Til Ole Bjørn
Jeg har været langt væk i nogen tid. I aften har jeg gennemlæst denne tråd, og jeg finder den rædselsfuld.
Debattørerne har ikke formået at fastholde noget bestemt tema – og der var en debattør, som ændrede trådens overskrift, uden at nogen som helst gjorde indsigelse.
Det forekommer mig, at det er lidt pinligt for debatten, at en anonym religionsgøgler kan beskæftige så mange ellers seriøse debattører i sit religionscirkus.
Måske er en bedre betegnelse, at der i tråden afspejles en verbal skyttegravskrig, hvor der skydes helt vild i vilkårlige retninger, og hvor det er en ren tilfældighed, hvis der affyres en træffer.
Stop dog denne skindebat – og lad den anonyme blafre i den virtuelle vind!
Det ville for mig være langt mere interessant, om jeg kunne få en befordrende debat om forholdet mellem tro og formodning.
Jeg kommer hjem efter et ophold i Mellemøsten – og tidligere i noget mere østligt – og finder, at det evindelige og ligegyldige kristelige opgør om tro, bøn, Paulus m.m.m. er noget så indifferent i betragtning af verdens andre mangfoldige religioners omfang og ditto dårligdom.
Hvordan går det til, at de fleste(?) i Danmark synes at tro, at netop deres religiøse verden er den eneste rigtige og sande? Hvormed kan det mon begrundes?
Samme spørgsmål stillede jeg 'derude', når det kunne have en vis forbindelse med situationen.
Jeg fik aldrig duelige svar!
Jeg er ved at nå den erkendelse, at der ikke kan gives noget dueligt svar.
Spørgsmålet er for udfordrende. Det rammer vist et religiøst tabu!
Svar
Citer
