Der er ingen god orden i først at poste et indlæg under mit navn for derefter at håne mig i stedet for blot at konstatere at det var en fejltagelse.

det løber mig koldt ned af ryggen når jeg tænker på dem du hjernevasker . I dit indre er du en frådende ulv. Jeg har såmænd læst Matthæus, især kapitel 24, 23 - 28. Uha. mr. hjernevasker. Jeg modtager da gerne en undskyldning for at du har postet et indlæg rettet til en anden, under mit navn i stedet for at få alt muligt mærkeligt skudt i skoene.

Så hvis du kan undgå at blande mig ind i dit forehavende, så skal du da ikke høre et ord fra mig igen.

Hvordan kan du finde mig på linie med Thomas?

Vi er da ikke ligefrem på linie med hinanden, Michael, hold nu op med det pjat.

Jeg fornemmede en åbenhed mellem Ipso Facto og Thomas, og valgte derfor at kommentere en enkelt passage i Thomas' - el. den anonymes - indlæg, der for mig at se pegede på noget centralt for troens væsen; nemlig sjælen. Dette med sjælen er der for mit vedkommende ikke noget nyt i, det har faktisk altid betydet meget for mig at knytte troen (Jesus) og sjælen sammen. Fejlen var måske, at jeg ikke kommenterede det, jeg var uenig i, men valget bestod i, at jeg som udgangspunkt ikke blander mig i denne tråd med mindre, jeg ikke kan holde inde som i går. Mit træk var da kærlig ment, og det kan du så synes om eller IKKE, hvilket jo så er tilfældet med dine mange emotioner her og på chatten (som du nu har slettet). Det mindste du kunne have gjort var at forholde dig til det skrevne og argumentere ud fra det. Når du bliver tricket på/af mig, tænker du ikke over, hvad dine ord f.eks. gør ved mig. Men det kan jo være svært...

Mvh
Anne

Hej Anne.

Det er ikke fair at udsætte dig for disse emotioner, som du kalder dem. Og det er også temmelig voldsomme ord jeg bruger. Ord jeg ikke kan leve op til, man kan jo ikke bare lave sine følelser om til noget andet, så selvfølgelig elsker jeg dig stadig, for hvad det så er.

Du har ret, når du nævner sjælen i forbindelse med troen, men det bliver også meget let et ord man bare bruger i alle mulige sammenhænge. Jeg forstår godt den sammenhæng du bruger det og hvis det skal have betydning må det være andet og mere end blot et ord.

Netop med Jesu ord (og såmænd også med hele den religiøse begrebsverden) er det nemt at gå vild hvis man ikke realiserer forståelsen af dem. Man kan meget let gå vild hvis man ikke har et meget sundt sind og hele det gnostiske verdensbillede er det, jeg kalder glansbilleder.

Jeg kender desværre mange mennesker der er kommet galt afsted på grund af religion. Hvis man ikke har et meget sundt sind kan man let fare vild i alle disse begreber om synd, skyld, straf og frelse. Man kan faktisk miste hele det liv man ellers kunne have haft hvis man ikke ultimativt er stærk nok til at forstå og tilgive sig selv.

Religionens kerne er ikke et eller andet sted i fantasien men i det daglige, såkaldte almindelige liv. Det er også i dette virkelige liv, som vi lever blandt hinanden, at forståelsen af os selv og vores indbyrdes forhold vokser frem. Og det er på baggrund af denne forståelse, som ikke dømmer eller retfærdiggør, at kærligheden og samhørigheden opstår.

Jeg ved nu godt, at du har et sundt sind. Jeg må nøjes med at undskylde endnu engang. På den anden side ved du godt at jeg aldrig hører op med at elske dig. Du kan såmænd, til enhver tid, sno mig om din lillefinger, hvilket du selvfølgelig ikke kunne drømme om at gøre.

Hej Anonyme!

Tak for dit gode svar på mine reflektioner i replikken -#4262 - I går 13:38 - som jeg desværre først får tid til at respondere på tidligst i morgen, da det et kvalificeret svar kræver en del gennemtænkning af de problemstillinger du rejser omkring relationen mellem sprog og religiøs tro.

Dog har jeg bemærket, at denne tråd i mellemtiden er blevet ramt af emotionel kvababbelse, idet et par ånder der søger i hver sin retning paradoksalt nok er tørnet sammen og udstøder lyde, der ville få gamle Sigmund Freud til at slikke sig om munden og tilbyde en briks.

Hilsen

Ipso Facto



--------
" ... Når Minna i deres fælles ungdom skrev til Freud, lagde Martha ofte en lille hilsen med, herunder følgende kommentar til Freuds beskrivelse af den lejlighed, han har fundet til dem i Wien: ”Din beskrivelse, min kære skat, giver mig overhovedet ikke lyst til en mand, der har været forlovet i fire år, og som ved optælling af værelserne glemmer soveværelset. Skulle jeg virkelig have tiltro til ham og binde mig til ham på ubestemt tid? Ak, du kan overhovedet ikke bruges til noget.”

Sjældent er en ægtemand vel blevet sat så kærligt, men bestemt på plads af sin udkårne. Og så skal Freud endda finde sig i fra anden side at blive kritiseret for, at han aldrig tænker på andet end sex!" - Citeret fra artiklen "Freud vender tilbage" af Christian Braad Thomsen, bragt i dagbladet Politiken 30. april 2006.

NB. Det skal ikke forstås sådan at jeg ikke er glad for fantasien for det er jeg. Den kan man godt kalde for en skabende evne.

PS. Nu noterede jeg mig lige at Ipso Facto ikke rigtigt har fattet trådens overskrift og derfor beklager sig over at den bliver beriget med lidt mere end en triviel freudiansk og materialistisk opfattelse af hvad kærlighed er. Men måske han mener, at det kun er den spirituelle omsorg som kommer fra Thomas, som ikke er Thomas,der har gyldighed.

Alene sammenstillingen af ordene spirituel og omsorg får mig til at tænke på Faderhuset og andre lignende fænomener og får mig til at føle mig som den lille Rødhætte der bliver bedt om at besøge bedstemoren med de store øjne, ører og den store mund.

Jeg tror ikke at jeg ville besøge d'herrer hvis jeg havde brug for omsorg, så jeg skal nok smutte nu og ikke forstyrre deres sublimitet længere.