Indledning - opråb: alle bør læse det her indlæg hvis de vil rystes i deres grundvold såvidt kristendommen. Også Tikka der ikke kan nøjes med at skimme hvis hun vil videre i sit liv og forståelse kristendommen.
HansKrist du siger vi alle skal læse det her indlæg - men det kræver da vist det teologiske helt store kørekort som ingen af os vel har (hvis vi ser bort fra Thomas der har forladt os).
The theological centre of Pauline
theology as it relates to the Holy Spirit
Mark Pretorius
Department of Dogmatics and Christian Ethics
University of Pretoria
what Paul says about the Spirit, specifically in the context of the eschatological aspect of the Spirit’s work in believers. Fee (1994:6-7) states that the church and individual believers are the new locus of God’s own presence with His
people; and the Spirit is the way God is now present. Dunn (1998:429) takes it
one step further, he rightly says that membership in God’s family (sonship) is
defined in terms of the Spirit.
In the author’s view, Paul’s theology on this is simple; because believers have received the Spirit, they are now sons of God (Rm 8:15). That the Spirit is thus to be seen as the defining mark of the Christian according to Paul, is put in blunt terms, says Dunn (1998:423), in Romans 8:9, “you are not in the flesh but in the Spirit, assuming that the Spirit of God does indeed dwell in you, if anyone does not have the Spirit of Christ, that person does not belong to Him”. In this verse, Paul provides the nearest thing to a definition of a Christian (someone who is “of Christ”). The Spirit, according to Paul, is the life of the Christian, that is, the life of God in the Christian.
hvad
Paulus siger om Ånden, specifikt i sammenhæng med det eskatologiske
aspekt af Åndens arbejde i troende. Fee (1994:6-7) fastslår, at kirken
og individuelle troende er det nye sted for Guds egen tilstedeværelse med Hans
mennesker; og Ånden er den måde, hvorpå Gud nu er til stede. Dunn (1998:429) tager det
et skridt videre siger han med rette, at medlemskab af Guds familie (sønskab) er
defineret i termer af Ånden.
Efter forfatterens opfattelse er Paulus' teologi om dette enkel; fordi
troende har modtaget Ånden, de er nu Guds sønner (Rom 8:15). At
Ånden er således at se som det definerende mærke for den kristne iflg
Paulus, er sat i skarpe vendinger, siger Dunn (1998:423), i Romerne 8:9, "du er ikke
i kødet, men i Ånden, idet man antager, at Guds Ånd virkelig bor
i dig, hvis nogen ikke har Kristi Ånd, så har han ikke
tilhører ham”. I dette vers giver Paulus det nærmeste til en definition af
en kristen (nogen, der er "af Kristus"). Ånden er ifølge Paulus
den kristnes liv, altså Guds liv i den kristne.
Det ovenfor er en rimelig tilfredsstillende google oversættelse den engelske tekst.
-0-0-0-0-
De primære teologiske grundtekster der er den oprindelige grundlag på hvordan vi skal forstå kristendommen er 10 Paulus breve i Nye Testamente, nemlig de 7 sikre Paulus breve: Rom, 1 og 2 Kor, 1 Thes, Gal, Phil og Fil - og så de efter al sandsynlighed Paulus breve; Eferser og Kol og 2 Thes.
Her finder vi grundlaget for den oprindelige tidligste kristendom der er tættest på Jesus virknings historie i verden og tættest i tid på de mennesker Jesus omgikkes.
Ud fra disse 10 Paulus Breve der udgør kristendommens oprindelige grundtekster og teologi og spiritualitet er evangelierne og alle andre breve i Nye Testamente blevet konstrueret.
Så den Jesus vi hører om i evangelierne er de kristnes Jesus - den Jesus de kristne har en bekendelse til at være Jesus der er Kristus. Altså den Jesus der er Kristus vores opstandne Kristus Herre og Gud Søn vi hører om i de 10 Paulus Breve er evangeliernes Jesus.
Så det tapet eller den baggrund - de oprindelige kildetekster grundtekster - hvorpå vi skal forstå kristendommen er ikke evangelierne men de 10 Paulus Breve.
Så vil vi forstå kristendommen og Jesus der er Kristus så er det de 10 Paulus Breve vi må tage udgangspunkt i. Og ud fra disse 10 Paulus Breve har en begyndende organiseret Kirke bestilt evangelierne der altså skulle være teologiske biografier over den Jesus der er Kristus - opstandne Kristus og derfor Herre og Gud for os som vi kender det igennem Gud Helligånden vi har.
At evangelierne er teologiske biografier ses igennem fx undfanget ved Helligånden og født af en jomfru og himmelfart og ud fra 12 disciple (12 et helligt tal) og dette at gå på vandet og lave vand om til vin. Alle disse nævnte forhold kan kun og skal kun forstås teologisk da den historiske Jesus vi er tættest på i de 10 Paulus Breve viser med al tydelighed at Jesus ikke gav sig af med sådanne fjollede ting. Ja sådan noget pjat eller teologisk ragelse og gøjl findes der ikke spor af i den tidligste kristendom tæt på Jesus historiske liv som vi hører om det i de 10 Paulus Breve.
-0-0-0-
Hos Paulus er opstandelsen ikke en begivenhed der er isoleret til Jesus - nej det er os i KRISTUS der har Opstandelses Livet sammen med Jesus Kristus.
Så opstandelsen er ikke noget objektivt der kun gælder Jesus - men noget objektivt og subjektivt der gælder os på samme tid som det gælder Jesus.
Paulus taler ikke selv om at Jesus er opstået som en isoleret objektiv historisk begivenhed (det refererer han til som en overlevering (noget han har fået fortalt)) men det interesserer ikke Paulus i egentlig forstand - da opstandelsesbegivenheden KRISTUS ind i verden er at vi i KRISTUS - i kraft af Gud - har fået OPSTANDELSESLIV med Jesus Kristus - vor Herre Gud vor Gud Søn og vi kender dette på at vi i Gud Søn (vi som Guds Børn) har Guds Ånd - Gud Helligånden.
Inkarnationen og opstandelsen er ikke isolerede objektive historiske engangs begivenheder knyttet til Jesus kun - men er begivenheder der forsætter i kraft af at Gud forsætter med at virke i verden (Gud forsætter med at handle med os mennesker) som Gud virkede i Jesus Kristus - som Gud handlede igennem Jesus Kristus for at få fat i os - for at nå os igennem Jesus Kristus.
Sådan skal inkarnationen og opstandelsen der ikke kan isoleres fra hinanden forstås - og sådan forstår Paulus disse begivenheder.
Opstandelsesbegivenheden KRISTUS er at GUDS KÆRLIGHED KRISTUS - hvordan Gud handler ind i verden for at nå vi mennesker ikke går død i Jesus - også derfor vi siger KRISTUS er opstanden - KRISTUS = GUDS KÆRLIGHEDS NÅDES KRAFTVÆRK med vi mennesker - er nemlig allesteds og alletiders NÆRVÆRENDE.
Så GUD går altså ikke i stå i Jesus er den egentlige grundliggende principielle forståelse vi skal huske og forstå. Kirkens dogmatik og KRISTOLOGI - KRISTOLOGISKE ANTROPOLOGI - er oftest fejlagtigt fremstillet fordi her går Gud i stå i Jesus (GUD puster Jesus op som en Michelin Ballon Dukke der som et fantasifoster skal præge vores forestillingsliv og bevidsthed). Gud mister momentum og pusten Ånden i Jesus og vi stakkels kirkegængere skal lægge ører til noget overtroisk objektivt vi ikke subjektivt participerer i - deltager i. Og vi tvinges til at tro noget som derefter alene pga at vi tror det så får det på hokus pokus vis betydning for os.
Dette er Kirkens Teologiske VANVID og kætteri og misforståelse begrebet tro men ikke mindst tåbelige ide om at Gud går i stå i Jesus og vi skal måbe herover som noget helt enestående - men det er teologisk galimatias og vanvid denne Kirkens Jesus Teologi.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Svar
Citer
