Kære Jakob.
Jeg forstår dig således, at du lægger afgørende vægt på at erkende virkeligheden. Du synes også at mene, at anvendelsen af den sunde fornuft er vejen til at erkende virkeligheden. I denne virkelighed er det derfor udelukket, at der kan findes noget, som man kan kalde Gud.
Heri vil jeg godt give dig medhold et stykke ad vejen, men jeg er selv i betydelig tvivl om, hvad virkeligheden – i bestemt form – så egentlig er for noget.
For mig er virkeligheden noget, som vi ikke kan fatte umiddelbart, fordi vor forestillingsevne er låst fast i synsmåder, der er genetisk bestemt. Vi kan fatte rum, der har længde, bredde og højde. Vi kan også fatte en lineært forløbende tid.
Det er derfor sund fornuft at sige, at en flues flyverute gennem en stue kan beskrives udtømmende ved hjælp at talsæt på fire: (1) Afstanden fra gulvet, (2) afstanden fra endevæggen, (3) afstanden fra sidevæggen og (4) tidspunktet, da fluen var i et givet punkt defineret ved rumkoordinaterne 1, 2 og 3.
Det kan der formuleres ædruelig matematik om, som gymnasieelever og forsvarets ballistikere kan færdes hjemmevant i. Mange – men muligvis ikke du – bruger så dette tredimensionale rum med den lineære tid, der kun kan løbe én vej, som forståelsesramme for, hvordan vort univers er indrettet.
Når vi taler om religiøse anliggender, tilsiger min sunde fornuft mig at forkaste alle de yderst forskellige beretninger om verdens oprindelse og den mening, der postuleres at være en rettesnor for den måde, vi lever vore liv på. Alle disse beretninger vil jeg sammenfattende betegne som religiøs folklore. Jeg tror hverken på Gud, Fanden, Ærkeenglen Gabriel eller andet himmelsk fjerkræ.
Men jeg har haft oplevelser, som ikke lader sig forklare ud fra den såkaldte sunde fornuft, som den er søgt afgrænset ovenfor.
Imidlertid kunne uforklarligheden have sin årsag i, at min biologisk betingede sunde fornuft, der oplever verden som rumligt tredimensional og tidsmæssigt jævnt fremadskridende fra fortid over et nu-punkt og videre ud i fremtiden, ikke er en oplevelse af det, som kunne siges at være virkeligheden.
Frontlinieforskningen inden for den teoretisk-fysiske kosmologi taler om et univers, der muligvis skal beskrives i ti eller elleve dimensioner, hvoraf mange er så ’sammenkrøllede’, at vi ikke kan detektere dem ad anden vej end gennem indirekte matematiske udledninger i en axiomatiseret matematisk formalisme af uhyre kompleks natur. Man er muligvis på vej mod en sammenhængende beskrivelse i arbejdet med den såkaldte M-Teori.
Det kan ikke afvises, at visse bevidsthedsindhold kan skyldes forbindelser via de ’sammenkrøllede’ dimensioner mellem noget, der er adskilt i den tid og i det rum, som vor sunde fornuft oplever.
Personligt tør jeg heller ikke afvise, at nogle af de oplevelser, der bliver tolket som religiøse, fordi de er uforståelige efter den sunde fornufts målestok, kan være i god overensstemmelse med den beskrivelse af universet, som frontlinieforskningen tegner i vage omrids.
Tør du? Og i bekræftende fald: Hvorfor?
Med venlig hilsen
Kristian
_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt
i en fortids-frednings-forening,
men det at man slås for sin modstanders ret
til at slås for den modsatte mening.«
Piet Hein