Her lige kort
Jeg har selv været i himlen i dag (hvilket jeg faktisk kunne skrive en roman om - der er sket så meget idag som er en roman værdig (som er selvbiografisk dramatisk og som kunne være det en roman bliver bygget op omkring (tror også de mennesker jeg har fortalt herom opfatter det som nærmest en spændende roman))). Og det er ikke en roman som fiktion, men bygget op omkring fakta og dokumentation fra mit liv.
Nå nu til sagen
Tikka:
Jeg har ofte tænkt, hvilken himmel man på Paulus tid forestillede sig, Kristus og de hellige er/kommer i efter deres jordiske liv sammen med gud?
Som jeg læser Paulus er himlen er ikke et sted men en virkelighed som også vi er omfattet af og allerede nu gør os utallige erfaringer med.
Ifølge Paulus er det ikke noget som først indfinder sig når vi dør - men alt der tales om hos Paulus er her nu og gør sig gældende med en endda overvældende styrke og kraft ind i vores eksistens og liv nu - så vi kan tale om at "i Kristus" (som vi er nu) er vi Nye Skabninger takket være Gud Helligåndens vidunderlige forunderlige gerninger med os - meget mere kunne siges herom, Paulus Breve er spækket med hvad de Nye Skabninger vi er i Kristus dækker over og hvordan det skal forstås.
Det himmelske og jordiske er forenet, Gud og mennesket og det guddommelige og menneskelige - ja det er altsammen ikke adskilt ifølge Paulus, ihvertfald sådan som jeg og mange andre fagfolk og teologer læser Paulus. Ja i Kristus bliver vi forsonet med Gud (som jøder og grækere hedningerne bliver forsonet) og det himmelske og jordiske forenet og mand og kvinde og træl og Herre er ligeværdige. Altsammen inkarnationen eller inkarnationsbegivenheden Kristus - Gud i begivenheden Jesus Kristus (apropos Paulus mageløse erkendelse i Damaskus).
Døden gi'r ingen mening eller det er alene mens vi lever vi kan død og skal huske at død for at få del i det evige liv og det himmelske liv som vi aldrig kommer nærmere end mens vi lever. Hvis vi gør dette kan vi som Paulus sige, hæ hæ død, du går til os forgæves fordi vi når du kommer allerede har iklædt os himmelsk evigt liv - så du døden, manden med leen, du kan ikke høste/fælde os, da den såkaldte død alle mennesker skal igennem er vi allerede gået igennem i levende live mens vi levede. Så der er ingen død eller ingen overgang eller drastisk hændelse for os at møde.
Jeg har ofte tænkt på hvor forskelligt vi to læser Paulus.
Men man må også sige at du har læst Paulus med hjælp af nogle kristne mennesker der ville fortælle dig hvad du læste og hvordan du skulle forstå Paulus og det han skriver. Dette er meget tydeligt og håber ikke jeg fornærmer dig ved at sige det.
Den måde har jeg ikke selv læst Paulus. Jeg har læst og studeret ham selv igen og igen - mange gange og alle gangene uden hjælp fra kristne til at fortælle mig hvordan hvad jeg læste skulle forstås.
Efter at have gjort det i mange år gik jeg til de største kendere af Paulus - folk der som mig selv havde erfaret deres livs turning point i mødet med Paulus, nemlig Luther og Albert Schweitzer og Rudolf Steiner og Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Alain Badiou med flere, men især de nævnte.
Har du aldrig læst Paulus kritisk og selvstændigt og tænkt, skal jeg nu også forstå Paulus helt bogstaveligt når han selv så ofte advarer os imod denne tilegnelse og forståelse hvad han skriver. 1 Kor 2 og 2 Kor 3 er et par nøglekapitler såvidt Paulus's Erkendelseslære - hvordan man skal læse og forstå hvad han skriver.
Allerede den første dag jeg kom i skolen og så mine klassekammerater og vi alle havde forældre med bagerst i klasseværelset gik jeg op imod vores lærer fordi jeg var uenig med hende i hvad hun påstod. Et lille drama jeg der gav anledning til pga min selvstændighed som da også blev nævnt skriftligt i min realeksamens skriftlige udtalelse, hvor der stod jeg var usædvanlig godt begavet og moden og selvstændig tænkende efter min alder. Min mor påstod jeg er født sådan. Altså født med en usædvanlig autonomi og hvis nogen forsøgte at krænke min autonomi havde jeg det vildeste mest hidsige temperament som mine forældre godt kunne blive lidt forfærdet over, frygte, hvorfor de, da jeg var harmonisk og kompetent og et behageligt barn for andre at være sammen med, de gav op overfor mig ret tidligt og lod mig være.
Dette temperament og personligheds karakteristika gjorde også i forbindelse med socialisering at jeg aldrig nogensinde har tilhørt en flok, ja endda har jeg afskyet flokmentalitet hele mit liv. Havde kun få venner og sjovt nok var de to vigtigste venner i min opvækst 2 og 3 år ældre end mig selv.
Jeg har så også altid fristet øretævernes holdeplads, når jeg gang på gang gik op imod flokmentalitet og direkte i "clinch" med alfahannerne. Og en af disse alfahanner noget ældre end mig selv fik så meget respekt for mig som den noget yngre da jeg satte ham på plads på skolens sportsplads at vi blev gode venner resten af livet. Han fortalte mig som voksen at han aldrig glemte den episode og at han der fik så stort et respekt for mig og mit mod at jeg i hans univers var "Krigeren" med det store mod.
Mange Kærlige Hilsner HansKrist
Svar
Citer
