SOCIAL KAPITAL
For at beskrive graden af tillid og et samfunds evne til at danne civilsamfund,
inddrog sociologen Putnam ligeledes begrebet social kapital (26). Med dette forstås:
de uformelle værdier eller normer, delt af medlemmer af en gruppe (ikke-beslægtede), der gør det muligt for dem at samarbejde mere effektivt for at realisere fælles mål.
Det er således ikke nok, at en gruppe deler værdier og normer – det er de »rigtige værdier«, der udvider radiusen af tillid til at omfatte andre end familien og fremme samarbejde i det offentlige liv, der her er tale om. Den sociale kapital fokuserer således på normer vedrørende bl.a. tillid, ærlighed, troværdighed, samarbejdsvilje, ansvarsfølelse for et fælles bedste, samhørighed og gensidighed (reciprocitet).
Måling af social kapital udføres i forlængelse af analyser af civilsamfundet (f.eks. medlemskaber af frivillige foreninger etc.), tillidsundersøgelser (spørgeskemaundersøgelser) samt f.eks. en analyse af graden af social dysfunktion (brud på kooperative normer – kriminalitet, korruption, skatteunddragelse og retstvister) (28).
SOCIAL KAPITAL OG DEN MUSLIMSKE VERDEN
Flere studier har fulgt traditionen efter Banfield, Putnam og Fukuyama og på lignende måde rettet opmærksomheden mod kulturelle årsager som tillid og social kapital for at forklare, hvorfor stort set intet, der forbindes med udvikling, lykkes i visse samfund.
Her kan bl.a. nævnes den svensk-amerikanske forsker Göran Hydén, der har studeret de afrikanske lande og således taler om »uansvarlig individualisme«. I de afrikanske samfund savnes i høj grad en opfattelse af et »fælles bedste«.
Individerne spekulerer i at tage fra samfundet, hvis der er mulighed for det ud fra antagelsen om, at »det ville andre også gøre, hvis de havde muligheden« (50). Samme mentalitet genfindes ifølge den russisk-amerikanske forsker Matthew Maly i Rusland. Dette er forklaringen på, at stort set alle forsøg på reformer er mislykkedes (51). Kendetegnende for lavtillidssamfund er det ligeledes, at udover familien er de mest magtfulde grupper ofte forbrydersammenslutninger eller bander – som mafiaen i Syditalien og Rusland samt den kinesiske tong-bevægelse.
Vender man blikket mod den muslimske verden, finder man nogle af de samme træk, som socialoger fandt i Syditalien. Ifølge den engelsk-amerikanske antropolog Robin Fox findes årsagen til den udbredte praksis med fætter-kusine-ægteskaber i den muslimske verden netop i den lave tillid mellem individer fra forskellige familier/slægter (52). Fox har i flere interviews været stærk kritisk over for forsøgene på, at eksportere demokrati til den arabiske verden. Netop pga. deres familieværdier.
»Liberalt demokrati er baseret på den vestlige forestilling om autonome individer forpligtet af et fælles bedste, men således ser medlemmerne af disse tætte og fasttømrede slægtsgrupper ikke verden. Deres verden er delt i to: slægtninge og fremmede.« – »Det hele handler om tillid […] når der ikke er et stabilt retssamfund og ingen sikkerhed m.h.t., hvem du kan stole på, falder folk hurtigt tilbage til familien.« (53).
At familieværdier har afgørende betydning for, hvilke ideologiske systemer der kan vinde fodfæste i et bestemt kulturområde og dermed, hvilke samfundstyper og institutioner der kan opbygges, fremførtes ligeledes af historikeren og antropologen Emmanuel Todd i bogen "The explanation of ideology" (54). Todd er marxist, men hans analyse af familieværdier er stærkt inspireret af den franske 1800-tals sociolog Frederic Le Play, der analyserede familieværdier i Frankrig og resten af Europa.
Dette gjorde Le Play i en opposition til det napoleonske revolutionskodeks og dets tro på europæisk harmonisering. En politisk og ideologisk harmonisering ville ifølge Le Play stride mod de mange forskellige familieværdier i Europa. På samme måde viser Todd, at variationer i ideologiers og religiøse retningers udbredelse skyldes forskellige familietypers dominans verden over. Todd analyserer forholdet mellem familiestruktur og de forskellige -ismer og forbinder dem ligeledes med andre sociale fænomener.
Familielivet udgør ifølge Todd den grundlæggende antropologiske struktur – her indlæres værdier og skabes modeller for social adfærd. Forholdet til faderen, til søskende og andre familiemedlemmer, fordelingen af arv, samt hvorvidt næste generation forventes at etablere et nyt hjem eller forblive boende sammen med forældrene, er alle sammen forhold, der vil afspejle sig i en kulturs forståelse af principper vedrørende autoritet, lighed og frihed.
I den muslimske verden dominerer en familietype, der på en gang er patriarkalsk og egalitær, idet der eksisterer lighed mellem brødre m.h.t. arverettigheder.
Desuden er det typisk, at der eksisterer et bofællesskab mellem gifte sønner og deres forældre. Endvidere er endogami – altså ægteskab mellem slægtninge – hyppig, dvs. mellem brødres børn (fætter-kusine). Dette er ikke forbudt ifølge islam, og derfor var områder, hvor disse former for ægteskabspraksis var dominerende, mere modtagelige for islam (55).
Fordelen ved denne form for endogami er, at ens hustru »ikke er en farlig og potentielt hadet fremmed, men en kusine, der bør elskes og beskyttes.« Men den endogame fællesfamilie har en række samfundsmæssige bivirkninger. Da familiens kvinder er forbeholdt slægten, er fri indgåelse af ægteskaber problematisk. Derfor »kræver det endogame system absolut kontrol med kvinderne, hvilket gør tilfældige møder og besvangringer, der ikke følges op af ægteskab, umuligt.« Slør og adskillelse af kønnene sikrer i forlængelse af dette kvindens »sociale ødelæggelse«. Men bl.a. denne »sociale eliminering af kvinder« medfører på længere sigt uddannelsesmæssig og økonomisk tilbageståenhed og social stagnation i de muslimske samfund, påpeger Todd (56).
De stærke loyalitetsbånd inden for den endogame fællesfamilie og den islamiske tradition gør, at den vestlige opfattelse af individet ikke genfindes i den muslimske verden. Sammen med den endogame fællesfamilie udgør dette en »uoverstigelig forhindring for etableringen af staten« i en vestlig betydning af ordet.
Som allerede Max Weber påpegede, kræver etableringen af staten et upersonificeret bureaukrati byggende på abstrakte og rationelle adfærdsnormer, der hverken er afhængig af familie- eller venskabsrelationer. Familieloyalitet er dog netop kernen i den sociale adfærd i de muslimske samfund. »Den islamiske tradition anerkender to fundamentale institutioner: religion og familien.« Som i Syditalien er det derfor yderst besværligt at skabe et velfungerende civilsamfund samt social kapital. I stedet undermineres en svag stat af nepotisme og korruption. Derfor »fremtræder det muslimske samfund snarere som en række sidestillede familier end et fællesskab af individer.« (57).
Digteren Henrik Nordbrandt gav et godt billede af denne amoralske familisme i den muslimske verden, da han beskrev forholdene i Tyrkiets storbyer:
"De har ingen fornemmelse af, at de hører til samfundet, at staten giver os noget, så vi må også give den noget igen. Alt, hvad de har af tilhørsforhold, er islam og familien. Inden for familien eller klanen er der et meget strengt kodeks for, hvad man må og ikke må. Men i samme øjeblik, man er uden for
familien, må man alt. Folk smider affald alle vegne, så længe det ikke er uden for eget hus." (58).
Andre analyser fokuserer også på de muslimske samfund som lavtillidssamfund.
Lav social kapital kan således ifølge fhv. oberst Norvell B. De Atkines udsagn forklare den begrænsede militære effektivitet, arabiske hære har udvist siden 1945 (59). Udover nepotisme og klanrivaliseringer har De Atkine som militærattaché og rådgiver i arabiske lande gennem 30 år oplevet, hvorledes manglende indbyrdes tillid bl.a. ofte betød, at officerer og andet nøglepersonel ikke videregav militær viden eller teknisk indsigt til kolleger eller kampfæller (egl. rivaler). Ved at opretholde monopolet på sådanne informationer kunne man nemlig sikre sin egen plads i hierarkiet. »En veteran, når det gælder indbyrdes konkurrence i Pentagon, vil føle sig som en børnehaveklasseelev, når han møder de rivaliseringer, der eksisterer i et arabisk militært hovedkvarter.«
En udpræget hierarkisk og centralistisk tænkning præger de arabiske hære. Oftest ønsker man ikke autoritet eller beslutningsansvar uddelegeret, hvilket medfører, at underofficerer ikke tør udvise ansvar eller tage beslutninger på egen hånd uden først at konsultere overordnede. Samtidig savner arabiske officerer i høj grad lederevner. Disse synes ikke at være i høj kurs, da man i forvejen behandler underordnede og særligt menige soldater som undermennesker. I det nærmest paranoide miljø, som en arabisk hær udgør, savnes ikke kun sammenhold inden for enhederne, men også samarbejdsdygtighed, når det gælder koordinerede aktioner flere enheder imellem. Manglende indbyrdes tillid er særligt omkostningsfuldt under kamp, hvor ild og bevægelse kræver tillid til, at man vil modtage den nødvendige støtte fra andre enheder.
Med bogen "The Closed Circle" (60) giver David Pryce-Jones mange eksempler på normer og værdier, der medfører, at retssamfund og demokrati med tilhørende institutioner ikke kan slå rod i den arabiske verden, og hvorfor vold i stedet er blevet den dominerede politiske udtryksform (61).
Ifølge Pryce-Jones hindrer den stærke vægtning af ære og skam udviklingen af den slags normer, der er afgørende for vestlige begreber vedrørende kontraktindgåelse, samarbejde og indgåelse af kompromis. I en kulturel sammenhæng, hvor der lægges så stor vægt på ære og skam, kan indgåelse af kompromis i sig selv være et nederlag, der kan føre til, at man taber ansigt.
Ganske som i andre ære-skam-kulturer, følger der ingen vanære af primære transaktioner som at snyde på vægten, føre enhver bag lyset m.h.t. kvaliteten eller arten af varer, snyde ved spil eller føre falsk vidnesbyrd. Den, der gør disse ting, er bare hurtigere i opfattelsen end sin næste; idet han intet skylder ham, kan det ikke bebrejdes ham, at han tager, hvad han kan.
Derfor kan »lighed for loven, denne centrale konstitutionelle grundpille, ikke forliges med skam- og æresbegreber. Tværtimod finder individet æresoprejsning, idet han ikke indgår kompromis m.h.t. noget som helst, der kunne mindske hans fordele overfor andre mennesker.« Og derfor er »vold i alle forhold, huslige, private og offentlige, interne og eksterne, ikke kun almindeligt, men også systematisk og aldeles uigennemtrængelig for gradvis reform eller forbedring«.
I disse kulturelt betingede forhold skal årsagerne til den muslimske verdens underudvikling findes. Men som professor Bernard Lewis påpeger, er der to spørgsmål, et folk kan stille sig, når noget er gået galt. »Det ene er: „Hvad gjorde vi galt?“ og det andet er: „Hvem gjorde dette imod os?“ Det sidste fører til konspirationsteorier og paranoia. Det første spørgsmål fører hen imod en anden tankegang: „Hvordan kan vi gøre det bedre?“« Desværre vælger den muslimske verden oftest det andet spørgsmål og dermed konspirationsteorierne, frem for at se på patologierne i egen kultur (63).
(Citeret fra CULTURE MATTERS, 2000, oversat af sociologerne Jesper M. Rosenløv og Jens C. Cini. Bragt i tidsskriftet NOMOS 2:2 – december 2004).
NOTER:
(26)- Making Democracy Work, s. 163-185).
(27)- 27 Jf. J. S. COLEMAN: ‘Social capital in the Creation of Human Capital’ American Journal of Sociology nr. 94, 1988, s. 95-121; Samme: Foundations of Social Theory, Cambridge, MA 1990; samt: ’Social capital’ s. 98. Begrebet blev oprindeligt anvendt af bl.a. Pierre Bourdieu i forsøget på at forklare individers og gruppers adfærd vha. en model, der rakte ud over rene økonomiske og markedsrelaterede faktorer).
(28)- Jf. ’Social capital’ s. 101f. Bl.a. anvendes WVS, der bl.a. omfatter spørgsmål vedr. graden af tillid til bl.a. andre mennesker og institutioner).
(50)- Jf. interview med Jan Bo Hansen, ’Socialt krak’, Weekendavisen 8. december 2000).
(51)- M. MALY: Russia As It Is: Transformation of a Lose/Lose Society, Bangor 2003).
(52)- R. FOX: Kinship and Marriage. An Anthropological Perspective, Cambridge 1967 og 1983).
(53)- Fra to interviews hhv.: C. CARYL: ‘Where Bloodlines Reign’ Newsweek 3. december 2003; TIERNEY: ‘Marrying cousins: Iraqi Family Ties Complicate American Efforts for Change’ New York Times 30 september 2003).
(54)- E. TODD: The explanation of ideology: Family structures and social systems, Oxford 1985).
(55)- Ibid. s. 133-37. Inden for kristendommen udvikledes et eksogamt ideal, og fætter-kusine-ægteskaber blev forbudt).
(56)- Ibid. s. 140-42).
(57)- Ibid. s. 144-47).
(58)- Interview af O. Nyeng, Weekendavisen, 18. juni 2004).
(59) - N.B. DE ATKINE: ‘Why Arabs Lose Wars’ Middle East Quarterly december, Vol. 6, No. 2. 1999).
(60)- D. PRYCE-JONES: "The Closed Circle" – Interpretation of The Arabs, Chicago 2002).
(61)- Bogen er blevet kaldt den arabiske verdens »psykoanalyse« og skulle efter sigende være forbudt i flere arabiske lande).
(62)- The Closed Circle, s. 38 og 402).
(63) - Jf. Bernard Lewis: "What Went Wrong?").
_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto