Et vidunderligt digt fra Anne:
Hvem kender ikke til samvittigheden,
der blusser op med et ildrødt skær
og kan lamme selv det tungeste åndedræt
for det, man i går troede, var kærligheden.
Mange ord har siden hen vandret forbi,
i vold af uudslukkelig trængsel
og med dybets smalle vej til dit ansigt
findes kun en, der kan sige dette navn højt.
Lazarus, din ven kalder, kom ud og gå,
thi intet kan skille dig fra hans ord
og intet kan tage fra dybet af din sjæl,
når det, der kalder, er kærligheden fra Gud.
Vi har at gøre med et pragtfuldt digt. For hvad vækkes til live af Gud? Hjertet! Kærligheden, som findes i dybet af vores sjæl.
Fantastisk tolkning af denne Jesus-fortælling! En tolkning (et digt), der vækker forargelse, fordi den sætter kærligheden i centrum, som Jesus altid selv satte (og sætter) kærligheden i centrum.
Dertil skal det fremhæves, at det er skrevet med følelse. Og dette er super-vigtigt: Føl, føl, føl - glem de fornemme abstraktioner og religiøse flosker... og føl!!!
Som i dette vidunderlige digt. Tak for det!