Kristendommens to fædre

Det siges nogle gange, at kristendommen er en tro med to fædre: Jesus og Paulus. Det hele begynder som bekendt med, at der for 2000 år siden fødes en person i en nu verdensberømt stald i Betlehem, der som ung mand vandrer rundt i det nuværende Israel og fortæller om Gud og kærligheden. Det er med dette levende, kød-og-blod menneske, kristendommen bryder ind i historien. Han er kristendommens alfa og omega for nu at soppe lidt i jargonen: Profeten, frelseren, forkynderen, forbilledet, gudesønnen, begivenheden - hvilken rolle, man nu ser ham i. Han er så at sige den første, man møder, når man går ind i den kristne verden.
Man har længe diskuteret, om Jesus havde til hensigt at starte en ny religion. Da en religion omfatter en dogmatik, en række læresætninger, kan man umiddelbart afvise, at det var hans intention, for det formulerede Jesus ikke. Han talte om livet, han talte til følelserne og prøvede >>at få os til at se ind under overfladen på vores tilværelse<<, som teologen Johannes Værge siger det. Men om det var hans plan at grundlægge en ny religion er omdiskuteret. Uden at ville udfordre et helt parnas forekommer situationen mig dog ret ligetil: Jesus ønskede helt sikkert at forandre verden så meget som muligt, og hvis mange forandrer sig sammen, bliver det uundgåeligt en folkelig bevægelse, og den må man formode, han ville have støttet, hvis den var opstået i hans levetid. Det gjorde den ikke, så det finder vi aldrig ud af, men i hans opgør med det gamle og hans nye måde at tænke om Gud og mennesket på, ligger der for mig at se det klare omrids af en ny eller i hvert fald forandret tro.
Om det var Paulus´ ambition at starte en ny religion er også omdiskuteret.
Stemningen blandt de lærde synes at være, at han var en jødisk reformator, stærkt inspireret af græsk tænkning, men ikke så sig selv som religionsstifter. Om den vurdering vil ændre sig, får vi se, men det står fast, at Paulus var optaget af at forstå Jesu liv og virke, og at hans fortolkning af det liv, Jesus levede, satte et afgørende præg på den kristendom, som begyndte at samle sig fra det øjeblik, Jesus udåndede. Af samme grund betegnes Paulus ofte som den første teolog og kristendommens egentlige grundlægger - altså en slags religionsstifter. Lidt polemisk kan man sige, at kristendommen startede med Jesus, men den blev ikke startet af Jesus.
Nu blev Jesus som bekendt ikke ret gammel, men efter hans død fortsatte hans tilhængere med at udbrede kendskabet til ham og hans ord. Flere og flere stødte til, en af dem Paulus, kristenforfølgeren som omvendte sig på vejen til Damaskus ca. 5 år efter Jesu død. I løbet af de to første århundreder voksede der menigheder frem i det nuværende Israel (Galilæa, Judæa, Jerusalem), Jordan, Damaskus, Lilleasien (Tyrkiet), Grækenland og sågar Rom, ikke mindst takket være netop Paulus. Og for at holde sammen på den nye tro og sikre, at den ikke blev opslugt af det omgivende samfund, opløst af interne stridigheder og åndelig dovenskab eller lukkede sig i små isolerede sekter, måtte der formuleres et autoritativt grundlag under den. Hvad var det egentlig, man troede på, hvis man troede på Jesus? Hvad var det, der gjorde de kristnes tro anderledes end jødernes og "hedningenes"? Det var baggrunden for Paulus´ breve til en række menigheder, hvor han bl.a. belærte dem om den rette livsførelse og redegjorde for den (efter hans opfattelse) rette tro.
Men Paulus blev ikke ved den rene og enkle kærlighedslære, Jesus kom med. Han gik videre og formulerede, i sin udlægning af Jesu liv og virke, nogle af de troselementer, som blev centrale i kristendommen: Forsoningsdøden og ophøjelsen af Jesus til Kristus. I teologien har man længe været bevidst om forskellen på Jesus og Paulus´ forkyndelse. Nogle taler om en afgrund imellem dem, og der synes at være enighed om, at evangeliernes Jesus er en anden end den Kristus-skikkelse, Paulus laver grundformen til. Det er derfor relevant at spørge, som Nygren gør, om Paulus reelt omskriver den kærlighedslære, Jesus kom med, til en lære om Kristus, himmelvæsnet, som menneskehedens frelser og forløser? Giver han den kristne tro en anden retning ved at erstatte Jesu evangelium med sit evangelium om Kristus? Fik troen ikke blot en ny form, men et nyt indhold? Er der, trods forskelle i stil og sprogbrug, kontinuitet mellem det, Jesu og Paulus ville lære os? Det må være det kriterium, forholdet imellem dem skal vurderes ud fra.


Forsoningstankens indtog