Jeg har to gennemgående vanskeligheder. Den ene er at det jeg siger går gennem din fortolkningsmekanisme, du nævner det intetsigende tomme tømte nu og du betegner ikke-handling som noget negativt. Yderligere sætter du det jeg skriver ind i en ramme af vestlig eller østlig kultur hvilket ikke er den måde jeg ønsker at forstås på. Min anden vanskelighed er, at det jeg siger åbenbart også siges af andre i en helt anden kontekst. Da jeg for et par år siden begyndte at skrive var det med et Bud på Gud hvor jeg henviste til nogle passager i Biblen, som jeg fandt interessante f. eks. At Jesus omtalte at hans fader ’arbejder indtil nu, også jeg arbejder’.
Jeg anede ikke at Tolle havde skrevet bøger om stilheden og jeg anede ikke at de ord jeg selv bruger, bruges rask væk i de kredse som jeg betegner som new age. Jeg har tit set disse mennesker sidde i forsamlinger og lytte til en person som udtalte sig ’åndeligt’, nikke og smile indforstået og le på de rigtige steder. Det mest grelle eksempel er nok Sai Baba, som jeg så i TV. Det var tydeligt at se, at han knuste ampuller i sine hænder således at det kom ’hellig aske’ eller hvad ved jeg, dryssende. Selv efter at hans pædofile tilbøjeligheder er blevet afsløret, bekender mange mennesker sig stadig til ham og det er vel og mærke veluddannede, veltilpassede mennesker, ingeniører, arkitekter mv. Hele dette kompleks, som jeg under et kalder new age og som også omfatter troen på ånder, healing, astrologi, såkaldt meditation, troen på engle og dæmoner, healing ,troen på Helligånden som en eller anden ’energi’ og hvad ved jeg er, fuldstændig overfladisk og har ingen ’dybets dimension i sig. Overtro og trolddom, ligegyldig okkultisme kalder jeg det og fælles for disse barnagtige trosformer er en manglende forståelse af ens eget behov for selvopfyldelse, dette ønske om at være noget særligt.
Du nævner også ’den absolutte enhedstilstand’. Dette begreb samt mange andre bunder i en misforståelse af hvad der tales om. Det er meget svært, rent tankemæssigt, at forholde sig til disse begreber fordi det psykologiske er os selv og vi vikler os hele tiden ind i selve forklaringen uden at have noget grundlag for at forstå, hvad det er, denne forklaring prøver at udtrykke. Vi har for nylig haft et lille intermezzo om zen, som en ’zen mester’ ville have taget sig til hovedet over, hvis han havde læst det. Jeg er i den fænomenale position at jeg kan dyrke ’omvendt zen’ med en yo yo. Har du aldrig prøvet at stå for dig selv og lave fantastiske figurer med en yo yo og i det øjeblik du så er blevet bedt om at vise det for andre så kikser du gang på gang. Forståelsen af hvad der sker inde i dig selv i denne situation er det man kalder zen. Men man kan sagtens gøre det til en religion med mange forskrifter og offerhandlinger, hvis man ikke ved hvad man ellers skal lave. Men som jeg nævnte er mit problem, at det jeg siger mange gange bliver puttet ind i en kontekst som værende newage eller østlig, buddhistisk eller hvad ved jeg og jeg bekender mig ikke til nogen af delene.
Jeg er jo et vestligt menneske og det er helt naturligt en del af min begrænsning. Gennem de sidste par år er det ikke sådan at jeg ikke har lyttet til det du skriver og korrigeret min opfattelse på mange punkter, for det har jeg. Da jeg var ung (yngre end i dag, mener jeg, alder er jo kun et tal) var min yndlingsforfatter Jack London. Jeg ved ikke om du har læst ’Ulf Larsen’ men denne bog er om noget et udtryk for den livskraft eller viljestyrke som du er fortaler for. Men jeg synes at det er for snævert at dyrke den som noget absolut positivt. Den vestlige ekspansion har ført mange ulykker med sig. De spanske conquistadorer, uvidende, begærlige og primitive mænd, ødelagde alle mayaernes nedskrevne biblioteker og udslettede hele kulturer i deres jagt på guld og i deres ligeledes ’faste tro’ i modsætning til disse kulturers ’hedningeskab’. På det personlige plan har jeg tit hørt udtrykket: ’han fyldte hele lokalet’ som noget positivt, men der findes andre former for personligheder, som ikke fylder så meget, men som giver plads til andre uden at de selv af den grund er svage, måske disse personer i virkeligheden er meget stærkere og det at give plads til andre er en ikke-handling ligesom Kristi sidste tre dage var en ikke-handling. Har du set ’The passion of the Christ’? Det er stærke sager. Eller du påstår måske at Guds Søn på nogen måde behøvede at finde sig i noget sådant som at blive korsfæstet?
Ergo var han enten magtesløs eller også handlede han ikke. Personligt mener jeg at styrke ikke nødvendigvis behøver at være synonym med den viljeshandlingen.
Det meste af den vestlige virketrang har været på baggrund af begærlighed, snæversyn og intolerance. Begærlighed efter verdslig rigdom og social betydning. Snæversynet har den knust andre religioner og andre kulturer og selv om det engelske imperium på et tidspunkt omfattede hele jorden var det som et herrefolk som så ned på den oprindelige befolkning og følte sig højt hævet over dem. Når jeg taler om den vestlige virketrang mener jeg selvfølgelig de enkeltpersoner som var et udtryk for den. I blandt dem var der også nogle der havde en anden opfattelse og det er dem der interesserer mig, ikke det store flertal.
Man kan lave mange tankemæssige opdelinger men man kan sige at vi mennesker består af krop, følelse, tanke og forstand og vi er en helhed. Indholdet af disse er vores personlighed, vore personlige egenskaber. Det vi er, kommer til udtryk i det liv vi lever med andre mennesker ligesom os selv. At være opmærksom på dette er at forstå det, det er derfor på ingen måde indholdsløst og med at forstå det, mener jeg at se tingenes rette sammenhæng. Man kan ikke forstå, hvis ikke der er noget at forstå og det er denne forståelse af hvordan tingene rent faktisk hænger sammen, som er klarhed (eller sandhed) noget helt andet end tankevirksomhed.
Der findes en anden handling end viljeshandlingen. Viljeshandlingen sættes i gang af jeg’et i ønsket om at opnå et bestemt resultat, den er derfor begær. Men den handling som ikke er begær er langtfra tom og død og indholdsløs. Man kunne kalde den spontanitet. Frihed til at være det man er. Og denne frihed opnår man først når man forstår sig selv ellers er det ikke spontanitet, så er det blot at leve i omgivelsernes vold.
Jeg går ind for begrebet oplysning. Ved at læse gode bøger af gode forfattere udvikler man sig fra uvidenhed til oplysning, som man også gør ved at tage del i livet og handle og forstå sig selv og sine forhold til omverdenen. At læse bøger i sig selv er ikke karakterdannende, men de kan give en et redskab til at klare sig i livet og forstå det. Det vil altid være hårdt arbejde at deltage i livet og man kan ikke læse sig til et resultat som unødvendiggør egne erfaringer, det ene burde man gøre og ikke undlade det andet. Det er selve denne handling, at tage del i livet som er karakterdannende, det man gør og det man udlader at gøre.
Da denne tråd handler om dybets dimension vil jeg igen nævne det, som jeg opfatter som det dybeste plan, nemlig det personlige forhold til en selv og andre. Det er vigtigt at forstå sig selv og det gør man når man er opmærksom på sig selv og sine forhold til omverdenen, hvad man tænker og føler hvordan man reagerer og hvordan andre reagerer på ens reaktion. Det er også vigtigt at forstå andre og deres forhold til os selv, for selve livet udspilles i dette sociale rum mellem enkelte individer. Det er blandt andet vigtigt at forstå hvordan vore forskellige ideer tit adskiller os på det rent menneskelige plan.
Et menneske består blandt andet af ønsker og behov. Det mest essentielle behov er at blive anerkendt og accepteret for det man er, at blive elsket, og det mest fundamentale ønske er at realisere sit potentiale som menneske, ens egen særegenhed, kunne man ligefrem sige. Den verden vi har skabt er ikke ligefrem befordrende for nogen af delene, begrebet selvrealisation har fået en negativ betydning som en slags ønske om at eksponere sig selv som noget særligt. Det hænger sammen med en verden som er bygget op af sammenligning. Vi sætter specielle værdier i højsædet og lever man ikke op til disse er man ikke noget, det man i sandhed er får ikke lov til at udfolde sig og i stedet for at sætte pris på det man er, prøver man i stedet at leve op til normen og blive ligesom den anden. Når mennesket ikke får den fundamentale form for kærlighed til at udfolde sit potentiale bliver dette naturlige og sunde behov i stedet til et usundt behov for selveksponering.
Derfor går jeg ind for at et menneske skal have lov til at realisere sig selv fuldt ud uden at sammenligne sig selv med andre, ellers kan det ikke være stille. Det er kun det fuldt bevidste menneske der kan være stille, være klog og ikke forfalde til barnlig overtro. Og at være stille er ikke en vegetativ tilstand, man kan da handle når som helst.
Ja, faktisk så kan man gøre, ikke hvad man har lyst til, men hvad man vil.
PS. Vi tror at vi er sammen, når vi taler med hinanden, derfor taler vi hele tiden. I virkeligheden skaber vi blot afstand. Kun når vi er stille sammen er vi virkelig sammen og vi kan kun være stille når vi hver især er alene. Så får samtalen en helt anden betydning end blot forskellige ideer og meninger der brydes mod hinanden.
Men det er en helt anden historie.
Svar
Citer
