Evigheden ligger i relationen mellem ånd og bevidsthed og starter med overgivelse.
Dér foregår bøn i min forståelse som en samtale med det, jeg forstår som Gud.
*
Du skrev:
En velsignelse er vel ikke en bøn,Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:
Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.
Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem.
Den aronitiske velsignelse fungerer både som en forsikring og en bøn.
Det er jo en udsigelse som ikke havde fundet sted, på det tidspunkt Aron modtog Guds ord af Moses,
hvis Gud var Abraham, Isaks og Jakobs Gud Hvis velsignelsen modtages blev det udvandrende folk fra Egypten til et folk - Guds udvalgte folk ...
Sæt mit navn på israelitterne,*
Du skrev også:
At bønnens vigtigste er at Gud eller Guds navn Helliges kan jeg ej heller se specifikt har med bøn at gøre.
… fordi jeg skrev følgende:
og ja bøn handler om at tie, modtage og mærke efter, og handle i troen på man allerede er elsket, derfor er bønnens vigtigste også dette at guds navn - eller det man mener gud står for helliges.
Jamen, hvis bønsforholdet rettes mod noget som man anser for større end ,,én selv,, helliger man vel dette?
Vel også det der bedes om i Fadervor når man henvender sig til den himmelske Gud.
Fadervor,Â
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,
 *
Når den aronitiske velsignelse siges i de kristne kirker, er tanken vel, at de som tror på Kristus opstandelse,
der nu er velsignelsen nu er blevet det udvalgte folk -
Guds børn - men her som med israelitterne, er der tale om, at relationen fordre man tager imod Guds gave … og derved bliver Guds navn helliget.
Giver det mening?
.
Svar
Citer
