Zizioulas har skrevet noget, som fik mig til at tænke på dig:
Accepting that my existence is a gift moves my heart to overflow with gratitude as soon as I become conscious of my existence. […] The consequence of this is a very concrete attitude to life and a kind of human being who considers nothing of what he possesses as his own, but who relates everything to someone else, who is grateful for everything and does not think in terms of “having rights.” The consequence is an attitude and a life of grace, overcoming the ego, individualism and all feelings of “superiority” or concupiscence
At acceptere, at min eksistens er en gave, får mit hjerte til at flyde over af taknemmelighed, så snart jeg bliver bevidst om min eksistens. […] Konsekvensen af dette er en meget konkret livsholdning og en slags menneske, der ikke betragter noget af det, han besidder som sit eget, men som relaterer alt til en anden, som er taknemmelig for alt og ikke tænker i at "have rettigheder." Konsekvensen er en holdning og et liv i nåde, overvindelse af egoet, individualisme og alle følelser af "overlegenhed" eller begærlighed.
Det lyder jo som dig!! Men det er udtalt af en af de mest indflydelsesrige teologer (hvis jeg har forstået det korrekt).
Zizioulas har udtrykt min egen kongstanke og som jeg læser Paulus:
Zizioulas claims that Baptism constitutes an ontological change in the human, making them an ecclesial hypostasis, or a person. This rebirth 'from above' gives new ontological freedom as it is not constrained by the limits of biological existence.
Arne vil ihvertfald ikke kunne bifalde det ovenfor citerede af Zizioulas.
Begivenheden Kristus er denne vertikale "rebirth "from above"" - disse vertikale diskontinuerte disparate kreative skabelsesøjeblikke "from above".
En vertikal (Noumenal spontan suveræn) top down ekstatisk transcendens erfaring, begivenhed, der virker ekstatisk kraftfuld mægtig og overvældende (fyldt med Ekstatisk Begejstring - INSPIRATION og MOTIVATION (MOTIVATIONER = SYNER og DRØMME og URBILLEDER altså ARKETYPER fra GUD) og "Eksalteret Entusiasme passion og besættelse"). Som når Paulus siger: "ved I det ikke, at Kristus virker mægtig i jer". (frit citeret efter min hukommelsen). Vi hører om disse former for transcendens erfaringer overalt i Nye Testamente, og især hos "Ekstatikeren" Paulus. Og her er bevidstheden og vores grad af vågenhed og klarhed og nærvær (Ånds Nærværelse) stor. Paulus siger mod slutningen af sit liv at han kun gider tale om det som KRISTUS har virket og udvirket i ham, igennem ham, hvilket henviser til hvor Entreprenant Kreativ Motiverende virkende i verden disse vertikale EKSTATISKE transcendens erfaringer er i kvalitet. Paulus taler også om KRAFT og mægtige gerninger og om at være grebet af Ånden (Ånden = Kristus for Paulus).
Men Paulus er en hyper kompleks og sammensat personlighed der rummer, ikke modsætninger, men en iboende dynamisk kompleksitet mellem flere polære spændings dynamikker. Nemlig eksemplet med BØN som jeg bragte i mit tidligere indlæg i denne tråd. Her er der tale om en "bottom up" transcendens erfaring, hvor transcendens erfaringen sker igennem en HENGIVELSE eller OVERGIVELSE - transcendens erfaringens ekstase foregår blidt erotisk feminint og proces'agtig igennem at vi hengiver eller overgiver os til Gud, til Guds Ånd og Vilje og Tanker (ideer = MOTIVER) med os.
Modsat den maskuline vertikale kraftfulde "top down" EKSTATISKE transcendens erfaring hvor vi bliver grebet og besat på et øjeblik, i en tidens fylde, Kairos, kraftfuld omvendelses erfaring, som er en Noumenal Spontan Suveræn Disparat eller diskontinuerlig fri skabende begivenhed, hvorimod den BØNNENS hengivelsens transcendens erfaring jeg omtalte ovenfor som sagt er feminin erotisk proces orienteret i kvalitet, også derfor den er så fyldt med selvforglemmelsens trancedagdrømmerier vi flyder og svømmer væk i (Bergson er vigtig her: ifølge Bergson var det filosofiens opgave at formidle en intuitiv forståelse af virkeligheden som sammenhænge og forløb i tid).
Ved begge disse former for Religiøse Ekstatiske Transcendens Erfaringer, den maskuline og feminine, gælder at det er et spørgsmål om at vi bliver fri og løse af os selv, uden at vi dermed mister os selv (1)*.
I kristendommen, det kristne trosliv og dets spiritualitet (vores religiøse Gudsliv), svækker på ingen måder vores Personhed, Jeg'hed, personlighed, da det kristne trosliv og dets spiritualitet er en individuations proces - det er egoisme og individualisme der svækkes eller som vi overvinder.
Hvor meget forblommet vrøvl har dog ikke den manglende skelnen mellem Ego og Egoisme -- Individuation og Individualisme, skabt i vore dages verden, ja ufatteligt meget ævl og bævl, ikke bare hos new age tilhængere men også hos dygtige teologer findes der så meget vrøvlesnak i omløb. Hvorfor der findes så megen forvirring og sludder om egoet og vores ego'self akse struktur, skyldes østens filosofi og religion især igennem brug af euforiserende stoffer der når USA og bliver som new age tidssånd sendt videre derfra til Europa. Som Ken Wilber har beskrevet det, er det primitiv fladlands spirituel tænkning. Men den bedste analyse af hvorfor så primitiv en spiritualitet kan vinde frem har Allan Bloom redegjort for i "Historien om vestens intellektuelle forfald. "The closing of the american mind".
(1)*:
Ingen siger det tydeligere end Jakob Bøhme og Rudolf Steiner. Bøhme: Kristus er vores nye JEG'hed og Steiner: Kristus = vores JEG'legeme: "mennesket er det eneste væsen der har et fuldt udviklet jeg-legeme".
Det fysiske legeme har mennesket tilfælles med hele den synlige omverden, æterlegemet har det tilfælles med planterne og dyrene, astrallegemet med dyrene. Det fjerde led, JEGét (jeglegemet), har det imidlertid for sig selv. Det gør mennesket i stand til at sige "jeg" til sig selv, at komme til selvstændighed. Rudolf Steiner. Her vil være passende at indskyde, hvem vil ikke ønske for børn at de kom til selvstændighed, blev modne og voksne og ansvarlige mennesker. På samme måde, hvem ville ikke ønske for menneskeheden at de nåede frem til større selvforståelse og selvindsigt?
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Tillich:
"Ecstasy" ("standing outside one's self)") points to a state of mind which is extraordinary in the sense that the mind transcendens its ordinary situation. Ecstacy is not a negation of reason; it is the state of mind in which reason is beyond itself, that is, beyond its subject-object structure. In being beyond itself reason does not deny itself. "Ecstatic reason" remains reason; it does not receive anything irrational or anti-rational -- which it could not do without self-destruction --- but it transcends the basic condition of finite rationality, the subject-object of structure. This is the state mystics try to reach by ascetic and meditative activities.
mange kærlige hilsner HansKrist
PS:
mit indlæg fra Chatroom er kun for sjov og adspredelse og ikke tænkt som en del af den røde tråd. Blot et adspredelsens frisk luft åndehul, indslag.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Jeg håber at det i et og alt ikke er for meget af det gode - men at læsere får i små glimt indblik i en stor smuk sammenhængende forståelse hvor hvad der bliver sagt i de mange forskellige fag videnskabelige discipliner bliver omsat i en religionsfilosofisk mageløs tværvidenskabelig sammenhængende forståelse.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
En nærmere og mere detailleret Redegørelse paa denne Maade for Evangeliernes mere eller mindre sandfærdige Beretninger om Jesu Liv og Levned, samt for de senere Tiders Indskud og Tilføjelser kan ikke foretages; dertil vil der kræves et for stort, ja et ganske uoverkommeligt Arbejde for det Medium, der er benyttet til Mellemled. Men med det her givne som Grundlag kan de, der mener sig kaldede dertil, selv granske efter de ægte Guldkorn, som findes i alle fire Evangelier. Kun saa meget skal endnu siges, at ingen har Ret til at bebrejde Evangelisterne de urigtige, forvanskede eller helt usandfærdige Meddelelser, som de har overgivet til Efterverdenen, da man vel maa erindre, at intet er nedskrevet, medens Jesus levede, men først en Menneskealder efter hans Død. I den mellemliggende Tid vandrede Jesu Ord og Beretninger om hans Liv og Undergerninger fra Mund til Mund. Hist blev noget lagt til, her noget taget fra; man kan derfor let forstaa, at en fyldestgørende og i alle Enkeltheder nøjagtig Gengivelse saaledes maatte blive umulig. Desuden maa man ikke glemme, at den Ældste er Skyld i de fleste af de mange Forvanskninger, Modsigelser og Usandfærdigheder. Og skønt der fra flere af de paa det Tidspunkt diskarnerede Yngste blev ydet Evangelisterne megen Hjælp gennem inspiratorisk Paavirkning, saa var det umuligt, saa længe den Ældste ikke var løst fra Mørkets Magt, at faa alt til at staa i nøje Overensstemmelse med Sandheden. Ingen af Apostlene er Forfattere til Evangelierne. Det, der bærer Johannes’ Navn, er forfattet af en af hans Disciple, der var af græsk Afstamning. Evangeliet blev samlet og fuldført efter Apostelens Død i Slutningen af det første Aarhundrede. Mindre Brudstykker af dette Evangelium var dog nedskrevet før hans Død og oplæst ved Menighedsmøderne. Kun en ringe Del af det samlede Værk var kendt og godkendt af Apostelen Johannes. Apokalypsen har ingen som helst Berettigelse til at betragtes som en fra Gud stammende Aabenbaring. Den er helt igennem inspireret af den Ældste. Apokalypsens jordiske Forfatter er paa ingen Maade identisk med Evangeliets Forfatter af samme Navn. Apostlenes Gerninger og de mange Breve, der er optaget i det Ny Testament, bør kun betragtes som mer eller mindre opbyggelig Læsning, og ikke alle Beretninger om Apostlenes Gerninger er i Overensstemmelse med Sandheden, ligesom ikke alle Brevene skriver sig fra de navngivne Personer.
Svar
Citer
