Fik en mindre åbenbaring af hvorfor Tikka ikke er i nærheden af at nå frem til den Paulus læsning og forståelse som fx Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Albert Schweitzer og Rudolf Steiner og Rudolf Otto og Luther med mange flere andre når frem til.


Hos de ovennævnte er der en Ånd og en Væren og et Humør og en Entusiasme - ja en emotionel ekstatisk begejstrings struktur - der er store sindsbevægelser og affekter i spil - såvel som de er meget indre styret eller motiveret indefra, ja de er Friheds elskende og anti autoritære. De er HJERTE mennesker mere end de er hoved mennesker. Det samme gælder Paulus. Også derfor de kan se sig selv i Paulus.


Vi mennesker er forskellige - opfatter verden forskelligt - noget Jung måtte sande før han ret for alvor kunne forstå sine patienter.

Der er overhovedet ingen tvivl om at jeg ligner Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Albert Schweitzer og Rudolf Steiner og Rudolf Otto og Luther og ja Paulus selv meget mere end Tikka og mange andre gør. Og man kan derfor ej heller forlange at alle forstår Paulus lige godt.

Hvis man ikke fra fødslen og gennem opvæksten og opdragelsen udvikler det temperament det humør den begejstring og glæde og entusiasme og indre styring (Friheds elskende og anti autoritær grundindstilling) som Paulus har vil man selvfølgelig ikke ret godt kunne spejle sig i Paulus og man vil få ham galt i halsen og springe afgørende nøgle kapitler over som fx Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Albert Schweitzer og Rudolf Steiner og Rudolf Otto og Luther med mange flere straks forstår betydningen af ved deres første møde med disse kapitler.

Fx er Paulus ekstremt indre styret og overhovedet ikke autoritetstro - han har ingen respekt for det autoritære - han vil selv. Det samme siger mine forældre og pædagoger og lærere om mig. Det samme gælder Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Albert Schweitzer og Rudolf Steiner og Rudolf Otto og Luther - alle er de indre styrede og motiverede og meget selvstændige tænkende mennesker.

Tikka ved vi fra hendes selvbiografiske hint at hun har været ekstremt autoritets tro og lidt af menneskefrygt og selvfølgelig også derfor hun har svært ved at spejle sig i Paulus.

Personer der overhovedet ikke lider af menneskefrygt eller er autoritetstro som Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Albert Schweitzer og Rudolf Steiner og Rudolf Otto og Luther med mange flere plus mig selv vi vil jo have så meget nemmere ved at finde os selv og spejle os selv i Paulus. Vi vil have så let ved at forstå Paulus hovedtanker og ærinde. Også fordi vi fra vores eget liv har de samme erfaringer af Friheden og Ånden direkte fra Gud og ikke fra andre mennesker.


Det siger sig selv at en bibelfundamentalist som Tikka selvfølgelig vil komme til at læse også Paulus som fundamentalist. Og hun vil skøjte hen over nøglekapitler som 1 Kor 2 og 2 Kor 3 og Galaterbrevet vil slet ikke gøre indtryk. En bibelfundamentalist vil selvfølgelig hæfte sig ved enkelte bogstaveligheder der bekræfter vedkommendes syn på tingene og nogen sammenhængende forståelse ud fra at have overblik og sans også for 1 Kor 2 og 2 Kor 3 og Galaterbrevet vil der ikke kunne opstå.

Derfor når Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Albert Schweitzer og Rudolf Steiner og Rudolf Otto og Luther og ja HansKrist frem til en meget og endda radikalt anderledes læsning og forståelse Paulus end Tikka når frem til.

Jung har ret vi mennesker er så forskellige.

Hvordan skulle mennesker kunne genkende noget i Paulus de ikke har kendskab til fra deres eget liv - det er nok en umulighed.

Hoved mennesker vil ikke kunne forstå hjerte mennesker. Eksistens og hjerte (kærlighed) er også nøglebegreber hos Paulus hvor alt drejer sig om Nåden Guds Kærlighed Kristus og at være omskåret i hjertet. Paulus bruger hovedet som et forstands redskab men han lever ikke livet fra hovedet af fra tænkning men fra hjertet af. Derfor der findes så kraftigt ekstatisk begejstrings struktur hos Paulus - eller så stor SPIRITUALITET gør sig gældende.


-0-0-0-


Jamen det er jo så korrekt som det står skrevet: vi mennesker er jo så forskellige

Du HansKrist og Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Albert Schweitzer og Rudolf Steiner og Rudolf Otto og Luther I forstår jo og læser Paulus meget meget anderledes end Tikka gør.

Og det står jo enhver frit for hvem de har tillid til.

Selv har jeg aldrig været i kløerne på bibelfundamentalister (da jeg er indre styret og overhovedet ikke autoritetstro) men har man først været i kløerne på bibelfundamentalister vil man nok uvægerligt komme til at læse Paulus i det lys - ja alt kristendom vil blive opfattet sådan.

Alain Badiou's Paulus forståelse


I. Indledning
Paulus’ teologi rummer en overset politisk-filosofisk dimension. Det er den overraskende påstand hos en række postmoderne filosoffer. Med henblik på at udpege, hvad det er, filosofferne har øje for hos Paulus, indleder Dominik Finkelde sin bog Politische Eschatologie Nach Paulus med en analyse af Giovanni Paninis billede En apostel prædiker (1744). På billedet ser man Paulus stå og prædike for sine tilhørere mellem ruiner. Men det er ikke en historisk situation, Panini gengiver. Da Paulus prædikede for romerne, lå Rom ikke i ruiner, men var det kulturelle og politiske centrum i et stort imperium. Men den historiske situation i 1. århundrede er med på billedet, legemliggjort i Paulus’ person og hans fremførelse af sin prædiken. Med ruinerne er vi i enhver given nutid. Og til både 1. århundrede og den nutid, der lever mellem ruiner, siger Paulus: ”os til hvem tidernes ende er kommet” (1 Kor 10,13). Af Paninis billede fremgår det, at tid er et vigtigt tema i Paulus’ teologi, men ikke tid forstået som en strøm, hvor det ene ’nu’ afløser det andet. 1. århundrede og nutiden er skildret i det samme billede. I Paulus’ teologi er der noget, der har gyldighed hen over alle tider, noget universelt. Det er det, der gør Paulus interessant for de postmoderne filosoffer og ikke mindst spørgsmålet om, hvad det er funderet i.

Det følgende er en redegørelse for den franske filosof Alain Badious og den italienske filosof Giorgio Agambens Paulus-læsninger. I udgangspunktet er de to fælles om at læse Paulus som en politisk filosof, hvilket indebærer, at de læser Paulus’ teologi som en immanent teologi, hvor det vertikale perspektiv helt viger for det horisontale. Men som det vil fremgå, er der store forskelle i deres Paulus-læsning.


II. Badiou

Badiou lægger vægt på, at Paulus’ breve er skrevet før evangelierne og at der i brevene efter hans opfattelse ikke er henvisninger den historiske Jesu liv og gerninger. Hermed siger Badiou ikke noget nyt (Kähler, Bultmann). Det er da heller ikke forholdet mellem den historiske Jesus og den bibelske Kristus, altså Paulus teologi, der interesserer Badiou. Det, der interesserer ham, er Paulus’ omvendelse, hans møde med Kristus på vejen til Damaskus (Acta 22,5-16). Det, der interesserer ham i det møde, er, hvad det siger om den indre struktur i Paulus’ tro.

Den tolker han ud fra den ontologi, han har fremlagt i hovedværket Das Sein und Das Ereignis. I henhold hertil er Kristus-begivenheden, som Badiou betegner Paulus’ omvendelse, en ren subjektiv begivenhed. Paulus kendte før Kristus-begivenheden Jesus som gudsbespotter og efter begivenheden som den opstandne Kristus. Der er ikke noget, der formidler mellem de to opfattelser. Ligesom der heller ikke er nogen formidling mellem de to subjekter Saulus og Paulus. Det kristne subjekt eksisterer ikke før omvendelsen. Det bliver til i begivenheden og der kan ikke argumenteres for begivenhedens sandhed.


Badious ontologi

Robert Musil beskriver i romanen Die Verwirrungen des Zöglings Törless, hvorledes hans romanhelt på et øjeblik afskrækkes af den uendelige himmel og spørger ”hvor stor er uendeligheden”? Det er det spørgsmål, der ligger til grund for den ontologi, som Badiou udformer. Han er oprindelig matematiker og derfor er det ikke nogen tilfældighed, at matematikeren Georg Cantors mængdelære, som blev fremsat i slutningen af det 19. århundrede, kom til at spille en stor rolle for Badious filosofi. Cantor åbnede med sin teori om den uendelige mængde et nyt område indenfor matematikken. Hvad kom først: det ene eller mangfoldigheden? Det ene findes ikke. Der findes kun mangfoldigheder uden enhed. Og mangfoldighederne er uendeligt forskellige. Hvordan kan der så ud af en oprindelig kaotisk mangfoldighed opstå betydning og entiteter? Det svarer Badiou på med sin teori om ’at-tælle-som-en’. Når noget tælles som ’en’ betegner det et tilhørsforhold til en mængde. Men tilhørsforholdet beror ikke på en kvalitet hverken hos mængden eller det, der tælles som ’en’ ”Den begrundende benævnelse ’en’ svarer til en ubegrundet beslutning. Det er den tomme benævnelse, der gør en sammenhængende konstruktion mulig”.

Cantor bryder med den hidtil herskende forståelse, at verden er endelig og evigheden er uendelig. I Cantors mængdelære ligger der således en sækularisering af uendeligheden. Deri ligger dens værdi for Badiou. ”Jeg forestillede mig mængden af ting som en lukket sæk, der indeholdt en afgrænset mængde af ting, men nu siger Cantor, at en mængde er en afgrund. ” Konsekvensen er, at verden fortaber sig. Vores daglige verden kan ikke afledes af en guddommelig, metafysisk uendelighed, men hører hjemme i en immanent uendelighed, i en tom uendelig afgrund. Det uendelige hentes ud af evigheden og ind i verden og dekonstruerer dermed modsætningen mellem ’finit-innerweltlich og infinit-überirdisch’. Ikke kun mængdelæren, men matematikken generelt, tallene, ser Badiou som forudsætningen for sin ontologien. Men det betyder, at i den immanente uendelighed er det ikke muligt at forudse, hvad der sker. I uendelighed ligger, at alt kan ske. Hvad der i det religiøse sprog betegnes som et under, er derfor ikke et udtryk for, at ’Guds hånd’ rækker ind i endeligheden, men det er et frembrud i verden af en af verdens immanente uendelige muligheder.

Paulus’ Kristus-begivenhed er et sådant frembrud. I den legemliggøres noget radikalt nyt i den immanente uendelighed i en verden, der på alle måder søger at bevare det etablerede. Det revolutionerende nye i mængdelæren er for Badiou, at den lærer os at tænke, hvordan der i den udefinerbare uendelighed kan opstå noget helt nyt.

Paulus’ universalisme som subjektiv erfaring

Badiou udfolder sin forståelse af kategorien ’begivenhed’ i værket Das Sein und das Ereignis. Væren og begivenhed er for Badiou modsætninger. At tale om væren er at tale om en uendelig mangfoldighed af enkeltting. Heroverfor står begivenhed, der hører situationen til og den er et fremmedlegeme i værensordningen. Begivenheden bryder det bestandiges ordning og åbner for nye handlingsmuligheder.

Den centrale tese i Badious Paulus-bog, Paulus – Die Begründung des Universalismus, er, at Paulus’ omvendelse er en begivenhed, der har den struktur, han redegør for i Das Sein und Das Ereignis. Messias-begivenheden er øjeblikket, hvor en ny sandhed slår igennem. Pludseligheden markerer radikaliteten og uforeneligheden med den herskende viden. Et afgørende aspekt er sandheds-begivenhedens radikale jeg-baserethed: ”Das, was wahr ist … lässt sich auf keine objektive Menge zurückführen, weder nach seiner Ursache noch nach seiner Bestimmung … worauf es ankommt, ist die subjektive Geste in ihrer gründende Macht”. Subjektet skaber ex nihilo en ny ordning og en ny sandhed.

Badiou taler om subjektet som en magt og den universalisme, der stiller alle lige i Kristus (Gal 3,28-29) har sin grund i den subjektive oplevelse. Det, det drejer sig om for Paulus, er ifølge Badiou at opbygge en ’universel singularitet’, der står i modsætning til de etablerede institutioner, der er bestemt af 1. århundrede’s to herskende diskurser, den jødisk-religiøse og den græsk-filosofiske. Den første omtaler Badiou som en ’undtagelses-diskurs’, hvor det profetiske tegn, underet, udvælgelsen manifesterer Guds trancendens og Guds vilje som det, der ligger bag det konkrete liv. Den græske diskurs har sin grund i den filosofiske visdom. De to diskurser udelukker gensidigt hinanden. Den græske visdom udelukker den suspension af den kosmiske, tænkte ordning, som den jødiske undtagelses-diskurs er udtryk for. Og den jødiske diskurs udelukker den græske diskurs’ tænkte lukkethed. Ifølge Badiou står de to diskurser for ”derselbe Figur von Herrschaft”. Begge diskurser indeholder en potentiel vej til frelse, enten beherskelse af totaliteten af den græske visdom eller beherskelse af den jødiske skrifttradition og de har det til fælles, at ingen af dem kan gøre krav på universalitet. Den græske diskurs er bundet til forestillingen om et afgrænset kosmos. I jødedommens binding til den jødiske lov ligger, at den guddommelige magt ikke rækker ud over etniske grænser. Begge diskurser betegner Badiou som ’Fader-diskurser’, der cementerer deres fællesskaber i en form for lydighed. Paulus derimod viser i ’Sønnens diskurs’, at den universelle logik gælder hinsides enhver lov-logik, hvad enten den er filosofisk eller religiøs. I modstillingen af de to diskurser er det tydeligt, at Badiou ikke ser Paulus som en formidler mellem de to synspunkter. Kun i et radikalt brud med de to herskende diskurser viser Messias-begivenheden sig som en sandhedsbegivenhed. Mens det i den græske diskurs er filosoffen, der manifesterer sandheden og i den jødiske diskurs profeten, er det i den paulinske diskurs apostlen. Han bliver kaldet og erkender i kaldelsen budskabets sandhed og forbliver tro mod det. Og den sandhed, han erkender, er en ikke falsificerbar viden (erkendelse forgår, 1 Kor 13). Den universelle sandhed kan ikke objektiveres.

At der er tale om en selvreferentiel trossandhed, der er hævet over ethvert bevis, fastslår Badiou i Paulus-bogen med baggrund i bl.a. 1 Kor 15,16ff: ”For hvis ikke døde opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves … Men nu er Kristus opstået fra de døde. ” Der er tale om et cirkelbevis og det er Paulus formodentlig klar over. Det, han imødegår i citatet, er, at der skulle findes en sandhed, der kan argumenteres for. Der er nemlig ikke nogen sandhed før begivenheden. Troen forudsætter troen. Objektiviteten viser sig i subjektiviteten og i den efterfølgende troskab.

Badious filosofi skal læses som et forsøg på at genopdage subjektet som subjekt. Det er det, hans Paulus-interpretation er udtryk for. Subjekt står hos Badiou for en eksistentiel bevægelse i et individ, der gør en urokkelig erfaring, der ændrer det fra individ til subjekt og således ændrer alt. Saulus bliver på vejen til Damaskus til Paulus. Subjektet bliver kaldet til at omsætte den urokkelige sandheds-erfaring, som det som subjekt er udgået af. Subjektet kaldes til en identitet, som er absolut og ikke kan spaltes. Subjektet har gudbilledlig karakter, fordi det ikke opstår ud af foreliggende muligheder, men ud af intet. Det er totalt emanciperet, dvs. altid hinsides hvad det etablerede forstår ved godt og ondt, som er det, der sikrer dets fortsatte beståen. Hvor subjektet er totalt emanciperet, forkaster det den bestående ordning, fordi det forkaster, hvad den forstår som godt og ondt. Det er den struktur Badiou finder i Paulus’ omvendelse og som gør, at han i Paulus ser en politisk revolutionær tænker.



-0-0-0-0-


Længere væk fra at være fundamentalist kan man nok ikke komme.

Paulus denne FRIHEDEN og ÅNDENS APOSTEL

Vores FRELSE eller forløsning er netop i denne vores nye FRIHED og eller EMANCIPATION - Nye fra Gud (ud af intet) subjektivitet eller JEG-HED

BÖHME og Rudolf Steiner kalder da også KRISTUS for vores Nye JEG-HED eller JEG-legemet eller SELVSTÆNDIGHEDS LEGEMET (FRIHEDS LEGEMET) - den FRIHED og EMANCIPATION og Nye subjektivitet og identitet vi har i Kristus.


KRISTUS begivenhed, der hører situationen til og den er et fremmedlegeme i værensordningen. Begivenheden bryder det bestandiges ordning og åbner for nye handlingsmuligheder.

Uanset hvad du mener om mig og din ”rigtige” forståelse af ”det hele” ugyldiggør det ikke mit svar på:

Hvem er kristen...

Svaret var og er:

Ifølge Paulus skal man tror på opstandelsen, at Jesus/Kristus er opstået ... at gud har oprejst Jesus/Kristus -
Hvis ikke man gør det, er troen tom.

Fordi - Paulus var den første der skrev om en Jesus.

Man kan så efterfølgende diskutere om den korsfæstede - mennesket Jesus var gud, hvad de fleste fra de mange forskellige kristne trosretninger nok vil mene, eller - om han blot var et menneske der fik af guds ånd … hvad det så er?

*

… og kort angående hvor troen kommer fra.

Den kommer udefra hvad enten man tror på helligånden eller får troen ind fra opvækst/kultur hvor dette med helligånden også figurerer … så der er ingen som er født med troen og ej heller med helligånden.

Bibelsk bliver de begge givet.

Bibelen taler om at gud drager

44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/joh/6

Både Paulus og Jesus var oplærte jøder og citerede ifølge skrifterne flittigt fra GT, så deres tro udspringer derfra
Du ved … i følge skrifterne ... og har i ikke hørt

*

Jesus betalte med sin død for vor frelse ifølge skrifterne


Både Jesus og Paulus troede på beretningen fra Edens have, ellers var der jo ej heller nogen grund til at ofre sit liv til frelse for os, så vi igen kan få det evige liv og blive syndfri.

Gosh! Han var jo udsendt af gud skrives der … og Paulus skulle lide for guds navn

15 »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.«
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/apg/9

*
*

Jeg har ikke tillid til troen på gud og helligåndens eksistens, derfor tror jeg heller ikke på Paulus´s kontakt med den døde Jesus, men tror det er muligt at tro dette … og vi skal jo huske at menneskene på biblens tid levede i en anden tid hvor åbenbaringer - hvor man hørte stemmer og så syner ikke var ualmindeligt (læs blot profeterne) men som idag ikke blev indlagt …

… men - jeg tror bestemt, de (Paulus og Jesus (med flere)) selv troede på deres virkelighed, ellers kan man ikke være så engageret så man vil gå i døden for en tro, hvad kristne skal kunne.

De skal leve for Jesus/Kristus, og dermed dø for Kristus.

Og hvorfor nu det.

Jo, man kan igen få et godkendt forhold til gud, og skal ikke ofre mere hvis man tror på og følger Jesus, for Jesus har med sin offerdød én gang for alle betalt så vi kan stå rene for gud og få evigt liv … men vi skal tro – og derved handler vi også derpå fordi man bliver troen.

16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/joh/3

*

At Paulus - og skribenten af Johannes evangeliet troede, at Jesus havde levet i himlen før han kom til jorden er dybt god nat, men det var ikke en mærkelig tanke for alle på biblens tid, og især ikke de som var græsk påvirket.

Selv om jeg ikke tror på biblens gud eller dennes ånd, tror jeg på hvad begreberne dækker over, da de kan erkendes som en virkende kraft som er tilstedeværende, hvis man vil åbne op, men kalder det ikke gud og helligånden.

*
Sluttelig ser jeg som før oplyst Paulus som fundamentalist … både da han var jøde og da han blev kristen, og jeg ser ham som et magt menneske, og man kan jo spørge hvorfor han ville bruge så meget tid på at forfølge de som tilhørte Vejen og få dem slået ihjel, som Saul fordi de ikke troede på det samme som hamselv.

Lidt hurtigt men slut ... og stadig ingen farve
.

Jeg behøver ikke mene noget om dig for du skriver sort på hvidt bombastisk om Paulus som strider imod hvordan de fleste andre læser og forstår Paulus.

Og det er ikke min rigtige forståelse af det hele - det er at min forståelse flugter Luther og Albert Schweitzer og Rudolf Steiner og Rudolf Otto og Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Alain Badiou med mange mange flere som jeg refererer til og bygger min forståelse op på i en samtale dialog.

Hvilket indtryk gør det på dig at de nævnte ovenfor når frem til en radikal anderledes læsning og forståelse Paulus????

Hvilket indtryk gør 1 Kor 2 og 2 Kor 3 og Galaterbrevet på dig??? Du reagerer aldrig på det der fuldstændig underminerer dine Bibel fundamentalistiske bombastiske udtalelser hvor du henter helt bestemte linjer fra Bibelen ud af sammenhæng med alt øvrigt Paulus skriver og disse sætninger hæver du til dogmer ingen kan komme udenom (du Tikka er sørme Bibel fundamentalist så det klodser (ofte når jeg har læst dig rejser nakkehårene sig i forfærdelse og rædsel - der er noget skræmmende djævelsk med inde over det du kan finde på at skrive og hævde (som et blindt indædt raseri jeg kun kender fra de mest rabiate ateister med overhovedet ingen religiøs spirituel intelligens (Howard Gardner har fundet en spirituel intelligens))).

Ingen åndelig forståelse lægger du til grund for din læsning og forståelse, som Paulus ellers forlanger vi gør og ej heller nogen lovsang med din forstand om tingene som igen Paulus opfordrer dig til.




Du er tavs som graven når de nævnte tænkere og teologer og filosoffer fremlægger deres synspunkter som strider imod dine bombastiske bibelfundamentalistiske læsninger. Som om du tror Gud kan uddrages igennem læsning Bibelen ja du siger endda Bibelens Gud hvormed du afslører dig selv - at du overhovedet ikke har forstået størrelsen Gud og ja religion - det religiøse spirituelle i menneskehedens liv.


Denne din tavshed har ofte undret mig - du rør ikke ved noget der kunne udfordre din bibelfundamentalistiske forståelse tingene. Men sådan er de konservative kredse indenfor kristendommen som du repræsenterer og præsenterer med så stor iver og kærlighed (dedikation) også kendt for. Man skulle jo nødigt forstå tingene i dets rette Åndelige forståelse som Paulus forlanger og man skal ej heller lovsynge med sin forstand som Paulus forlanger det - nej det står jo i Bibelen.

Nej siger Paulus - det står ikke i Bibelen og nej siger Bibelen der aldrig kunne finde på at referere til sig selv som autoritet.


-0-0-0-



Det er vi vel alle (jeg er ihvertfald) - blot ikke Bibelens Gud men den levende Gud som Paulus og Jesus og langt de fleste mennesker lever deres liv i sparring med.

Uden Gud - uden Ånden i mit liv (1 Kor 2) - ville jeg enten være døende eller psykotisk lallende idiot. Som oplært i Jung's psykologi det er jo ganske indlysende hvad der står i 1 Kor 2. Den dag vi mennesker ikke længere kan dialogen og være i proces med Guds Ånd som 1 Kor 2 beskriver det er vi farlige for os selv og for andre - sådan helt uden åndelig kontakt til det ubevidste og vores underbevidsthed som det religiøse spirituelle grunder i.





nakkehårene rejser sig igen (er det en sindssyg jeg taler med - ihvertfald et menneske helt ude af sig selv) det kan godt være du vil frabede dig at jeg har ondt af dig men det kan jeg ikke undgå at have - jeg tror aldrig jeg har mødt et menneske så skør og totalt forvirret - rundt på gulvet - på så dybt vand har du kastet dig ud på hvor du hverken formår at svømme eller bunde (det er skørt af dig overhovedet ikke at bevare lidt din forstand og dømmekraft i de samtaler du kaster dig ud i)))

Jamen så har du jo overhovedet ingen forudsætninger for at deltage i debatten.

Du snakker om noget du ikke forstår og hævder du overhovedet ingen erfaringer har med.

Hvis hvad begrebet og størrelsen Gud dækker over såvel som Helligånden ikke siger dig noget kan du jo selvfølgelig ikke læse Bibelen og da især Nye Testamente og få noget som helst meningsfuldt ud heraf. Derfor ikke så mærkeligt du aldrig har afsløret nogen som helst dybere åndelig forståelse som du ej heller nogensinde har magtet at lovsynge med din forstand om det kristne trosliv og dets spiritualitet.

Du aner jo slet ikke hvad du læser måske derfor du klamre dig til nogle sætninger du er blevet påduttet fordi du ingen forståelse har det læste så din eneste fod indenfor er det du er blevet hjernevasket med og ikke kan få ud af hovedet igen.




Ha ha lol griiiner min røv i laser

Er du bimmer en påstand du kommer med

Selv om jeg ikke tror på biblens gud eller dennes ånd, tror jeg på hvad begreberne dækker over, da de kan erkendes som en virkende kraft som er tilstedeværende, hvis man vil åbne op, men kalder det ikke gud og helligånden

Det er simpelthen pral fra ende til anden med dig - du har aldrig udvist overhovedet nogen dybere åndelig spirituel forståelse tingene. Jeg har intet set overhovedet fra dig af i de mange år du har præsenteret dit bibelfundamentalistiske syn på tingene. Og ja du vil virkelig gå i døden herfor - ofre dig selv og din tid dit liv for at fremme dit bibelfundamentalistiske syn på kristendommen.


Hvis følgende var sandt - var ærlig snak:

"Selv om jeg ikke tror på biblens gud eller dennes ånd, tror jeg på hvad begreberne dækker over, da de kan erkendes som en virkende kraft som er tilstedeværende, hvis man vil åbne op, men kalder det ikke gud og helligånden."

Ville Paulus vælter dig bagover og du ville være ellevild med Paul Tillich og ja HansKrist (og hvordan jeg lige har præsenteret Badiou ville du have taget imod med kyshånd) - men det har vi ikke set spor af fra din side.

Du har simpelthen taget munden for fuld. Var der sandhed i dine ord ville din forståelse Paulus og Nye Testamente og det kristne trosliv og dets spiritualitet se meget meget anderledes ud end det gør. Derfor er din udtalelse tom bragesnak - tom tønde der larmer - hvis du var så godt kørende som du hævder ville vi have set mange mange spændende tanker om kristendommen og det kristne trosliv og dets spiritualitet og Paulus - men du er aldrig disket op med noget som helst brugbart og meningsfuldt.


-0-0-0-


Selv om jeg ikke tror på biblens gud eller dennes ånd, tror jeg på hvad begreberne dækker over, da de kan erkendes som en virkende kraft som er tilstedeværende, hvis man vil åbne op, men kalder det ikke gud og helligånden

da de kan erkendes som en virkende kraft som er tilstedeværende

Hvis dette er korrekt du må elske HansKrist (og ja Paulus) - han må være dit store forbillede og ledestjerne

Men det er måske også tilfældet

For hvor har HansKrist talt tydeligt om disse forhold med meget sikker hånd og han har kontekstet denne tale tværvidenskabeligt

Hvis du mener hvad du skriver ville Paulus være en sand skattekiste for dig at gå på opdagelse i.

Hvis du ved hvad begreberne dækker over fordi du har erfaringer hermed - hvorfor har du så aldrig ladet dette komme til udtryk i hvad du skriver og hvorfor har du aldrig overhovedet vist nogen interesse for min præstation af Paul Tillich og Nicolai Berdyaev og Albert Schweitzer og Rudolf Otto med flere andre.

Og ja iøvrigt hvad jeg skriver????

Du har aldrig pippet med eller givet til kende at du forstår tingene. Så et og andet sted jeg tror du er blevet presset til at tage munden for fuld - du er på dybt vand.

Thjaee – der står jo troen er tom, hvis ikke Jesus er opstået; som i følge Paulus er grundlaget for det at være kristen, men Paulus slå fast:

Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen.

Punktum - Paulus har talt, men klart, mennesker mener sig kristne af forskellige grunde.

Nogle mener, det er nok blot at blive døbt, andre man skal deltage/modtage nadveren eller man blot forsøger at være et godt menneske … og treenighedslæren, mener nogle også er et must.

Spørg selv folk som mener sig kristne, hvad de bygger det på. Mange ved det ikke.

Så er der kultur kristne hvornår er man det.
Jo, når man fejre jul …
Påsken betyder ikke det store for mange her til lands. Ej heller pinsen …

Burde man ikke fejre Helligåndens komme til jord, Helligånden der netop skulle bevidne at Kristus var opstået/oprejst af gud til det himmelske liv han kom fra?

... og Helligånden der skulle/skal hjælpe og lede mennesket som gud det vil

Jeg har kendt en kvinde, der kun læste Johannes evangeliet, og hun mente sig bestemt kristen … og mange har slet ikke læst Åbenbaringen. Det er trods alt tale om guds ord, siger teksten.

1 Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske, og som han kundgjorde og sendte med sin engel til sin tjener Johannes, der hermed bevidner Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd, alt det, han har set. Salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den; for tiden er nær.
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ab/1