Skrift og autoritet

En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.

Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger.

Skrift og autoritet

En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.

Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger.

Skrift og autoritet

En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.

Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger.

Skrift og autoritet

En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.

Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger.

Skrift og autoritet
En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.

Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger.


Kapitel 1

Kristendommens grundmotiv

Er man kristen, er man formentlig enig med den svenske teolog Anders Nygren, når han i sit nyklassiske værk Eros och Agape udpeger kærlighedstanken til den kristne tros grundmotiv: Troen på Jesus er før alt andet en tro på kærligheden. Det er tæt på det eneste, kristne er enige om, men det er fantastisk, at de er det, for kærligheden er både som lære og livsholdning en kilde til tryghed, lykke, oplysning, fremgang og fred. Det er den eneste kraft i verden, der kan forene alle mennesker på tværs af tro, ikke-tro, kultur, køn, etnicitet, alder og hvilke kasser, vi ellers putter hinanden i. Det er et budskab, man nærmest kun kan være imod, hvis man ikke fungerer ordentligt som menneske.
At kærligheden er troens grundmotiv, betyder for Nygren, at den er svaret på et afgørende spørgsmål til tilværelsen, nemlig >>evighedsspørgsmålet<<, >>spørgsmålet om menneskets gudsfællesskab<<: Hvem er Gud? Hvad er vores forhold til ham? Hvordan bør vi leve? Jesus svarer som bekendt ved at fremhæve kærligheden som dét, der bærer vores liv: Gud er kærlighed, forholdet til ham er et kærlighedsforhold, og vores liv med hinanden skal være et liv i kærlighed. Hvordan dette svar konkret skal udmøntes, er der så ikke enighed om blandt kristne (og så er der igen uenighed om alt), men kærligheden er desuagtet den idé, der holder kristendommen sammen som tro og udgør essensen af, hvad det vil sige at følge Jesus.
Men hvis kærligheden er grundmotivet i den kristne tro, skal den selvfølgelig være troens røde tråd hele vejen igennem. Bordet fanger: Hvis kærligheden er essensen af, hvad det vil sige at være kristen, bør man ikke som kristen acceptere, at noget i éns tro modsiger den. Kærlighedstanken er et korrektiv til enhver tro, der bekender sig til den, også den kristne, og der er af samme grund en pointe i at bevæge sig ind i kærlighedstanken og folde dette korrektiv ud, så de grænser, en kærlighedstro skal holde sig indenfor, bliver så tydelige som muligt - og det gør vi så nu.

Kærlighedens suverænitet

Jesus står for mange af os som det personlige vidnesbyrd om kærlighedens kraft. Det billede af ham, jeg har med mig fra min ikke specielt kristne opvækst, er billedet af en person, der virkelig elsker mennesker. Han opsøger de udstødte, støtter de syge, forsvarer de svage, står op imod uretten, taler magten imod og taler myndigheden i os frem. Han ansporer os til at være ansvarlige, retfærdige, tolerante og barmhjertige, til at tage livet på os og værdsætte vore medmennesker og os selv som frie og lige individer. Han viser os ikke bare en dybere og stærkere måde at være menneske på. Han giver en helt ny stemning liv, både med sit eksempel og sine ord.
Ikke at man ikke vidste, hvad kærlighed var, før Jesus kom og fortalte om den, for selvfølgelig gjorde man det. Hvis ingen havde anet, hvad han talte om, ville han have været glemt i dag. Men han satte en kraft bag tanken, ingen andre hverken før eller siden har præsteret. Han kunne tale om kærligheden, så man virkelig tør tro på, at det er den bærende kraft i Gud, verden og vores liv. Det er, som om det var dér, vi opdagede den, og det er dén følelse, som får os til at sige, at den kom ind i verden ved ham. Med budskabet om kærlighedens suverænitet gjorde han kærligheden til den kraft, der bærer os frem, og den standard, vores forestillinger om Gud skal holdes op imod, og dér, hvor han mest berømt og prægnant udtrykker sit budskab, er i det dobbelte kærlighedsbud.

Det dobbelte kærlighedsbud

>>Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: >>Mester, hvad er det største bud i loven?<<. Han sagde til ham: >>Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind<<. Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: >>Du skal elske din næste som dig selv<<. På de to bud hviler hele loven og profeterne<< (Matt. 22, 34-40).

Ved man ikke andet om Jesus end, at han gjorde disse to bud til troens grund, så ved man nok. Det er her, det kristne grundmotiv træder tydeligst frem, det er så at sige her, den jødiske lovreligion transformeres til en kærlighedsreligion. Og egentlig gør Jesus ikke andet end at referere to bud fra Mosebøgerne (5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18). Det, han svarer, er ikke bare ikke nyt, men decideret oldgammelt. Tilhørerne kendte de skriftsteder, han henviste til, og afligevel anså de det tilsyneladende, også Jesus selv, for et anderledes svar, end man kunne finde i den gamle tro. Men hvad er det egentlig, Jesus siger i sit svar? Hvor meget har han lagt ind i sin kærlighedslære?
Lad mig begynde med at notere, at samtalen med farisæeren har et autentisk præg. Andre steder i evangelierne læser man de udsagn, Jesus er tillagt, med skepsis - og nogle gange må man blankt afvise, at det skulle være noget, Jesus har sagt - men denne situation lyder faktisk, som om den har fundet sted: Den består ikke af lange, ordrette citater, som hos evangelisten Johannes eller i bjergprædikenen. Der er tale om en stærk og simpel scene, som har været nem at huske: Først det enkle spørgsmål fra den lovkyndige, derefter Jesu henvisning til de to bud om kærligheden, og endelig hans afsluttende punchline: >>På de to bud hviler hele loven og profeterne<<.
Så jeg antager, at situationen er autentisk, og vi her har en direkte indgang til, hvordan Jesus så Gud og hans forhold til os. Jeg antager, at Jesus sagde de her ting og mente dem, og at han vidste nok om skrifterne til at kende implikationerne af det, han sagde. Og med den forudsætning in mente, hvad er det så, han lige dér fortæller os? Hvad er det nye i det, han siger? Ja, siger han overhovedet noget nyt?

Gudsrigets komme
Når Jesus i sit svar til farisæeren fremhæver de to kærlighedsbud, er det selvfølgelig i første omgang et budskab om, hvordan vi bør leve, og er som sådan en opfordring til at bedre sig som menneske. Jesus ville skubbe til os. Han oplevede sig på mission for Gud og mente helt klart, at hans budskab kunne forandre folks liv, ja, at det kunne forandre verden. Og den forandring, han så for sig, er antydet i tanken om gudsriget: >>Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på (det glædelige budskab)!<< (Mark. 1, 15).
Jesus var relativt fåmælt om dette gudsriges natur, og blandt hans følgere var der diskussion om, hvad han mente. Nogle hørte det som en politisk proklamation, altså et varsel om omstyrtelsen af det romerske herredømme og genrejsningen af Israel. Andre hørte det som en eskatologisk proklamation, altså en bebudelse af Guds indgriben i verden og oprettelsen af et jordisk evighedsrige. At Jesus skulle have set sig selv som en ny konge eller en verdensdommer virker bare ikke sandsynligt: Kærlighedstanken, som var kernen i det, han ville os, er tydeligvis en henvendelse til den enkelte. Den er en vision for en ædlere måde at leve og være menneske på og, ja, en formaning om at lægge sit liv om. Jesus taler hverken som en politiker eller en profetisk forkynder af de sidste tider. Gudsrigets komme handler om at reformere sig som menneske, om en indre, ikke en ydre forvandling. Der er med andre ord tale om en åndelig eller, om man vil, eksistentiel proklamation:

>>Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: >>Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer<< (Luk. 17, 20-21).

Som teologen Per Bilde skriver, kan den originale græske tekst også oversættes med >>For Guds rige er indeni jer<< (ikke >>midt iblandt jer<<). Det var sådan, det gnostiske Thomas-evangelium oversatte det. Og det giver mening, at gudsriget er den verden, der åbner sig, når man lægger sit liv om og lever i kærlighed. Jesus anviser således både et mål for vores liv og en vej hen til det: Gudsriget betegner en ideel måde at findes på - og forudsætningen for at nå frem til den, gudsrigets komme, er netop dette at leve sit liv i kærlighed. Gudsriget er med andre ord en indre tilstand, vi selv har nøglen til. Kærlighedsbudskabet er en dobbelt vision af et mål og en vej.
Men nu begynder konturerne af et andet og dybere lag i kærlighedsbudskabet end "bare" det etiske at tone frem: Når Jesus taler til skarerne, taler han tydeligvis til en ufærdighed i os. Hvis kærligheden allerede var fuldt realiseret i vores liv, ville vi ikke opleve den som relevant at beskæftige os med - men det gør vi. Samtidig taler han ud fra en forventning om, at vi forstår ham, og det må betyde, at kærligheden allerede er en realitet i vores liv. At vi kender den indefra, altså fra os selv. Hvis ikke vi gjorde, ville vi hverken kunne genkende eller forbinde os med den - eller forestille os den som et må for vores liv. At Jesus stiller sig op og forkynder kærlighedstanken i forventning om at blive forstået - som han gør i situationen med farisæeren - siger derfor både noget om, hvem han mener, vi er, og hvor han mener, vi bør være på vej hen. Sagt på en anden måde: Når han forkynder kærlighedstanken, så forudsætter han, at vi i kraft af vores natur kan knytte an til det, han mener - og det må betyde, at vi ifølge Jesus af natur er 'af kærlighed'. Han forudsætter , at vi i måden, vi findes på, er forankrede i kærlighedstanken, dvs. hans forkyndelse må forstås sådan, at den både rummer en etisk og en metafysisk dimension.

Kærlighedsfordringens metafysiske fundament
Lad os trække de to dimensioner tydeligere op ved at blive i situationen og lytte ind til, hvad det rent faktisk er for et spørgsmål, Jesus svarer på. Farisæeren vil vide, hvad der er det største bud i Loven, og selvom han prøver at få Jesus på glatis, må man forstå det sådan, at han spørger, hvad der er det vigtigste, vi skal vide som mennesker. Og svaret fra Jesus er tindrende enkelt: Elsk Gud med alt, hvad du har i dig, og lev dit liv i kærlighed!
Traditionelt læses hans svar som en anvisning på, hvordan vi skal leve, og det er det også, men det er mere end dét: I sit svar siger Jesus, at hele Loven og Profeterne - som han selv føjer til - hviler på de to bud om kærligheden, og dermed svarer han uopfordret på mere, end han bliver spurgt om. Og hvad er det så, han helt tekstnært siger?
For mig at se er det nærliggende at forstå svaret til farisæeren sådan, at når Jesus erklærer, At Loven og Profeterne hviler på de to kærlighedsbud, underlægger han besvarelsen af de spørgsmål, der behandles i disse skrifter, den kærlighedstanke, der bærer kærlighedsbuddene: Det, der står i Loven og Profeterne, skal læses i lyset af kærlighedstanken. Og hvad er det så, der står? Loven og Profeterne er betegnelser for de to skriftgrupper, man kender som Mosebøgerne og de profetiske skrifter i Det Gamle Testamente, og tilsammen redegør de for Guds væsen, universets tilblivelse, menneskets skabelse, Faldet og det ondes indtog i verden, Guds omgang med sine børn, først og fremmest israelitterne, hans love for den rette livsførelse og for vores omgang med ham (fx offerreglerne), hans reaktion på vores gøren og (und)laden - og så gengiver de nogle profetier om fremtiden, kulminerende i varslet om Messias´ genkomst og gudsrigets oprettelse.
I disse to skriftgrupper forelægges man altså en stor fortælling om verden, en verdensforklaring, hvor alle de klassiske metafysiske spørgsmål tages op. Og pointen fra Jesus er så, at svarene på disse spørgsmål i enhver henseende skal stemme overens med kærlighedstanken: Den tro, Jesus taler om, er ikke blot som livsform, men også som lære forankret i kærligheden. Hvis man vil forstå, hvem Gud er, og hvordan han tænker og handler, det onde, Guds ordning af verden, menneskenaturen etc., skal man altså ifølge Jesus forstå det ud fra kærlighedstanken.
Hvis derfor, en troslære eller en teolog hævder noget om disse ting, som er i modstrid med kærligheden, er det derfor ifølge Jesus i modstrid med virkeligheden og, i konsekvens heraf, med sandheden - uanset om det så står i de helligste skrifter, og nogen har troet på det i årtusinder. Gud kan fx ikke tænkes at have skabt verden eller andre væsner på en måde, som er uforenelig med, hvordan en kærlig Gud ville have gjort det. Gud kan heller ikke tænkes at have indrettet verden og vores liv, så vi konfronteres med det onde på en måde, som strider imod, hvordan en kærlig Gud ville have gjort det. Og det sætter selvsagt grænser for hvilke verdensforklaringer, der overhovedet kan være sande og tages under overvejelse.

I sit svar til farisæeren identificerer Jesus med andre ord et metafysisk lag nedenunder det eksistentielle lag. Og det eksistentielle lag er forankret i det metafysiske, dvs. i en oversanselig virkelighed. I forening konstituerer de kærlighedens suverænitet, som bare er en formulering af den iagttagelse, at vores væren, vores kærlighedsnatur, kan, vil og bør sætte sig igennem i vores måde at leve på - dvs. i vores måde at leve på kan og bør vi hente inspiration i, at vi er sat i eksistens af en kærlig skaber, at selve vores væren har sin oprindelse i en kærlighedsmagt.

Kærlighedsbudskabets forpligtende karakter