Det er, som det altid har været, ufatteligt for de 'guffende' ateister, at der er mennesker i dag, som i deres nød må ty til at trøste sig med dyb irrationalitet i deres uduelighed til at leve et gudløst liv, et frodigt, meningsfyldt, nærværende, glædesfyldt og rigt liv.
Det er korrekt, at mange mennesker gør dette. De tyr til ritualer, traditioner og forestillinger, de i bund og grund ikke ved, om er ægte. Og de er end ikke indstillet på at undersøge det!
Hvordan i alverden kan mennesket trøste sig med beretninger om urimeligheder/umuligheder som f.eks. en opvækkelse af et forrådnende lig og med spadsereture på vandet.
Det burde de heller ikke kunne, hvis det da ikke handler om andet end opvækkelsen af et forrådnende lig. Men som du kan se i Annes digt, er historien om Lazarus meget mere end dette. Den er et billede på vækkelsen af hjertet, en opdagelse af sjælens gnist - den Guddommelige kærlighed.
Hvad er egentlig meningen med den fortærskede forklaring, at Jesus skulle dø for min skyld?
Jeg har da ingen glæde af, at han blev slået ihjel. Det udlægges som selvmord til gavn for alle mennesker!
Ja, sådan udlægges det af de religiøse overhoveder, men sådan blev det ikke udlagt af Jesus selv. Religionen associerer Jesu navn til sine vanvittige forestillinger og dogmer og blander nogle af de nøgleord, han brugte (som ordet "tro") ind i det. Men selv har Jesus intet at gøre med dette misk-mask; han er snarere blevet kidnappet og gjort til galions-figur for et skib, der ikke fragter hans egentlige lære ud i verden.
Man skal da være totalt forblindet og suggereret til en anden form for bevidsthed end den biologisk gængse for at deltage i den slags gospel.
Med mindre deltagelsen består i at løfte sløret for dette misk-mask, så det erkendes som det misk-mask, det vitterligt er.
Lyt derfor ikke til religionen, som nok bruger Jesu navn flittigt. Lyt hellere til Jesus' selv - for han (ikke kirken) sagde sandheden. Og han siger den fortsat den dag i dag.
Elsk. Lyt.