Så dét som du mener, er uden for menneskers fatte evne, kan du fornemme eksisterer, og opleve glimtvis intuitivt – som muliggør det, at elske verden harmonisk? (Kan man elske uharmonisk?)

Altså en ”erfaring” der kan udleves.

Jamen, så er det vist svært at tale om fornuftens grænser, for det du beskriver gør sig også gældende i et gudsforhold. En fornemmelse som bliver til en en erfaring der kan udleves.

Kan man stole på intuitive fornemmelser/hændelser?

.

I stedet for fornuftens og logikkens beherskelse af sproget, sætter Heidegger kærligheden, da den svarer til værens karakter af omsorg for det værende.

Tænkningen burde være værens tænkning, at tage sig af en sag eller person eller naturen i dens væsen, hvilket vil sige at elske den.

Med Herbert Marcuse taler vi om et logos eller et eros verdensforhold og verdens tilgang og engagement og hos Paulus finder vi at agape overgår selv al kundskab og visdom. For Paulus er forstand og kundskab og visdom af endda guddommelig oprindelse (1)* og alle kristne får del heri gennem Helligånden, men det er intet værd hvis vi ikke ejer og er besjælet af agape i vores verdesforhold og verdens tilgang og engagement.

(1)*:

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.


-0-0-0-


Paul Tillich taler om Fornuft og Ekstatisk Fornuft:

Først et eksempel på Ekstatisk Fornuft:

HENRYKKELSEN - EKSTASEN - at blive sig selv løs og fri - løs og fri af sig selv for en stund - for en stund at glemme sig selv - en selvforglemmelsens stund - at være ude af sig selv for at noget andet ⚽ eller NATUREN eller MUSIK eller nogen anden kæresten fx (børnene eller børnebørnene) og næsten som den fremmede, eller Gud som Healing Ånd og Kærlighed kan fylde os - gribe os og berige os og begejstre os (beÅNDE os (Ånden er over os og vi er drevet af Ånden)) - HENRYKKE og FORRYKKE OS - bringe os i EKSTASE - i en slags VANVID eller GLÆDE og JUBEL - guddommelig "vanvid".

"Vanvid [er] skønnere end fornuft ifølge de gamles vidnesbyrd, eftersom vanviddet kommer fra guderne, mens fornuften er menneskeværk" siger Platon.

Når fornuften arbejder tænkende, så vender den altid tilbage til sig selv. Ekstatisk fornuft formår at forlade sig selv og blive et med sit objekt (motiv; mål), dog uden at miste sig selv, men nu som forvandlet, gennem at det participerer i objektet. Subjekt og objekt altså "selv og verden", indgår i en syntese og ny virkelighed eller skabelse med hinanden (vores eksistens kan forandre vores essens), som når mand og kvinde forenes i kærlighedslivet, som når mennesket og kosmos finder sammen i en syngende resonans og harmoni hvor naturen fylder mennesket med kraft og energi eller energier og harmoni ro og fred og Healing, Helbredelse. At Naturen Helbreder er der kommet øget fokus på idag. Hvilket skyldes vores fysiske kropslige biologiske sanselige i verden væres tilstedeværelse er en før-teoretisk og før-kulturel-sproglige "i verden værens tilstedeværelsesform" der påvirker amygdala og hippocampus positivt og dermed lindre og befrier os fra stress og bekymringer og overtænkning, ængstelige bekymrende grublerier.



Paul Tillich:


Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold. Paul Tillich.


Fornuften er forhåndsbetingelsen for tro, men i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel. Den menneskelige fornuft er endelig. Al kulturvirksomhed, teoretisk så vel som praktisk, bærer dette endelighedspræg, derfor er den aldrig ubetinget anliggende. Men fornuften er ikke bundet til sin endelighed. Den erkender den og hæver sig derved over den. Mennesket erfarer et tilhør til det uendelige, som dog hverken er noget af ham selv eller står i hans magt. Det må gribe ham, og hvis det gør det, bliver det ham et anliggende af uendelig vigtighed. Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold, og ender med at fyldes af irrationelt - dæmonisk - indhold, som sprænger den. Paul Tillich


-0-0-0-


Den vågne læser vil bemærke at hos Paul Tillich og Albert Schweitzer ud fra deres læsning og forståelse Paulus der vil de ekstatiske apokalyptiske åbenbaringer ikke ødelægger Fornuften. Altså de religiøse spirituelle ekstatiske (apokalyptiske fx) erfaringer ødelægger ikke vores Fornuft eller de ødelægger ikke eller er ikke en trussel imod vores Forstand og vores Forstands Strukturer.

Dette er religionshistorisk enestående og aldrig set før hos en religiøs mystiker af fornemste karat som Paulus hævder Albert Schweitzer og han udtrykker det så smukt på følgende vis:

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

Mange kærlige hilsner HansKrist


PS:

Edgar Morin overgår alt og alle når talen drejer sig om Fornuften contra Ekstatisk Fornuft eller de Ekstatiske Apokalyptiske Åbenbaringer (De to tankegange, den rationelle forstandige og den mythologiske (at tænke i Billeder)) vi finder i de religiøse erfaringer hos Jesus og Paulus:

Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.

Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit;

Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv;

Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre.

Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin.

Arkeånden.

De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.


Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:

- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt

- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);

- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.


Vi ved ikke hvad den ånd, der kan opfatte den hjerne, der frembringer den, er. Eller hvad en hjerne, der kan frembringe den ånd, der opfatter den, er. Edgar Morin.

Menneskeånden er ikke længere alene og uden for livet, den udvikler et nyt liv - åndens liv - i en ny verden - åndens verden.

Den levende ånd, trækker sig ikke bort fra livet, men udvikler det (livet) i sig selv og i os.

Bevidstheden viser sig at være i stand til at virke tilbage på ånden, modificere den og reformere den, og dermed reformere selve det levende væsen.


-0-0-0-


Til slut vil det være på sin plads at nævne psykoanalysens fortjeneste, bevidsthed og fornufts og rationalitets kritik, med opdagelsen af det ubevidste.

Hvor psykoanalysen i den grad radikalt har forandret vores tiltro til rationalitet og vores bevidsthedsliv.

Og Jungiansk Psykologi har fået os til at forstå hvordan vores "inner world" og "outer world" er forbundet på en måde vores skolede kulturelle bevidsthedsliv eller fornuft slet ikke formår at redegøre for.

Hej Arne!

Hans K laver spam med gentagelser af det samme indhold fra i årevis tidligere, men ingen andre klager over det igen ligesom om andre profiler her undtageren ´G´.

Idag 22 april er det Emmanuel Kant's 300 års fødselsdag - altså år 1724 den 22 april kom han til verden.


Kant - Den moderne filosofis fyrtårn


"Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere Aude! (vov at være vis) Hav mod til at betjene dig af din egen forstand, er altså oplysningens valgsprog." Kant.

Da mennesket blev myndigt

Albert Schweitzer har en anden måde at formulere og beskrive den samme problematik på:





Jeg tror vi alle her skimter Paulus: Tænknings Skytshelgen der utallige gange opfordrer os til at vi skal bruge vores forstand - huske at lovsynge med vores forstand om tingene.

Som Albert Schweitzer siger så bandlyser Paulus blind tro, vores tro skal være seende og forstandig. Der findes ingen dogmatisme hos Paulus denne Frihedens Apostel og Åndens og Kærlighedens og Glædens og Jubelens Apostel.

Der hvor ÅNDEN er der er også altid FRIHEDEN. 2 Kor 3 er sammen med 1 Kor 2 to af de helt store erkendelsesteoretiske nøglekapitler hos Paulus.

Altså ingen uoverensstemmelse mellem TRO og VIDEN.

Og vi skal alle på demokratisk vis drøfte vores erfaringer med Helligåndens Ekstatiske Åbenbaringer som disse gør sig gældende i vores liv. Og dette skal vi også gøre forstandigt da dette virker opbyggelig og konstruktivt for menigheden.


Om de to kilder til erkendelse vi finder hos Paulus:




Psykoanalysen bliver med dets opdagelse af det ubevidste og især Jungiansk Psykologi med dets opdagelse af det kollektive ubevidste bliver det der i moderne tid kaster et videnskabeligt forklarelsens lys på de paulinske breve og da især 1 Kor 2 som Jung straks fik øje på var en forløber for hans egen psykologi om det ubevidste og arketyperne der.

Mange Kærlige Hilsner HansKrist


PS:

Jeg må kraftigt anbefale at man gør sig fortrolig med dette indlæg og mit forrige indlæg - fordi det menneske der tilegner sig disse to indlæg vil aldrig mere være i tvivl om hvad det er den religiøse spirituelle åndelige dimension dækker over i vi menneskers liv.

Vigtigt at kunne identificere de religiøse spirituelle åndelige Ekstatiske Åbenbarings Erfaringer der gælder vores liv - er med inde over vi menneskers liv.

Uden at forstå og have personlige erfaringer hermed gir religion og spiritualitet ingen mening overhovedet.

Mange her på Trosfrihed taler meget om det religiøse men har ingen forståelse overhovedet af hvad det dækker over og ja de har ej heller ægte religiøse spirituelle åndelige erfaringer med inde over deres liv. Dette er sørgeligt at se på.


Mange er af den opfattelse at religion er noget med at tro noget vi ikke kan vide noget om men som står i meget gamle religiøse bøger - men dette er ikke hvad TRO i en Ny Testamentlig paulinsk sammenhæng og diskurs betyder.

Kristian Leth i Bibelen Leth Fortalt om Apostlenes Gerninger var inde på at TRO'EN i en paulinsk Ny Testamentlig sammenhæng intet har at gøre med hvordan vi moderne mennesker opfatter tro på.

Undertegnede HansKrist har redegjort mesterligt herfor igennem årene.