|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvem lavede Gud...
|
Alain Badiou's Paulus forståelse
I. Indledning
Paulus’ teologi rummer en overset politisk-filosofisk dimension. Det er den overraskende påstand hos en række postmoderne filosoffer. Med henblik på at udpege, hvad det er, filosofferne har øje for hos Paulus, indleder Dominik Finkelde sin bog Politische Eschatologie Nach Paulus med en analyse af Giovanni Paninis billede En apostel prædiker (1744). På billedet ser man Paulus stå og prædike for sine tilhørere mellem ruiner. Men det er ikke en historisk situation, Panini gengiver. Da Paulus prædikede for romerne, lå Rom ikke i ruiner, men var det kulturelle og politiske centrum i et stort imperium. Men den historiske situation i 1. århundrede er med på billedet, legemliggjort i Paulus’ person og hans fremførelse af sin prædiken. Med ruinerne er vi i enhver given nutid. Og til både 1. århundrede og den nutid, der lever mellem ruiner, siger Paulus: ”os til hvem tidernes ende er kommet” (1 Kor 10,13). Af Paninis billede fremgår det, at tid er et vigtigt tema i Paulus’ teologi, men ikke tid forstået som en strøm, hvor det ene ’nu’ afløser det andet. 1. århundrede og nutiden er skildret i det samme billede. I Paulus’ teologi er der noget, der har gyldighed hen over alle tider, noget universelt. Det er det, der gør Paulus interessant for de postmoderne filosoffer og ikke mindst spørgsmålet om, hvad det er funderet i.
Det følgende er en redegørelse for den franske filosof Alain Badious og den italienske filosof Giorgio Agambens Paulus-læsninger. I udgangspunktet er de to fælles om at læse Paulus som en politisk filosof, hvilket indebærer, at de læser Paulus’ teologi som en immanent teologi, hvor det vertikale perspektiv helt viger for det horisontale. Men som det vil fremgå, er der store forskelle i deres Paulus-læsning.
II. Badiou
Badiou lægger vægt på, at Paulus’ breve er skrevet før evangelierne og at der i brevene efter hans opfattelse ikke er henvisninger den historiske Jesu liv og gerninger. Hermed siger Badiou ikke noget nyt (Kähler, Bultmann). Det er da heller ikke forholdet mellem den historiske Jesus og den bibelske Kristus, altså Paulus teologi, der interesserer Badiou. Det, der interesserer ham, er Paulus’ omvendelse, hans møde med Kristus på vejen til Damaskus (Acta 22,5-16). Det, der interesserer ham i det møde, er, hvad det siger om den indre struktur i Paulus’ tro.
Den tolker han ud fra den ontologi, han har fremlagt i hovedværket Das Sein und Das Ereignis. I henhold hertil er Kristus-begivenheden, som Badiou betegner Paulus’ omvendelse, en ren subjektiv begivenhed. Paulus kendte før Kristus-begivenheden Jesus som gudsbespotter og efter begivenheden som den opstandne Kristus. Der er ikke noget, der formidler mellem de to opfattelser. Ligesom der heller ikke er nogen formidling mellem de to subjekter Saulus og Paulus. Det kristne subjekt eksisterer ikke før omvendelsen. Det bliver til i begivenheden og der kan ikke argumenteres for begivenhedens sandhed.
Badious ontologi
Robert Musil beskriver i romanen Die Verwirrungen des Zöglings Törless, hvorledes hans romanhelt på et øjeblik afskrækkes af den uendelige himmel og spørger ”hvor stor er uendeligheden”? Det er det spørgsmål, der ligger til grund for den ontologi, som Badiou udformer. Han er oprindelig matematiker og derfor er det ikke nogen tilfældighed, at matematikeren Georg Cantors mængdelære, som blev fremsat i slutningen af det 19. århundrede, kom til at spille en stor rolle for Badious filosofi. Cantor åbnede med sin teori om den uendelige mængde et nyt område indenfor matematikken. Hvad kom først: det ene eller mangfoldigheden? Det ene findes ikke. Der findes kun mangfoldigheder uden enhed. Og mangfoldighederne er uendeligt forskellige. Hvordan kan der så ud af en oprindelig kaotisk mangfoldighed opstå betydning og entiteter? Det svarer Badiou på med sin teori om ’at-tælle-som-en’. Når noget tælles som ’en’ betegner det et tilhørsforhold til en mængde. Men tilhørsforholdet beror ikke på en kvalitet hverken hos mængden eller det, der tælles som ’en’ ”Den begrundende benævnelse ’en’ svarer til en ubegrundet beslutning. Det er den tomme benævnelse, der gør en sammenhængende konstruktion mulig”.
Cantor bryder med den hidtil herskende forståelse, at verden er endelig og evigheden er uendelig. I Cantors mængdelære ligger der således en sækularisering af uendeligheden. Deri ligger dens værdi for Badiou. ”Jeg forestillede mig mængden af ting som en lukket sæk, der indeholdt en afgrænset mængde af ting, men nu siger Cantor, at en mængde er en afgrund. ” Konsekvensen er, at verden fortaber sig. Vores daglige verden kan ikke afledes af en guddommelig, metafysisk uendelighed, men hører hjemme i en immanent uendelighed, i en tom uendelig afgrund. Det uendelige hentes ud af evigheden og ind i verden og dekonstruerer dermed modsætningen mellem ’finit-innerweltlich og infinit-überirdisch’. Ikke kun mængdelæren, men matematikken generelt, tallene, ser Badiou som forudsætningen for sin ontologien. Men det betyder, at i den immanente uendelighed er det ikke muligt at forudse, hvad der sker. I uendelighed ligger, at alt kan ske. Hvad der i det religiøse sprog betegnes som et under, er derfor ikke et udtryk for, at ’Guds hånd’ rækker ind i endeligheden, men det er et frembrud i verden af en af verdens immanente uendelige muligheder.
Paulus’ Kristus-begivenhed er et sådant frembrud. I den legemliggøres noget radikalt nyt i den immanente uendelighed i en verden, der på alle måder søger at bevare det etablerede. Det revolutionerende nye i mængdelæren er for Badiou, at den lærer os at tænke, hvordan der i den udefinerbare uendelighed kan opstå noget helt nyt.
Paulus’ universalisme som subjektiv erfaring
Badiou udfolder sin forståelse af kategorien ’begivenhed’ i værket Das Sein und das Ereignis. Væren og begivenhed er for Badiou modsætninger. At tale om væren er at tale om en uendelig mangfoldighed af enkeltting. Heroverfor står begivenhed, der hører situationen til og den er et fremmedlegeme i værensordningen. Begivenheden bryder det bestandiges ordning og åbner for nye handlingsmuligheder.
Den centrale tese i Badious Paulus-bog, Paulus – Die Begründung des Universalismus, er, at Paulus’ omvendelse er en begivenhed, der har den struktur, han redegør for i Das Sein und Das Ereignis. Messias-begivenheden er øjeblikket, hvor en ny sandhed slår igennem. Pludseligheden markerer radikaliteten og uforeneligheden med den herskende viden. Et afgørende aspekt er sandheds-begivenhedens radikale jeg-baserethed: ”Das, was wahr ist … lässt sich auf keine objektive Menge zurückführen, weder nach seiner Ursache noch nach seiner Bestimmung … worauf es ankommt, ist die subjektive Geste in ihrer gründende Macht”. Subjektet skaber ex nihilo en ny ordning og en ny sandhed.
Badiou taler om subjektet som en magt og den universalisme, der stiller alle lige i Kristus (Gal 3,28-29) har sin grund i den subjektive oplevelse. Det, det drejer sig om for Paulus, er ifølge Badiou at opbygge en ’universel singularitet’, der står i modsætning til de etablerede institutioner, der er bestemt af 1. århundrede’s to herskende diskurser, den jødisk-religiøse og den græsk-filosofiske. Den første omtaler Badiou som en ’undtagelses-diskurs’, hvor det profetiske tegn, underet, udvælgelsen manifesterer Guds trancendens og Guds vilje som det, der ligger bag det konkrete liv. Den græske diskurs har sin grund i den filosofiske visdom. De to diskurser udelukker gensidigt hinanden. Den græske visdom udelukker den suspension af den kosmiske, tænkte ordning, som den jødiske undtagelses-diskurs er udtryk for. Og den jødiske diskurs udelukker den græske diskurs’ tænkte lukkethed. Ifølge Badiou står de to diskurser for ”derselbe Figur von Herrschaft”. Begge diskurser indeholder en potentiel vej til frelse, enten beherskelse af totaliteten af den græske visdom eller beherskelse af den jødiske skrifttradition og de har det til fælles, at ingen af dem kan gøre krav på universalitet. Den græske diskurs er bundet til forestillingen om et afgrænset kosmos. I jødedommens binding til den jødiske lov ligger, at den guddommelige magt ikke rækker ud over etniske grænser. Begge diskurser betegner Badiou som ’Fader-diskurser’, der cementerer deres fællesskaber i en form for lydighed. Paulus derimod viser i ’Sønnens diskurs’, at den universelle logik gælder hinsides enhver lov-logik, hvad enten den er filosofisk eller religiøs. I modstillingen af de to diskurser er det tydeligt, at Badiou ikke ser Paulus som en formidler mellem de to synspunkter. Kun i et radikalt brud med de to herskende diskurser viser Messias-begivenheden sig som en sandhedsbegivenhed. Mens det i den græske diskurs er filosoffen, der manifesterer sandheden og i den jødiske diskurs profeten, er det i den paulinske diskurs apostlen. Han bliver kaldet og erkender i kaldelsen budskabets sandhed og forbliver tro mod det. Og den sandhed, han erkender, er en ikke falsificerbar viden (erkendelse forgår, 1 Kor 13). Den universelle sandhed kan ikke objektiveres.
At der er tale om en selvreferentiel trossandhed, der er hævet over ethvert bevis, fastslår Badiou i Paulus-bogen med baggrund i bl.a. 1 Kor 15,16ff: ”For hvis ikke døde opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves … Men nu er Kristus opstået fra de døde. ” Der er tale om et cirkelbevis og det er Paulus formodentlig klar over. Det, han imødegår i citatet, er, at der skulle findes en sandhed, der kan argumenteres for. Der er nemlig ikke nogen sandhed før begivenheden. Troen forudsætter troen. Objektiviteten viser sig i subjektiviteten og i den efterfølgende troskab.
Badious filosofi skal læses som et forsøg på at genopdage subjektet som subjekt. Det er det, hans Paulus-interpretation er udtryk for. Subjekt står hos Badiou for en eksistentiel bevægelse i et individ, der gør en urokkelig erfaring, der ændrer det fra individ til subjekt og således ændrer alt. Saulus bliver på vejen til Damaskus til Paulus. Subjektet bliver kaldet til at omsætte den urokkelige sandheds-erfaring, som det som subjekt er udgået af. Subjektet kaldes til en identitet, som er absolut og ikke kan spaltes. Subjektet har gudbilledlig karakter, fordi det ikke opstår ud af foreliggende muligheder, men ud af intet. Det er totalt emanciperet, dvs. altid hinsides hvad det etablerede forstår ved godt og ondt, som er det, der sikrer dets fortsatte beståen. Hvor subjektet er totalt emanciperet, forkaster det den bestående ordning, fordi det forkaster, hvad den forstår som godt og ondt. Det er den struktur Badiou finder i Paulus’ omvendelse og som gør, at han i Paulus ser en politisk revolutionær tænker.
-0-0-0-0-
Længere væk fra at være fundamentalist kan man nok ikke komme.
Paulus denne FRIHEDEN og ÅNDENS APOSTEL
Vores FRELSE eller forløsning er netop i denne vores nye FRIHED og eller EMANCIPATION - Nye fra Gud (ud af intet) subjektivitet eller JEG-HED
BÖHME og Rudolf Steiner kalder da også KRISTUS for vores Nye JEG-HED eller JEG-legemet eller SELVSTÆNDIGHEDS LEGEMET (FRIHEDS LEGEMET) - den FRIHED og EMANCIPATION og Nye subjektivitet og identitet vi har i Kristus.
KRISTUS begivenhed, der hører situationen til og den er et fremmedlegeme i værensordningen. Begivenheden bryder det bestandiges ordning og åbner for nye handlingsmuligheder.
|
|
|
|
