https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/luk/11

Disciplene ville lære at bede.

De fleste kender nok Fadervor, hvor der bedes om at Gud ikke leder os i fristelsen.

Dette har jeg aldrig forstået.


Noget andet er.

Hvordan forstår man at Gud kan høre alverdens bønner?


Jeg har bedt, og har lært dette skal gøres i Jesu navn.


Om jeg er blevet bønhørt, ved jeg ikke, men jeg ved, at bønnes kraft er stor, og ofte giver ro, og styrke til at virke.


Har du erfaring med bøn, og kan sætte ord på på dette, som jo vel ikke er det samme som meditation.

.

Hej Tikka


Jeg er blevet så usigeligt glad for BØN indenfor de sidste par år.

For mig har BØN altid været at jeg holder kæft og gør mig modtagelig og åben for hvad der så sker.

Bøn er for mig at jeg giver slip på mig selv og min egen ånd og overgiver mig til Ånden (Guds Ånd) som fx 1 Kor 2 og Rom 8 som her:




Der sker altid noget når jeg sådan klapper i, holder kæft og giver slip på mig selv og min ånd (higen og stræben) og lader Ånden (Guds Åbenbarings Ånd 1 Kor 2) begynde at arbejde i mig.
Gud må gerne fylde det hele og korrigere mig. Jeg aner ikke hvad der kommer til at ske - men der sker altid noget uventet og ganske anderledes end hvad jeg måske lige kunne ønske mig.


Jeg gør det i Kristus - det vil sige at Gud er nærværende virkelighed for mig - i Kristus er Gud nærværende virkelighed for mig - det er hvad jeg mener når jeg siger at jeg gør det i Kristus. Og er Gud nærværende virkelighed er jeg fri for at tro som tro noget - så kan jeg sige som Jung i sit meget berømte tv interview, hvor han blev spurgt om han troede på Gud, og han siger nej, efterfulgt af "I know" - det er ikke nødvendigt at tro jeg ved, har viden gennem erfaringer at Gud eksisterer.

Jeg kan godt se at min Paulinske BØNs'form er meget anderledes end det vi kender fra evangelierne og det vi almindeligvis lærer om bøn og hvad vi fortælles om Bøn.

Men jeg har altid, fra dag 1 forstået Paulus, også her med hensyn til BØN. Ham og jeg må have et og andet til fælles.


En anden vejledning fra Paulus omkring BØN jeg kombinerer med Rom 8 er Rom 12:



Rom 12 er også min måde at falde i søvn på - at gå ind til de evige jagtmarker sagde min morfar altid. Jeg giver virkelig slip og dør - bringer virkelig mit legeme til Gud som et helligt offer og nogle gange er det som at død - så meget bringer jeg mit legeme som et helligt offer - eller så meget giver jeg slip på mig selv - fordi jeg ved Gud som den anden og det andet (eller det ubevidste) og som Jesu Kristi Gud Fader er klar til at tage imod mig.


-0-0-0-


Jeg kan også sige kort og smart at BØN er at blive korrigeret af Gud.

BØN er at turde og have modet til ikke bare at leve livet ud fra sig selv - og netop at tage Gud der er så overraskende anderledes end os selv med ombord i det her liv.


Mange Kærlige Hilsner HansKrist


Glad for dette dit indlæg også fordi BØN efterhånden betyder så meget for mig.

Min alenetid med Gud er det mest dyrebare i mit liv og det bliver mere og mere med alderen.

Det er min dåb og iklædning Kristus. Og jeg har bemærket en fornyelse mine kræfter og mit immunforsvar og humør.

For nogle år siden sagde jeg altid til mine gæster at jeg lige trak mig for mig selv fordi jeg skulle have en powernap men nu siger jeg det som det er, jeg går lige ind for mig selv da jeg skal være alene sammen med Gud en lille stund.

Tak for dit svar

Bøn har jeg forstået og praktiseret forskelligt gennem tiden, fra en remse til tanker omkring hvorfor og hvad der menes med det at bede i Jesu navn, til ikke at kunne bede i Jesu navn da gud var død, men er ens tilgang til livet som at bede uophørligt, som vejrtrækningen vil gud - hvem denne så end er blive helliget.

Hvordan forstås dette.

Engang - og det er ganske vist - åbnede jeg dagligt i en periode radioen for at høre og modtage den aronitiske velsignelse i morgenandagten -

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!


Herren løfte sit ansigt/åsyn på dig og give dig fred!
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/4_Mos/6

... ved at vende mig mod lyden med udstrakte arme

Jo også en slags bøn.

Man giver sig til gud - eller man stiller sig i et forhold man behøver hvor man ikke behøver andet end at være til stede og at sige amen.

… og ja bøn handler om at tie, modtage og mærke efter, og handle i troen på man allerede er elsket, derfor er bønnens vigtigste også dette at guds navn - eller det man mener gud står for helliges.

Jeg forbinder ikke bøn med guds ånd. Er slet ikke sikker på denne ånd findes andet end i en selv, hvortil bevidstheden kan indstillet til ,,en anden kanal,, -

… men det er klart når bønnen lykkes er man ikke helt sig selv, eller måske man netop er det - -

Bibelen taler om man har et indre rum hvorfra man skal bede, og et sådan sted har jeg - også der bevidstheden forsvinder ved meditation.



En IM kvinde sagde engang til mig, at jeg kun kunne komme til gud gennem Jesus, da jeg fortalte hende at min interesse var gud, hvad det i øvrigt har været, fra første gang jeg blev præsenteret for begrebet gud i skolen.

I dag forstår jeg, hvad hun mente med sin kristne treenighedstro, men jeg giver hende ikke helt ret, for hvilken gud er det, der vil lede en i fristelse så ,,hans,, navn derved ikke blive helliget, for tanken bibelsk er vel netop, at det de rene af hjertet der medvirker til denne helliggørelse.

.

´AFHÆNGIGHED´-´TILKNYTNING´/´SELVSTÆNDIGT, MYNDIG MAGT´ OG ´ÅNDELIG DRIVKRAFT´ HELLIGÅNDEN

Du siger: "Bibelen taler om man har et indre rum hvorfra man skal bede, og et sådan sted har jeg - også der bevidstheden forsvinder ved meditation."

Eller på anderledes ifølge mig netop selvbevidst borte fra den derude illusion, fordi gudsbevidstheden er nærværende sådan og dog heller ikke begrænset til kun i mig ´alene´ som person, men ligesom da profeterne var midlertidigt væk fra folket og alverdens ting på en åndeligt frigørende måde tilmed renselse med hellig ånd.

Jeg opfatter dette som virkningen ved spirituel opvågning om frelsen, at så opfører et menneskeligt lys sig ifølge et folk fremmede i verden og andet ´hjemme´ i ´gud´-riget.
En bekendt gider mig ikke fordi, han synes, at jeg holder mig ganske isoleret, hvilket er sandt, da jeg intet åndelig tilfælles har med det endnu folk omkring mig jeg istedet idag møder et andet...
En anden spørger også kritisk, som ikke kender mig og dermed heller ikke til, at Det guddommelige betyder alt i mig: "Nåh, men andet end din gudsmeditaion, hvad laver du ellers i livet?"
En tredje bekendt synes, at man kan nok bedre kan et eller andet tiltrods for meget mindre tid til lignende ´specialiseret ekspertise´ ligesom et detaljeret fokus hvis, vi også bare har andre forskellige pr. interesser ting til øvelse, træning, kamp og læring? Det´ er jeg ikke enig med ham i, fordi frelserskikkelserne har jo grundigt dybdegående til værks viet hele deres livs tid til ny åndelig oplysning, hvor de ikke fulgte det gamle værk. De var en god forskel for samlet forenet sammen sig selv, guddommen og folket som et´ en vilje.

Jeg erkender, at jeg kan ikke ´mørkets´ synd, fristelserne og det almindeligt normale liv og istedet oplever jeg med åndsgaver, at jeg istedet for bare det fysisk materielle åbenbart ´kun´ nyder lykken som ånd. Selvom jeg ikke er et flokdyr, så alligevel kan jeg faktisk ikke det hele selv.

Du citerer om gudstjenester Paulus - Rom 8 - Idag påstår en bekendt til mig, at man bør have andre interesser end åndeligt arbejde, hvilket jeg ikke kan.
Sociale væresteder sker som fristeder væk fra...men jeg ligner altså en Hare Krishna bekendt om, at gudstjeneste er en fest, så fri fra hvad/hvem? Jeg siger til ham: "Kun Helligånden driver mig idag, så jeg behøver aldrig en ferie eller fridag væk fra Ånden - Jeg klarer mig ikke uden - OK, jeg kan lignende superhelte som person ikke let skelne mellem privat sociale relationer og åndelig kald officielt.