Gud er Kærlighed

dækker over vores studiekreds hvor vi læser bogen:

Gud er Kærlighed af Lau Sander Esbensen.

"Vi" dækker indtil videre over Tikka der har bogen og Jan ABC der har bogen og undertegnede der har bogen. Arne er stadig hjertelig velkommen til at deltage (at anskaffe bogen vil så være en stor fordel)


Vi læser stille og roligt (tar afslappet på tingene)


-0-0-0-


3 - 2 - 1 - sæt igang!




Vi er lige nu i dette øjeblik begyndt eller igang


Vi begynder med Indledning 7 sider meget spændende tankevækkende stof kan jeg skrive under på.

Held og Lykke Trosfrihed


Mvh HansKrist

SIDE 2

" ..... kristendommens problem er i nærheden af at være enormt.

Kærlighedstanken er kernen i den kristne tro. Men man har samtidig, helt fra begyndelsen, lavet det fatale træk at tænke døden ind i hjertet af troen med ídeen om, at Jesus døde på korset for vores synders skyld, for at forsone os med gud. Man har blandet døden ind i kærligheden og derved mudret kærlighedstanken til. Kristendommen har med andre ord et grundlagsproblem"



SIDE 3

Han - Lau Sander Esbensen - mener, at kærlighedstanken skal vristes fri af kristendommens omklamring.



SIDE 3

"Vi skal et sted hen, hvor troen på en kærlig Gud er ubundet af de bånd, den kristne dogmatik har tøjlet den med. Vi skal hen (eller: tilbage) til den rene kærligheds lære"

.

Namaskaram...

Jeg vil så gerne komme med dette fra side 6...


Nu har jeg jo læst hele bogen, og var ikke uenig i noget, så jeg ved ikke, hvor meget jeg kan bidrage med af uenighed Men jeg kan kommentere på jeres uenighed = er der noget vi skal tale om på de 7 sider? Du Tikka lægger op til noget? Du Hanskrist er vist ikke så meget for ordet kærlighedslære? Hvad var Jesus optaget af? Lærte han ikke andre noget? Med sine tanker og handlinger? Sit liv? Griber jeg tingene rigtigt an? Hmmm...

Your friend forever

Krishna

Lau Sander Esbensen: "Gud er Kærlighed" (fremover = GK):





Mit svar - min kommentar:


I kristendommen får døden netop ikke det sidste ord. Døden er besejret (men ikke ved at vi undgår vores død - i så fald ville vi aldrig kunne besejre døden - ja "fra den magt alle mennesker binder vinder kun det mennesker der tør overgive sig dertil" Goethe - hvis hvedekornet ikke dør i jorden bærer det ikke mangefold frugt).

Så at kristendommen har et grundlagsproblem så er det ihvertfald ikke her da kærligheden og døden hører uløseligt sammen. Så det er kristendommens styrke at kunne se hvor uløseligt forbundne i vores liv kærlighed og døden er. Og GK's indtil videre svaghed og barnlighed ikke at turde tænke kærligheden og døden sammen.


Ja udenom døden -

Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold

-ingen kærlighed - det er døden der giver kærligheden dens intensitet alvor og dybde og mening.

Kæmp for alt hvad du har kær - død om så det gælder.

Ikke at kunne forbinde kærlighed og død er en umoden barnlig neurotisk og da især kendt fra psykiatrien ufrugtbar gold indstilling til livet og dermed bliver en ren kærlighedslære udenom døden en gang barnlig neurotisk sødsuppe som ikke er voksen moden mand kvinde værdigt at ville overtage og hoppe med på - det er så kujon agtigt fyldt med barnlig infantil dødsangst og manglende kærlig kreativ offervillighed: "Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det").


Læs videre og bliv klogere på hvad Nye Testamentes siger (NT, som jeg er rørende enig med) og hvordan mit stoiske robuste vitale syn redegør for hvordan kærligheden og døden er uløseligt forbundne:




-0-0-0-



Der findes ikke dogmatik hos Paulus - ingen dogmatisk rettroenhed. Dette er så udtalt at det er blevet et kriterium for om hvorvidt et Paulus Brev er ægte - iøvrigt derfor Pastoralbrevene ikke anerkendes som ægte Paulus Breve.

Hvorfor Paulus ikke ville vide af dogmatisk rettroenhed skyldes at Paulus ikke kunne forestille sig en tid hvor dogmatisk rettroenhed skulle erstatte Åndens virkelighed - Helligåndens vidunderlige forunderlige gerninger med os - som var så uimodståelige og overbevisende og ubetvivleligt - denne Åndens Nye Væren og Virkelighed. Der hvor ÅNDEN er der er også altid FRIHEDEN. Paulus forlangte at vi skulle lovsynge med vores forstand om tingene - og dermed forviste Paulus blind tro fra kristendommen og hævdede at TROEN (som altså ikke er på dogmer (men TRO som Abraham havde Guds TRO)) og TÆNKNINGEN fint går i spænd sammen - så TROEN har ifølge Paulus intet at frygte fra TÆNKNING (altså TRO og VIDEN befrugter hinanden gensidigt). Det er Albert Schweitzer der for al eftertid har slået dette fast og han kalder da også Paulus for Tænkningens Skytshelgen.





En ren kærlighedslære er lige med den tomme vidtstrakte Gudløse evighed - heroverfor stilles vi mennesker i Kristus på den korteste bane med Gud til evigt liv - som er Kristi vej fra korset til Opstandelsen - og i Opstandelses Begivenheden Kristus rykkes mennesket ud af sine vildfarelser og stilles på den korteste og stejleste bane som fører med Gud igennem døden og endeligheden frem til Evigt Liv. Hermed slukkes den store ild… hvori det endelige menneske (med sin kærlighedslære under armen) endnu tumler rundt, bedøvet af sine mange gøremål, idet det foregiver, at de er for evigheden. Ja menneskers tomme og onde vidtstrakte ideer og misforståede forestillinger om det evige liv slukkes med os i Kristus på den korteste og stejleste bane med Gud til Evigt Liv - nemlig Korsets vej - fra Korset til Opstandelsen.
Søren Matthiesen "Den Sidste Gud" - evighed og tilværelse i Heideggers forfatterskab.



-0-0-0-


Jesus Kristus mission og livsgerning og værk var ikke en lære, ej heller en ren kærlighedslære (dette er taget ud af det blå) men var at videregive os mennesker den Søn Fader virkelighed med Gud vi som Guds Børn har qua Helligånden - som vi altid står i vertikalt sammen med Kristus Jesus (nemlig kender vi ikke Kristus Jesus menneskeligt, men som Nedstegen og Opstanden og Opfaren så det er på den vertikale bane vi befinder os) - som iøvrigt inkluderer den korteste og stejleste vertikale bane fra vores eget Kors og død (omvendelse (nemlig dør vi mens vi lever, er i live - nemlig når vi bliver døbt)) i og med og ved Kristus Jesus til Opstandelsen til Evigt Liv.


At blive evigt glad for en ren kærlighedslære er at glemme Gud - det er såre menneskeligt sådan at glemme Gud i vores liv men det gjorde Jesus ALDRIG - ALDRIG ville Jesus erstatte Gud i vores liv med en ren kærlighedslære -- dette har intet at gøre med Jesus Kristus iværksætteri og jordiske gerninger som var at føre os som Guds Børn til Gud - bringe os Søn Fader virkeligheden med Gud ved Helligånden. Her i Gud ved Helligånden - ville Guds Ånd Åbenbare os de Nye Skabninger mennesker vi er i Kristus.

Hvor rige vi er som mennesker i Kristus på Guds Kærlighed på Guds Herlighed på Guds Visdom men ikke mindst på Guds Ånd - Helligånden hvis Frugter er den sande kærlighed og hvis Karismatiske ÅndsGaver er vores sande selvaktualisering eller selvrealisering og personlige kreative udvikling og vækst som mennesker.

En lære - ej heller en ren kærlighedslære vil kunne udrette sådanne mirakler jeg lige har redegjort for.

Hvor Helligåndens vidunderlige forunderlige gerninger med os i en Omvendelse er straks en HELbredelse og derefter en HELLIGgørelse gennem Helligåndens Frugter og Helligåndens Karismatiske ÅndsGaver.

Jeg er skræmt over ingen SPIRITUALITET endnu overhovedet at have mødt i Lau Sander Esbensen's bog "Gud er Kærlighed" - det bekymrer mig - ja skal vi virkelig spises af med blot en lære - noget undervisning i en ren kærlighedslære.

Det er jo ingenting af betydning - vi bliver blot små skoleelever - dette var bestemt ikke Jesus mission livsgerning og værk - iværksætterri - at gøre os flinke'skoke'artige og fromme på så ydmygende vis - men tværtimod ville Jesus sætte os Søn Fader virkeligheden med Gud ved Helligånden - der ville udvirke de Nye Skabninger Mennesker vi er i Kristus i kraft af Gud.

Ved ikke hvordan vi griber det an.

Mit første indlæg var tænkt som en slags indledning, som viser hvad han tænker om det, han vil skrive om

Skal lige ind i Lau Sander Esbensen´s hoved og sprog, men jeg forstod hurtigt, at han mener, at som kristendommen er, er ikke den oprindelige Jesu lære -

Kristendommen er noget man har skabt forstår jeg -

og at denne har et problem med sin dogmatik,,, og jeg er da enig i, at hvis gud er kærlighed, hvordan kan han så ofre sin søn ... en forfærdelig tanke for mig og ikke særlig kærlig,

men sådan er fortællingen og det kan ikke udelades, for så falder "det hele sammen."


... men når vi taler kærlighed, er den vel først ægte hvis man selv vil dø for "sagen" og i forhold til kristendommen og treenighedslæren er det jo kringlet. For er den kærlige gud, den samme som ofre sig på korset?

Det er der jo dem som mener, men kan gud dø?

Nej gud forstås som evig


.