en ganske virkelig ting.
Gud er den fuldkomne forståelse og kærlighed og vi kan ikke rumme Ham medmindre vi har forberedt vores sind til at møde dette umådelige, som bor bag den dør som det alvorlige krav om sandhed leder til.
NB. Men ellers er det fint nok, Anne. Det socio-kulturelle miljø, der har omgivet os fra fødslen er de ord og begreber vores bevidsthed består af. Kristendommen er en sådan begrebsramme, det vi har læst og erfaret udmønter sig som tankevirksomhed. Tanken er et udtryk for sindets indhold. Vi kan ikke tænke på noget som vi ikke kender i forvejen. Vi kan tilegne os noget nyt, udvikle os og lagre det i vores hukommelse og så kan vi tænke på det også. Men uanset hvor dannede vi bliver, vil vores tanke altid være begrænset af sin baggrund. Derfor er det vigtigt, også at kunne være opmærksom, at lytte, at opdage for det er sådan at vi tilegner os noget nyt. Vi er derfor både det døde og det levende. Den døde erindring og den levende lytten og opdagen noget nyt.
Du betjener dig af ord og begreber fra den kristne begrebsverden mens jeg har tilegnet mig en lidet kendt terminologi. Derfor glemmer jeg nogle gange at andre ikke opfatter ligesom mig men så beroliger jeg mig med to ting. For det første er det det som er udfordringen, at man kan mødes i samtale udfra hver sit udgangspunkt og for det andet at livet til det yderste er subjektivt. Jeg er altid mig selv jeg er aldrig den anden. Og den anden har en lige så subjektiv oplevelse af livet som jeg har.
Den virkelighed, som omgiver os er stilheden og det uendelige rum. En tom virkelighed mens den virkelighed, som du siger omgiver os er et udtryk for de forbindelser vi knytter med andre mennesker og den sammenhæng vi lever i.
Sikke en masse ord. Hvis du har gidet at læse mine udgydelser til ende kan du måske forstå hvorfor jeg foretrækker at tie stille og nøjes med at vippe med mine tæer. Du behøver ikke at give mig ret.
Svar
Citer
