Hej Michael!

Jeg har levet et langt liv, så jeg kender både til ungdommens vovemod og weltsmertz af egen smertelige erfaring. Tro mig, det går over igen, eller også går det aldrig over. Som alle dybe mystiske følelser skal den leves ud, helt ud til fingerspidserne, til hudløshed, men så bliver det også bedre.

Se blot på en gammel sjæl som mig, der har fået så mange skrammer i livet, at jeg har hård hud over hele kroppen, selv på tungen, hvorfor jeg har opgivet at kysse pigerne.

Så hvis du vil lytte til et godt råd, så stop fingerne i ørene, stop klagesangen og prøv at få udlevet din weltsmertz så hurtigt som muligt, inden den får bugt med dig.

Skal jeg forstå din afvisende kommentar således, at vi så ikke, som jeg ellers havde planlagt næste gang jeg kommer til Danmark, skal mødes og udveksle åndelige erfaringer? Jeg havde ellers tænk mig, at vise dig det træ i Dyrehaven, hvor Kong Christian den femte ifølge legenden i 1698 blev klemt flad af en Kronhjort. Han døde dog først året efter. Det kan man vel også kalde for majestætisk weltsmertz

Hilsen

Ipso Facto


---------
Istedgade, mandag og regnvejr...så bliver det ikke meget mere weltsmertz

Hvilken klagesang? Og hvilken weltsmertz? Er det ikke at dramatisere lidt?

Nej. Du behøver ikke at opfatte det som en afvisning, sådan var det ikke ment.

Ha, ha, den var vel nok go' - og så kommer den fra en, der i den grad formår at stoppe fingrene i ørerne

Og er det så et godt alternativ at stoppe fingrene i ørerne?

Kender jeg dig ret, var det en mild opfordring til Michael, alt imens du synes at mene, at mit råberi ingen effekt ville få. Men nej, KÆRE Ipso Facto, der tager du fejl. Havde jeg ikke holdt mit rum, endsige holdt mig til sagen, ville Michael ikke have vendt tilbage med nyt mandsmod og et åbent hjerte (nu er det vist ca. anden eller tredje gang at en sådan situation opstår). Det må jeg sige, at jeg respekterer og bliver glad for. Det er relation, også når emotionerne flyver, og Freuds briks synes at nærme sig scenen.

Der er selvfølgelig grænser for, hvor langt man kan gå på en offentlig debat, og det er heller ikke meningen, at jeg skal sno Michael om min lillefinger (som han drilsk antyder), men det skader ikke med bare en my selverkendelse - at kunne være menneske sammen (i smerten som i glæden). Kan man leve uden dette?

Slutteligt, KÆRE Ipso Facto, så håber jeg ikke at disse mine ord bliver slået i bås med en sur vrissen høne, for jeg sad faktisk og klukkede, da jeg læste jeres indlæg her. Det kunne man måske kalde for virtuel omsorg

Mvh
Anne

Hej Anne!

Nu skal du ikke tage det så tungt, men huske på, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker, ifølge Victor Borge. Og mundheldet rummer ikke så lidt sandhed. For dit smil har afgørende betydning for, hvordan andre mennesker opfatter dig.

Så jeg glædede mig skam over, at også hønen Anne klukkede.

Hilsen

Ipso Facto

--------
"Jeg vil gerne have, at man husker mig med et smil... ikke med en plade på væggen." - Victor Borge

Nu er det så, at du skal passe på, at scenen ikke begynder at flyve med virtuelle kys, som også jeg af og til kan blive "udsat" for

Men det er nu en gang smilet - som du med Victor Borge citerer - der kan være den korteste vej mellem to mennesker, så lad os blot holde den dér

Jeg kommer for i øvrigt i tanke om en sang, jeg var helt vild med i 16 års alderen. Den lyder noget i retning af:

Keep smiling,
keep shining,
knowing you were always there for me,
for sure,
that's what freinds are for.

In good times
and bad times
.....