Dog har jeg bemærket, at denne tråd i mellemtiden er blevet ramt af emotionel kvababbelse, idet et par ånder der søger i hver sin retning paradoksalt nok er tørnet sammen og udstøder lyde, der ville få gamle Sigmund Freud til at slikke sig om munden og tilbyde en briks.
Ha, ha, den var vel nok go' - og så kommer den fra en, der i den grad formår at stoppe fingrene i ørerne
Og er det så et godt alternativ at stoppe fingrene i ørerne?
Kender jeg dig ret, var det en mild opfordring til Michael, alt imens du synes at mene, at mit råberi ingen effekt ville få. Men nej, KÆRE Ipso Facto, der tager du fejl. Havde jeg ikke holdt mit rum, endsige holdt mig til sagen, ville Michael ikke have vendt tilbage med nyt mandsmod og et åbent hjerte (nu er det vist ca. anden eller tredje gang at en sådan situation opstår). Det må jeg sige, at jeg respekterer og bliver glad for. Det er relation, også når emotionerne flyver, og Freuds briks synes at nærme sig scenen.
Der er selvfølgelig grænser for, hvor langt man kan gå på en offentlig debat, og det er heller ikke meningen, at jeg skal sno Michael om min lillefinger (som han drilsk antyder), men det skader ikke med bare en my selverkendelse - at kunne være menneske sammen (i smerten som i glæden). Kan man leve uden dette?
Slutteligt, KÆRE Ipso Facto, så håber jeg ikke at disse mine ord bliver slået i bås med en sur vrissen høne, for jeg sad faktisk og klukkede, da jeg læste jeres indlæg her. Det kunne man måske kalde for
virtuel omsorg Mvh
Anne