Hej Arne
Arne:
Jeg deltager her på Trosfrihed.dk, dels for at orientere mig om, hvad andre mener, og dels for at udtrykke, hvad jeg selv mener.
Det sidste har jeg oplevet som meget udviklende for mig selv, og det første har givet mig stof til eftertanke og kommentarer, men ikke til hverken at "håne" eller "modarbejde".
Når en debattør du igen og igen igennem årene ret mange gange har udspurgt om han vil forklare for dig sit kristne trosliv og SPIRITUALITET og du igennem årene har kvitteret med at:
Det er tomme svulstige intetsigende ord og du ovenikøbet insinuerer at manden der er i besiddelse af et sådant kristent trosliv og SPIRITUALITET må have alvorlige psykiske problemer.
Jeg husker godt tiden med Kræn-p og Anne ALH og Flemming Vang og mange andre dygtige debattører trods uenigheder behandlede vi aldrig hinanden så disrespektfuldt som du har behandlet mig. Og det bliver endnu værre når vi tænker på at det har været dig der har anmodet mig om at forklare mit kristne trosliv og dets SPIRITUALITET.
Dette er hvad det er, at du overhovedet ikke har evnerne til at vurdere andres kristne trosliv og dets SPIRITUALITET og altid bagefter efter nedgør deres standpunkt ovenikøbet med injurier insunationer om psykisk sygdom.
Men jeg overlever nok og klarer en type som dig jeg jo er så vant til der fra dag et har ringeagtet mit ståsted.
Mit kristne trosliv og dets SPIRITUALITET er bygget op omkring den Åbenbaring Gud vi har modtaget i Jesus Kristus om hvordan vores virkelighed med Gud er en dynamisk nyskabende og transformerende livsforvandlende relation.
Iøvrigt er mit kristne trosliv og dets SPIRITUALITET meget som vi finder det udtalt i Nag Hammadi Skrifterne hvor Thomas Evangeliet spiller en central rolle. Og de har Paulus som deres helt store helt og super Apostel og ja det kan ingen være i tvivl om at jeg også har.
Jeg lider ingen nød selv om du altid har ringeagtet mit kristne trosliv og dets SPIRITUALITET - jeg skal nok gi igen (svar på tiltale fra dig), også fordi jeg er meget sikker i min sag og kan argumentere for min sag som kun få.
Men nu kommer problemet, nemlig har du et Jesus Kristus Ikon som spiller en afgørende rolle i dit religiøse vækkelses liv. Og hvordan pokker kan du så ringeagte og fornægte og benægte den Åbenbaring Gud vi har modtaget af Jesus Kristus - den virkelighed med Gud Jesus Kristus bragte i spil i verden???
Med din meget kraftige måde at missionere på pludselig igennem en ca 10 år (går vi længere tilbage i tiden var du meget mere rummeligt og nuanceret i dine synspunkter) på agnostisk vis og med voldsom afstandstagen og ringeagt (1)* til den Åbenbaring Gud verden har modtaget i Jesus Kristus (1)* såvel som den virkelighed med Gud, skabende dynamisk nyskabende transformerende livsforvandlende relation med Gud som Jesus Kristus Åbenbarede (som iøvrigt er en af kongstankerne i de gnostiske Nag Hammadi Skrifterne) er det ganske uforståeligt med din Jesus Kristus Ikon - nu når du modarbejder og ringeagter (1)* det helt centrale af alt det religiøse spirituelle åndelige Jesus Kristus (1)* bragte i spil i verden - som han religionshistorisk er almen anerkendt for at være ophavsmand til. Nemlig som den religions stifter han er.
Mange Kærlige Hilsner HansKrist
(1)*:
Er det meningen, at vi mennesker skal forstå - hvad vi kalder - Gud?
Jeg tror det ikke!
som en del af det ufattelige guddommelige - en ufattelighed, jeg fornemmer, at man ikke skal gramse i, men i stedet skal bruge de givne evner i kærlighed til verden - så godt og så længe, man kan.
Egentlig ganske enkelt og ligetil - og uden åndsrigdom ;)
Jeg spilder ikke kræfter på at spekulere over, hvad det guddommelige er. Det evner jeg jo alligevel ikke - og har jeg jo egentlig ikke behov for at vide - ja, måske er det endda hovmodigt at "kloge sig" på dét
agnostisk panteist
at bag de mange menneskeskabte Guds-billeder ligger der vel dog noget guddommeligt, som vi mennesker blot ikke magter at fatte
Det lidt længere svar er: Vi mennesker og vore religioner har forestillinger om Gud som en person, der ligner et menneske - endda som oftest af hankøn.
Mig forekommer dette at være naivt og snæversynet - en nedgøring af det guddommelige, så det kan rummes i menneskelig bevidsthed.
For mig er Gud eller det guddommelige noget langt højere, noget som menneskelig bevidsthed ikke kan rumme og - tror jeg - heller ikke skal forsøge at rumme.
Men jeg oplever/fornemmer noget guddommeligt i verdens væren - enkelt og ligetil - umuligt at fornægte - men uden at kunne sætte ord på.
Jeg har nok aldrig bedt til nogen Gud
i denne kærligheds-sammenhæng er vi mennesker på denne klode, i denne galakse, dette univers jo nærmest en ubetydelighed
anser jeg for åndshovmod: at det ikke tilkommer os mennesker at søge at forstå, hvad vi kalder Gud.
Svar
Citer