Gennem de talrige Inkarnationer opbygger Menneskeaanden sin individuelle Personlighed. Ligesom det modne eller aldrende Menneske i Erindringen kan skue tilbage paa sine Tanker og Følelser, samt genkalde sig oplevede Tildragelser og udførte Handlinger lige fra de tidlige Barneaar, og dog som fuldvoksent Menneske paa alle Punkter føle sig identisk med Barnet, der langsomt er modnet gennem Dage og Aar, saaledes kan den frigjorte Aand i tilbageskuende Erindring, saa langt som Tanken kan naa tilbage i Tiden174, genkalde sig de menneskelige Skikkelser, som den har aandelig levendegjort, og dog fuldtud føle sig identisk med dem alle. I kalejdoskoplignende Billeder kan Aanden følge sit „Jegs“ gradvise Udvikling fra de første svage, lidet personlige Væsener, som den har været knyttet til, lige til de, gennem en langsom Fremadskriden, mere udviklede og mere selvbevidste Personligheder.
Altsaa: ligesom Mennesket paa hvert givet Tidspunkt er Summen af sit Livs Indhold, saaledes vil den frigjorte Aands individuelle Personlighed være Summen af alle tidligere Jordelivs Tanker, Følelser, Handlinger og Oplevelser.
For de Yngste175 stiller Inkarnationerne sig paa en anden Maade. Da de Yngste lovede Gud at være Menneskenes Ledere og Opdragere, var de selv højt udviklede Personligheder. Deres Tilbageskuen paa den Tilværelse, de har ført som Mennesker, bliver da nærmest — for at bruge et jordisk let forstaaeligt Billede — som de kvindelige og mandlige Skuespilleres, der i Erindringen genkalder sig de sceniske Skikkelser, de i Aarenes Løb har levendegjort ved deres Evner og Kunst. Blandt disse Skikkelser vil Skuespilleren altid udvælge dem, der stod hans egen Personlighed nærmest, og som han under Fremstillingen har formaaet at levendegøre gennem sin Kunsts individuelle Særpræg. Paa lignende Maade vil ogsaa de Yngste i den tilbageskuende Erindring føle sig mest tiltrukne af og mest identiske med de Mennesker, som det er lykkedes dem at paatrykke det reneste og ædleste Præg af deres Aands ophøjede Individualitet; og ligesom Skuespilleren, naar han forlader Scenen, afkaster sin Maske og viser sig som den, han virkelig er, saaledes vil ogsaa de Yngste, naar de ved Dødens Indtræden forlader den jordiske Skueplads og atter vaagner til klar Bevidsthed, afkaste den menneskelige Maske og vise sig som de høje Individualiteter, de var, førend de traadte ind paa Jordklodens Scene for at deltage i det store Verdensdrama.
De Ældste, som ved deres egenmægtige Menneskeliggørelse bragte sig selv ind under Gengældelsesloven, maa alle — Inkarnation efter Inkarnation — paa ny genopbygge deres af Mørket nedbrudte og forvanskede Personligheder; men i sin inderlige Medlidenhed med disse ulykkeligt stillede Væsener yder Gud dem den størst mulige Hjælp, ved, saa vidt som det er gørligt, at bortslette Erindringen om alt det, de oplevede før Jordens Tilblivelse, saa at de tilsyneladende er lig Menneskeaander.
Ligesom enhver frigjort Menneskeaand kan se tilbage paa sin Kamp ud af Mørket og frem imod Lyset, saaledes kan Gud, fra Evighed af, følge sin Kamp ud af Mørket, til den fulde Sejer var naaet. For Gud er det derimod ikke en Tilbageskuen i Erindringen, men en Opleven i Nuet; thi da Han indebærer al Tid — den endelige som den uendelige — i sin alt omfattende Tanke, eksisterer Begrebet Tid ikke for Ham.

Men for mig er det utroværdigt opspind.

Forsvar mod mørkets kræfter

Hvis mennesker søger forsvar og beskyttelse mod det onde, findes et enkelt og effektivt middel, der ikke kræver årelange studier, eller milliardinvesteringer i militære våbensystemer, og som heller ikke tager tilflugt til kulørt litteratur med dens trolddomsformularer og tryllestave:

Nemlig tillid til Gud.

For intet ondt kan ramme det menneske eller det hele folk, der ved sig i den Almægtiges Hånd og under hans beskyttelse, omsorg og Værn.

Dette ved vi fra Vandrer mod Lyset.

Og det er let at fatte denne grundlæggende tillid til vores guddommelige Ophav. For Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt. En Almagt, men også et uendelig mildt Væsen, der ønsker at give os denne beskyttelse (jf Vandrer mod Lyset).

Så vejen til beskyttelse mod mørket, det onde, er enkel, og enhver kan forstå det.

Det er blot at træde et skridt frem - mod Gud, og lægge alt i Hans Hånd.

Hvorfor er Jesus enkle kjærlighetslære blitt borte i de kristne religionene?

Først og fremst fordi mennesket lever i en verden som er formørket av det forgjengelige. Mange mennesker tror bare på det de ser og opplever daglig. Det som egentlig binder oss sammen, den åndelige virkeligheten lærer vi ingenting om, selv om dette var Jesu hovedbudskap; kjærligheten til og fra Gud, kjærligheten til våre medmennesker! Den er en åndelig virkelighet som vi kan erfare også her i møte med våre medmennesker.
Den ytre tilbedelsen ble viktigere enn den indre. Hvordan og når vi ber ble viktigere enn selve møtet i et åndelig fellesskap. For vi trenger ingen kirkebygning for å henvende oss til Gud, Vi trenger ikke prester som ikke kjenner sannheten, men står og gjentar århundrers løgner om Gud som ofret sin sønn for å redde oss andre fra fortapelsen. De som ennå tror på disse eventyrene som kirkens falske tjenere forteller om Gud og Jesu liv, blir lurt og lar seg lure og er hjernevasket til å tro at de ikke selv har ansvar for alt de gjør! Ja, hvilken far lar en av sine barn lide for hva de andre barna gjør!
Kirkene og religionene er til for å ha makt over mennesket, ikke for å fortelle sannheter om vår åndelige virkelighet. Men disse sannheter finnes tilgjengelig for alle som søker med et ærlig ønske om å forstå sammenhengene om hvorfor mennesket lever i denne lidelsens verden i en fysiske dødelig kropp.
Kirken og religionene har utspilt sin rolle for opplyste mennesker som søker sannheten utenfor eventyrenes og overtroens domene.
Jesu annet komme har skjedd, hans tale til menneskeheten finnes i budskapet «Vandre mot Lyset!» og alle som ærlig søker svar på hvorfor mennesket lever her på Jorden, ja, hvorfor jordelivet arter seg som det gjør, vil finne sannheten der!
https://thelight.net/nedlasting.htm

Hvorfor er Jesus enkle kjærlighetslære blitt borte i de kristne religionene?

Først og fremst fordi mennesket lever i en verden som er formørket av det forgjengelige. Mange mennesker tror bare på det de ser og opplever daglig. Det som egentlig binder oss sammen, den åndelige virkeligheten lærer vi ingenting om, selv om dette var Jesu hovedbudskap; kjærligheten til og fra Gud, kjærligheten til våre medmennesker! Den er en åndelig virkelighet som vi kan erfare også her i møte med våre medmennesker.
Den ytre tilbedelsen ble viktigere enn den indre. Hvordan og når vi ber ble viktigere enn selve møtet i et åndelig fellesskap. For vi trenger ingen kirkebygning for å henvende oss til Gud, Vi trenger ikke prester som ikke kjenner sannheten, men står og gjentar århundrers løgner om Gud som ofret sin sønn for å redde oss andre fra fortapelsen. De som ennå tror på disse eventyrene som kirkens falske tjenere forteller om Gud og Jesu liv, blir lurt og lar seg lure og er hjernevasket til å tro at de ikke selv har ansvar for alt de gjør! Ja, hvilken far lar en av sine barn lide for hva de andre barna gjør!
Kirkene og religionene er til for å ha makt over mennesket, ikke for å fortelle sannheter om vår åndelige virkelighet. Men disse sannheter finnes tilgjengelig for alle som søker med et ærlig ønske om å forstå sammenhengene om hvorfor mennesket lever i denne lidelsens verden i en fysiske dødelig kropp.
Kirken og religionene har utspilt sin rolle for opplyste mennesker som søker sannheten utenfor eventyrenes og overtroens domene.
Jesu annet komme har skjedd, hans tale til menneskeheten finnes i budskapet «Vandre mot Lyset!» og alle som ærlig søker svar på hvorfor mennesket lever her på Jorden, ja, hvorfor jordelivet arter seg som det gjør, vil finne sannheten der!
https://thelight.net/nedlasting.htm