Kære Hanskrist.

Jeg har flere gange taget tilløb til at skrive dig et svar på dit fortrinlige indlæg 27/09/2008 12:16, men jeg er hver gang løbet ind i vanskeligheder, fordi vi skriver ud fra hver sin kontekst.

Mit ærinde med essayet var at pege på fælles tankegods i tekstgrundlaget for henholdsvis Buddhismen og Kristendommen. Dette må efter min opfattelse føre til, at teologerne bør foretage nærmere undersøgelser af baggrunden for de nytestamentlige tekster.

Dette har det – så vidt det er mig bekendt – knebet lidt med. Adskillige teologer kalder den græske udgave af Det nye Testamente for ’Grundteksten’ og synes at mene, at man gennem forsvarlig nytestamentlig eksegese kommer så tæt på Jesus af Nazareth som overhovedet muligt.

Ole Bjørn har forstået, at dette var mit ærinde, og det har du muligvis også, selv om du ikke har givet udtryk herfor. Det, som du i stedet gør, er at tage nogle få linier frem til nærmere undersøgelse, og det gør du i et særdeles velskrevet indlæg, hvor dit betydelige kendskab til teologisk – og psykologisk – tænkning skinner klart igennem. Det er debat, når denne er bedst.

Men vi har forskellige udgangspunkter for det, som vi skriver, og heraf opstår den tilsyneladende uenighed om de få linier, som du ønsker drøftet. Jeg kan udmærket sætte mig ind i dine standpunkter, som du forsvarer på så overbevisende måde. Og når jeg gør det, kan jeg i hovedtræk erklære mig enig med dig. Dine standpunkter ligger ikke særligt langt fra det syn, som jeg selv havde, før jeg fravalgte Kristendommen og var halvtreds år yngre, end jeg er i dag.

Men jeg må erkende, at der er hændt mig mangt og meget i det forløbne halve århundrede. Hvad dette så nærmere er, har du og jeg drøftet ganske mange gange i det, som jeg kalder vor stammekrig. Her har vi på venskabelig vis tilføjet hinanden svære hug, men er aldrig nået til enighed. Og dette befinder vi os – tror jeg – begge godt med.

Hvis jeg skulle svare dig udtømmende, måtte jeg gå tilbage og hente større tekststykker frem, som du allerede i forvejen har læst og argumenteret imod. Dette afstår jeg fra, og herved giver jeg dit kære paulinske ego næring til at gro videre i den adrenalinstimulerede vækst.

Altså: Du vandt! Eller hur…?


Med venlig hilsen

Kristian

PS: Har du kommentarer til det hovedanliggende, som essayet gør forsøg på at lægge frem til debat?

Hej Arne,

Spejling og det der Guds billede vi er skabte i, interesserer mig meget for tiden. Jeg ved fra psykologien at babyen er skabt i moderens ansigt, at der her finder en epigenetisk emotionel udvikling sted, følelsesmæssig afstemning mellem barn og moder finder sted, førend barnet kan begribe med ord, kan det altså reagere adækvat på emotioner via moderens ansigt. Guds billede kunne være moderens ansigt. Guds billede kunne også være hende vi elsker eller er forelskede i, hvor vi får lov til at gennemleve igen, eller repetere, alle de skønne barnlige spejlinger der er så fyldt med emotionalitet og liv.


Jeg vender lige for tiden, ofte tilbage til det omtalte citat (1)* af Paulus, og som sagt får det mig altid til at tænke på din oplevelse og det får mig til at tænke på mine egne livgivende spejlinger i ansigter (personer) som der er så mange gode af for tiden i mit netværk, måske også fordi jeg er så åben og udadvendt for tiden (jeg smiler til verden og den smiler igen). Det er forunderligt hvor meget LYS/LIV der kan være i et ansigt, den emotionelle udstråling fra et ansigt er livlig at se på men eksplosivt selv at vederfares indefra.

Vi er jo skabt i Guds billede, hvilket Paulus her siger er lig med Kristus, Kristi Herlighed (Kristi Herlighed, som du personligt har oplevet og erfaret det i forbindelse med din "mystiske ikonoplevelse"). Og nærmere bestemt siger Paulus at du har set Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt (»Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt). Det lys har du set, du har set Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.



Arne du skriver:

Tro er jo ikke en viljesakt!
Jeg kender ikke svaret.
Gør du? Citat slut.

Når talen kommer ind på TRO, så hiver jeg altid den her frem:

Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut.



Dette var vel Luthers tale om TROENS indre dynamik, det Guds nådesværk vi er i Kristus.



Men den del af TROEN Paulus tænker på, er nok troen på den opstandne Kristus:

At blive grebet af Kristus, er at blive Kristus samtidigt, det er at Kristus er iblandt os, at Kristus lever, stadig lever, altså er opstanden. I opstandelsen bliver vi Kristus samtidigt og får intersubjektivitet med Kristus (samtidighed, "hvor to eller tre er forsamlede i mit navn vil jeg være midt iblandt jer"), og vi gribes af Kristus eller er allerede grebet af Kristus førend vi begriber ham, ja endda førend vi møder ham, og uden at have mødt ham. Jeg vil nok sige at du blev Kristus samtidigt, oplevede samtidighed med Kristus (At Han ER (Kristus lever og er til)) foran ikonet og at han greb og antog dig (inkorporation), førend du kunne begribe ham. Det minder også om forklarelsens på bjerget, som svarer til hvad vi læser hos Johannes; "I Ham var liv, og livet var menneskers lys"; "Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden". Det LYS (Kristi herlighed) har du set, som Peter så det på bjerget.

Paulus fortæller om dette forhold i Fil 3, hvordan han blev kristen, blev grebet og "optaget"/antaget af Kristus, der er tale om inkorporation (i inkorporation bliver Kristus mig, tilsammen bliver vi et for et øjeblik, og vi adskilles med dobbeltidentitet, hvis fordoblingen udebliver rammes vi af psykotiske og symbiotiske primitive monistiske religiøse problematikker (som fx i EKIM og mange af østens religioner)). 1 Kor 14 er et blandt mange steder hvor Paulus afslører sin kernesunde dobbeltidentitet. I Gal 2, 20 beskrives fordoblingen. Men den spores overalt hos Paulus. Selv har jeg tidligere brugt at sige at jeg siden min Damaskusoplevelse/Kristusbegivenheden i mit liv, er blevet et dobbeltmonster (lateraliseringen er solidt konsolideret for mit tilfælde), jeg bliver ihvertfald aldrig kun mig selv igen, til den ene side, men jeg har min fulde brug af højre og venstre hjernehalvdel, jeg har begge mine identiteter og erkendelsesformer i behold som Paulus har det. Jeg bliver aldrig mere den samme igen, aldrig mere mig selv igen, jeg er noget andet og mere end blot mig selv. Hele ideen med at man skal kunne være sig selv, og finde sig selv og blive sig selv, finder jeg latterlig og kedelig, for det giver ingen mening for mig, da latteraliseringen og kompleksforøgelsen via min dobbeltidentitet nu er umuligt igen at blive kvit, jeg har nemlig taget skade for livet og jeg er ikke kun i besiddelse af en simpel biopsyke men er altså også ramt af og beriget med en kulturpsyke i og med Kristus.



Jeg vil give dig ret i at troen ikke er en viljesakt for vores side, og at vi kun ved Helligåndens hjælp formår at TRO på evangeliet om Kristus (at Gud historisk er kommet til os og har forandret verden og os i Kristus; åbenbaret sig selv for os i Kristus).


Men sjovt er det at se hvor megen vægt Albert Schweitzer lægger på viljeslivet i forhold til Kristus:


Om Kristus siger Albert Schweitzer, at han ikke kan være nogen autoritet for vores erkendelse, men kun for vores vilje. Om viljen siger A. Schweitzer videre at, den inderste og mest dybtgående viden om tingene kommer fra viljen. Schweitzer siger også at, vi i vores intense viljesfællesskab med Kristus (hvor jeg vil påpege som vi så ovenfor, at det er Kristus der griber os, mere end det er os der griber eller begriber Kristus) kommer fri af verden og bliver fri af os selv, og vinder styrke, fred og livsmod.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.





(1)*:
er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede. For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. 2 Kor 4, 3 – 6.

Fremragende Paulus (også med 1 Kor 13 i mente), du mestre begge genre, du er lige så god, når det som her, drejer sig om symboliserende analog erkendelse som når det drejer sig om kategoriserende digital erkendelse. Du magter den emotionelle varme kognition, symboliserende empatiske "kende til" erkendelse, lige så vel som du magter den rene kolde/nøgterne kognition, begrebsstærke kategoriserende "viden om" erkendelse. Jeg har sagt det før, Paulus bruger begge sider af hovedet og det er den indvendige side. 1 Kor 14 er et stærkt vidnesbyrd for eftertiden om at her er et menneske der er sig meget bevidst sin lateralisering, at der findes to forskellige måder at erkende på. Og manden vælger gud døde mig dem begge, begge erkendelsesformer, ingen blind tro hos Paulus, forstandighed har endda højeste prioritet. Mystikeren der bevarer sin mystik uden at dette skal have lov til at farve hans forstandige tænkende verdensbillede. Albert Schweitzer påpeger dette bemærkelsesværdige træk som er et særtilfælde, uden fortilfælde at en religiøs mystiker og religionsstifter også magter at stå på tænkningens grund.

Hej Arne.

Jeg faldt lige over" Hvordan skal man forvente, at mennesker skal få en religiøs tro, hvis de ikke har haft religiøse oplevelser?

Tror du virkelig alle de der er medlem af folkekirken og vel må betegnes som religiøse, eller ihverfald 10% af dem, samt alle muslimer katolikker osv. har haft en religiøs oplevelse, hvilket er grunden til deres religiøse tro?

Nej vel det gør du nok ikke ved, de fleste troende har sikkert "arvet" deres tro på et eller andet sæt, eller er blevet tvangsindlagte, her tænker jeg især på muslimerne.

" det er nemt nok at kalde mennesker" fattige i ånden", hvis de ikke har nogen tro."

Jeg mener de der kalder sig religiøse, er de der er fattige i ånden, de fleste har sat et spamfilter op, der kun tillader gudeligt spam og følger ikke med i hvad der foregår udenfor deres spamfilter.

Jeg hørte igår Trille synge hendes berømte og af religiøse hadede sang " Øjet i det høje" der i halvfjerdserne fik de religiøse op på dupppene og forårsagede nedbrud af radiohusets telefonnet mm,så længere skal vi ikke tilbage for at se hvem der var "fattige i ånden" og ikke var kommet videre i deres udvikling.