Tiden venter ikke.

En sætning der har kørt i min bevidsthed som en døgnflue en tid.

Mange kender nok dette med en melodi man har hørt, som hele tiden ”afspilles”.

Sætningen har bragt mig til at tænke på tid, fortid, nutid, fremtid og evighed, som bevidstheden skaber, og hvordan bevidstheden kan styres ved at fokusere, enten mod eller væk fra noget, med mindre tankerne besætter en, så som smertefulde erindringer og/eller euforiske hændelser eller andet som fastholder.

Det spøjse er jo, at det oplevede vi kalder erindringer ikke mere findes – andet end i bevidstheden.


Så er det jeg tænker om begrebet evigheden, som af nogle forbindes med håb - håbet som noget de fleste nok har i deres liv i forskellige udgaver, at - når det er bevidstheden, der har skabt begrebet evigheden, hvilke håb kan mennesket så há at se frem til, hvis det da behøves, men - en eller anden drivkraft skal der jo til, med mindre man kan klare sig med en sætning som: At i morgen står solen også op.

Selv om det kan give håb om noget bedre i morgen, indbefatter sætningen ikke tanken om døden, men netop evigheden -

... dog mener jeg håbet, det at se frem til noget kan styrke og give energi – selv om det også hvis håbet ikke indfries kan skuffe.


At føle sig elsket og vide man selv kan give kærlighed videre, minimere håbets tilstedeværelse i ens liv, dog kan man jo stadig håbe på mere fred og bedre vilkår for alle verdens mennesker og arbejde derfor, som jo også er et kærligheds udtryk.


Den anden dag fortalte en kvinde mig, det vigtigste var at være/gøre noget for andre. Derved hjalp man sig selv og den anden, og håbet ville derved spire hos begge mens vi venter på døden.

.

Dagen begyndte lidt uheldigt for mig, ja jeg vågnede desværre, nåh så må jeg tage en dag mere 😂 en omgang mere - måske jeg ikke vågner imorgen - man har da lov til at håbe.

Nå pjat

Viktor Frankl og HansKrist kan måske hjælpe Tikka og vi andre til at få tingene vendt rigtig oppe i hovedet på os.

Ihvertfald følger her et ganske anderledes syn på tiden og dermed også fortiden.


Viktor Frankl's fortids-optimisme og fremtids-kreativisme:

Timeglasset, her er sandskornene øverst oppe fremtiden, som vore muligheder, den snævre passage i timeglasset er når vi handler kreativt, nuet som øjeblikke vi selv skaber hvor vi virkeliggør vore muligheder gennem kærlighed til en anden person eller gennem dygtiggørelse såvidt et håndværk - tilegnet ny færdighed (eller køb af sommerhus eller jord og kolonihavehus).

Timeglasset nederst er fortiden som det eneste virkelige (vores liv og virkelighed, livserfaring og livshistorie), nemlig de vore muligheder vi har virkeliggjort, realiseret (også det, den krop og hjerne, vi har spist og trænet, arbejdet og studeret os til (at jeg kan bygge et hus og skrive et spændende indlæg om Paulus og er dygtig til husgerning og dygtig til madlavning skyldes min fortid - min erfaring og uddannelse)). Alt i fortiden bliver bevaret, og ikke kun det vi er bevidste om og kan generindre men også det vores bevidsthed ikke har adgang til er bevaret.

Erindringer er lige med erfaringer - og at have livserfaring er et gode - er fyldt med livskvalitet.

Mange tænker at fortiden er slut og borte, væk for altid, men fortiden er det eneste virkelige fordi det rummer hvad vi er lykkedes med at virkeliggøre, realisere. Fortiden forbliver altid hos os, glider os aldrig af hænde, af krop, i hjertet skrives kærlighed og lidelser ind og i hjernen klogskab og visdom - livserfaringer. Når vi ser et ældre menneske bør vi have stor respekt, grundet de ufattelige lidelser og sorg som hører kærligheden til, dette at elske til. Mange unge kan slet ikke klare lidelserne og de sprænger sig selv og andre i luften eller begår selvmord eller smadre deres liv med rusmidler og stoffer, et misbrug.

Det vil sige at vores liv ikke består af dage der som blade der bliver revet ud af vores livskalender - livstid - og smidt i skralderen, men bladene/dagene oppebevares og ordnes sirligt og omhyggeligt i en bunke med endda masse af tilføjede notater på (vi ændrer nemlig hele tiden kreativt på vores fortid = levede liv - ja hver dag føjer vi noget nyt til vores fortid - levede liv). Denne bunke, som er vores fortid er det eneste virkelige og det sikreste af alt vi ejer, et menneske kan eje, nemlig vores liv, vidunderlige skæbne og kunstværk, vores unikke person og personlighed, der rummer så forbandet meget.

Fortiden fx rummer vores heroiske ungdom og vovemod og er bestemt ikke død fortid men kan gøre sig gældende igen igen - vores potentialer for at handle stammer fra vores livserfaringer.

De fleste mennesker vender forkert og stirrer ind i falske forhåbninger om liv og hvor evigt liv er. Det er retteligen i vores fortid, spørgsmålet er blot om hvad, hvor meget mere og hvem vi vil have indskibet i fortidens sikre havn.

I samme grad et menneske konstant gør op med og afviser sin fortid, i samme grad er det i konflikt med sig selv og sit liv. Jo mere godt fortid et menneske har jo bedre handle det kreativt, fordi vi altid handler på fortiden, eller ved hjælp af fortiden, vores liv og erfaring.

Du: "I samme grad et menneske konstant gør op med og afviser sin fortid, i samme grad er det i konflikt med sig selv og sit liv. Jo mere godt fortid et menneske har jo bedre handle det kreativt, fordi vi altid handler på fortiden, eller ved hjælp af fortiden, vores liv og erfaring."

Nej, frelsen frigør mennesket fra fortidens ´lidelse´ af forkerte mønstre, hvilke ikke var af kærlighed.
Men, idag hjælper jeg en person, jo mere mere de ´forstår´ baggrunden og kommende anderledes muligheder. Nuet minder om evigheden vedrørende min identitet som, jeg er!

P.s.
Ifølge min opfattelse havde flertallet af profeter ikke en let start, men igennem prøvelse ende deres kald godt.