annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 20791635
Åndelig Føde 2675888
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2636055
Så er der linet op... 1940730
Jesu ord 1647317
Galleri
Efterårsjævndøgn Rødhus
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 824 gæster og 317 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 3 af 6 < 1 2 3 4 5 6 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#4744 - 27/09/2008 18:44 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Kræn-P]
Arne Thomsen Offline
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 5413
Sted: Sydsjælland
Hej Kristian.

Det var egentlig ikke min hensigt at tage del i denne, for mig at se, udmærkede tråd, men jeg modstår ikke fristelsen - og jeg finder også ny inspiration.

Sammenligningen af de to religioner (jeg ser her bort fra spørgsmålet, om buddhisme kan kaldes en religion) får jo ekstra aktualitet, når de, som du påviser, må have haft berøring med hinanden:

Citat:
Tillige véd vi, at Açoka lod udfærdige indskrifter affattet på græsk og aramæisk i Kandahar, der var en vigtig station på karavanevejen vestpå mod Europa. Kandahar ligger i det nuværende Afghanistan. Endvidere drev Açoka missionsvirksomhed blandt hellenistiske herskere i blandt andet Syrien, Ægypten og Makedonien.

og historisk er Siddharta Buddha jo kun ca. 500 år før Kristus.

I forvejen ved vi jo at Athos munkesamfundet netop ligger i Makedonien og den kristne hesykasme dér (meditativ tilbedelse af Gud i stilhed) - som ganske vist først rigtigt udvikles i 1300-tallet - er jo nærliggende at forbinde med buddhistisk meditativ praksis, hvad andre (bl.a. danske Jes Bertelsen) da også har gjort.

For nogle kristne, der er fast forankrede i en bestemt form for kristen tro, kan sådanne mulige religiøse sammenhænge nok meget vel virke provokerende, mens mennesker med en mere vildtvoksende religiøsitet - eller anden form for åndsfrihed - vel kan "vejre morgenluft", mens det jo nok ikke siger strengt rationalistisk indstillede ateister ret meget.

Selvfølgelig er der forskel på den kristne opfattelse, at vi kun lever ét liv og derefter møder Gud, og så den buddhistiske forestilling om genfødsler, der kan ende med Nirvana.

I hvert fald i den ortodoks kristne opfattelse af Gud, er Gud selv - bag forestillingen om Den Hellige Treenighed - udenfor enhver menneskelig fatteevne, og det samme kan man vel sige om den buddhistiske opfattelse af Nirvana.

Den buddhistiske lære om, at der er lidelse, en årsag til lidelsen - og en vej ud af lidelsen, som fører til den store medfølelse med alt - såvel levende og dødt (hvis jeg har forstået det rigtigt) er jo forskellig fra den kristne lære om at elske Gud, at Gud elsker os, og at dén kærlighed får os til at elske næsten, verden, guds skaberværk.

Egentlig to forskellige veje, der fører til nogenlunde det samme (hvis man undlader at hænge sig i detaljerne).

Man kunne måske også sige, at det i buddhismen er meditationen, og det at blive "oplyst", der opløser jeg'et, mens det i kristendommen er Guds kærlighed.

I mange år anså jeg Guds kærlighed for at være en naiv trøstende narresut - indtil jeg oplevede den - foran et "mantra" - en Kristus Ikón smiler

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (27/09/2008 18:50)
Top Svar Citer
#4745 - 27/09/2008 19:12 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Arne Thomsen]
Hanskrist Offline
veteran
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3416
Sted: Nørresundby
Hej Arne,

Du skriver:

I mange år anså jeg Guds kærlighed for at være en naiv trøstende narresut - indtil jeg oplevede den - foran et "mantra" - en Kristus Ikón Citat slut.


Jeg husker din ikonoplevelse, om jeg må benævne den så, fordi jeg i sin tid var så privilegeret at du gav mig lov til at læse en grundig beskrivelse af de omstændigheder der gik forud for, hvad jeg kunne finde på at kalde for din ”åbenbaring”, dit gennembrud, din Damaskusoplevelse; slet og ret ”Kristus-begivenheden” i dit liv; Guds kærlighed til os.



Når jeg læser efterfølgende af Paulus så kommer jeg altid til at tænke på din oplevelse:


er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede. For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. 2 Kor 4, 3 – 6.

Det må da være en tekst der siger dig ikke så lidt, næsten som om Paulus har kendskab til at noget sådant som din ikonoplevelse kunne forekomme.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS: jeg indrømmer at jeg har udeladt et par ord i citatet, der ville kunne virke frastødende på nogen og derved forstyrre sammenligningen, ved at aflede opmærksomheden på det væsentligste.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Top Svar Citer
#4746 - 27/09/2008 21:03 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Kræn-P]
Michael Offline
bor her
Registeret: 23/06/2008
Indlæg: 337
Hej Kræn-P.

Et interessant indlæg, ikke mindst af to grunde.

Vi ynder at betragte os som historiske individer, men vi glemmer tit at historien ikke mindst er mangelfund, den bliver som regel også først og fremmest fortalt af sejrherrerne. Ligesom vores billede af naturvidenskaben hele tiden ændrer sig, så gør vores opfattelse af historien også efterhånden som der gøres nye opdagelser.

Man har fundet spor af kokain i ægyptiske mumier og Thor Heyerdahl viste i praksis at det er muligt at krydse Atlanterhavet i en ægyptisk sivbåd. Der er ingen tvivl om at samkvemmet og handelen mellem de forskellige kulturer i oldtiden har været mere udbredt end vi umiddelbart antager. Og med handelen, således også det kulturelle og religiøse samkvem. Alle de store flodkulturer, Nilen, Eufrat og Tigris, Sarasvati har påvirket hinanden.

Det kunne være interessant at få afdækket hvordan, det man kan kalde esoterisk religion, mystikken, har påvirket de forskellige kulturer indbyrdes. Der er ingen tvivl om at begyndelsen af Biblen er påvirket af Mesopotamisk kultur, Abrahams far kom jo fra Ur og de som sammenstykkede Det Gamle testamente gjorde det på baggrund af 70 års landflygtighed i Babylon. Der er tegn på, at der i Heliopolis dyrkedes en anden gudsopfattelse, end den gængse dagligdags religion for folket. Tænk bare på Moses og sidenhen Akhenaton som begge prøvede at afskaffe polyteismen, eller de tre vise mænd fra østerland, som besøgte det det nyfødte Jesusbarn. Om hele den esoteriske religionsdyrkelse var indbyrdes sammenhængende på tværs af kulturer eller havde dyb indflydelse på hinanden, kunne være sjovt at afdække for en historiker. jeg tror at man kunne finde en meget større sammenhæng end man umiddelbart antager. smiler

Det andet interessante er begreberne Kristusmyten og Buddhamyten. Ligesom fortællingen er myten ikke blot en god historie. Før tingene blev nedfældet skriftligt var det måden hvorpå man kunne overlevere både historie, religion, livsvisdom og de ældres erfaringer. Som vi lytter og læser, bliver historierne til en del af vores bevidsthed og det er disse historier vi beskæftiger os med når vi tænker.

I den forstand betyder det intet om Jesus og Buddha er myter. Historierne er der og vi tager dem med os i vores eget liv som jo er det, som skal leves.

Vi mennesker er meget følelsesbetonede når det kommer til stykket, derfor vil vi helst have vores åndelige føde ind gennem begejstring og beundring. Historien om gazellekongen maner til beundring og efterfølgelse for det måbende publikum. Måske de går hen og handler ligeså?

Man kan måske også sige at myten bibringer en etisk dimension som følelsen ikke alene er i stand til. smiler


Top Svar Citer
#4758 - 28/09/2008 09:52 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Hanskrist]
Arne Thomsen Offline
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 5413
Sted: Sydsjælland
Hej Hanskrist.

Tak for dine pæne ord om min (for mig) store oplevelse, som jeg jo dog aldrig vil kunne beskrive helt rigtigt.

Ord er jo kun ord - og med billeder er det jo ligeså - og jeg kan ikke fremlægge noget, der er overbevisende for en rationalistisk ateist.

Jeg kan påstå at Jesus Kristus var til stede gennem Helligånden - fordi jeg oplevede noget, jeg kun kan beskrive på den måde - men jeg kan jo ikke bevise det - og jeg kan ej heller modbevise en påstand om, at det alene var noget, der skete i min bevidsthed, ligesom jeg heller ikke kan modbevise en påstand om, at det var en "psykisk redningsaktion" i lighed med, når forældreløse børn "opfinder" en far og en mor.

Men alt det forvirrer mig jo ikke, for jeg ved jo, hvad jeg har oplevet, og jeg har siden da en lykkefølelse i mig, en ny måde at opleve verden på - og en ny måde at agere på - og hvor jeg også synes, jeg kan forstå, og kan acceptere, ateistens i bedste fald smilende medlidenhed.

Og om myterne om Faderen, og om Sønnen, og om Helligånden, kun er primitive menneskelige forsøg på at forholde sig til noget ufatteligt guddommeligt, hvor det er Guds kærlighed, der forener os med det værende, bekymrer mig egentlig heller ikke.

For nu ved jeg jo, at den forening kan ske - på kristen vis - og tillige ad buddhistisk meditativ vej.

Ikke overraskende bringer du Paulus på banen smiler og dit redigerede citat fra kapitel 4, vers 3-6, i Andet Korintherbrev kan jeg selvfølgelig godt se meningen med (også i den fulde ordlyd).

Her er det jo situationen "for dem, der ikke tror", der fokuseres på.

Det fører mig til spørgsmålet: Hvordan får man tro?

For Paulus var det jo egentlig nemt nok.
Hans oplevelse på vejen til Damaskus, hvor han endda blev blindet, afgjorde jo den sag (og uden sammenligning i øvrigt kan jeg jo sige det samme for mit vedkommende).

Men hvad med alle andre?
Tro er jo ikke en viljesakt!
Jeg kender ikke svaret.
Gør du?

Når jeg tænker på Paulus og hans etablering af kristne menigheder i jødiske og hellenistiske samfund - baseret på hans egne oplevelser - kan man vel kun beundre hans dygtighed, ihærdighed og mod.
Og selv om det vist er ved at være fortærsket, så synes jeg, at hele kapitel 13 i Første Korintherbrev, er der, hvor Paulus siger mig mest:

Citat:
Kærligheden

v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

v13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

At man så også kan nå langt ad buddhistisk meditativ vej ved at gennemskue jeg'ets illusion og derved kan opnå en lignende forening med det værende, det viser jo lidt om, synes jeg, hvor rige vore muligheder er - uanset vor hjælpeløse primitivitet - når vi står overfor "myten"(?) om verdens sande væren smiler

M.v.h. Arne.


Redigeret af Arne Thomsen (28/09/2008 09:54)
Top Svar Citer
#4760 - 28/09/2008 10:23 Re: Kristendommen og Buddhismen. [Re: Hanskrist]
ole bjørn Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 759
Sted: Sverige/Danmark
Kære Hanskrist.

Det undrer mig lidt, at du ikke forstår, at al Jans tale om smerte refererer til den psykiske smerte, der er et resultat af konflikter i ens sind.

At den også kan påvirke kroppen, og opleves som en fysisk smerte, er ikke væsentligt.

Jeg er ikke enig i Jans synspunkter/tro, men jeg synes, at han forklarer denne del af sin oplevelse af sig selv på en måde, der ikke kan misforstås, hvis man læser hans indlæg uden forudfattede meninger om ham eller EKIM.

Jeg har i hvert fald ingen problemer med at forstå, hvad han mener med smerte. Selv ved fysiske smerter er smerteoplevelsen altid et psykisk fænomen. Det er jo netop grunden til, at man kan bedøve folk på trods af, at smertenerverne fyrer signaler af på livet løs.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Top Svar Citer
annonce
Side 3 af 6 < 1 2 3 4 5 6 >


Seneste indlæg
Vigtige præciseringer
af somo
21/12/2024 06:36
Helligånden
af Anonym
20/12/2024 03:04
Træers skønhed
af Hanskrist
18/12/2024 23:29
Troens frihed
af Arne Thomsen
10/12/2024 18:51
Spørgsmål
af Anonym
07/12/2024 02:29
Nyheder fra DR
Syriens nye leder vil have kontrol over ..
22/12/2024 18:20
Mindst 10 personer mister livet i flysty..
22/12/2024 16:24
Guinness tager hul på reservelagre for ..
22/12/2024 16:07
Paven langer igen ud efter Israel: 'Hvil..
22/12/2024 15:34
Rusland imødekommer nødråb fra georgi..
22/12/2024 15:09
Nyheder fra kristeligt-dagblad.dk
Putin har taget imod den slovakiske prem..
22/12/2024 16:31
Tidlig adgang til kunst og kultur kan si..
22/12/2024 16:01
”Selv i ly af mørkets forenede kræft..
22/12/2024 16:00
Præst hjalp efter tsunamien: Mennesker ..
22/12/2024 16:00
Sognepræst har grublet over julens trad..
22/12/2024 16:00